Kidnappet til krig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 31 aug. 2014
  • Status: Færdig
Lea er en 19 årig pige, som går i 3.g. hun har svært ved at falde til, vander ind i problemer med alle rundt omkring hende. Møde med en mørk ondskabsfuld mand ændre leas liv for altid. Enden hun ser sig om står hun i en krig! ♥

6Likes
5Kommentarer
1120Visninger
AA

5. Starten på frygten…

Good Luck from me :P <3

 

Jeg når over til en dame, som registrerer dem, som skal til Irak. "Navn tak!" siger hun siddende med ret ryg, og et surt træk på læben "Lea… Lea Frederiksen" svarer jeg med en klump i halsen. Bare tanken om at jeg nærmer mig krigen, er modbydelig. Jeg kommer til at se folk dø for øjnene af mig. "Her er dit våben. Du bedes gå over til vogn nr. 34, der vil dine holdkammerater være" siger damen og viser hurtigt med hånden alle de biler, der skal med. Jeg tager en dyb indånding og når at tage et lille skridt, da en velkendt stemme kalder på mig.

"Lea!" Jeg vender mig om og ser Gemma kommer løbende hen imod mig. Hun stopper op, og der er stille i få sekunder. "Lea. Jeg ville bare ønske dig held og lykke! Pas nu på derude. Jeg vil ikke miste en ny ven" siger hun med et lille smil på læben. Hvor er det sødt af hende. Hun kender mig slet ikke, det eneste hun ved om mig er at jeg skal ud i krigen. Nu skal det nok gå lidt bedre, eller sådan da… Har ikke set Luke lige siden, "vores samtale". Jeg vælger at glemme ALT om det, selvom det er svært. "Lea?" Jeg vågner op fra mine tanker. "Seriøst, pas på dig selv" siger hun smilende og er på vej til at gå. "Gemma?" Hun stopper og vender sig om da jeg siger hendes navn. Jeg krammer hende og for en gangs skyld er der en der krammer igen. "Jeg må hellere gå" siger jeg og prøver at få hende til at forstå, at jeg skal af-sted nu. Hun nikker og vinker farvel, det samme gør jeg.

Jeg står få meter væk fra den vogn jeg skal op i. For at komme op til de andre ukendte mennesker, skal jeg klatre en halv meter op. Jeg formår at klatre der op, med et håb i tankerne, om at få nogle nye venner, der kunne hjælpe mig derude. Da jeg ser op ser jeg… Phillip?!

Et gips undslipper mine læber. Han smiler lumsk til mig. "HVAD SKAL JEG GØRE?! Tænker jeg højt. Jeg bliver helt panisk. Phillip er ikke andet end en psykopat, det er helt 100! "Goddag prinsesse... Godt at se dig igen" smågriner han. Jeg ser på ham, jeg har intet i tankerne bortset fra frygt, og larmen der er rundt omkring, med folk der råber efter hinanden og motorer der kører rundt i hele området. "Jeg er vist gået forkert… " slutter jeg hurtigt af og er på vej ned fra vognen. Et hårdt greb rundt om min arm for mig til at stoppe. "Du skal være her, det er helt sikkert. Jeg ved at du har vogn 34 og sjovt nok er det her nr. 34" siger han og kigger dybt ind i mine skræmte øjne. Han ved det godt, han ved udmærket godt at han skræmmer mig meget og det er det han vil have. SÅ hvorfor stoppe tænker hans lille hjerne garanteret.
"Hvorfor så bange, prinsesse?" spørger han med en lys stemme, som om at det der er sket imellem os, er et spil. Jeg ved med sikkerhed, at det er mig der ender med et "Game Over". "Mig bange? Pfff… Jeg er ikke bange, vil bare ikke være på hold med dig!" svarer jeg ham. Starten var en kæmpe løgn mens resten var god nok. "Du ved godt at jeg er en af dem, som du skal være på hold med og et sammenhold betyder at man holder sammen og man skal hjælpe hinanden. Jeg har faktisk din lille pigesjæl i mine hænder, og måske ved en fejl kan jeg tabe den. Så det er bare med at være sød prinsesse" advarer han koldt og bestemt. "Spil nu ikke Gud, Phillip!" siger jeg flabet og sætter mig ned på en af de kasser der er oppe på vognen.
Der er vist intet at gøre?  Jeg ved at de andre fra holdet holder med Phillip, da han er den stærkeste. Jeg beslutter at jeg ikke vil stole på de andre. "Du har vist rigtigt lært at svare igen prinsesse. Har Luke ikke lært dig noget?" Vores vogn begynder at køre, en klump bygger sig større i min hals. "For resten hyggede I jer i morges?" fortsætter han med et smil på læben. Jeg bliver stille, indtil det går op for mig at det er Philips skyld at Luke og jeg ikke kan være sammen. Vreden kommer hurtigt frem. Vreden er så stærk som chili og mit ansigt er nok samme farve som en tomat. "Var det dig? Var det dig der byggede den løgn op, om at vi ville flygte!" Råbte jeg mens jeg rejste mig magtfuld op fra kassen som jeg havde siddet på. "Ups! