Lawless, loveless

Daphne Cooper er vokset op i en kriminel verden, hvor man ikke kan stole på nogen. Det har hun lært da hun var helt lille, så det gør hun heller ikke. Følelser er heller ikke noget for det rapkæftede problemtøs (dem ignorerer hun helst), hun er mere til stoffer, gratis pizza hos onkel Joshua og fest. Hendes pusherfar skal igen, igen i spjældet, og Daphne søger til noget, man altid kan stole på: Alkohol. Pissefuld ender hun med at sove hos Tamal Mehra, inderdrengen, der ikke er specielt velset i Daphnes kreds, men da hun opdager, at de har noget specielt, når de er nøgne på et lagen, indleder hun alligevel et bollevenlignende forhold til den krølhårede fyr. Samtidig med at hun skal køre sin fars forretninger, mens han er inde og sidde, skal hun også passe på med, hvem hun sviner til, hvem hun kommer til at kneppe, og hvor hun skal sove i nat (for hendes mor er heller ikke lige Daphs kop te. Derfor må alternativer som veninden Selmas gulv tages i brug mens hendes Padre ikke er hjemme)

7Likes
0Kommentarer
1116Visninger
AA

5. Scott

Musikken pumper så højt, at det føles som om huset ryster. Eller også er det mine ben, der ryster. Men jeg er ligeglad. Med alkohol i blodet, en joint mellem læberne, er jeg faktisk ligeglad med det hele. Og det er skønt. Min arm er skødesløst slynget omkring Selmas hals, sammen hoppedanser vi i takt med bassen mellem de mange mennesker. Hun synger højt og falskt med på hiphopsangen, mens jeg flækker af grin så meget, at jeg taber min hjemmerullede på gulvet. I en hurtig, kluntet bevægelse, har hun samlet den op, og tager de sidste par hiv.
”Jeg henter lige et par øl mere,” råber jeg i hendes øre, for at overdøve musikken. Hun nikker og danser videre alene, som jeg efterlader hende på dansegulvet for et øjeblik. 
Tumlende når jeg hen til bordet med drikkevarer. Festen har været i gang et par timer nu, så det meste er allerede væk, men jeg snupper to af de sidste dåseøl. Jeg har endnu ikke trukket mig væk fra bordet med forsyninger, da jeg mærker et par hænder på mine hofter og et grin i mit øre. 


”Du kom,” han lyder overrasket. Jeg vender mig mod ham, og ser op i hans ansigt, der er endnu tættere på, end jeg forventede. Hænderne har ikke sluppet deres snu greb om mig, de vandrer derimod længere ned, ender på min bagdel og giver mig et skub frem mod ham, så vores kroppe mødes. ”Hvor der er gratis drikkevarer, du ved,” griner jeg, men træder et lille skridt væk fra hans arme, der bliver ved med at insistere på at holde om mig. ”Scott,” griner jeg højere, da hans våde læber aggressivt angriber min hals. 
”Scott,” siger jeg, denne gang mere bestemt, ”køb noget eller skrub af.”
”Kom nu, endelig er du til fest i vores del af byen,” han taler højt mod min hals, ”så skal vi da også have det lidt sjovt.” Hans hænder klemmer om min bagdel, men det føles anderledes, end de hænder, som sidst hvilede der. Scott insisterer endnu mere, ved at skubbe mig længere tilbage, så jeg ender med at sidde på bordet bag mig. Hurtigt og nemt spreder han mine ben, så han kan stå mellem dem. Han presser sin krop hårdt mod min og kysser mig på læberne, der smager af frisk hash og sprut. Jeg kysser med, også da hans tunge finder vej til min mund, men da hans hænder bevæger sig op under min kjole, giver jeg ham en lussing med min frie hånd, der ikke holder om øllene. Der går ikke lang tid før hænderne er væk, hans øjne mod mine med et uskyldigt ansigtsudtryk. Med et højlydt grin ryster jeg på hovedet, ”hvor nem tror du jeg er?” 
Jeg skubber ham lidt væk fra mig, så jeg kan hoppe ned fra bordet. Jeg holder stadig begge øllene i den ene hånd, så jeg kan bruge den anden til, provokerende at tage ham i skridtet og mærke hans begejstring for min krop. Jeg lægger hovedet på skrå, så mine lange, løse bølger falder til over min ene skulder, og smiler kælent til ham, ”vi ses, Scott.” Og med de ord, går jeg ud på dansegulvet for at finde min veninde, efterlader ham målløs.

”Tag din øl og kom med,” råber jeg sløret til hende. Selmas udtryk er forvirret, men jeg peger, så diskret jeg nu kan, over mod Scott, som nu står med sit slæng igen - nu med et underligt udtryk i ansigtet, og hun nikker med et grin og tager øllen. Sammen, arm i arm, danser og råber og synger ind i huset. Der går ikke lang tid, før jeg sidder på gulvet ude på toilettet, og vi skraldgriner videre. Selma vælter med et bump bag mig, og får mig til at grine endnu højere, mens jeg roder rundt i min taske.

”Tjek det her,” siger jeg høj i stemmen og i humøret, da jeg har fundet hvad jeg ledte efter; en pose hvidt pulver, som jeg egentligt skulle have fået solgt. Et stort grin falder fra mine læber, da jeg vender mig og ser hendes ansigtsudtryk.

”Du laver sjov,” siger hun vantro med store sultne øjne og kæmpe smil på de lyserødmalede læber.

Med et blæret smil nikker jeg blot og vrikker lidt med øjenbrynene.

”Kokain?” Hun er stadig vantro, men ligner én der kunne hoppe og danse rundt. ”Hvor har du det fra?”

Jeg ser ned på posen mens jeg forsigtigt åbner den, og mumler, at det er lige meget. Hurtigt ser jeg op på hende igen, og smiler skævt. ”Har du et kreditkort eller sådan noget?”

Jeg ved ikke om det overhovedet er muligt, men hendes smil ser ud til at blive større, og hun skynder sig kluntet og smågrinende at rode lidt rundt på badeværelset, mens jeg drysser lidt pulver ud på hendes lille sofabord. Hun kommer tilbage, sætter sig på hug ved min side, og jeg snupper kortet fra hende og former, med hjælp fra dets sider, to hvide striber af kokain, mens hun ruller en et pund seddel til et lille rør.

*

Hele min krop gør ondt, men det betyder jo bare, at natten har været god. Festen vild, drikkevarerne gratis og folk glade. Meget langsomt, for at mindske smerten, åbner jeg øjnene. Jeg kan mærke Selmas åndedrag mod min kind, og vender mig, stadigt langsomt, mod hende, for at opdage, at hun stadig sover. Jeg gnider mig i hovedet med mine håndflader, og ser ned af min nu krøllede kjole, som jeg åbenbart ikke har tænkt over at tage af, inden vi faldt i søvn. Forsigtigt, så jeg ikke vækker hende, men også for at være påpasselig med smerten i hovedet og de fleste andre lemmer i kroppen, kravler jeg ned i fodenden og ud af sengen.

Jeg ser rundt i hendes lille værelse, og opdager, at det ligner lort. Væltede stole og tøjbunker, sko og makeup på gulvet vidner om for mange øl og et indtag af diverse stoffer. Et svagt smil spredes på mine læber ved tanken. Jeg bøjer mig forsigtigt ned og samler en mørkerød læbestift op fra gulvet, og går hen til Selmas lille spejl, hvor jeg med min sjuskede skrift skriver, at jeg kommer tilbage. Så finder jeg mine sko i rodet og trækker min taske over skulderen. Omhyggelig med at være forsigtig lukker jeg døren efter mig, og lister ned ad trapperne og ud af hoveddøren.

Da jeg træder ind af døren til det velkendte hus, får jeg et mindre sug i maven. Er hun hjemme? Hvad hvis hun er? Vi kan ikke blive ved med at ignorere hinanden. Eller kan vi? Jeg sukker og går næsten lydløst ned ad gangen, og sørger for at stikke hovedet ind i alle værelser, jeg går forbi på min vej ned til mit eget værelse. Det vil sige stuen, køkkenet og badeværelset. Hun er ikke i nogle af dem. På mit værelse, finder jeg de vigtigste ting frem; tøj, makeup, tandbørste, flere små poser og min mobiltelefon. Jeg propper det hele ned i et stofnet med print på, så hurtigt jeg kan, og skynder mig derefter ud af værelset.

”Daphne?” lyder hendes stemme, ”er det dig?”

Jeg bider tænderne hårdt sammen. ”Mmm,” svarer jeg langsomt. Skridt høres, tumlende, jeg vil gætte på, at hun er fuld. Jeg sukker og lukker øjnene i fem sekunder mens jeg tæller. ”Hej, mor,” siger jeg, da hun kommer ud og står foran mig på gangen. Hun går alt for tæt på mig, lægger sin svedige hånd mod min kind.

”Lille skat,” sukker hun, hvilket kun bekræfter min teori – hun må være fuld, ”jeg har været SÅ bekymret!”

Hendes blik ændrer sig, øjnene knibes sammen til små tænksomme sprækker. Hun lugter af alkohol. Men det gør jeg sikkert også. ”Hvor,” begynder hun, holder en pause efter hvert ord, ”har”, slikker på sine læber, ”du”, aer mig fortsat på kinden, hendes rødsprængte øjne stirrer ind i mine, ”været?”, hun lægger hovedet på skrå og jeg skubber hendes hånd væk.

”Ude,” siger jeg, og prøver at komme udenom hende.

”I to dage?” råber hun og fægter med hænderne. Hun går kluntet et par skridt efter mig og griber om mit håndled.

”Lad mig være,” siger jeg, prøver at rive mig løs, men hendes negle borer sig bare ned i kødet på min arm. ”Mor, slip.”

”Tror du, du kan forlade mig,” skingrer hun højt og stikker mig en klodset lussing, som er hårdere end forventet, og trods hendes fuldskab, rammer rimeligt godt, ”hva’, din lille lorteunge. Jeg er din mor.”

”Stop nu,” hvæser jeg og himler med øjnene af hendes åndssvage ord. Hvorfor skulle jeg dog blive hos hende? Hun er nok den dummeste kælling, jeg kender. Jeg gør en hård og voldsom bevægelse med armen, hvilket ikke bare frigør mig, men også nærmest vælter hende, så hun skal stå lidt og finde balancen igen. Hurtigt øjner jeg muligheden og skynder mig ud af døren. Jeg kan høre hende snuble kejtet efter mig, men ignorerer hende og går ud på vejen. Uden at se tilbage kan jeg høre hende, ”jeg er din mor, du kan ikke forlade mig.”

*

Jeg søger til et af mine sædvanlige steder, når jeg ikke kan holde ud at være hjemme. Enten stofferne, Selma, drengene eller Joshua. Denne gang er det sidstnævnte, for jeg har brug for en, der ikke er bar for at svine min mor til og en gratis pizza. ”Mia cara!” råber han fra disken, da jeg kommer ind, og han er som altid i godt humør. Sådan et humør, der smitter af helvedes til – og det er nok derfor hans pizzabiks går så godt. Jeg sætter mig ved en af de høje stole foran disken og han langer med det samme en kold cola på bordet. ”Hej onkel,” siger jeg med et svagt suk.

Han ser direkte igennem mig. ”Din mor, eh? Jeg forstår, mia cara, du behøver ikke forklare. En halv Hawaii?”

Jeg nikker taknemligt og lægger mit fyldte stofnet på disken ved siden af colaen. Jeg spiser den halve pizza, som han giver mig, og vi småsnakker, selvom jeg er ærligt talt ikke i humør til særligt meget hyggesnak. Det virker som om han forstår. ”Onkel, jeg smutter,” siger jeg, da han rydder pizzaskorperne og bakken op for mig. Jeg snupper mit net, mens han siger alt det, han plejer (pas på dig selv, lad nu være med at lave ballade, se dig for – alle de ting, mine forældre burde sige).

