Cookies vs liv. (ONE SHOT)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Denne historie er et af mine bidrag til "livstruende sygdom" konkurrencen, da jeg selv har peanutallergi. Tak på forhånd.

11Likes
11Kommentarer
474Visninger

1. 1.

Cookies vs hævede kinder.

Kinesisk mad vs vejrtrækningsproblemer.

Sådan var det at have peanut-allergi. Påpasselig med al slags mad, nogen synes jeg var blevet til en mad-freak. Jeg syntes nu heller ikke at det var sjovt, ikke at kunne spise med inde i byen, eller guffe sig i småkager, som en af mine venindes mor havde bagt.

Jeg boede i udkanten af Danmarks andenstørste by, Aarhus, i en ganske almindelig familie. I skolen gik det fremragende,  jeg fik gode resultater, havde gode veninder og kunne godt lide at sprede latteren engang i mellem. Problemet kom dog, da de søde sager kom på bordet.

Flere af mine veninder havde syntes at jeg var kedelig. Jeg var kommet til en ny skole, da hun før boede i et andet land. Pigerne i min klasse fik den gode idé at de skulle tage indtil byen, for at lære mig bedre at kende. Nervøsiteten krøb ind i mig. Med mine forældre havde, jeg snakket med dem om, hvad jeg måtte og ikke måtte. Hvis det var muligt, skulle jeg helst ikke bevæge sig ind på en kinesisk restaurant og overhovedet ikke spise noget derfra. Det var livsfarligt.

 

”Husk nu ikke at spise noget du ikke kender til,” Mindede min mor mig om, igen og igen.

Nogen gange var jeg på randen til at flippe. Der var så meget jeg skulle passe på med, bare der stod tre enkle ord bagpå en pakke. Spor af jordnødder. Så var maden spærret for min vedkommende. Det kom ikke som nogen overraskelse at mine veninder var begyndt at syntes jeg var blevet lam, og kedelig, da jeg jo intet måtte spise. De kaldte mig Lamme Louise.  Glad var jeg i hvert fald, da jeg fik besked om, familien skulle flytte til et større hus i udkanten af Aarhus.

På bagsædet af en bil sad jeg dog nu, med min taske om skulderen. Bilerne kørte amok omkring mig, min nervøsitet var ikke til at holde ud. Mine  forhåbninger var at vi nok skulle hygge sig, at denne gang ville mine veninder ikke syntes at jeg var kedelig.

”Så må du hygge dig, ikke også, Louise?” Et kys blev plantet på min pande.

”Det skal jeg da nok komme til, far.” Smilte jeg. ”Jeg ringer senere.”

”Og husk nu-” Mindede han mig om.

”Jaja, jeg har godt styr på det.” Sikrede jeg ham.

Mine fødder dansde på det beskidte fortov og gjorde vej, længere op af trapperne. En besked tikkede ind og på displayet, kunne jeg se at det var fra en af pige fra klassen, Cecilia.

Hun fumlede med at få den op af lommen, men tog den hurtigt til hendes venstre øre.

”Vi mødes ved indgangen. Vi er her allerede, vi venter.” 

Mine håndflader sved, jeg frøs pludselig. At komme for sent, var nok ikke et hit hos pigerne. Mennesker af alle aldre fór den ene eller anden vej, lugten af friture, indbagt kylling og nudler var velkendt. Kinesisk. Min dødsdom. Siden jeg var helt lille havde mine forældre været meget overbeskyttende. Til fødselsdage og alle ander steder, havde jeg altid en lille sprøjte med. Min livredder.

I det fjerne kunne jeg ane 3 skikkelser. Deres hænder blafrede i luften og smilet var bredt på deres læber. Hurtigt rettede jeg på min militæregrønne  skuldertaske og småløb en slalom i mellem menneskerne.

”Hej, Louise!” Udråbte de i kor. ”Velkommen indtil Aarhus, vi skal nok vise dig de gode steder.”

Hånd i hånd snakkede vi, grinte og lod som om vi hyggede os. Men hvad hvis jeg blev grebet væk, og kom til at spise noget forkert? Det kunne koste mig livet. Et enkelt spor af nødder kunne betyde, at jeg var nået til livets ende. I mit hoved kunne jeg tydeligt huske de gange, hvor jeg havde fået allergi-anfald. Hævede kinder, vejrtrækningsproblemer, kløende og klistrende øjne. Mit værste mareridt. 

