Ordet elendighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2014
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Igang
Gennem en hjemmeside for unge opretter Sarah, hvis bedste veninde er uhelbredeligt syg, en chat for andre unge, der kæmper med personlige og psykiske problemer. Den finder både Vera, hvis far slår hende og hendes familie, og Simon, som er mobbeoffer på niende år. For første gang oplever de nogle, der forstår dem.

1Likes
0Kommentarer
407Visninger
AA

5. Kapitel III

Lyset sneg sig ind mellem gardinerne og vækkede Simon. Han kneb med øjnene og kiggede på uret. Fire minutter i syv. Lige før vækkeuret ville ringe. Han gik ud på badeværelset og pjaskede vand i ansigtet for at vågne. Da han kom ind på værelset, ringede uret ganske rigtigt.

For første gange i flere år, havde han lyst til at stå op. Måske skulle han igennem en hård dag, men han havde i det mindste noget at se frem til, noget at glæde sig til, noget der var det værd.

Han slubrede sin morgenmad i sig og svang sin taske over skulderen. Inden han smuttede, tjekkede han sin computer - der var ikke skrevet noget siden i går. På vej i skole tænkte han på den tredje chatter, den pige, han kunne se, havde meldt sig ind i chatten, men som ikke havde deltaget i går aftes, sammen med ham og Sarah.

Sarah Helling. Hun var sød nok. Og smuk. Og så havde hun en dødssyg veninde. Og, selvom han ikke havde mødt hende, var Simon sikker på, at hun var et smukt menneske også. For det var typisk smukke mennesker, der blev ramt af ulykke. Livet var uretfærdigt.

Livet kunne tage uden at give. Men også give uden at tage. Og hvor var Simon dog heldig, at han havde fundet denne her chat.

 

Sarah havde det på samme måde. Hun kunne smile, når hun stop op. Smile. Ligesom den smiley hun sendte i går. Til Simon. Tænk at have sådan et hårdt liv, uden at have selvmedlidenhed. Han kunne stadig smile. Være glad.

Hun skammede sig over at være så påvirket af Annas sygdom. Det var jo ikke hende selv. Det var ikke hendes søster. Det var en veninde. Som hun kun havde haft i to år. Hendes liv havde sikkert ikke været anderledes, selvom hun ikke havde mødt Anna. Så hvorfor var hun så så påvirket?

Simon kunne man forstå. Det var noget han selv havde oplevet. Han havde grund til at have selvmedlidenhed. Men det havde han stadig ikke. Han var sej. Og ikke på den der børnehavemåde. Han var sej. På voksenmåden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...