Falling ¥ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
Mød Claire. Hun er den nye elev på Easter high school. Hun er frisk og klar på alting, hun havde dog bare ikke forventet at være målet for stort set hele den mandlige del af Easter high school.

22Likes
42Kommentarer
851Visninger
AA

2. "Are you a virgin?"

Claires P.O.V

Som jeg trådte ind på Easter High School i det nordlige England, følte jeg en hel masse øjne på mig. Store som små kiggede på mig. Jeg var jo også den nye pige, men var det ikke en smule mærkeligt.

Århh. Pis. 

Hvorfor er der ikke noget kort over en skole? Hvordan skal jeg nu finde skab nr 456? Perfekt. Nu var jeg for alvor lost på denne high school. Eller, jeg ved hvor jeg skal have min første time! Jeg er faktisk ret stolt over det.

Jeg fik hurtigt bevæget mig ned til lokale 211, som jeg nøje tjekker var det rigtige nummer, det var det til mit held. Ellers havde jeg da for alvor været i knibe

Da jeg trådte ind i klassen, er der kun et tomt bord tilbage, og der sad ingen andre ved det bord. Jeg skal simpelthen sidde alene den første dag. Livet er da bare fantastisk. Jeg tøffede ned til min plads og satte mig ned. Jeg fandt hurtigt de bøger frem vi skal bruge til faget og ventede egentlig bare på at timen starter. 

2 minutter før timen startede væltede en dreng ind af døren. Han faldt over hans egne ben og bøger og papir flyver rundt i luften. Jeg er den eneste der rejste mig op og går over for at hjælpe ham. Han begyndte at samle hans bøger og papir sammen. Jeg satte mig ned på gulvet ved siden af ham og hjalp ham med at samle dem sammen. Han kiggede nervøst ned i jorden og undgik øjenkontakt. 

"T-Tak," mumlede han da vi har fået samlet alle bøgerne sammen. Han kiggede stadigvæk ned i jorden. "Så lidt," svarede jeg og gik ned til min plads. Vent. Han skal sidde ved siden af mig. Jeg hørte en person sukke og tænkte at det var ham det faldt. 

Som sagt dumpede han ned ved siden af mig og lagde hans bøger tilbage i hans taske. Det gav mig tid til at studere ham. Hans hår var trukket helt tilbage med en slags gele, han havde en ternet vest på, slips og et par brune flade sko til. Hans store briller var hæftet sammen med et stykke tape hen over næsen. 

Jeg smilede til ham, men får intet gengældt. Jamen, tak for venligheden.

En ældre dame åbnede døren til klasseværelset og trådte ind. Hun havde gråt hår, rynker og kunne sagtens ligne min bedste mor. Nej, min bedste mor var yngre.

"I skal arbejde sammen med jeres sidemakker i et projekt." sagde damen, som jeg stadig ikke har fanget navnet på. "Og vi har en ny elev i klassen. Kom og sig noget om dig selv" 

Nej. Bare nej. Hvad i al verden skulle jeg sige? Hej, min numse er stor, jeg er bange for biller, min mor er klam og jeg tisser i bukserne af gyserfilm? Ikke lige det nej.

"Hej mit navn er Claire Springfield. Jeg hader højder, da jeg var 5 gled jeg på en rutschebane og brækkede ryggen, skulle opereres et par gange, jeg hader edderkopper, min yndlingsfarve er blå og jeg fordrager falske typer." sagde jeg og kiggede ud over forsamlingen. 

De kiggede alle sammen måbende op på mig. Skulle man ikke sige så meget? Jeg satte mig ned ved siden af drengen og vi gav os til at arbejde på projektet.

Marcels P.O.V

Du taler bare ikke til mig! Lad mig være. Lad vær med at tal. Jeg kan ik- "Hej! Mit navn er Claire," sagde en lys pigestemme. Du talte til mig, nu bliver du jo upopulær allerede. Flot, du har lige ødelagt din fremtid på Easter high school. 

"M-Mit navn er M-Marcel," stammede jeg og kiggede ned i min fysik-kemi bog. "Skal vi ikke finde et emne?" spurgte hun og lagde hendes hånd ind over min bog så jeg ikke kan læse videre. "J-Jo," stammede jeg og undgik øjenkontakt. Jeg ved at hvis jeg kigger ind i hendes øjne, ser hun mine og så vil hun bare mobbe mig med dem. Grøn er en meget sjælden øjenfarve og i de først eår af folkeskolen elskede jeg mine øjne, men så begyndte folk at mobbe mig med dem og jeg ville ønske de bare blev brune eller blå. Ugrh. 