Jeg havde faktisk ingen anelse om, hvad pigerne snakkede om i øjeblikket. Det var lidt som om jeg var malplaceret og at de allerede havde dannet grupper, små klikker. Selvfølgelig var jeg det sorte får ud af de mange hvide. Vi prøvede tøj, tog billeder inde i omklædningsrummet og optog rummet i al for lang tid, folk bankede på dørene og vi flækkede hurtigt af grin, med store poser i hænderne.

Vi brændte pengene af, krone for krone og det gjorde os sultne. ”Jeg kender et godt sted, vi kan spise,” Sagde Cecilia.

Jeg holdt vejret, selvom jeg vidste, hvilket svar ville komme ud af munden. ”Vi kan spise på den der ret lækre kinesisk restaurant?”

Modet boblede inde i mig. ”Men-” De afbrød mig og lod som om de ikke hørte mig.

”Ej, det er da en fantastisk god idé, Cecilia.” De sagde det i kor, og lyttede ikke til mig. Jeg følte mig kedelig og udenfor, ligesom på den sidste skole. Alle ville have lækkert mad, ikke lytte til Lamme Louise, der kun bekymrede mig om kinesisk mad og cookies. De bevægede sig op mod den forbandede restaurant, og jeg blev mere og mere nervøs for hvert skridt.

Pludselig havde jeg det som om hun skulle kaste op. ”Jeg skal lige på toilettet, bare gå i forvejen,” Smilte jeg.

Af forvirring  rystede de på hovedet, tog hinanden i hænderne og gik videre. Hurtigt løb jeg med fuld fart i mellem en flok mennesker og satte mig på pigetoilettet. Jeg tog sine svedige håndflader op til øjnene og dækkede hendes hoved til. Lysten til at blive inde i byen sammen med ”min” slyng var forsvundet, og jeg havde egentlig allermest lyst til at tage hjem og aldrig vise mig til klasse fødselsdagen, men så ville mine ”veninder” syntes at jeg var endnu mere lam og kedelig. Mine hænder fandt frem til min mobil og jeg var ualmindelig tæt på at ringe til min far.

Pigerne var jo også tydeligvis ligeglade med mig. De havde ikke ringet, for at høre, hvor hun var eller, hvordan hun havde det. Eller åbenbart ikke, før få sekunder efter, for så fik hun et opkald fra Cecilia.

”Louise, hvor fanden er du?” En vrede formede sig i hendes stemme.

”Hør, Cecilia. Jeg har det ikke så godt ved kinesisk restauranter, jeg får kvalme. Kan jeg ikke vente et andet sted, så kan vi tage til fødselsdagen bagefter?”

”Hvem får det lige dårligt ved at gå ind i en kinesisk restaurant?” Hun grinte ondt. Et lille stik i hjertet og en klump i halsen, fik Louise næsten til at græde. Mit bæger var næsten fyldt op til randen, hun havde næsten fået nok. ”Men jo jo, vi skal nok komme og hente dig bagefter.” Hun sukkede og lagde hurtigt på.

Jeg tog en flaske vand op ad min skuldertaske, satte mig på en bænk og betragtede Aarhus’ mange mennesker. Af ren kedesomhed tog hun sig til at spil på hendes telefon. Allerede nu havde jeg fået en dårlig start i klassen, som gav mig mindre lyst til at fortsætte. Det var som om alle hadede mig, jeg hun gjorde intet rigtigt. 

Pigerne gav mig et ondt blik da de kom tilbage, efter at have spist. De holdt hånd i hånd, med deres sminkede ansigter og alt for stramt tøj. Det var kvalmende at se på.

”Skal vi tage til den skide fødselsdag eller, hvad?” Spurgte jeg, for jeg gad ærligtalt ikke at sidde her i tavshed hele dagen.

”Eh, har du tænkt dig at vise dig hjemme hos den lækreste dreng fra klassen, uden make-up på og det smarteste tøj?” De gav mig elevatorblikket og jeg fik kuldegysninger.

