Lawless, loveless

Daphne Cooper er vokset op i en kriminel verden, hvor man ikke kan stole på nogen. Det har hun lært da hun var helt lille, så det gør hun heller ikke. Følelser er heller ikke noget for det rapkæftede problemtøs (dem ignorerer hun helst), hun er mere til stoffer, gratis pizza hos onkel Joshua og fest. Hendes pusherfar skal igen, igen i spjældet, og Daphne søger til noget, man altid kan stole på: Alkohol. Pissefuld ender hun med at sove hos Tamal Mehra, inderdrengen, der ikke er specielt velset i Daphnes kreds, men da hun opdager, at de har noget specielt, når de er nøgne på et lagen, indleder hun alligevel et bollevenlignende forhold til den krølhårede fyr. Samtidig med at hun skal køre sin fars forretninger, mens han er inde og sidde, skal hun også passe på med, hvem hun sviner til, hvem hun kommer til at kneppe, og hvor hun skal sove i nat (for hendes mor er heller ikke lige Daphs kop te. Derfor må alternativer som veninden Selmas gulv tages i brug mens hendes Padre ikke er hjemme)

7Likes
0Kommentarer
1098Visninger
AA

2. Padre (Far)

”Tam,” mumler jeg, lavt som et åndedrag. 
”Mmhn,” nynner han, med lukkede øjne, ryggen mod madrassen og sit rolige ansigt mod loftet. Hans krøller ligger rodet ud på puden omkring hans hoved. Jeg selv sidder ved siden af ham, betragter hans nøgne krop, min egen dækket af dynen til hoften. 
”Eh,” min stemme er stadig svag, har svært ved at få det sagt, ”øh, undskyld?” Da det endelig er sagt, lyder det som om, jeg ikke mener det. Et irriteret suk undslipper mine læber.

Han griner hæst og åbner langsomt sine brune øjne, som han vender mod mig. Først ser han op og ned af mit bare bryst, så møder han mine øjne. ”Du skal sgu ikke sige undskyld,” hans stemme er stadig hæs når han begynder at tale, og hans udtryk er humoristisk, ”jeg nød det.” 
Jeg dasker ham på skulderen og rynker irriteret panden. ”Ikke bolleriet,” sukker jeg, ”det andet. Du ved … tuderiet.”
Mine ord får endnu et grin til at flyve over hans læber. Jeg kniber øjnene en smule sammen og ryster på hovedet, da jeg rejser mig fra sengen og hurtigt trækker min kjole over hovedet. ”Det okay,” siger han, mens jeg trækker mine trusser op, og trækker kjolen ned igen. ”Det er ikke fedt, når de skal ind og sidde,” mumler han og lader sin store hånd glide gennem krøllerne. Jeg vender mig mod ham med skilte læber og ser på ham længe, før jeg langsomt ryster på hovedet. Situationen gør mig lidt utilpas, jeg føler mig svag og hans blik ser direkte ind i hvad jeg føler. ”Jeg skrider,” siger jeg hurtigt og binder snørebåndene på mine sneakers. ”Vi ses, Daphne,” siger han og trækker noget, der ligner en cigaretpakke frem fra sin kommode, men længere ser jeg ikke på ham, jeg skynder mig bare væk derfra.

*

Man siger, at sex dulmer tømmermænd, men i mit tilfælde, er det kun mens hurlumhejet står på og blot kort tid efter. Så da jeg kommer hjem, går jeg som det første ind på mit værelse, og smider mig i sengen. 
Jeg vågner først, da jeg hører skridt på mit værelse. Selvom jeg ikke har åbnet øjnene, ved jeg hvem det er. ”Padre?” mumler jeg søvnigt. Han er italiensk, så jeg har altid kaldt ham far på italiensk. Faktisk snakker vi nogle gange på hans modersmål, men mest hvis andre ikke må høre, hvad vi snakker om. Det kan være nyttigt at være andetstedsfra, når man arbejder i dette miljø. ”Si, mio amico,” lyder hans dybe, venlige stemme. Jeg kan høre ham sætte noget tungt på gulvet, så jeg åbner øjnene og sætter mig langsomt op. ”Hvad er det?”
Han skubber en papkasse hen af gulvet, så den står en smule skjult fra døren og vinduet. ”En levering,” jeg ved straks, hvad han taler om. Mens han taler, sætter han sig på min seng, ”du passer på, ikke? Det skal gøres ordentligt, men ikke noget med at komme galt af sted, vel?” Jeg sukker og ser ned på mine bare tær. Uden nogen af os har nævnt det specifikt, ved vi, at vi snakker om, hvad der snart skal ske. Når jeg er alene her med kællingen og jobsne. Jeg nikker svagt og ser kort på hans ansigt, hvorpå et stolt, varmt smil nu er spredt. Han rejser sig og er hurtigt ude af mit værelse. Søvnigt rækker jeg min hånd mod mit sengebord og tager mobiltelefonen, der ligger derpå. Klokken er seks om aftenen. Hvorfor sagde han ikke noget om aftensmad? På den anden side har jeg ikke lyst til at spise kællingens lortemad, og så er jeg pisse træt. Med et suk beslutter jeg mig for bare at sove videre.   

*

Da jeg står op, sidder min mor ved det lille køkkenbord i vores lille køkken. Jeg siger ikke hej, da jeg går forbi hende, smutter bare videre og hen til køleskabet, hvorfra jeg hiver en pakke smør ud, som jeg smører på en tør bolle. Efter at have taget den første bid, går jeg ind i stuen. Som er tom. Hvad? Han plejer altid at være hjemme i weekenderne, plejer at sidde her om morgnen. ”Padre?” kalder jeg mistænksomt. Intet svar. Som forventet. Hvad i alverden? I et par lange, hurtige skridt står jeg overfor hende. ”Hvor er han? Han burde da være hjemme nu,” min stemme er isnende kold. ”De har hentet ham. Selvfølgelig. Det vidste du jo godt,” hun ryger videre på sin cigaret. ”Laver du sjov!?” skriger jeg af hende.

”Aldeles ikke. Og vil du godt lige dæmpe dig lidt, unge dame.” 


”Hold dog kæft med det dér ’aldeles’ og ’unge dame’ pis! Du skal fandeme altid tro, du er så fucking fin, du skal! Hvorfor har jeg ikke fået noget af vide? Hvorfor sagde han ikke noget? Hvorfor sagde DU ikke noget? Tror du ikke, at jeg måske ville have sagt farvel?” 


Det er med et ligegyldigt skuldertræk, hun svarer ”troede ikke det var nødvendigt. Det er jo kun to år denne gang.” Måden hun lægger tryk på ’denne gang’, gør mig rasende. 
”Jeg hader dig,” mumler jeg og vender ryggen til hende, sætter kurs mod mit værelse, hvor jeg hiver kjolen, jeg har sovet i, af og smider den på gulvet. I stedet tager jeg en kort top og et par højtaljede bukser på, henter mine sko og er trækker min taskes strop over skulderen, hvorefter jeg styrter ud. 
På asfalten uden for vores lille rækkehus sætter jeg mig, og tager mine sneakers på. Selvom det er sommer og varmt, føler jeg mig kold og vred indeni. 
Jeg begynder at løbe ned ad fortovet. Mit mål er ikke langt herfra, så jeg kan komme derhen til fods. Hvorfor skulle de også bygge et fængsel uden for byen? Så skulle de køre dem længere. Det er hernedefra de bor, dem der kommer ind og sidde.

*

Jeg banker vredt og hårdt mod døren, der for lidt siden smækkede i mit ansigt. ”Luk mig ind, jeg skal se ham!” Ansigtet fra før dukker op i den tykke glasrude, der er på døren, der sikkert er hundrede gange tykkere. Min knytnæve rammer glasset, lige dér hvor ansigtet er, men det smadrer selvfølgelig ikke. ”Vil du være sød at slappe lidt af, lille ven? Du skal have en aftale før du kommer, medmindre du er over atten.” 


”’Lille ven’?” råber jeg til ham gennem døren, ”fem minutter, giv os bare fem minutter, følelsesløse narrøv.” 
Jeg slår endnu hårdere til døren, mens et par forræderiske tårer drypper ned af mine kinder. 
”Medmindre du vil ekskorteres af vores vagter, vil jeg bede dig forlade stedet omgående,” han lyder professionel, men sådan skal de vel lyde. Jeg står stille et øjeblik, stirrer på ham gennem glasset. Så siger jeg de ord, jeg er blevet opdraget til aldrig at sige. I hvert fald ikke til sådan en som ham her. ”Fuck dig, pansersvin,” ligeså hurtigt som ordene er ude af min mund, ved mine ben, at de skal løbe væk. Jeg ville bare sige farvel. Vi ses. Et eller andet.

