Vin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Færdig
Bidrag til Valentines konkurrence. Jeg har valgt valgmulighed nummer 1; et oneshot om kærlighed. Novellen findes også på min, N. A. Ulrich og Maria Louise Jensens blog - så hvis I støder på den der, så er det altså stadig mig, der har skrevet den ;-)

10Likes
8Kommentarer
365Visninger

1. Vin

Hun er seks uger henne, da hun opdager, hun er gravid. Det er i hvert fald hvad hun regner sig frem til, da hun har ventet i hundrede år og en sommernat på en pind med tis på.
Tirsdag eftermiddag ringer hun til Mor.
”Tillykke!” hviner Mor, og datteren takker, men det er ikke særligt overbevisende og Mor må spørge, om der er noget galt.
”Selvfølgelig er der ikke det,” svarer datteren, hun er bare overrasket. Spændt, nervøs måske.
Mor siger, at det skal hun ikke være, og så fortæller hun en masse om dengang, hun ventede datteren, om morgenkvalme og trang til ketchup, og om hvor meget hun tog på og hvor længe, der gik før strækmærkerne var næsten usynlige, mens datteren forsøger at undertrykke brækimpulsen uden at røbe, at morgenmaden sidder højere i halsen på hende, end da hun spiste den.

Hvad havde hun egentlig håbet på? Måske et ’er-du-okay?’. Måske et lille ord på fem bogstaver.
De fem bogstaver ligger i hvert fald og ulmer et sted bag panden i hele den følgende uge. Hun spiser næsten ingenting, bruger bare timer foran spejlet og endnu flere timer foran computeren.

Om onsdagen stirrer hun i et glas vin i en lilla plastikkop. Vinen og koppen går i ét. Hun stirrer på det i et kvarter.
”Vin er skidt for barnet,” siger hun og hælder det ud i vasken. Hun skyller ikke efter.

Det er seks dage siden Kaspar sidst har været i lejligheden. Han sender en sms torsdag aften og spørger, om han må komme forbi og hente nogle ting. Hun siger ja. Men han kommer ikke.

Fredag ringer Marie-Louise:
”Du kan sgu ikke bare lukke dig sådan inde,” siger hun. ”Du var alt for god til ham, og i aften skal vi i byen.”
”Det har jeg altså ikke rigtigt lyst til,” svarer hun.
”Det er der ikke noget, der hedder.”
”Jamen jeg tror også, jeg er ved at blive syg.” Hun hoster.
”Sludder,” siger Marie-Louise, og så slutter diskussionen ligesom der. De skal i byen i aften. De starter på Café Chino.
”Six o’clock,” siger Marie-Louise. Man kan høre hvordan hun spidser læberne på o’et.

Six o’clock sidder hun dog stadig i sofaen. Det ringer på døren, og hun slæber sig hen til dørtelefonen, mens hun prøver at finde på undskyldninger for ikke at lukke Marie-Louise ind. Men det er ikke hendes stemme i dørtelefonen.
”Må jeg komme ind?” spørger Kaspars stemme. Hun er så forbløffet, at hun bare presser knappen, der åbner hoveddøren, helt i bund.
Hun åbner ud til opgangen og lytter til hans skridt. Han tager altid to trin ad gangen, hun tæller, ved at der er 42 trappetrin til hendes etage.

Så står han der pludselig. Med en sportstaske over skulderen og et genert udtryk i øjnene. Han er ubarberet, skraberen har ligget på kanten af vasken siden han gik. Han kigger op og ned ad hende, hun har leopardkjolen på, den han så godt kan lide. Den var egentlig ikke tiltænkt ham i aften, eller var den? Tænkte hun måske ikke på ham, da hun trak den over hovedet?
Han ryster på hovedet, og følelsen af ensomhed slår ned i hende. Hun forestiller sig, at han læner sig frem og lægger læberne mod hendes hals. Det gør han ikke.
”Det tager fem minutter, jeg skal bare lige hente nogle håndklæder og min lader og sådan,” siger han i stedet. Hun nikker og lader ham gå forbi hende ind i lejligheden.
Hun lukker døren og læner sig mod den. Hendes venstre hånd finder maven, mens hun lytter efter ham. Hun kan høre, at han åbner og lukker skabene ude på badeværelset. Leder.
Der går meget mere end fem minutter før han står foran hende igen. Femten, måske endda tyve. Hun siger intet til det, hun kan lide lyden af ham i lejligheden. Han klør sig på kinden.
”Såeh, jeg har vist det hele nu,” siger han i skildpaddetempo. Hun åbner døren og vinker ham ud. Han går tre trin ned ad trappen, og hun skal lige til at lukke døren efter ham, men så vender han sig om.
”Jeg fik ikke kaffe i morges… Giver du en kop?” Måske virker leopardkjolen alligevel.

De snakker i timevis og mobilen ligger på bordet og brummer hysterisk. Det er Marie-Louise der vil vide hvor hun er, men lige nu betyder det intet.
Der står to glas vin på bordet, men det ene er næsten urørt.
”Det er Valentine’s Day,” siger han pludselig, og så kysser de. De kigger selvfølgelig hinanden i øjnene, mærker lidenskaben springe mellem deres næser, men det væsentligste er at de kysser.

På en eller anden måde ender de i dobbeltsengen, den dobbeltseng de har delt næsten hver nat de sidste fire år. Han ligger med hænderne flettet sammen bag hovedet og lukkede øjne, men han sover ikke, det kan hun høre på hans vejrtrækning.
Hun tænker, at sådan skulle det altid være. De to, sammen. Evighed.
”Jeg er gravid,” siger hun så. Hans vejtrækning stopper.
”Ahvaderdu?” siger han.
”Gravid. Sjette uge, tror jeg.” Han grynter et eller andet, hun ikke kan høre, og hun beder ham gentage.
”Jeg siger; man kan vist få abort indtil uge tolv.”
”Hvad nu hvis jeg ikke vil have abort?” siger hun. Stilheden er øredøvende. Mener hun det overhovedet? Han bryder først stilheden, da han rejser sig og forlader lejligheden.

Hun ved ikke helt, hvad der lige er sket. Hun bliver liggende længe efter lyden af hans fodtrin er døet hen. Da hun endelig rejser sig, går hun direkte ind til sofabordet og henter vinglassene. Hun hælder vinen ud i køkkenvasken og finder skurecreme i skabet nedenunder. Hun tager en ny svamp og bruger den grove side.
Først da hendes fingre blot er opløste rosiner, stopper hun med at skure. Skummet har et lyslilla skær. Hun sætter et skumaftryk på blusen lige dér hvor hun forstiller sig, at barnet ligger, mens hendes blik glider over vinskureskummet.
Hun skyller efter. Ingen kan se, at der nogensinde har været vin i den vask.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...