Fan Love~1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2014
  • Opdateret: 10 jul. 2014
  • Status: Igang
*Ved ikke om denne movella bliver god eller i det hele taget bliver til noget, for det er min første* Da Nellie tager med sin bedste veninde til One Direction koncert, er det med tvære miner og et skeptisk blik på de 5 drenge. Hendes veninde er ultra directioner, og har lokket Nellie med til koncert. Under koncerten indser Nellie at de faktisk ikke er så slemme, og hun begynder at kunne lide dem. Følg Nellies forvandling til at blive "Fan Girl", og den evige kamp om drengenes opmærlsomhed i "Fan Love".

2Likes
0Kommentarer
332Visninger
AA

2. Prolog

Den aften glemmer jeg aldrig. Stemningen i salen inden ´drengene´ som Sandie så fint kaldte dem kom på scenen var ubeskrivelig. Alle de piger rundt omkring mig hvis hjerter kun bankede for de fem drenge i dette øjeblik, var helt oppe og køre. De skreg så man blev nødt til at holde sig for ørene, men det var alligevel en fed oplevelse. Jeg kunne dog ikke helt se hvorfor disse drenge var så specielle. Jo de kunne synge, det indrømmer jeg, men de var vel bare almindelige mennesker som os andre, gud havde bare været i godt humør da han skabte deres stemmer. Sandie som stod ved siden af mig var også helt oppe og køre. Hun havde skrevet 1D på sine kinder og i panden og stod næsten med tårer i øjnene. Selvom det var af glæde følte jeg en trang til at holde om hende og trøste hende. Hun var mere som en søster for mig end en veninde.

På et tidspunkt begyndte pigerne om muligt at skrige højere, og 5 drenge kom til syne på scenen alt imens der blev råbt One Direction i højtalerne. De begyndte første sang og musikken flød ud i hele salen imens tusindvis af piger skreg med. Det lød faktisk ok. Sandie kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke kunne lide dem. Det var vel også mest fordi mit førstehåndsindtryk af dem var at de kun havde 12 årige piger som fans, og de sange som Sandie havde tvunget mit til at høre var Na Na Na Na Na og så videre. Det er ikke lige min musiksmag. Det var også lidt svært ikke at få nok af dem når de var det eneste Sandie snakkede om 24/7.  Da de havde spillet et par sange som faktisk var ok, snakkede det lidt. Jeg blev ret overrasket over at de bare gik og fjollede rundt på scenen. Mange sangere og bands har en fast koreografi, og det kan godt se ret mekanisk ud. Da de var på scenen så det bare helt naturligt ud, og jeg tror også bare at de gjorde lige hvad der faldte dem ind. Da vi nåede slutningen af koncerten var jeg ikke helt mig selv. Det havde faktisk været en god oplevelse, og Da drengene sluttede og gik, var Sandie nødt til at ruske blidt i min skulder for at vække mig fra mine tanker, da det pludselig faldt mig ind. Hvorfor var de egentlig så slemme?. Det spørgsmål havde sat sig fast i mig, og var det eneste jeg tænkte på resten af dagen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...