Når solen går ned

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der når en man kender begår selvmord? Når det er ens egen lillesøster? Aia på 17 år rammes af den frygtelige tragedie da hendes lillesøster Ira på 15 giver op til kampen mod mobningen. Familien anede intet om mobningen, men Aia opdager den uhyggelige sandhed, da hun går igennem Iras ting.

5Likes
4Kommentarer
231Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg kan ikke sove den nat. Ligger uroligt og vender og drejer mig, mine tanker flyver rundt i hovedet, mine øjenlåg er tunge, men de kan ikke slappe af. Jeg sveder, mit hjerte banker alt for hurtigt og.. jeg græder, tror jeg. Faktisk har jeg efterhånden svært ved at skelne mellem virklighed og fantasi. Min mor siger det kun er midlertidigt, men jeg ved snart ikke. Det hele føles stadig lige så uvirkeligt, selvom der er gået mere end en uge siden det skete. 
Jeg sætter mig op i sengen og tager en dyb indånding. Min mobil, som ligger på natbordet ved siden af sengen, lyser pludseligt op. Flere facebook beskeder fra folk der skriver hvor kede af det de er, selv folk jeg ikke engang kender. Det er efterhånden ved at give mig kvalme. Det er virkelig sødt af dem, at de sådan gider at tænke på os, men jeg vil bare være i fred. Alligevel tjekker jeg lige. Der er et par beskeder i min indbakke, men min væg er fyldt med søde beskeder fra alle mine venner og bekendte. Jeg ruller lidt ned ad væggen, men stopper kort efter, da der er så uendeligt mange opslag. Et gys går igennem mig. Jeg har slet ikke været inde og tjekke Iras profil, og selvom en stemme inde i mig siger jeg ikke bør gøre det, er der en anden der siger jeg godt lige kan tage et hurtigt kig, så det gør jeg. Det første der møder mig, er hendes profilbillede, faktisk det samme der hang i kirken. Jeg ruller lidt ned, og som forventet er der tusindvis af opslag, mange flere end jeg har fået. Et opslag fra en klassekammerat fanger min opmærksomhed, da der er mere end 15 kommentarer, så jeg klikker på dem.
Er der nogen der ved hvordan hun døde?
Det er en dreng der har kommenteret det. En pige svarer tilbage.
Jeg har hørt det var over et skænderi med sin mor.
Vent, hvad? Selvfølgelig var det ikke det! En anden pige har kommenteret.
Var det ikke over en anden dreng? Knust hjerte og sådan noget?
Det kan umuligt passe! Ira kunne aldrig finde på at gøre det over noget så harmløst som en fyr! Hun var meget klogere end det. Jeg ruller længere ned og læser videre.
Ej det er virkelig tragisk! Men var det ikke hende der blev kørt ned?
Nej, de siger jo man fandt hende i havet.. Det står i hvert fald i alle aviser.