Da jeg skal til at åbne døren, bliver den buldret op af et par drenge på min egen alder. Perkere alle sammen, men det er vi jo alle på East End. De snakker og griner højlydt, men bliver stille, da de nærmest er ved at trampe mig ned. ”Daphne, undskyld!” udbryder den ene, og et par af de andre siger hej. En smule forbavset ser jeg den sidste i øjnene. ”Hej drenge,” siger jeg med et skævt smil, og ser på dem alle, inden mit blik flakker tilbage på Tamal, der kom ind som den sidste. Da han ser mig, er det som om, hans smil bliver mindre. Jeg rynker en smule forvirret panden, inden jeg opdager, at jeg må videre.

”Ses onkel,” siger jeg over skulderen og bevæger mig ud af døren – dog ikke uden at nikke et ses til de fire højlydte fyre, ”drenge,” siger jeg blot med et halvt smil, inden jeg er ude af døren. Alle undtagen Tamal giver mig et tilfredst elevatorblik efterfulgt af et fjoget grin.

Da jeg går hen ad fortovet, skinner solen og mit lange, løse hår giver mig små svedperler i nakken. En kold stemme bag mig suger dog det meste af varmen, solen havde foræret mig, ud. ”Vent,” siger han bare, ligegyldigt. Jeg vender mig mod ham, stadig med rynkede bryn. ”Hvad?”

”Er det rigtigt?” spørger han, og da jeg ser ham i øjnene igen, opdager jeg, at han ikke er ligeglad. Langt fra faktisk. Han er rasende. Jeg skjuler, at jeg er en smule skræmt, ved at se forvirret på ham. ”Hvad fanden mener du, dreng?”

”Og så lige ham af alle du kunne vælge!” hvæser han gryntende, og spænder i kæbemusklen. ”Jeg ved sgu da godt at vi bare gør det. Ingen forpligtelser og det lort, men behøver du ligefrem pisse på mig, gøre mig til grin?”

”Tamal,” siger jeg koldt og langt mere roligt en ham, ”hvad. Fanden. Taler. Du. Om?”

”Bennet.”

Jeg kan ikke lade være med at grine. Hans øjne bliver bare endnu mørkere. "Gider du slappe af," beder jeg ham, stadig med et lille grin på læberne, da hans udtryk gør mig nervøs. Dog forsøger jeg at skjule det. Det går ærligt talt ikke så godt. 

"Hvis du knalder den nar, kan du godt glemme alt om det her," raser han videre og kører frustreret en hånd gennem sine krøller. 

"Jeg kan virkeligt ikke se, at hvad jeg laver eller ikke laver med Scott, er dit problem," snerrer jeg, irriteret over at han prøver at bestemme over mig. "Og hvad fanden mener du med," jeg gør en gestikulation mellem os, "det her?" 

"Glem det," hvæser han og ryster på hovedet, brynene dybt rynkede, "fuck dig." Med de ord vender han sig og går tilbage mod sine drenge på min onkels pizzaria. Idiot. Jeg sukker, vender mig og går i den modsatte retning. 

 

*

 

”For fuck i helvede,” skaber Selma sig, da hun taber den endnu ikke færdigrullede joint for 117. gang. Jeg skraldgriner, med min egen i hånden, tændt endda. Trods store mængder alkohol, er jeg stort set altid i stand til at rulle joints eller hvad det nu ellers skulle være. Jeg må have været 11-12 år, da jeg rullede den første. Da hun igen, igen tripper, så hun er ved at falde på sine høje hæle, tager jeg papiret og dets indhold fra hende og begynder at rulle den for hende. Hun ser fortabt til, mens jeg hele tiden griner højt af hende. ”Din kæmpeklovn, vær så god,” mumler jeg, besværget ved at tale, da jeg selv har min joint hængende i mundvigen. Jeg rækker hende jointen, og griner endnu mere af hendes ansigtsudtryk. Jeg tillader mig endda også at danse en lille sejrsdans i takt til den alt for høje musik indefra huset. Vi har taget en lille pause fra festens indre, hvilket passer mig meget fint. Der er helt fyldt, og mange andre har fået samme idé som os, og står nu også og ryger eller ruller joints. Selma vælter lidt rundt om sig selv, og ser så på mig med et klart blik.

