Når solen går ned

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der når en man kender begår selvmord? Når det er ens egen lillesøster? Aia på 17 år rammes af den frygtelige tragedie da hendes lillesøster Ira på 15 giver op til kampen mod mobningen. Familien anede intet om mobningen, men Aia opdager den uhyggelige sandhed, da hun går igennem Iras ting.

5Likes
4Kommentarer
233Visninger
AA

6. Kapitel 5

Hej, jeg hedder Ira. 
Hun tager en dyb indånding og smiler stort. Men hun ser ikke glad ud. Jeg får et sug i maven.
Jeg er 15 år og går i 9. klasse.. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme i gang, hvad jeg skal sige.. Meningen med den her video blog er egentlig at få min historie ud, jeg vil have folk skal vide hvad der.. Ja, jeg ved det ikke helt. Men i så fald vil jeg starte med at fortælle jer lidt om min baggrund. Jeg blev født d. 2 oktober 1998. Den familie jeg blev født ind i skulle vise sig at være den bedste man kunne ønske sig. Jeg er så heldig at have to helt fantastiske forældre, en vidunderlig storesøster og en fantastisk storebror. Aia og Ian, hedder de. De elskede mig, alle sammen. Vi elskede hinanden. Min opvækst var også fantastisk. Vi tog ofte på familieture sammen, vi havde det her sommerhus som vi tog ud i hver ferie. Jeg husker tydeligt de utallige minder jeg har derfra. Min søster og jeg der leger gemmeleg, min far der prøver at lære os at fiske og min bror der spiller fodbold med min søster og jeg. Den bedste ferie derude var i sommerferien hvor jeg lige var fyldt 7, min søster var 9 og min bror 12. Min mor lå og solede sig på terrassen og min far grillede. Hver nat sneg min søster og jeg os ud i haven, lagde os i græsset og kiggede op på stjernerne. Det var så hyggeligt, for vi snakkede altid om alt mellem himmel og jord. Vi snakkede bare altid med hinanden om alt..
Mine øjne bliver fugtige og min mave gør ondt. Det er de bedste minder jeg har fra min barndom, men det er bare så smertefuldt at tænke tilbage på det og savne det så meget, nu hvor hun ikke er her længere. Savnet til Ira forbliver uudholdeligt.
Det var faktisk sommerferien før jeg begyndte i skole. Men jeg tror jeg vil slutte her, og så kan I få historien om de første år af min skolegang på den næste video. Hej hej.
Videoen slutter og jeg skynder mig at finde video nr. 02. Jeg trykker på play og Ira dukker endnu engang op på skærmen.
Jeg husker tydeligt den første skoledag, jeg var så nervøs og spændt på samme tid. Aftenen inden sad jeg og vuggede på min mors skød, fortalte hende jeg ikke ville blive stor. Jeg ville bare blive her i sommerhuset for evigt. Hun lo og sagde, at det ville hun også ønske. Til sidst sagde hun, at jeg ikke skulle bekymre mig, for det skulle nok blive sjovt. Da dagen så kom og jeg skulle af sted sagde jeg, at jeg ikke havde lyst, men heldigvis bakkede mine søskende mig op. De sagde de ville følge mig helt ind i klassen og besøge mig hvert frikvarter. Det er deres skyld min første skoldedag blev den bedste man kunne forestille sig. Vi mødte op i morgensalen hvor der blev sunget nogle sange og derefter blev klasserne præsenteret og alle eleverne blev råbt op. Dagen blev endnu bedre da jeg fik at vide jeg skulle gå i klasse med min bedste veninde, Nadia. Vi kendte hinanden fra dagplejen og havde bare leget rigtig meget sammen. Min klasse viste sig at være rigtig god, de andre børn virkede søde, selvfølgelig også generte ligesom mig, men jeg havde Nadia fra dag et og vi blev kun endnu bedre veninder. I børnehave klassen hyggede og legede vi mest og det var først i 1. klasse vi stille og roligt gik i gang med undervisningen. Jeg fulgte godt med i alle fag og var lærenem i dem alle. Generelt havde jeg det bare rigtig nemt. Klassen blev med tiden et bedre og bedre sted at være, til sidst elskede jeg det så meget, at jeg glædede mig til at komme i skole hver dag. I 3. klasse blev drengene og pigerne mere og mere opdelt, da kønsrollerne begyndte at spille en betydeligt større rolle end før. Nadia og jeg holdt sammen, men røg egentlig lidt ud på et sidespor for os selv i klassen. De andre piger havde dannet deres egen klike og vi var altså de upopulære. 
Jeg synker sammen i stolen, forstår ingenting. Ira sagde altid det gik så godt, jeg tør virkelig ikke tro på det her.
De bagtalte os og jeg gik jeg nogle gange hjem med ondt i maven, men så var det heller ikke værre, det var jo bare lidt pigefnidder. Jeg havde det stadig fint, og kunne stadig godt lide at gå i skole, jeg havde jo Nadia og det var det vigtigste for mig. Vi var omkring de 11 år og var så småt ved at nærme os puberteten, i hvert fald Nadia. Hun var allerede begyndt at få bryster, hun var væsentligt højere en mig og hendes lange lyse lokker var flotte og hendes udstråling var bare rigtig attraktiv og feminin. Det var som om min udviklings proces var går lidt i stå, jeg var lille og tynd uden former og så var jeg helt flad på brystet. Mit hår gik mig til skuldrene og jeg tænkte ikke så meget over hvad jeg gik i af tøj. Drengene begyndte så småt at få øjnene op for Nadia og hun virkede i en periode mere interesseret i deres mening om hende end min. De andre piger begyndte at kunne lide hende bedre og en dag spiste de endda frokost sammen. Så sad jeg helt for mig selv. Andre gange sad hun dog med mig, så jeg var ikke alene, men hun hoppede lidt frem og tilbage mellem mig og de andre. Vi havde det stadig godt, men jeg kunne mærke der voksede en slags afstand imellem os. Jeg tror jeg slutter videoen her, da historien begynder at tage en drejning. Der skal også være lidt spænding jo.

