Ordet elendighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2014
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Igang
Gennem en hjemmeside for unge opretter Sarah, hvis bedste veninde er uhelbredeligt syg, en chat for andre unge, der kæmper med personlige og psykiske problemer. Den finder både Vera, hvis far slår hende og hendes familie, og Simon, som er mobbeoffer på niende år. For første gang oplever de nogle, der forstår dem.

1Likes
0Kommentarer
392Visninger
AA

8. Kapitel IV

Vera havde en underlig fornemmelse i maven, da hun loggede af. Men det var ikke ligesom den følelese, hun havde, når faren havde haft et af sine raseriudbrud. Det her var en god fornemmelse. Det var som et glas champagne. Det boblede. Brusede. Af lykke.

Hun fangede sig selv i at smile. Men hun lod ikke være. Hun ville lade sig selv smile. Smile indtil det gjorde ondt i kæberne.

Næste gang. Næste gang hun fik tid, ville hun skrive det. Hun stolede på disse mennesker, også selvom der ikke var nogen grund til det. Hun kendte dem jo ikke. Men de kendte jo heller ikke hende. Hvis det hele var en løgn, hvad betød det så? Vera var villig til at stole blindt på chatten.

Hvis hun fortalte dem om sin far, havde hun et nyt sted at søge hen, når det gjorde for ondt - både fysisk og psykisk. Før plejede hun at smide sig på sengen og proppe musik i ørerne, så hun ikke kunne høre noget. Men nu ville hun kunne snakke med nogen. Hun ligefrem glædede sig til det.

Hun havde ikke været klar over hvor meget det betød, at hun var gået glip af den første chataften. Men hun havde virkelig fået indhentet noget. De virkede så oprigtige. Vera kunne umuligt tro, at de ikke var, hvem de udgav sig for at være.

Hun var scrollet op for at læse deres tidligere chatbeskeder. Simon var blevet mobbet. Hele livet. Men han havde ikke ondt af sig selv. Og så var der Sarah. Hendes bedsteveninde var syg. Uhelbredelig, dødeligt syg. Men de var begge to oprigtigt imødekommende.

Simon og hende havde skrevet sammen til langt ud på aftnen. Efter at Sarah var logget af, havde de snakket videre om alt og intet.

Han var sjov. Det meste af det var selvironi, men han gjorde også grin med latterlige realityprogrammer. Han var optaget af det autentiske og ikke-overfladiske. Og så havde han meninger, som han ikke var sky for at give udtryk for.

Vera smilede videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...