Ånden I Glasset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Igang
Hvem havde nogensinde troet at en pyjamasfest ville skabe kaos på højeste niveau, som denne gjorde? Fem piger beslutter sig for at spille Ånden I Glasset, men dog ender det ikke som de havde forventet.//Det er så bare en historie jeg skulle aflevere i Dansk, men så synes jeg det kunne være sjovt at publicerer den her på. Såeh, det gjorde jeg :) x.//

6Likes
8Kommentarer
373Visninger
AA

1. Ånden I Glasset

Dørklokkens skingre lyd skar igennem mine øre og meddelte at en af vores gæster var ankommet. Jackie var ovenpå for at gøre sig klar, mens jeg selv stod nede i stuen og ventede på deres ankomst. I rummet var der en sød nuance der mindede om en blanding af Sourcream & Onion og ostepops. Netop det der stod på menuen.

På min vej over mod hoveddøren lød ringeklokken utålmodigt igen. Med en lidt for heftig bevægelse rev jeg døren op og mødte den blonde, velkendte pige der med et kæmpe smil trak mig ind i et kærligt kram. Hun duftede som altid af Chanel’s nye parfume og hendes tykke hår kvalte mig nærmest. Jeg gengældte smilet og krammet i et svagt smil. Scarlett trak sig ud af krammet, stadig med et kæmpe smil klistret på hendes fyldige læber.

”Scarleeeeeeeeeeeeeett!” hvinede jeg piget. Vi fnes begge i munden på hinanden og hun svarede med et ”Blaaaaaaaaaaaaiiiir!” Som vores fnisen så småt stoppede kom min tvillingesøster luntende ned af trappen iført sine lyserøde pyjamasbukser. Vi havde alle glædet os til denne aften, som var vi små børn der skulle til at åbne sine julegaver. Glæden i min krop var ikke til at tæmme, ligeså med det tilfredse smil, der pyntede mit ansigt.

Mørket havde lagt sig over den lille by og en dyster stemning var til at skue, når man lod blikket vandre rundt på det tætstående træer, der omringede det mørklagte hus. For at gøre det en smule uhyggeligt havde Jackie og jeg sørget for at slukke al lyset i de rum, vi ikke ville opholde sig i.

Inden jeg kunne nå at sige et ord mere havde Jackie sprunget i favnen på Scarlett, som den glade og muntre pige hun var opdraget til. Jackie har altid, og vil altid være, en pige der behandlede alle som hendes bedste veninder, hvilket jeg til tider godt kunne misunde. Det var nemlig ikke fordi jeg havde den bedste tålmodighed selv.

”Jackie, gider du?” spurgte jeg forsigtigt da det endnu en gang ringede på døren. Og som jeg kunne mærke på Scarlett at brændte hun efter at fortælle mig noget, overlod jeg tjansen til Jackie om at åbne døren. Da Jackie var ude fra rækkevidde var det som en eksplosion da Scarlett’s ord flød ud af hendes mund som et vandfald, så det kun var få ord jeg opfangede.

”Scarlett roligt nu.” Et sagte grin forlod mine læber som jeg prøvede at berolige Scarlett der dog blot smilede til mig. Hun tog en dyb indånding for så at puste tungt ud igen, mens jeg iagttog hendes rystende hænder der hvilede langs hendes krop. Hendes funklende øjne mødte mine som hun atter var kommet ned på jorden igen. ”Kevin spurgte om jeg ville med til Tyskland,” hvinede hun dramatisk og hoppede på stedet.

”Shit jeg misunder dig,” sukkede jeg og lod øjnene rulle rundt en gang. Hun lukkede en kort latter ud, inden Jackie kom tilbage med Wait ved sin side, der hilste på os alle med et smil malet på hendes kønne ansigt.

Scarlett gik straks i gang med sin kæreste-prædiken overfor Wait og Jackie, der så mindst ligeså jaloux ud som jeg havde gjort. Mit blik landte hen på vinduet hvor lyden af skridt lød højere og højere. Og som forudset ringede det på hoveddøren kort efter. Denne gang var det min tur til at byde vores veninde velkommen, så i samme sekund luntede jeg hen til døren hvor Paige stod og ventede, på den anden side af døren. Idet jeg åbnede døren kastede Paige sine arme rundt om mit liv så jeg blev tvunget ind i et knus. Ivrigt krammede jeg igen da det var ved at blive en uge siden vi sidst havde mødtes. ”Hey pigen,” klukkede jeg kort og tvang et forsigtigt smil frem. Hun grinede kort og så så op i mine havblå øjne, ”Hej Blair.” Vi fulgtes ad ind i stuen til de andre der med det samme tog imod Paige med åbne arme. Og så gik chatten ellers i gang. Der blev snakket om alt fra himmel og jord, mens jeg lukkede et utilfredst suk ud, ”Ja vi kan da også bare stå her hele aftnen.” Som Wait tog notis til flabetheden i mit toneleje skar hun en grimasse og rækkede tunge, som virkelig viste hendes indre, barnlige jeg.

Snakken stoppede til mit held da hovedparten af det de diskuterede lå fjernt fra mine interesser. Stilheden blev nu afbrudt af Scarlett’s uh’er som hun lyste op i et blændende smil. ”Pleaaase, jeg har altid ønsket mig at spille det, I kan lige vove på at sige nej!” plagede hun uden at oplyse hvad hun plagede om. Som sædvanlig fik hendes high-pitched stemme et smil til at placere sig på mine læber og et lille fnis undslap min mund. ”Easy tiger, hvad er det du gerne vil?” Inden jeg kunne få et ord indført var Jackie kommet mig i forkøbet.

”Ånden i glasset.”

Alle vores blikke hvilede olmt på vores veninde og af og til drejede jeg sagte mit hoved for at få en præcis kopi af min egen reaktion. Snakken havde gået om Ånden i glasset før, og hvis jeg ikke havde hørt de frygtindgydende rygter og myter om spillet, kunne det være at jeg valgte at deltage?

Et suk lod fra Scarlett som hun rullede med øjnene af os, ”Er I bange eller hvad?” drillede hun hånligt og lagde armene i kors foran hendes bryst. Igen drejede jeg hovedet hvor de andre pigers ansigtsudtryk havde ændret sig en smule. De var ikke længere skeptiske, men mere overbevisende.

”Vi er ikke bange,” lød Paige’s bestemte stemme bag mig. Og med de ord lå der en stilheden over os. Ingen havde noget at sige og jeg kunne allerede meddele at hvis Scarlett ikke fik sin vilje, ville hendes humør være helt nede i kulkælderen resten af aftnen. På den anden side var rygterne jo også kun rygter?

”Hvad er reglerne?” mumlede jeg opgivende. Det trak lidt i mundvigene da mit spørgsmål fik Scarlett’s smil tilbage på læberne. Så længe hun var glad, var jeg glad.

Wait, Jackie og Paige fnøs irriteret over at de nu havde tabt. For hvis der var flere end én der accepterede forslaget, var det det man skulle, uanset hvor meget man ikke gad.

”Vi har denne plade hvor hele alfabetet er skrevet på, plus talrækken fra 0-9. Vi skal bruge et vandglas, normal størrelse, og til sidst men vigtigst; Stearinlys,” forklarede hun kommanderede med fægtende arme.

”Jamen vi har da ikke engang en plade?” brokkede Wait sig. Typisk hende stadig at beklage sig efter vi har taget en beslutning. Hendes øjenbryn var svagt rynket og hendes øjne var klemt en smule ind, for at vise hendes utilfredshed. Jeg valgte dog at ignorere hende som de andre og finde tingene frem. Det endte med at det var Jackie og jeg der fandt det hele frem, da de andre ikke var havde 100% stedsans i dette hus endnu. I stuen hvor de sad havde stilheden sneget sig ind på dem og lagt sig som et tæppe over dem. Paige og Wait’s blikke lå indtrængende på Scarlett som ihærdigt prøvede at lukke dem ude.

”Got it.” Mine mundvige havde formet sig til et lille smil der skulle redde Scarlett fra deres blikke, og ganske forudset flyttede de nu blikkene hen på mig. De gryntede kort inden Jackie, med armene fulde med stearinlys, kom stormende ind som den klodsede pige hun var. ”Vi skal ikke lyse hele huset op Jackie,” grinede jeg højt og rødmen i hendes kinder blev synligere som de andre tilføjede deres klukkende latter.

Jeg lagde papir og saks foran Scarlett, og uden tøven gik kreativiteten i gang. Fra komoden ved siden af os greb jeg fat om en tusch og afleverede den til Scarlett der gengældte med et takkende smil. Jackie havde fået hjælp af Paige til at tænde stearinlysene, så Wait og jeg sad bare på vores flade og lavede The Cup Song med glasset.

”Done!” meddelte Scarlett og kastede det nu runde papir hen foran vores knæ. Talrækken omringede de mange bogstaver der var sat i alfabetisk orden. Uden for pladen havde hun lavet en lille boks med udråbstegn, spørgsmåltegn og andre grammatiske tegn.

Stearinlysene blev placeret rundt om os alle sammen ud fra Scarlett’s ordre. Røgen fra ilden fløj rundt i luften og fyldte mine næsbor, så en stikkende følelser kom frem. Mine øjne kørte op på loften og et kort nys meldte sin ankomst. Et par små prusit’er lød og rødmen steg i mine kinder.

Mens vi alle sad rundt om pladen og blev omringet af stearinlys kom angsten pludselig krypende. Hvad hvis det gik galt? Hvad hvis rygterne faktisk var baseret på virkeligheden? Hvad hvis vi alle skulle dø?

”Paige, du starter,” hviskede Scarlett til min sidemand hvis bryst hævede og sænkede sig i en høj fart. Hendes hænder dirrede og hun rokkede uroligt på sig i ny og næ. En hånd tilhørende Paige tog fat om glasset og hendes fingre klemte forsigtigt på det klare materiale. Hun førte glasset vidre ud på pladen, hvor hun placerede det på en rund form i midten. Hendes hånd bevægede sig oven på glassets bund, hvor den blev. Hendes nervørsitet kunne ikke andet end at smitte over på mig.

”Stil et spørgsmål.” Scarletts stemme gav genlyd i mit hoved og hårene rejste sig på mine solbrune arme. Hendes hånd søgte min, ligeså med alle andres. Det var vist en regel at alle skulle holde hinanden i hånden?

Regnens dråber slog mod ruderne og vinden susede i vores øre. Al lys var slukket og det eneste der oplyste rummet var de utallige stearinlys.

Paige indåndede tungt før hendes svage stemme fyldte rummet og hendes øjne lukkede prøvende i. ”Er dette en god idé? Altså at spile dette spil,” spurgte hun forsigtigt om. Mine øjne flakkede fra Paige’s smertefulde ansigt til glasset der ikke rørte sig ud af flækken.

Jeg kunne ikke lade være med at fnyse af mig selv. Hvor var det tåbeligt af mig at være bange for et spil, der alligevel var fup og fidus? Hvis jeg ikke tog meget fejl ville der ikke gå særlig lang tid før Scarlett førte glasset rundt på pladen for at narre Paige. Men det gjorde hun ikke.

Og så brød jeg kontakten. Jeg fik revet mine hænder til mig i et forsøg på at forlade spillet. Alles øjne lå nu panisk på mig, ”Man må ikke forlade spillet Blair!” advarede Scarlett og så sig paranoid over vores alles skuldre. Hvad? Var de bange for at der skulle komme et spøgelse og dræbe os?

”Altså nu må I lige. I kan da se det er fup når der ikke sker en –”

Click.

Mørke omringede os alle, komplet mørke. Min krop stod frosset på gulvtæppet og ventede på et tegn. Og da den tanke passerede mig slog jeg mig selv mentalt. Igen slog mit tåbelige jeg til.

”Slap af, stearinlysene gik bare ud. Ingen skade sket?” mumlede jeg og fumlede rundt i mørket på jagt efter tændstikker, eller en lighter for den sags skyld. Og dér på bordet greb mine fingre rundt om en lille æske, som burde indeholde tændstikker. Jeg var hurtigt til at åbne æsken og mine fingre fandt en tændstik. Ud af æsken kom den for så at køre hårdt op af siden. En lille flamme kom så småt frem fra tændstikken.

”Jeg er har lyyyyyyyyyys,” jokede jeg og satte mig på hug for at tænde stearinlysene. Hvorfor de andre ikke svarede mig vidste jeg ikke, men som lysene oplyste rummet var det som om mine spørgsmål blev besvaret. Alene i det store rum stod jeg og så komplet dum ud.

Hvor var de?

Selvom skrækken kom ud i alle mine åre og ud i alle kroge i min krop holdte jeg hovedet koldt, og tænkte at de nok bare ville drille mig. ”Piger?” Min stemme gav ekko som aldrig før i det kæmpe hus.

Da mit blik landede på spillepladen kunne jeg ikke styre det store smil der dannede sig på mine læber. Hvis dette spil var oh så mægtigt, kunne det da helt klart fortælle mig hvor jeg kunne finde mine venner?

Stadig med det kæmpe smil om mine læber fik jeg sat mig ned ved pladen der ikke havde ændret sig sor siden jeg forlod den.

”Hvor er mine venner?” spurgte jeg i et drillende toneleje, med øjnene lukkede.

Og så var det bare om at vente. En svag skramlen fik mig til at se fokuseret på glasset. Mine tanker kun om det.