”Nu skal jeg fandeme kaste op,” hvæser hun hviskende, ”årh, noget lort altså-” og så er hun væk i en busk eller sådan noget i festholderens have. Et ufrivilligt smil spredes på mine læber, der i aftenens anledning er malet knaldrøde, med en af Selmas mange læbestifter.
”Ey, Cooper,” en fyr i hættetrøje kommer gående mod mig. Dette er en af grundende til, at jeg tog til denne fest. Kunder. Plus gratis mad, sprut og fest.

”Er du ude og lave business for farmand?” Hans hånende tonefald og den fact, at han havde tre venner bag sig, gør mig vred. ”Ja, rygterne siger, at han er i fængsel. Igen.” Fyren trækker på skuldrene, som i øvrigt er rimeligt brede, og griner, ”men så har du jo også noget andet at lave end at rende rundt og samle tilfældige tabere op. Ja, du ved hvad rygterne siger.”
Jeg presser læberne sammen, ”og du tør tydeligvis ikke komme op til en lille pige, og købe en smule hamp uden at være flankeret af dine private idioter. Jeg bider ikke, ven,” alkoholen har givet mig selvtillid, så jeg møder hans stålblik og kniber øjnene en smule sammen, stemmen kælen, men skarp ”eller, det ved jeg måske ikke, det kan være rygterne siger noget andet. Skrid med dig, skvat.”


Han træder et skridt tættere på mig, hvilket får mig til at træde et tilbage, og ser ud til at spænde musklerne. ”Pas på, tøs. Folk siger, at du sælger andet end stoffer,” han får et grumt smil på læberne, der gør mig utilpas, men jeg skjuler det godt. ”Desværre. Godt nok ligner du en, der har brug for en luder, men …” jeg smiler venligt til ham og trækker på skuldrene, mens jeg tager et skridt væk fra han og begynder at gå mod husets have. En stor, svedig hånd griber fat om mit håndled og skubber mig hårdt op ad husets mur. Fyren, som jeg egentligt tror, jeg har set før, presser sin pumpede krop op ad mig, og prøver at få en hånd op under min kjole. Jeg prøver at vride mig fri, men han er for stærk. ”Slip mig, din nar!” skriger jeg til ham og giver ham en lussing. ”En pige med temperament, det kan jeg lide,” griner han, og væmmelse fylder min krop. ”Hør så her, dit klamme svin, slip mig ellers får du ikke noget,” råber jeg igen. 
”Noget hvad?” spørger han, og presser sit underliv mod mit, hvilket får hans venner til at bryde ud i en lattersymfoni. De står i en slags rundkreds omkring os, sådan cirka så folk ikke kan se noget af det, der sker. Jeg hiver hans hætte ned, så jeg kan rive ham i håret, og pludselig genkender jeg ham. ”Ed Maroy,” mumler jeg forpustet. 
”Kan du huske mig, skatter?” knurrer han med et gustent smil.
”Giv så slip, forsvind hjem med dig,” skriger jeg og giver ham et knæ i skridtet, der får ham til at bukke lidt sammen, men han slipper mig ikke.
”For helvede, din lille lort,” råber han, så hans spyt rammer mit ansigt. Så bryder han ud i grin, ”du er ligesom din farmand, hva’? Spiller rigtig smart, men du dur sgu da heller ikke til noget, gør du vel, tøs?”
Min kæbemuskel spændes hårdt og jeg stirrer rasende på ham. ”Du kender ikke min far. Ikke længere,” siger jeg gennem sammenbidte tænder, ”du skrider nu, okay? Lige nu. Slip. Mig. Nu.”


”Det er noget du tror, skatter,” griner han hæst og lader sin svedige hånd glide ned af min kæbe. Jeg slår hårdt ud efter den, men rammer i stedet hans skulder.


