Ordet elendighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2014
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Igang
Gennem en hjemmeside for unge opretter Sarah, hvis bedste veninde er uhelbredeligt syg, en chat for andre unge, der kæmper med personlige og psykiske problemer. Den finder både Vera, hvis far slår hende og hendes familie, og Simon, som er mobbeoffer på niende år. For første gang oplever de nogle, der forstår dem.

1Likes
0Kommentarer
392Visninger
AA

12. Kapitel VI

"Sarah?" Hendes mors stemme lød inde fra stuen.

Hun var knap nok kommet ind ad døren, før hun mærkede den isnende kulde, der fyldte huset. Det var ikke den kulde, som et skænderi efterlod. Det var den kulde, der varslede dårligt nyt. Den kulde kendte Sarah kun alt for godt.

Hun smed sin jakke, taske og sko, og gik ind i stuen. Moren sad i sofaen - bleg i hovedet. Telefonen lå på sofabordet, som om hun netop havde afsluttet et opkald, da Sarah kom ind.

Sarah satte sig ved siden af hende. "Hvad er der?"

"Det var Annas mor. Det er en gammel nyhed fra sidste uge, men hun har ikke kunnet tage sig sammen til at ringe og fortælle det." Hun tog sin datters hånd og kiggede hende i øjnene. "Du ved jo godt, at lægerne ikke kan gøre mere, og at de får et halvt års tid siden, gav Anna højst halvandet år mere at leve i."

Sarah var tømt for tårer. Hun vidste hvad hendes mor skulle til at sige. På en måde havde hun jo godt vidst at det ville komme. Humlen ved det var, at Anna allerede var så langt væk fra den Anna, Sarah havde kendt og var blevet venner med, at det føltes som om, at hun allerede havde mistet sin bedste veninde.

"Hvor meget?" spurgte hun. Hun blev selv forskrækket over hvor kold og ligeglad hendes stemme lød.

"Et halvt år."

Knuden i maven voksede, men ville ikke ud som tårer, selvom det næsten var bedre end det her. Sarah rejste sig og gik.

 

Det havde været en god dag i rækkehuset i Welwyn Garden City. Hendes far havde givet Vera en lussing, fordi hun hverken var gået ud med skraldet, tømt postkassen eller vasket op, som han havde bedt hende om, men det havde været en god dag. Han gad ikke engang at formane hende om, at hun skulle gøre hvad han sagde, fordi det var ham, der sørgede for, at hun havde mad, tøj og husly, mere. Hun vidste hvad slaget betød.

Desuden skulle der meget mere end en lussing til at slå hendes lykke i stykker. I de seneste par dage var styrken i Veras nye håb kun vokset. Det skrøbelig glashus, det havde været før, kunne nu ruste både mod slag og spark.

Med historien om faren på chatten fulgte kun positive bivirkninger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...