Click.

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Blodet i min krop frøs til is og små støn forlod mine læber. Min hånd lå livløst på den bevægende glas. Min kæbe lå sikkert et sted nede på gulvet, men selvom salvet om lidt ville løbe gjorde det intet.

Ude af stand til at flytte mig prøvede jeg at opfange hvad glasset skrev ned. Et k, et ø, et k, et k, et e, et n. Min hjerne slog fra og det virkede umuligt at samle bogstaverne til et ord. Tårene var kommet frem i min øjenkroge som der var intet spor tilbage af mine veninder.

”Hvis I prøver at narrer mig, så er det ikke sjovt!” skreg jeg, tårene rullende ned af mine kinder og efterlod tydelige spor. Som der intet svar kom forlod nogle ustyrlige hulk min mund, og jeg så igen rundt i rummet. Niks, intet.

Jeg rynkede kort på mine øjenbryn da noget vådt væske påklædte mine fingre der nu lå på pladen. Mit blik landte på min hånd der var dækket af mørkerødt væske.

Limet til jorden så jeg til hvordan blodet flød vidre ud på gulvet og gennemblødte mine nye pyjamasbukser. Mine øjne sved som tårene hele tiden kom på ny, og flere hulk medlte deres ankomst. Det eneste jeg kunne tænke på var blodet der stadig løb.

Jeg kunne ikke flytte min hånd. Det var som om den var limet til pladen og min krop gjorde heller ikke sit for at bevæge sig. Der kom ikke mere ilt ned i mine lunger, og mit hjerte kørte afsted, i en højere fart end kunne være godt.

Som jeg endelig indså hvad ånden havde stavet, kunne jeg atter trække vejret igen. Jeg tvang mit blik væk fra blodet og hen til køkkenet. Kuldegysningerne gled ned af mine arme og fik hårene til at rejse sig på ny.

”Jackie!” skreg jeg op, og tanken om at det var en prank forsvandt langsomt. Det kunne de aldrig finde på. Desuden, hvordan kunne de gøre det? ”Scarlett!” Intet svar. Den eneste lyd udover min ivrige indåndinger var vinden udenfor.

”Wait!” skreg jeg af alle mine lungers kræft i håb om et svar. En svag rumlen fik mig til at fare ud i køkkenet, jeg skulle bare væk fra spillet. Noget sagde mig at Scarlett havde ret i at jeg ikke skulle forlade spillet, og nu var der muligvis en vred ånd efter os.

”Paige!” Tårene faldt parallelt ned af mine røde kinder og min hals brændte op. Hvad skulle jeg gøre? Mit blik flakkede rundt i det lille køkken, ledte efter noget. Jeg vidste bare ikke hvad jeg ledte efter. En kniv, en saks, hvad som helst. Men som jeg flåede skuffen op fandt jeg noget helt andet.

En ring.

Med mine rystende hænder samlede jeg ringen op, og så grundigt på den. Jeg fokuserede på det lille smykke, der pludselig blev til to, så tre, og så én igen. Mit hoved dunkede så det kunne høres og mærkes i hele kroppen. Mit blik landte på min hånd, der havde præcis den samme ring på, på ringefingeren. Så huskede jeg det pludselig. Det var min og Jackies tvillinge-ring.

”Jackie!!”

En svag lyd hørtes. Så lav at jeg skulle koncentrere mig for at høre den ordenligt. Men jeg hørte den og lukkede alt andet ude. Lyden blev lavere og lavere. Med én bevægelse var jeg hurtigt ude af køkkenet og undersøgte alle rum for noget tegn på liv.

Der var ingen i stuen, ikke køkkenet heller.

Mit næste stop med toilettet, men jeg fortrød hurtigt mine træk. Panikken i mine øjne steg og min krop rystede som aldrig før. Jeg gjorde intet for at holde tårene tilbage. Jeg åbnede munden for at skrige, men intet kom ud. Ikke engang et piv. Ingenting. Ingenting var præcis det eneste der var tilbage i min krop. Mit pumpende hjerte faldt til jorden, knust i tusinde, atter tusinde stykker. Og der lå hun. Radbrækket i badkaret, badet i blod. Tårene stoppede og det samme gjorde min indånding. Alt jeg ønskede var at komme væk fra denne dødsfælde, væk fra alting.

Jackie’s øjne var åbne. Røde og puffet. Om de var røde af tåre eller blod gad jeg ikke bruge min tid på at spekulere på.

Flash.