”Slip hende,” en småhæs, men stærk stemme trænger igennem, og får endda Ed Maroy til at se sig over skulderen. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik. Det her kan dårligt blive værre. Hvad fanden? 


”Hej med dig, lille ven,” siger Ed flabet og ser min redningsmand i øjnene, men giver ikke slip på mig, ”er det dig de taler om nede i byen?” 


Den nytilkommende forholder sig tavs, men træder et truende skridt hen mod Ed. Han er ligeså høj, og jeg ved, at han har muskler, men under alle omstændigheder burde han holde sig langt, langt væk fra sådan en som Ed Maroy.

”Jeg kender godt til dig,” taler Ed hånligt videre, ”det er dig, der starter slagsmål i byen, ikke? Hvad laver du her? Er den lille, afdankede luder her måske din kæreste?”
Begge mænd spænder deres hænder ind til knytnæver, noget jeg ublidt får at mærke på mit ene håndled. Et svagt, tilbageholdt klynk undslipper mine rødmalede læber, en lyd, der får Eds modstander til at droppe verbalslåskamp og gå lige til sagen. En knytnæve i fjæset er hvad der skal til, før jeg igen er fri. Efter kun et par minutters tumlen rundt på jorden, hvor begge parter har fået tildelt hver sit slag knytnæveslag og spark, griber Eds venner og nogle andre fra den lille forsamling, der langsomt har dannet sig omkring dem, ind og hiver dem begge fra hinanden. Ed træder forpustet og med små snitsår i ansigtet hen mod mig. Han peger direkte på mig og ser mig i øjnene, ”Cooper,” nærmest spytter han ud, ”det er ikke slut her. Jeg kommer tilbage. Om det så går ud over dig eller din lille redningsmand dér.”

 

*

 


”Hvad er der galt med dig?” Jeg går hvileløst frem og tilbage, mens han står på badeværelset og prøver at stoppe sin blodtud, ”tror du bare, du skal komme og redde mig?” Efter at have sendt Selma hjem, begik jeg den store fejl at hjælpe ham hjem til mig, så han kunne få styr på de mange skrammer, han havde fået. Nu hang jeg ligesom lidt på ham.


”Laver du fucking sjov med mig? Jeg mener, Ed Maroy, seriøst, ham her skal man ikke spøge med, Dahp,” mumler han, med blodigt papir i hele krydderen. 


”Det gjorde jeg heller ikke! Du ved intet om den fyr, okay? Og hvad fanden lavede du overhovedet der?” Jeg bliver mere og mere hysterisk, nu flere gange jeg tænker det igennem. 
”Jeg prøvede bare at hjælpe-” 


”Det er netop dét, som er forkert! Tamal, du skal ikke hjælpe mig! Jeg har ikke brug for hjælp. Ikke fra dig, ikke fra nogen som helst,” skriger jeg af ham, ”forstår du da ingenting? Jeg havde det hele under kontrol, hvis du bare ikke havde blandet dig, din kæmpe jubleidiot-”


”Hold kæft,” afbryder han højlydt, og ser indtrængende på mig, stadig med blodigt papir mod næsen, ”bare lige hold kæft, okay?” 


Jeg ruller med øjnene og rækker ham min langemand, men går ud af badeværelset og ind på mit værelse.

Da han kommer ind på værelset igen, holder han begge hænder frem for sig, som for at indikere, at han overgiver sig. Jeg har i mellemtiden tændt en cigaret for at køle lidt ned.

”Slap af, det var bare en lille slåskamp,” siger han og begynder at åbne knapperne på sin ternede skovmandsskjorte, der også har fået et par blodpletter. I det mindste har han fået styr på sin blodtud. ”Lille slåskamp?” fnyser jeg hånligt og stiller mig hen til vinduet, hvor jeg har stået og kigget ud i et par minutter.

