Når solen går ned

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der når en man kender begår selvmord? Når det er ens egen lillesøster? Aia på 17 år rammes af den frygtelige tragedie da hendes lillesøster Ira på 15 giver op til kampen mod mobningen. Familien anede intet om mobningen, men Aia opdager den uhyggelige sandhed, da hun går igennem Iras ting.

5Likes
4Kommentarer
232Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg vågner ved at Ian rusker i mig. Vi er ved kirken nu. Jeg ser ud af vinduet og bliver mødt af synet af en masse mennesker der er på vej ind i kirken. I et øjeblik bliver jeg glad, smigret fordi så mange mennesker vil være med til at mindes min kære lillesøster. Men glæden bliver hurtigt vendt til sorg. Det føles stadig alt for uvirkeligt, men i en situation som denne, begynder det så småt for alvor at gå op for mig, at det bare er sådan det er. Vi må alle acceptere det og komme videre, selvom ingen af os er klar til det endnu. Nogle gange tvivler jeg på om jeg nogensinde bliver klar, om smerten mon overhovedet mindskes. For nogle år siden mistede min veninde sin mor til kræften. Hun havde det meget svært i en lang periode, men var god til at tackle det. Jeg husker, at jeg dengang spurgte hende om hun havde det bedre, om smerten forsvandt, om man overhovedet nogensinde ville få det bedre. Hun sagde, at med tiden bliver alt bedre. At savnet altid vil være der, men at man klarer den. Dengang vidste jeg jo ikke, at den samtale på nogen som helst måde ville påvirke mig, men det har den på det seneste gjort. Jeg siger ofte til mig selv, at det hele nok skal blive bedre, også selvom jeg umuligt kan forestille mig det lige nu. Men jeg vælger at tro på det.
"Kom så, Aia!"
Min mor banker på ruden og jeg farer sammen i et sæt. Jeg tager forsigtigt i håndtaget og åbner døren. Min far står klar, jeg tager ham om armen og sammen går vi op ad kirkegården. Mine ben vakler lidt rundt, men jeg finder hurtigt balancen. En snøften. Det er min far, han græder lidt nu, kan jeg se. Det gør så ondt indeni, at se dem lide, min familie. Lige foran os går Ian og mor, også arm i arm. Jeg tror også de græder nu. Men af en eller anden grund græder jeg ikke. Jeg kan slet ikke græde lige nu. Mit hoved er som tømt for tanker, mine øjne tømt for tårer og mit hjerte, mistet dets puls. Selvfølgelig er det ikke sådan, men det er i hvert fald sådan det føles, som om jeg ikke rigtigt lever, som om det her ikke rigtigt sker og som om Ira endnu bare sidder der hjemme og hører højt og irriterende støjende musik inde på sit værelse. Jeg tager mig selv i at tro på det.
Da vi står lige foran kirkeporten bliver vi mødt af en masse venlige ansigter. Jeg tror kun jeg kan kende et par stykker. Et par af Ians bedste venner står med tårer i øjnene og kan ikke helt finde ud af, om de skal løbe hen til ham og give ham et kæmpe bamsekram. Jeg synes bare de skal gøre det, men så ser jeg på Ian som bare står og glor ned i jorden. Han har helt sikkert set dem. Måske er han bare ikke i humør til medlidenhed lige nu. Så kommer der nogle fremmede mennesker hen til os, jeg har i hvert fald aldrig set dem før. 
"Jeg kondolerer"
En ældre man rækker hånden frem imod mig. Først ved jeg ikke lige hvordan jeg skal reagere, men så går det op for mig det er meningen jeg skal tage hans hånd og takke. Dernæst kommer resten af hans familie.
"Jeg tænker på jer i denne svære tid, må Gud være med jer!"
Det var nok hans kone. Jeg står klar med hånden fremme, men i stedet giver hun mig et stort kram. Jeg bliver lidt overrasket, men så går det op for mig, hvor mange mennesker der faktisk føler med os og tænker på os. Det gør mig virkelig, virkelig glad, og jeg opdager pludselig jeg står og græder - om det er mest af glæde over den overraskende støtte, eller om det er af sorg og afsavn, det er jeg ikke rigtigt klar over. Min far knuger sig ind til mig, og efter lidt tid, da vi er klar, går vi ind i kirken.
Et stort billede af Ira, hængende over alteret fanger som det første min opmærksomhed. Det er et rigtig godt billede af hende, hun stråler og ser glad ud, sådan som vi bedst kendte hende. Kirken er allerede næsten fyldt op, og endnu engang bliver jeg helt overvældet. Men de fire stole på forreste række er frie, det er der vi skal sidde. Stadig med min far under armen, følges vi derop. Folk kigger på os nu, og der er helt stille i kirken. Jeg kan næsten mærke øjnene i nakken, og det får alle mine hår til at rejse sig. Aldrig før har jeg været til en begravelse, det her er den første. Da vi er nået derop, får jeg øje på nogle mennesker vi kender rigtig godt. Det er mine forældres søskende og deres mænd, koner og børn. Udover dem, sidder min mormor og morfar der også. Vi giver dem alle et kæmpe kram, men jeg gemmer det største kram til min morfar. Jeg har altid haft et rigtig tæt forhold til ham, da jeg var lille og det var sommer, legede vi altid ude på græsplænen i deres store baghave, og det var også ham der lærte mig at spille fodbold. Min mormor var aldrig med, fordi hun havde alvorligt slidgigt i begge knæ og derfor i forvejen havde svært ved at gå. For et par år siden fik min morfar så konstateret en lungesygdom, så nu bliver også han nødt til at bevæge sig i ro, men han er heller ikke helt ung længere. Da han får øje på mig, rejser han sig og omfavner mig. Jeg græder i hans arme.