Et lyn slog ned kort herfra, og hele rummet blev mørklagt, og ligeledes med mig selv. Men dog var koasset ikke forbi. Jeg måtte redde de andre fra Jackie’s skæbne. Jeg måtte redde dem, for min søsters skyld.

En enknelt tåre undslap min øjenkrog som jeg vendte om på hælen og iaksætte min jagt efter de andre. Om de allerede var døde kunne jeg ikke vide, men hvis de ikke var, var det min pligt at hjælpe dem.

Jagten fortsatte ovenpå hvor jeg endte i mit eget værelse. Rettelse, mit eget hærgede værelse. Det blomstrede tapet var revet ned fra væggen der nu var blevet beklædt med kradsemærker og blod. Det var et forfærdeligt syn, men hvis jeg skulle reddede andre blev jeg nød til at se det i øjnene.

”B-Bl…”Mit blik for hen til det sted lyden kom fra. Og dér i hjørnet sad Wait Brown. Med knæene presset hårdt mod sit bryst, gyngede hun ustabilt frem og tilbage. Hvis vi nogensinde overlevede dette skulle der mere end tid til at heale sårene. Der skulle også psykolog-hjælp til.

”Wait,” sukkede jeg lettet ud.

Stilhed. Uden svar så Wait bare stift forbi mig som om der var noget bag mig. For at sikre mig at det ikke var tilfældet så jeg mig kort over skulderen. Ganske rigtigt var der intet.

”Wait, er du okay?!” spurgte jeg hektisk på min vej over til hende. Ingen reaktion kom fra hende, bare det samme stumme fjæs.

Jeg sukkede tungt, ”Wait, vi skal ud herfra!” råbte jeg i håb om at få hende til at se på mig. Men nej, hvad skete der? ”Se på mig!” tårene løb kapløb ned af mine kinder da hun ikke gad se på mig. Hun var i live, hun trak vejret?

”Pas på.”

Jeg rynkede kort brynene, men som jeg åbnede munden for at lukke min forvirring ud blev jeg hårdt slynget tilbage, væk fra Wait. Et skrig undslap mine læber, det første i lang tid. Følelsen af at brænde op invendigt strejfede mig, men forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet.

I en hastighed fløj jeg baglæns i det store soveværelse, for så at hamre mod væggen.

”Hjælp!” skreg jeg, klynget op mod væggen. En nervepirrende smerte skød gennem min krop, flåede mit indre, flænsede mig op.

Endnu et skrig forlod mine læber.

Mit blik faldt bedende på Wait hvis øjne nu var lukkede og hendes bryst hævede sig i en ualmindelig fart.

En ny smerte kom, denne gang i mit hoved. Jeg åbnede munden for at skrige, men lige meget hvor meget jeg pressede på, kom der intet. Mit hoved blev presset sammen, mindre og mindre mens jeg sprællede for livet. Tårene kom væltende og jeg prøvede stærkt på at få jordforbindelse.

Lys.

Som mine øjne stille lukkede sig i mod min vilje, kom et lys til syne. Et kæmpe skingert lys der brændte gennem min hud. Det stak overalt og efterlod små brændemærker. Ikke engang da ville min krop give efter.

Et skrig gennemborede mine øre og en skinger lyd skar. Jeg kæmpede en kamp for til sidst at få mine øjne op, og så Wait der var kommet på benene. Men ikke engang hendes viljestyrke og stædighed kunne redde mig. Min plan om at slippe helskindet væk fra dette helvede slog fejl, og jeg måtte slå mig til Jackie hvor hun end var havnet. Om hun så endte i helvede ville jeg være der for hende. I medgang og modgang, for hun ville have gjort det samme med mig.

Wait’s skrig døde hen, ligesom jeg selv. Jeg kunne mærke mit hjerte visne som en rose i efterårets vind. Jeg gad ikke kæmpe imod, men lod mig bare drive afsted til intetheden hvor min søster ventede mig.

Og så kom lyset nærmere, og jeg kunne tilfreds smile inden jeg gik imod det. Forsvandt fra den virkelige verden, og trådte ind i.. Ja hvor som helst jeg ville. Nu havde jeg frie tøjler til at drømme mig hvor hen jeg ville og ingen kunne stoppe mig. 

----------------------------------------------------------------------------------------

Erm ja, I må meget gerne skrive hvad I synes :D

Selvom jeg havde hele vinterferien til at skrive denne historie, kom min dovenhed i vejen, og det endte med at jeg skrev den sidste dag i ferien, haha x.

Mææææn, håber I kan lide den da, og min lære med :33

xoxo Kims Chips

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...