Ordet elendighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2014
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Igang
Gennem en hjemmeside for unge opretter Sarah, hvis bedste veninde er uhelbredeligt syg, en chat for andre unge, der kæmper med personlige og psykiske problemer. Den finder både Vera, hvis far slår hende og hendes familie, og Simon, som er mobbeoffer på niende år. For første gang oplever de nogle, der forstår dem.

1Likes
0Kommentarer
397Visninger
AA

10. Kapitel V

Efter endnu en dag, der ligenede den forrige, og dagen før den, og dagen før den, kom Simon hjem fra skole, smed sin taske i hjørnet, og åbnede sin computer. Han var helt stoppet med at åbne Facebook, for han vidste, hvad der ventede ham. Hvorfor skulle han frivilligt udsætte sig selv for den mobning, han aldrig blev fri for, som fortsatte, selvom han tog hjem?

Efter noget tid, begyndte man at tro på dem. Tro på at man var grim, elendig,og at alle ville blive meget gladere, hvis man ikke eksisterede. Men han nægtede at lade sig knække. Måske var han grim og elendig, og måske ville alle andre være glade, hvis han tog sit eget liv, men han vidste, at på et eller andet tidspunkt, var han færdig med det her sted, og han ville kunne flygte fra alle problemerne og starte på en frisk. Finde et sted, hvor folk ikke kendte og dømte ham, hvor han ikke engang behøvede at fortælle om sin baggrund.

Den mulighed ville han ikke have, hvis alt sluttede her.

Han sparede op og talte ned til den dag, hvor gymnasielivet sluttede, og han kunne flytte hjemmefra. Han ville ikke ligefrem savner det her sted. Måske sin far. Men det var bedre end at blive.

Simon loggede på chatsiden for at tjekke, om Sarah eller Vera havde skrevet noget nyt. Det havde Vera. Mens han læste, voksede en klump i halsen på ham. Det var som om, han kunne mærke slagene, Vera havde fået, på egen krop, mens han læste. For han havde jo også selv fået dem. Måske ikke lige af sin far men af folk, han troede var venner.

Men det her, satte virkelig tingene i perspektiv. Drukne i selvmedlidenhed. Det kunne man nemt, men der var altid en eller anden et eller andet sted i verden, som havde det værre end en selv. For Simon var det nemt. Han hadede dem. Alt der bare mindede en lille smule om hengivenhed var for længst forsvundet og erstattet af dyb, indebrændt had.

Men for Vera, var det anderledes. Hun kunne ikke udelukkende hade sin far. Hun elskede ham også. Hun ville græde hvis han ikke var der. Men hun græd også, når han var der. Hvordan kunne der være så mange tårer i et enkelt menneske?

Men det undrede Sarah sig ikke over. Hun vidste udmærket hvor mange tårer, et menneske kunne græde. Men på et tidspunkt, var det som om, at der bare ikke var flere tårer at græde. Hun havde selv tømt lidt ud af dem, mens hun læste Veras besked.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...