Ordet elendighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2014
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Igang
Gennem en hjemmeside for unge opretter Sarah, hvis bedste veninde er uhelbredeligt syg, en chat for andre unge, der kæmper med personlige og psykiske problemer. Den finder både Vera, hvis far slår hende og hendes familie, og Simon, som er mobbeoffer på niende år. For første gang oplever de nogle, der forstår dem.

1Likes
0Kommentarer
400Visninger
AA

3. Kapitel II

Imens, et sted i Herts, sad Vera Edeson på 16 også foran sin computer. Hun var en køn pige med mørkt, pjusket hår, lysende øjne og så smilede hun aldrig helt, det tætteste hun kom på det, var et sørgmodigt twist. Hun gik sjældent med korte ærmer og havde et stort magasin af make-up, alt sammen for at skjule slagene. Det nyeste blå mærke var fra i går, for det havde været en rolig aften i det lille hus med de fire beboere.

Mens hun surfede rundt på nettet, faldt hun over en annonce, der lod et tomt men tungt spørgsmål hænge i luften: Slår far eller mor? Den slags reklamer for telefonlinjer og chatrooms fandtes overalt på nettet, men lige netop denne fangede Veras opmærksomhed, fordi der nedenunder stod: Snak med andre unge. Hun var træt af formaninger om at snakke med voksne. De forstod alligevel ingenting. Hvordan man både kunne elske og hade den samme person på én og samme tid. Hvordan man altid levede i konstant frygt for ens nærmeste.

Hun rynkede brynene, men klikkede ikke desto mindre skeptisk ind på siden. Hun scrollede længere ned, og fik øje på det øverste feed under Nyeste chats. En pige, på alder med hende selv, havde netop oprettet denne chat for et øjeblik siden.

Hun var ikke et øjeblik i tvivl: hun havde fundet lyset i mørket.

 

Simon Voyles mobil gav sig god tid til at loade.

Han var på vej ind på den hjemmeside, han havde fundet for knap et år siden, hvor han havde klamret sig til et spinkelt håb om, at der på et tidspunkt, ville blive oprettet en chat, hvor han, med det samme han så den, ville være fuldstændig sikker på, at her kunne han betro sine mest rædselsvækkende og grusomme minder fra barndommen. Et sted med mennesker, der ikke kendte ham, og som ikke ville dømme ham udfra hans baggrund.

Han søgte ikke venner, han havde det fint uden, men han havde brug for, at nogen vidste hvilken udfordring han gik i møde hver dag, når han stod op. Den krig han skulle igennem, inden han kunne gå i seng igen. De behøvede ikke at bekymre sig om ham, de skulle bare vide at han eksisterede og at hans elendighed også fandtes.

Det tidspunkt, han havde troet på ville komme, var kommet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...