”Jeg ved godt, at du ikke er bleg for at slås – det er der sgu nok ingen der er heromkring, og jeg ved hvad folk siger, men gider du ikke godt fatte hvad det betyder?” hvæser jeg af ham. Jeg ser ikke længere på ham, men kan fornemme ham bag mig. Hans stærke arme omkring mit liv og hans hage på min skulder.

”Det er jeg ked af, så,” siger han lavt, men det er tydeligt, at han ikke mener det. Han ville gøre det igen hvis han fik muligheden, sikkert bare for underholdningens skyld. Jeg trækker på skuldrene, for at få ham væk, og det får ham til at fjerne sit hoved, men han bliver stående bag mig. Så vender jeg mit ansigt og ser på ham med et hævet øjenbryn. 
”Kys mig,” siger han med et skævt smil. Jeg ruller med øjnene og puffer ham lidt væk, mens jeg prøver at få hans hænder væk fra mig.

”Hvorfor? Det ene øjeblik skælder du mig ud fordi du tror jeg har kneppet en eller anden nar, og det andet slås du for mig? Hvad fanden er det, du vil?” 


”Daphne,” hvisker han stadig tæt på mig, ”jeg har sagt, at jeg er ked af det, ikke? Stop nu med at være en sur kælling.” 


”Lad mig lige være,” svarer jeg bare, og skubber mig væk fra ham.

”Tamal, skrid med dig,” mumler jeg, mens jeg trækker min stramme kjole lidt længere op på lårene, så jeg kan tage mine sneakers og skrøbelige nylonstrømper af. 


”Hvad er der med dig?” siger han lettere irriteret og går hen mod mig, så han står foran mig. Jeg ser ned på mine bare tær, vil ikke indrømme noget, som jeg måske fortryder senere. Men tanken om, at hvis min far havde været her, ville det ikke være blevet fucket så meget op, giver mig kuldegysninger og jeg blinker et par ekstra gange. Jeg tager et dybt sug af smøgen mellem mine fingre og skodder den så i askebægret på mit natbord.

 Han lægger et par varme hænder omkring min nakke og en på min skulder, jeg tror han vil prøve at få mig til at falde lidt ned, men jeg ser bare irriteret på ham. For anden gang, hvilket irriterer mig, holder han opgivende sine hænder frem for sig. Derefter går han hen mod sengen, tager den nu opknappede skjorte af og begynder at smide bukserne også. Jeg betragter kort hans slanke, muskuløse figur, mens han smider sine sorte jeans på gulvet samme sted som skjorten.

”Hvad laver du? Jeg bad dig om at gå.”

Afslappet sætter han sig på sengen og smiler skævt til mig, selvom smilet ikke når hans øjne. Han er sikkert stadig småsur, men det er jeg sådan set ligeglad med, for jeg er heller ikke i mit bedste humør. 


”Jeg er stadig småfuld,” begynder han, jeg kan høre på hans stemme, at han laver sjov, ”det ville være uforsvarligt at sende mig hjemad i denne tilstand.” 


Jeg går hen og stiller mig foran ham, ser ned på ham og ryster på hovedet. ”Bare gå hjem, vi skal ikke lave noget lige-,” siger jeg, men bliver afbrudt af hans hænder, der tager fat om min bagdel og giver mig et skub fremad mod ham, så jeg står mellem hans spredte ben. Hans hånd på mit bare ben bliver ved med at insistere, så jeg bliver nødt til at sætte mig overtværs på ham, hofter mod hofter. Fra mit ben vandrer hånden op i mit hår, hvor han tager fat, og trækker mit hoved ned mod sit. Hans ansigt er så tæt på mit, at jeg kan mærke hans varme ånde og læber mod mine egne, mens han taler. ”Fik jeg i øvrigt sagt, at jeg synes du ser lækker ud i den kjole?” Hans stemme er lav og hæs, men han har lagt mærke til, at jeg nærmest aldrig går i kjole.

”Jeg er ligeglad med, hvad du synes,” siger jeg koldt, men trods ordene, lader jeg mine hænder udforske hans bare brystkasse. Irriteret må jeg indrømme overfor mig selv, at hans måde at bryde ind og slås for mig, tænder mig en smule. Bare en smule.

