Når solen går ned

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der når en man kender begår selvmord? Når det er ens egen lillesøster? Aia på 17 år rammes af den frygtelige tragedie da hendes lillesøster Ira på 15 giver op til kampen mod mobningen. Familien anede intet om mobningen, men Aia opdager den uhyggelige sandhed, da hun går igennem Iras ting.

5Likes
4Kommentarer
229Visninger
AA

2. Kapitel 1

Solen skinner ind gennem mit vindue og blænder mig så jeg vågner. Endnu en dag. Jeg sætter mig op i sengen og prøver at slå øjnene op, men det er svært, delvist fordi mine øjenlåg er så tunge af alle de tårer jeg har grædt på det seneste, delvist fordi jeg næsten ikke har fået noget søvn. Jeg rejser mig og går hen til spejlet. Mit hår er rodet og makeup'en hænger mørkt under øjnene og har dannet mørke streger ned ad kinderne efter alle de tårer jeg har grædt. Normalt havde jeg gjort noget ved det med det samme, men her for tiden har jeg bare ikke overskud til noget som helst. Jeg er ligeglad med alting, som om der ikke er noget som helst der betyder noget længere. Det er lidt skræmmende. Jeg finder noget tilfældigt tøj og falder uheldigvis over et armbånd jeg engang fik af Ira til jul. Jeg er utroligt glad for det, men hver gang jeg bliver mindet om hende, er smerten uudholdelig. Alligevel tager jeg det på, men i det samme strømmer det hele igennem mig - sorgen der er som et smertehelvede der borer sig dybt igennem huden på mig, hadet der giver mig lyst til at råbe og skrige og smadre alting og savnet der får mig til at ønske jeg havde gjort tingene anderledes, eller i det mindste fik sagt ordentligt farvel. Jeg må sidde lidt ned. Går hen til skrivebordet og sætter mig på kontorstolen. Mit hoved er fyldt med spørgsmål som jeg ikke fik svar på, og i værste tilfælde aldrig kan få svar på. Hvorfor gjorde du det? Hvordan kunne du gøre det - mod dig selv men også mod os, din familie? Hvorfor kom du ikke til os? Vi kunne jo have hjulpet dig.. Sammen med de tusinde vis af spørgsmål, fylder hendes stemme også mit hoved og udgør ét stort rod. Hvis der dog bare kunne blive stille, bare i et øjeblik. Jeg spænder i alle muskler i kroppen og prøver at tage mig sammen, få bare en smule kontrol over alle mine følelser, men det er umuligt. Albuerne som jeg har placeret på skrivebordet ryster og falder sammen under mig da jeg bryder sammen i gråd. Tårerne strømmer ud, hele min krop ryster og jeg hulker højt. Der er nogen på vej op ad trappen nu. Kort tid efter bliver der banket på døren hvorefter den langsomt og lydløst bliver åbnet. Det er min far. Han kommer hen til mig, sætter sig på hug foran mig, krammer mig og tysser på mig. Han græder også. Vi græder sammen, og det føles rart.
Da vi har siddet sådan lidt beslutter vi os for at gå nedenunder. Det føles pludselig svært at gå ned ad trappen, mine ben er som spaghetti og jeg vakler ned ad trinnene, men kommer dog ned i god behold, med støtte fra min far. De andre sidder i stuen, min mor og storebror, Ian. Min mor smiler til mig da hun ser mig, men jeg ser ikke andet end en facade der skjuler mere end hun kan bære. Ian sidder bare og kigger ned i bordet, snøfter.
Han har knyttet næverne og ser både trist og vred ud på samme tid. Jeg må indrømme, at jeg er lidt bange for hvad han kan finde på. Faktisk havde han været lige ved at flytte hjemmefra, men så skete det her, så han besluttede sig for at blive sammen med os det næste stykke tid. Jeg kunne nu heller ikke have forestillet mig andet.
Vi slår os ned i sofaen og mor skænker en kop te op til os alle.
"Har I alle fundet tøjet frem?" 
Hun undgår at se os i øjnene, nok fordi hun ved vi ikke vil der hen hvor vi skal snakke for meget om det - begravelsen. Men snakken kan ikke undgås, for der er kun to timer til ceremonien starter.
"Jeg går op på værelset." 
Ian farer op fra sofaen og går med hastige skridt hen imod trappen. Mor havde nok tænkt vi alle skulle få snakket ud, men ingen stopper ham eller siger noget.
Jeg tager en slurk af teen og en varm, nærmest healende fornemmelse breder sig i halsen.
"Hvordan har du det i dag, skat?" 
Min far aer mig blidt på ryggen og jeg finder for en stund glæde i hans trøst. Men jeg kan ikke finde ord, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg er glad for han spørger, men han ved også godt jeg ikke har det bedre end jeg havde i går, så jeg smiler bare og putter mig ind til ham.

Da vi har siddet og drukket te og snakket lidt, er det tid til at fokusere på det der snart skal ske. Jeg må i tøjet så jeg kan blive klar til ceremonien, så jeg går op på værelset og finder den fine, sorte kjole frem. Der er ikke noget pynt på eller små søde detaljer, den er bare helt sort og enkel, perfekt til begivenheden. Men jeg vil aldrig bruge den igen efter. Makeup'en skal også bare være sort og enkel, alt skal være sort og enkelt. På skrivebordet står den flotteste røde rose fra vores have jeg havde kunnet finde, og jeg havde brugt besynderligt lang tid på at finde den helt rigtige. Ved siden af ligger et kort jeg har skrevet, men det er meget kort da det hele simpelthen pludselig blev alt for virkeligt, og dog så urealistisk på samme tid. Jeg prøvede at presse mig selv til at skrive et langt brev til hende, men det kunne jeg bare ikke. Ikke endnu i hvert fald.
Jeg får lagt makeup'en færdig og betragter mig selv i spejlet en sidste gang før jeg går nedenunder. Min hud er blegere end normalt, jeg har poser under øjnene og smerten nærmest stråler ud af mig. Men jeg er klar. Jeg tager rosen og kortet med mig, går hen til døren hvor jeg stopper op og tager en dyb indånding. Så går jeg nedenunder.
De andre er klar, så fint klædt i sort, venter blot på mig. Jeg tager min far under armen, og så går vi ud til bilen. Ian og jeg sætter os om på bagsædet og jeg plugger straks høretelefonerne i ørerne og skruer op for musikken. Lige nu vil jeg helst være fri for stilheden, så det skal bare gå stærkt, men bilturen føles ubegribelig lang. Jeg lukker øjnene i et kort øjeblik, mærker hvordan mine øjenlåg føles tungere og tungere. Så falder jeg i søvn.




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...