Jeg har helt undgået at kigge i nogle aviser eller se nyhederne, af ren frygt for hvad de kan have skrevet. For hvad nu hvis der står alt muligt som slet ikke passer? Hvis de har fundet på en masse løgne, bare for at sælge en god historie og tjene gode penge, sådan er det jo tit i den branche. Men atter tager min nysgerrighed over, så jeg går ind på nettet og finder på forsiden af en avis en artikel - om min søster. Titlen står skrevet med store, fede bogstaver.
15 ÅRIG PIGE BEGÅR SELVMORD
Uden at tøve klikker jeg mig ind på artiklen.
Tidligt tirsdag morgen blev liget af den forsvundne 15 årige Ira Winther Rosengaard fundet.
Jeg tager en dyb indånding og læser videre, men undgår stykket hvor de fortæller hvem der fandt hende og hvordan hun flød livløst rundt i havet.
..Politiet vil ikke komme nærmere ind på sagen, men de mener ikke der er tale om en forbrydelse.
Det skærer i mit hjerte da jeg læser den sidste sætning. Jeg ved jo godt det var selvmord, men hvor ville jeg dog bare ønske det ikke var tilfældet, at hun selv valgte døden. Følelsen af uvished driver mig mere og mere til vanvid. Jeg vil vide hvad der skete. Og jeg vil vide det nu. Jeg kigger på min mobil for at se hvad klokken er. Tyve minutter i et. Det er sent, og jeg er træt, men når nu jeg ikke kan sove, må jeg jo finde på noget andet. Døren til Iras værelse har været lukket lige siden hun forsvandt, ingen af os har rigtig turdet gå derind. Men jeg tør godt nu. Jeg rejser mig fra sengen og går ud på gangen. Der er helt mørkt, alle i huset sover - eller prøver på det, så jeg lister mig forsigtigt afsted. Da jeg står lige foran døren tvivler jeg pludselig, men jeg siger til mig selv jeg godt kan, så uden at genoverveje det, tager jeg i håndtaget og døren går op. Tænder for lyset. Alt står som hun forlod det. Som det plejer. Sengen er redt med nyvasket, hvidt sengetøj. Gardinerne er trukket fra, tøjskabet står åbent og lidt tøj flyder på gulvet omkring. Familie billederne står fint og orienteret på hylderne og i vindueskarmen og den lyserøde, hjerte-lyskæde hænger i loftet og lyser hele væreslet op. Skrivebordet er ryddet som sædvanligt, kun hendes bærbare pc og en notesblok ligger der. Jeg står længe og betragter værelset, møbleringen, billederne, ja alt ned til hver en detalje og endnu engang strømmer tårerne ned ad kinderne på mig. Jeg hulker lige så stille, men prøver at tage mig sammen. Mit øje fanger et billede der står på skrivebordet, et billede af hende og jeg. Jeg går hen til det, tager det op og prøver at huske mig tilbage til dengang. Det var til hendes konfirmation sidste år. Hun var kun lige fyldt 14. Vi ser glade ud. Hun har sin fine, hvide konfirmations kjole på og håret sat flot op med et diadem. Vi griner, tror jeg. Jeg stiller det tilbage, og går hen til sengen og smider mig i den. Sengetøjet dufter sødt af hende, jeg kan slet ikke stoppe med at lugte til det. Men mine tårer der er mørke af mascaraen drypper og gør sengen våd, så jeg rejser mig og prøver at rede sengen så den igen står som hun forlod den. Så går jeg hen til skrivebordet, sætter mig ned på stolen og kigger nysgerrigt på den lille notesblok der ligger så perfektionistisk ved siden af computeren. Hun har tegnet to engle der græder og nedenunder har hun skrevet et sørgeligt citat. Men det er hendes computer der har min helt store interesse. Egentlig kan jeg jo ikke være bekendt at gå igennem hendes ting, men vi bliver jo nødt til at gøre det før eller siden, og hvis jeg kan få nogle informationer ud af hendes computer, så gør jeg det. Jeg tænder den, og heldigvis er der ikke kode på, ligesom hun heller aldrig havde på sin mobil. 
Baggrunden er bare helt sort, intet tekst, intet billede, ingenting. Det virker så sørgeligt, og sørgeligt er ikke et ord der beskriver den Ira jeg kendte. Jeg går ind på nettet og kigger på listen over fortrukne websites. Facebook og Tumblr ligger i toppen, men jeg kender ikke nogle af hendes passwords. Jeg var slet ikke klar over hun havde en Tumblr, det har jeg nemlig selv, men aldrig har jeg stødt ind i hendes. Jeg åbner sitet, og hendes brugernavn står allerede gemt, så jeg logger ind på min egen bruger og søger på hendes profil. Da den kommer frem, klikker jeg mig ind på den og ruller ned ad siden. Hun har delt rigtig mange billeder, men de er alle sammen sørgelige. Mørke, dystre billeder om døden, himlen, folk fra film der græder og er kede af det, regn og torden og.. vent.. et knust hjerte. Et knust hjerte? Så havde hende og Mathias måske slået op. Hm. Jeg går tilbage til listen over fortrukne websites og klikker mig ind på den næste. Jeg tror ikke mine egne øjne da jeg ser hvad det er. En blog! Ikke fordi det er så vildt at have en blog, men jeg vidste alt om min søster, og jeg mener alt. Men det ser ikke ud til bare at være en helt normalt blog, jeg tror det er en videoblog. Hårene i nakken rejser sig. Mon hun har lagt nogle videoer ind? Jeg går ind under 'mine oplæg', men siden er tom. Alligevel har jeg på fornemmelsen at der må være noget. Jeg kan se hun kun har 4 følgere, men hun følger ikke nogen selv, så hun må have oprettet brugeren for nyligt. Jeg klikker ind på 'biografi' og det viser sig jeg har ret. Brugeren blev oprettet kun 5 dage før hendes død. Det virker lidt mærkeligt. Der må næsten have været et formål med det, måske der er en sammenhæng mellem det og hendes død? Det gør mig ubehageligt til mode at tænke så meget over det. I biografien har hun skrevet meget kort om sig selv.
My name is Ira, and I am a 15 year old girl from Denmark. I have recorded some videos which will be uploaded later.
Det giver et sæt i mig. Hun har filmet nogle videoer! Men selvfølgelig bliver jeg afbrudt af lyden af fodtrin på trappen, så jeg skynder mig at lukke computeren sammen. Jeg kan ikke nå ud, så jeg lister hen til sengen og smider mig i den. I det samme kommer min far ind af døren. Han kigger forbavset på mig og ser ikke rigtigt ud til at kunne finde ord, så jeg kommer ham i forkøbet.
"Jeg kunne ikke sove fordi jeg savnede hende så meget, så jeg gik bare lige herind for at søge trøst. Og dufte hende igen."
Jeg snuser til sengetøjet for at demonstrere hvad jeg mener. 
"Bare sådan lige? Skat vi har jo slet ikke været herinde siden..
- Nej, det ved jeg, men jeg savnede hende bare sådan.
- Det forstår jeg også godt. Men smut du hellere i seng nu, klokken er mange."
Jeg rejser mig fra sengen, slukker lyset og går tilbage ind på mit værelse. I morgen ved jeg lige hvad jeg skal bruge dagen på.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...