"Jeg tænker lidt på atomer og molekyler," foreslog hun og kiggede tænkende ud i luften. Flot Marcel, nu kiggede du på hende. Hun havde brunt flot hår, brune øjne og en hel masse fregner. Hendes tøj bestod af en blomstret lårkort kjole, et par lyserøde Vans og hendes hår var sat i en fletning omme bag i. Hendes makeup var flot, hun havde en let lyserød øjenskygge på, en smule mascara og en glitrende læbestift, de smager sikkert af jordbær. Jeg ville gerne smage.

Hvad taler du om Marcel? Hun ender med at blive populær og så vil du bare ligne en taber. 

"A-Atomer lyder f-fint," stammede jeg og kiggede stadig på hende. Hun vendte hendes hoved hen mod mig så vores øjne mødtes og jeg sværger, at tiden stod stille da det skete. Jeg vendte hurtigt blikket væk og fandt i stedet det kapitel i bogen hvor der stod noget med atomer. Jeg gav mig igen til at læse, men en hånd afbrød mig igen. 

"Du er en stille fyr hva?" grinede hun og smilede til mig. For første gang nogensinde havde jeg lyst til at smile igen, men jeg gjorde det ikke. Så ville mine grimme smilehuller komme til syne og det ville bare være akavet.

"Så jeg tænkte på om vi skulle aftale noget efter skole? Vi kunne tage hjem til dig?" foreslog hun og trak på skulderne. Hjem til mig? Have en pige med hjem, Harry vil myrde mig med spørgsmål. 

"H-Helt klart," stammede jeg og smilede svagt til hende, for ikke at får smilehullerne frem. Det var alligvel nok til at få dem frem, det kunne jeg mærke i mit ansigt. "Hvor er dine smilehuller nuttede!" hvinede hun og tog hænderne op til munden. Var jeg nuttet? Det er der aldrig nogen der har sagt.

Klokken ringede ud og langsomt forlod eleverne klasselokalet og gik ned til kantinen. Jeg gjorde dem kunsten efter, men blev stoppet da nogen prikkede mig på skulderen. Claire. "Ja, altså. Nu er jeg jo ikke kendt på denne skole, så jeg tænkte på om jeg må følges med dig?" spurgte hun og kløede sig akavat i nakken.

"Øhm, J-Ja, selvfølgelig!" svarede jeg, Alle vil stirre på os, det var helt sikkert. Nu ville folk bare have endnu en grund til at mobbe mig, det var vel en ud af de 1000 grunde de har i forvejen. 

Claire smilede, svang hendes lyserøde skoletaske over ryggen og smuttede ud af døren. Jeg fulgte efter som en lille hund, med dens ejer. Den her frokost skulle bare overstås, så hurtigt som muligt.

-.-

"Hvilken vej skal vi?" spurgte Claire forvirret og pegede rundt i forskellige retninger med hendes pegefinger. "Bare f-følg mig," stammede jeg og ledte efter min mors bil, jeg havde ikke råd til min egen bil.

"Derovre!" råbte jeg og pegede på min mors røde bil, den var ret gammel. Ikke ligefrem en pigemagnet. 

"Fed bil," sagde Claire og gik over til passagersædet. Hun kunne lide bilen, eller jeg vidste hun løj. Jeg satte mig også ind i bilen og startede hjemturen hjem.

"Såh, Marcel. Har du nogen søskende?" spurgte hun og kiggede interesseret over på mig. "En storebror, H-Harry." svarede jeg og holdt blikket på vejen. 

"Fedt, hvor gammel er han?" spurgte hun og ledte efter noget i hendes skoletaske. "17, snart 18." svarede jeg. Han var 2 år ældre end mig, jeg er 15 og han er 17, snart 18. Han har altid været ham med pigerne og sådan.

"Er han også hjemme?" spurgte hun igen. Jeg nikkede bare, han havde læseuge og skulle derfor læse hele tiden, det gjorde han dog bare ikke. Han spillede playstation og hang ud med piger. Ad.

"H-har du nogen søskende?" spurgte jeg, for at være høflig. "En lillesøster, Gemma," svarede hun og kiggede trist ud af vinduet. Havde jeg gjort noget forkert?

"Vi er der s-snart," sagde jeg og smilede til hende. Hun nikkede bare og kiggede stadig ud af vinduet. Hvad havde jeg gjort forkert. 

5 minutter senere holdte vi i min indkørsel. Jeg var hurtigt ude af bilen og oppe ved hoveddøren. Claire fulgte hurtigt med. Jeg fandt mine nøgler frem og åbnede døren, den gav en knirkende lyd fra sig inden den åbnede. 