Selvom jeg ved, at det altid er dumt, at løbe ned ad Smithy Street, har jeg gjort det mange gange. Nogle gange for sjov, andre gange har det været i mere alvorlige situationer, hvor man kan blive nødt til at løbe. Det er altid sjovt at se folks reaktioner. De fleste begynder selv at skynde sig væk, nogle putter noget i lommerne eller smider noget i skraldespandene. For når nogen løber, ved man, at noget dårligt kommer efter. Politiet, en sur stor mand med en kniv, det gælder i hvert fald om at komme væk. Sådan er det de fleste steder i East End, og specielt i denne del, men Smithy Street er pushernes gade. Min far har altid sagt til mig, at man skal have respekt for pusherne.
 Men i dag ser jeg ikke efter folks reaktioner. Jeg løber bare, og stopper først, da jeg kan gemme mig på hjørnet af Jamaica Street. Forpustet og ør i hovedet på grund af al vreden, læner jeg mig op ad den røde mur, og roder i lommen på mine sorte jeans. Først hiver jeg lighteren frem, derefter pakken med cigaretter. Allerede ved første sug er jeg mere afslappet. Med besvær grundet buksernes smalle ben, får jeg det hele ned i baglommen igen. Da jeg har fået klaret mit hoved en smule, ved jeg hvor jeg kan tage hen. I hvert fald ikke hjem til min mor. Så efter få minutters gang og rygning, banker jeg et par gange på Selmas dør. Det er hendes far, som åbner. ”Daphne,” hilser han og jeg nikker som hilsen til ham. ”Hun er på sit værelse.” Jeg puster et tak, og går forbi ham, stadig med sko på, direkte ind på Selmas værelse. Hun sidder i sin seng med en hvid computer på skødet. Hun er kun iført en oversize t-shirt, så vidt jeg kan se, og ser overrasket på mig. ”Daph,” griner hun og gør tegn til, at jeg skal gøre mig det behageligt. Jeg sætter mig på hendes gulv, smider skoene og tasken og ser på hende, mens hun taler. ”Du er sgu da tidligt oppe, hva’? Hvad sker der, du er jo helt rød i skærmen?” 
”Er løbet tre gader herhen,” forklarer jeg mumlende og tager mig selv på kinderne. ”Jeg tror nok, at jeg har brug for at snakke.” Jeg plejer aldrig, at være sådan en type, der har brug for at snakke, men jeg har et uvant behov til at fortælle hende det hele. Hun er trods alt min veninde, som jeg har kendt det meste af livet. Med sin hånd, gør hun tegn til, at jeg skal snakke, og lægger computeren væk. Mens jeg rejser mig, begynder jeg ”jeg har bollet Tamal Mehra eft-” 
”Hvad!?” afbryder hun mig, hvorefter hun mumler mest til sig selv, ”jeg vidste, vi ikke skulle lade dig gå hjem alene. Hvorfor bollede du Tamal Mehra!? Du får problemer, tøs. Daphne, du kender hans ry, helt ærligt. Hvad hvis du bliver blandet ind i noget lort? Klubben ligger ikke så langt fra dit hus, kunne du ikke bare-” 
”Shhhhsssyy!” siger jeg, så højt jeg overhovedet kan, og tager mig til hovedet. Da hun tier, sætter jeg mig på sengen, så vi sidder overfor hinanden. ”Jeg var meget fuld, han fulgte mig hjem til ham, jeg gik i gulvet, jeg vågnede, vi, øh, snakkede lidt, og så skete det ligesom bare,” siger jeg stille og fortsætter; ”det var bare sex, ikke noget andet. Og der kommer ikke til at være problemer. Som om jeg ikke har nok i forvejen, jeg er jo ikke dum. Det er aldrig sket, okay? Det kommer ikke til at ske igen. Aldrig.” 
I en langsom bevægelse nikker hun og holder mit blik fast. ”Okay,” sukker hun ligeså langsomt. Så griner hun højlydt. Forvirret ser jeg rundt og derefter på hende, ”hvad?” 
”Kom du løbende helt herover, for at fortælle mig, at du har haft sex?” griner hun. Et svagt smil formes på mine læber, men det forsvinder hurtigt igen. ”Nej. Der er mere.” 
”Min mor er verdens største kælling,” begynder jeg, men bliver igen afbrudt. 
”Som om vi ikke vidste det,” hun er i godt humør i dag, men hun taler sandhed. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har konstateret, hvordan min mor er. 
”Hun fortalte mig noget i går, det var derfor jeg ville i byen,” nu mumler jeg, ”jeg havde brug for at få en masse at drikke. Min far blev jo tvangsfjernet for nogle uger siden, du ved, så han kunne ikke selv fortælle mig det. Han skal i fængsel igen, Selma. Jeg kommer til at være helt alene med hende.” Ikke før nu opdager jeg, at jeg rent faktisk sidder og græder foran hende. Det er bestemt ikke noget jeg plejer, men på den anden side græd jeg jo rent faktisk også overfor Tamal. Hvad sker der for mine tårekanaler i dag? De er bare ikke til at styre …