Hun ler et usikkert grin og jeg kan se hun gemmer på noget. Noget ubehageligt. Jeg skynder mig at åbne den næste fil, det kan slet ikke gå hurtigt nok.

I 5. klasse er vi stort set ikke sammen mere, Nadia og jeg. Jeg er meget alene. En dag står de ude i frikvarteret, alle pigerne, og sjipper. Jeg vil være med, så jeg går hen og stiller mig i kø, men så kommer Nadia og siger der ikke er 'plads' til flere. Jeg bliver sur og vi starter et skænderi. Vi kalder begge to hinanden nogle grimme ting og de andre piger tager hendes parti. Det samme gør nogle drenge der overhører skænderiet. De står alle og peger fingre og griner af mig, så det ender med jeg løber ind i klassen, tager mine ting og løber hjem. Ingen er hjemme, så jeg lister mig op på værelset og græder, længe. På et tidspunkt husker jeg Aia kommer hjem, hvorefter hun kommer op og ser til mig. Hun kan se jeg har grædt og sætter sig på sengekanten ved siden af mig. Spørger hvad der er galt, og jeg.. jeg lyver for første gang overfor hende. Jeg siger jeg faldt ude på legepladsen og slog mit ben. Hun smiler og trøster mig, heldigvis troede hun på det.
Jeg får en klump i halsen. Det kan jeg tydeligt huske. Hvordan kunne jeg være så dum?? I vrede hamrer jeg min hånd ned i bordet og bander. Det kan bare ikke passe!
Dagene går og Nadia og jeg er fortsat uvenner. En dag da jeg går hjem fra skole bliver jeg mødt af to drenge fra klassen over mig. De griner af mig, men da jeg ikke reagerer hiver den ene fat i min arm. Jeg husker tydeligt ordene. "Hvordan føles det at være en taber?" De griner fortsat og jeg prøver at ignorere dem. Jeg bliver ved med at sige til mig selv inde i hovedet, at jeg ikke må græde, men jeg kan ikke holde det tilbage. De kalder mig for pattebarn og pludselig tager den ene hårdt fat i min jakke og skubber mig ned på asfalten. Jeg får en kæmpe blåt mærke, men udover det er jeg okay, fysisk i hvert fald. Da jeg kommer hjem græder jeg uafbrudt til jeg går i seng, dog uden at blive bemærket af familien denne gang.
Tårerne begynder at trille ned ad mine kinder og følelsen af magtesløshed fylder mit sind. Hvor ville jeg dog ønske jeg kunne gøre alt om. Hvis bare jeg havde vidst..
En uge senere, fredag, er der sleep-over hos en pige fra min klasse og jeg er overraskende nok inviteret med. For første gang i et stykke tid er jeg rigtig glad. Jeg tager med til det og det er langt hen ad vejen hyggeligt, selvfølgelig føler jeg mig stadig ikke som en del af fællesskabet, men jeg var med, jeg var der. Da klokken bliver mange lægger vi os til at sove i stuen på hver vores madras og jeg falder i søvn med et smil på læben. Da jeg så vågner næste morgen virker de alle så hemmelighedsfulde og de kigger mærkeligt på mig. Jeg kan ikke helt forstå hvad der foregår, så jeg ignorerer det bare. Da jeg så går ud på badeværelset får jeg mig et chok. De har tegnet mig i hele hovedet og mit hår er blevet klippet kortere. Min hals snører sig sammen og jeg kan ikke få vejret, mine øjne løber i vand og jeg vil skrige, men der kommer ikke nogen lyd ud, jeg står bare der og.. Jeg kan tydeligt høre de andre fnise på den anden side af døren.
Jeg kan se hun græder nu, hun tørrer øjnene i sit ærme og kigger ned i gulvet, prøver at skjule det, men det er så tydeligt. Hun begynder at snøfte og hendes stemme ryster. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på det. Hvor kan verden dog være et forfærdeligt sted at være nogle gange.
Jeg skynder mig hjem og det første jeg gør er, at liste mig ud på badeværelset og vaske mit ansigt. Jeg skrubber og skrubber til det gør ondt. Det gør så ondt, men det skal bare væk, det er alt jeg kan tænke på. Til sidst får jeg det væk, men mit hår ser stadig forfærdeligt ud. Jeg tænker over en dækhistorie jeg kan fortælle til min familie og ender så med at sige jeg selv klippede det fordi jeg ønskede forandring. De troede heldigvis på det igen.
Endnu engang var jeg blind. Jeg husker det tydeligt, hvordan kunne jeg overhovedet ikke fatte mistanke? Selvfølgelig syntes jeg det var fjollet, men det faldt mig overhovedet ikke ind det kunne være andre der havde gjort det mod hende.. og jeg var endda 14 år gammel. Tænk jeg ikke kendte hende bedre..
Jeg fik sværere og sværere ved at koncentrere mig i skolen og jeg begyndte så småt at pjække i ny og næ. Men en dag blev Nadia menneskelig igen og reddede mig op af mit hul. Hun undskyldte og sagde hun savnede mig. Jeg tilgav hende med det samme og vi fik det godt igen. De andre piger havde pludselig ikke noget imod mig, vi snakkede ikke sammen, men der var heller ikke nogle problemer. Så var det sommerferie og jeg nød den i fulde drag med familien og Nadia. Alt var godt ligesom før.
Hun smiler, men jeg kan se der gemmer sig noget mere bag det smil. Det her er ikke alt, langt fra.
 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...