"B-Bare føl dig h-hjemme," stammede jeg og smed mine sko ovre i vores 'skobunke'. Claire stillede hendes sko fint ovre ved væggen og hængte derefter hendes jakke op på en af knagerne. 

Inden jeg nåede at sige mere kom Harry løbende inde fra stuen. "Hej Marsbar! Og hvem har vi her?" spurgte Harry og kiggede flirtende over på Claire. "Mit navn er Claire, og jeg gætter på at du er Harry?" svarede hun koldt og kiggede over på mig, sikkert for at vide om det var rigtigt at han hed Harry. Jeg nikkede bare kort til hende.

"Det er helt rigtigt," svarede Harry og rykkede tættere på Claire for at række hånden frem til hende. Hun tog tvivlende imod den, men gav hurtigt slip på den igen. Heldighvis.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men en følelse af jalousi strømmer igennem mig. Hvorfor skal han absolut komme og flirte med hende? Hun er min. Eller, jeg kender hende ikke, men jeg har lyst til at lære hende at kende. Bare hun ikke vil syntes at jeg var kedelig eller noget.

"S-skal vi g-gå op på v-værelset?" stammede jeg og kiggede over på Claire. Det her var akavet. Claire skulle lige til at åbne munden da Harry afbryder hende. "Skal vi ikke lave noget af spise i stedet?"

"Det tror jeg ikke," svarede Claire og afviste Harry totalt. That's my girl. Hun er stadig ikke din pige Marcel! Drop det. Selvom det ville være dejligt at hun var min, kysse hende, elske (med) hende.

Det er bare forkert at tænke på, jeg er jo jomfru. Claire har sikkert været sammen med en masse andre fyre. Fyre bedre end mig. 

"Vi kan godt gå op på værelset," svarede Claire og smilede hendes søde lille smil. Jeg kunne stå og stirre på hende i flere timer og aldrig blive træt af det. Jeg elsker alt ved hende. Hendes lille blomstrede kjole der hang fint hen over hendes perfekte skuldre. Den kjole ville også se flot ud på gulvet af mit soveværelse. Stop med at tænke sådan Marcel!

"Earth to Marcel!" råbte Claire grinende og viftede med armene foran mig. Jeg sagde ikke noget, men greb i stedet hendes hånd og fulgte hende ind på mit værelse. Vores hus var kun på en etage, så jeg havde værelse til venstre for entreen. 

Et par sekunder efter stod vi på mit værelse. Mit værelse bestod af en dobbeltseng der stod i midten af værelset, der var et blåt sengetæppe hen over. Ovre i højre side stod et blåt skrivebord med min bærbar computer stående på. Til venstre stod min elskede bogreol, med en masse forskellige bøger, som jeg har læst. 

"Jeg kan godt lide dit værelse," sagde Claire og kiggede rundt inden hun satte sig ned på min seng. Hun fortsatte dog med at kigge rundt. "Så hvad skal vi lave?" spurgte hun smilende og rykkede lidt på sengen så der var plads til mig.

"D-det ved jeg i-ikke," svarede jeg og kiggede lidt ned i gulvet, jeg vidste at hvis jeg kiggede på hende ville jeg bare blive ved med at stirre. Hun var så smuk at det var urealistisk. Hun var som en disney prinsesse der bare ventede på hendes prins til at komme og redde hende. Hvad nu hvis jeg var den prins? Måske, om nogle måneder? År? Årtier? Århundrede? Årtusinde? Okay, du tager den her for langt Marcel.

"Vi kan lege 2o spørgsmål?" forslog hun og virkede pludselig virkelig glad. "Helt klart," svarede jeg uvidende om hvad denne leg gik ud på.

"Du starter," sagde hun og tog hendes ben op i sengen, så hun derefter kunne folde dem sammen under hende og sidde i skrædderstilling. 

Hvad skulle man mon spørge om? "Er du jomfru?" Jeg sværger, det røg altså bare ud af munden på mig. Jeg siger aldrig sådan nogle ting. Aldrig nogensinde ville jeg sige sådan noget, bortset fra i dag. Med Claire. Prinsessen.

"Nej, jeg er ikke jomfru Marcel, hvad med dig?" spurgte hun ærligt og lagde hendes hoved lidt på skrå. Hun lignede en hundehvalp, en sød en af slagsen. "J-jeg er j-jomfru," svarede jeg og følte mig lige pludselig pinligt berørt over mig selv. 

Hvorfor skal hun have den her virkning på mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...