Usikkert rystede jeg på hovedet, jeg skulle åbenbart ikke vise mig sådan her i hvert fald.

”Får du det også dårligt med at have make-up på eller, hvad?” En ond latter spredte sig.

”Nej nej..” Tøvede jeg og bed mig i underlæben. De her piger var ikke til at joke med, de mente alt seriøst.

”Okay, så lad os tage hjem til mig og jeg skal nok vise dig, hvordan det skal gøres, Louise.”

Jeg turde ikke modstå. Intet turde jeg. De havde sikkert en eller anden helt sindsyg plan, som jeg intet kunne gøre noget ved. Kun følge den og mærke smerten bagefter.

I bussen på vej hjem til Cecilia, var tavsheden akavet. Inden i havde jeg det som om de ikke kunne lide mig, de havde hele tiden øjnene i min nakke. En ubehagelig følelse strømmede inde i mit hoved og resten af min krop. Cecilias mor var virkelig rar og deres hus var meget hvidt, fint og overklasset.

På hendes værelse havde hun den nyeste computer, nye modeblade, men stadig en lille pjuskede, beskidt og støvet bamse. Et smil plantede sig på mine læber over at se den, selv Cecilia var ikke perfekt. Hendes mor kom med smoothies til os, med fancy sugerør. Endelig noget jeg kunne tåle og det smagte vidunderligt.

Et par timer før festen, lod vi som om intet var sket. Vi grinte, prøvede Cecilias tøj og hendes make-up og kiggede i modebladene. Pigerne tiggede Louise om at prøve sætte hendes hår, lægge hendes make-up og vælge et sæt tøj. Hun tøv, for ville hun virkelig ligne de her piger? I lang tid blev de ved med at tigge, og endelig overgav jeg mig og lod dem tage over mit ansigt og min identitet.

Da de var færdig, kiggede jeg mig selv i det store spejl, der hang på den blanke og hvide væg. Mit ansigt var dækket, jeg kunne næsten ikke genkende mig selv. Mine øjne var dækket i den flotteste, mørk øjenskygge, mine kinder en tilpas rosa farve og mine øjenvipper bukkede og lange.

”Wow, det er flot,” Stammede jeg. ”Tak fordi i gad at gøre det her.” Smilte jeg.

De smilede anerkendende og satte sig tilbage. På en eller anden måde, følte jeg mig mere velkommen nu. Mere anerkendt i deres gruppe.

En banken lød fra den anden side af døren. ”Piger, er i klar til at køre?” Det var Cecilies far. En kraftig mand, som lod til at være ret sjov.

Vi nikkede, rettede vores hår og to jakker på. Kulden bed i mine kinder og vinden blæste, så jeg var bange for mit hår ville se sjuskede ud. Ude på landet, hvor vi boede var der ikke nær så mange biler at se. Kun et landskab af køer, græs og et andet køretøj engang i mellem. Jonas boede i et nabolag, hvor der lige var blevet bygget nye huse.

Balloner, blinkende lys og en stærk duft af kage indvaderede Jonas’ hus. Det var som en klassetradition at komme her hvert år, for at fejre Jonas’ fødselsdag. Slev nu, hvor vi gik i 7. klasse. Snakken gik løs, nogen piger dansede, andre sad og hyggede sig i sofaen.

”Ej, skal vi ikke fuldføre vores klassetradition, mennesker?” Råber en brunhåret dreng, der vidst nok hed Mads.

Hvad var det for en klassetradition? Noget, der indbar cookies i hvert fald, for Cecilia kunne ses i køkkenet med et stort fad cookies i hånden.

”Louise skal også prøve det af!” Råbte de alle sammen i kor.

Min hjerne blev forvirrede, da alle råbte og skreg. De var ellevilde, men jeg havde ikke lyst til at prøve.

”Må jeg lige se pakken?” Spurgte jeg tøvende, selvom jeg allerede vidste at det nok ikke var en mulighed.

En for en, de prøvede at nå ind til mig, med de forbandede småkager. Der blev revet i deres tøj, råbt og skrevet, men intet virkede.

Liv. Død. Hævede kinder, vejrtrækningsproblemer, klistrede øjne. Det ville snart komme og ødelægge alt. Min sprøjte. Livredder, kom og red mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...