"Det gør mig så forfærdeligt ondt, men du klarer den min pige, jeg kender dig jo! Og du er en meget stærk pige."
Hans stemme, hans ord, det beroliger mig lidt. I det samme begynder orgelet at spille og vi sætter os alle ned. Først nu ligger jeg mærke til den fine, hvide kiste der står dér, midt på gulvet, omringet af blomster der fylder hele kirkegulvet. Det ser så smukt ud. Præsten træder nu frem og begynder at snakke. Han ser på os, fortæller forsamlingen hvem vi er og så begynder han på talen om Ira. Det er ikke en særlig personlig tale, men det er jo også klart når han ikke kendte hende. Han snakker i hundrede år om, hvor forfærdeligt det er, når en så ung og smuk pige giver op og vælger døden, om de mennesker der står tilbage og om hvordan vi alle skal være der for hinanden så vi bedst muligt kan komme igennem det. Jeg lytter ikke til halvdelen af hvad han siger, det larmer i mit hoved, tusind tanker og minder farer rundt, jeg er træt, har ondt i hovedet og i maven og nu er kvalmen også begyndt at tage overhånd. Min mor ser på mig, stryger mig hen over håret og knuger min hånd. Hun hvisker mig i øret og spørger om jeg har det skidt, fordi jeg tilsyneladende ser ret bleg ud. Jeg kigger hende ind i de mørkegrønne øjne og ryster på hovedet. Jeg vil spørge hende om det samme, men mine lunger er tømt for luft og jeg er for træt til næsten at kunne holde sammen på mig selv. Men jeg ved godt hvordan hun har det. Alle ved hvordan vi har det. 
Lige før ceremonien er slut, beder min far om ordet. Han vil gerne sige noget kort, så han stiller sig op foran forsamlingen og folder et lille stykke papir op af lommen. En tåre triller ned ad kinden på ham og rammer papiret så det efterlader en våd plet.
"Min datter var.. Min datter var en smuk, kærlig, omsorgsfuld og vellidt person. Hun spredte altid glæde i vores familie og jeg har mange gode minder som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Der var engang hvor vi var på sommerferie i Spanien.."
Han smiler, min far. Han står netop nu og husker tilbage på den bedste ferie vi nåede at have alle sammen. Men jeg følger ikke rigtigt med. Hovedpinen forværres og det føles nu som om der er nogen der spiller fodbold med min hjerne. Egentlig vil jeg gerne høre hvad min far har at sige om Ira, men jeg kan bare ikke koncentrere mig. Det er også bare ligegyldigt. Alting er ligegyldigt. Ira er her ikke mere, men ligesom resten af familien, har jeg tusindvis af dejlige minder sammen med hende, minder som jeg ved jeg aldrig vil glemme, og det er det vigtigste.
"..Men vi var alligevel blinde. Vores datter, vores søster, niece, kusine og barnebarn led. Hun havde det svært, og vi ved ikke hvorfor. Der er på det seneste blevet snakket om, at det kan have været kærestesorger. Andre har ment, hun kan have haft det svært i skolen, men det er jeg sikker på ikke er rigtigt. Min datter var vellidt i skolen, havde en sød kæreste, gode veninder og havde altid så meget at fortælle når vi sad og spiste aftensmad. Jeg stolte oprigtigt på hende, og det gør jeg stadig, da hun sagde, at det hele gik godt. Men hvad der så fik hende til at.. det er noget kun hun vidste. Himlen har fået den smukkeste stjerne, min stjerne og.."
Han begynder at græde, og præsten går hen til ham, trøster ham og siger han kan sætte sig ned igen. Ceremonien bliver sluttet af, og alle begynder at gå ud af kirken. Men jeg skal lige sige farvel, inden kisten begraves, så jeg går hen til den og lægger rosen og det lille brev på den. Tårerne strømmer fortsat ned ad mine kinder. Jeg stryger mine fingre hen over den fine hvide flade og hvisker brevets indhold udenad, til hende. Pludselig kan jeg høre skridt lige bag mig. Jeg vender mig om og ser det er Nadia og Mathias, Iras bedste veninde og kæreste.. eller var det ekskæreste? Jeg kan ikke rigtigt huske det, Ira var ikke meget for at fortælle om det, men i løbet af de sidste par måneder har jeg slet ikke set noget til ham i huset. Eller Nadia faktisk. De 3 plejede at være sammen hele tiden.
"Det gør mig ondt, Aia."
Nadia lægger en hånd på min skulder, jeg ser væk. Jeg vil ikke have de skal se mig sådan her.
"Jeg ville ønske jeg havde gjort tingene anderledes."
Jeg kan høre han græder, Mathias.
"Ja, sådan er det jo."
Jeg kunne godt høre på mig selv hvor følelseskold jeg lød, men de kunne jo heller ikke forvente andet. I det næste øjeblik kommer min far, Ian, hans ven og min onkel hen til kisten. De siger den skal bæres ud nu, så jeg træder til side, iagttager dem løfte den, og følger efter dem ud på kirkegården. Udenfor skinner solen, og stort set alle fra kirken er samlet rundt om gravstedet. Jeg bliver stående lidt på afstand, ved ikke helt om jeg kan klare det. Men Ian fornemmer hurtigt min tvivl, og kommer hen til mig.
"Kom med, Aia. Så siger vi ordentligt farvel til hende, sammen."
Han lægger armen om mig, og sammen går vi hen til de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...