Selmas ansigt er fyldt med medlidenhed, hvilket jeg ikke kan lide. Hun skal ikke have ondt i røven over mig. ”Jeg troede han kom hjem i dag, så vi kunne nå at se ham lidt, bare en uge eller noget, inden han skulle ind. Hun havde ikke sagt hvornår han skulle af sted,” selvom min stemme knækker over, nægter jeg at lade flere tårer skøjte ned ad mine kinder. Hun gør ikke meget, møver sig bare over til mig i sengen og krammer mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre med det, så jeg vælger at tøvende gengælde krammet, mens jeg taler. ”Jeg var henne ved fængslet i dag. De ville ikke lade mig se ham.”

Hun siger ikke noget, ved sikkert, at hun ikke behøver, hun holder bare om mig. Hendes bror har også siddet inde engang, og jeg tror det giver os begge en følelse af forståelse for hinanden. Da vi har siddet sådan et par sekunder mere, bliver det for meget for mig. Medlidenheden giver mig kvalme, så jeg rømmer mig og mumler, ”har du ikke noget vi kan ryge? Eller pizza?” Et svagt smil spredes på hendes læber. ”Min far vil ikke have røg i huset længere. Han tror det er dårligt for hans helbred,” smilet vokser, ”lad os gå ned i parken og ryge i stedet. Så kan vi hente pizza hos Joshuas på vejen.” 
Jeg sender hende et tilfredst smil, ”deal”. Hun nikker mod døren, hvilket betyder ’let’s go’, så jeg trækker mine sko på igen og følger hende i hælene ind i hendes stue, hvor hendes indiske far sidder i sin indiske stol som så ofte. ”Ayah,” siger hun for at fange hans opmærksomhed. Det betyder ’far’ på indonesisk. Han løfter blikket fra sin bog, og ser afventende på hende. ”Må vi låne et par pund til mad?” Selma skal til at sige noget mere, men bliver afbrudt af sin far, som nikker og fisker lidt i sin lomme. ”Her er fem pund, men du skal være hjemme inden aften, lille skat.” Hun smiler og tager imod pengene, hvorefter hun kysser ham på kinden. Jeg ser væk. ”Tak mr. Ramirez,” smiler jeg svagt. Selma skubber mig ud i hendes entré og hiver en plasticpose op ad lommen. Indholdet er velkendt og grønt. Jeg smiler en smule lettet og nikker opmuntrende til hende.

*

Vi sidder på vores bænk. Den har været vores lige siden vi blev veninder. På denne bænk har vi rullet joints, som vi nu er i gang med, i flere år efterhånden. Bænken er fyldt med graffiti, og den er placeret perfekt i den lokale park, Stephney Green Park. ”Var det godt?” smiler hun, mens hun tager et hiv af sin joint og skubber pizzabakken, som vi lige har hentet hos Joshua – byens bedste pizzamand og også min onkel, over mod mig. ”Hvad?” smasker jeg med pizza i munden og jointen mellem to fingre. ”Tamal Mehra,” griner hun og tager endnu et ivrigt hiv. Hashen har gjort mig døsig og glad, så jeg griner højt og nikker. ”Hvor godt?” hun bliver ved med at grine. ”Selvom det var jeg-er-ked-af-det-sex,” begynder jeg tænksomt, denne gang uden så meget grin ”var det … meget godt. Tror han er en af de største, jeg har været sammen med, når jeg tænker over det.” 
Efter blot nogle få sekunders tavshed indrømmer jeg i hvisken og med et stort grin; ”Okay, det var faktisk virkelig godt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...