”Nej du er ej, din bitch,” hvisker han med et smil og lysende øjne, og tager hårdt fat om mine hofter, og vender rundt, så jeg ligger på ryggen, og han er over mig, støttende på sine knæ, der er solidt plantet på hver side af mine hofter. Med vilje borer jeg mine negle ned i hans ryg, men han ser ikke ud til at bide mærke i min irritation.

”Og i øvrigt, så kneppede jeg med Scott. Han var god,” lyver jeg fnysende af ham, hvilket får noget i hans øjne til at ændre sig. Jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvad det er, men pludselig føler jeg, at jeg har gjort noget forkert. Jeg kan ikke se om han er vred eller såret. For at finde ud af det, læner jeg mit hoved op mod hans og lader vores læber mødes. Han gengælder ikke det søgte kys. Han skuler bare ned til mig og ryster på hovedet. Uden at miste øjenkontakt med mig, spreder han i en voldsom bevægelse mine ben for sig. Så finder hans lange fingre vej under mine trusser og uden varsel presser han to fingre hårdt ind i mig. Jeg gisper i en blanding af smerte og nydelse, forvirret som ind i helvede, dog. Jeg ved ikke om jeg skal være bange eller føle mig tryg i hans selvskab og specielt ikke når han er vred.

*

Jeg vågner med ondt i nærmest hele kroppen. Ikke bare mellem benene, men mine lår, bryster og mave er ømme. Jeg sætter mig op i sengen og ser ned på ham. Han ser meget sødere ud, når han sover. Så fredelig og ubekymret. Ikke den ballademager og slagsbror, han i virkeligheden er. Jeg rejser mig med et støn, hvorefter jeg hurtigt finder en t-shirt og trækker over hovedet. Med sammenknebne læber ser jeg mig selv i spejlet, der hænger på væggen fra gulv til loft. Blå mærker har allerede samlet sig omkring mine baller og på mine lår. Der er røde aftryk fra hans hænders vildskab. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med det. Jeg er mærket. Hans? Jeg ved ikke, hvad han prøvede på. Vel bare at sætte mig på plads. Jeg tænder en cigaret, som jeg fisker op fra pakken i hans bukser, der ligger på gulvet. Tænder den med hans lighter også og stiller mig hen foran vinduet, som er åbnet på klem.

Jeg står og stener et øjeblik, mens jeg ryger, så jeg opdager ikke, at han i mellemtiden er vågnet og har rejst sig fra sengen. I hvert fald ikke før han står bag mig og lægger sine varme fingre på mit lår. Med et køligt udtryk vender jeg ansigtet mod hans. Han bevæger sine fingre fra mærke til mærke på min bare røv.

”Hvad skulle det til for?” spørger jeg og ser væk, mens jeg lader noget aske fra smøgen dryppe ud af vinduet. Han tager fat om min hage og tvinger mig til at vende hele min krop mod hans. Han er kun iført sine boksere.

”Ik’ fuck med mig, Cooper,” siger han advarende, med det samme ulæselige udtryk fra i går.

Vreden begynder at boble i mig og jeg tager et sug af smøgen, hvorefter jeg smider den ud af vinduet. Jeg skuler bare til ham et øjeblik. Så giver jeg ham en lussing.

Han grynter irriteret og griber ud efter begge mine håndled, som han holder i et stramt greb. ”Hørte du ikke hvad jeg sagde,” mumler han hæst.

”Fuck dig,” hvæser jeg igen. Hvem tror han, jeg er?

”I lige måde,” snerrer han, inden han læner sig ned mod mig og presser sine læber mod mine i et rasende kys. Det irriterer mig, at kysset trods alt giver mig en varm følelse indeni. Det irriterer mig næsten endnu mere, at jeg gengælder det. Da han trækker sig væk, skubber jeg mig væk fra ham og fri af hans greb, der har løsnet sig lidt. ”Gå med dig,” siger jeg køligt.

”Jeg var på vej,” svarer han med et lige så koldt smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...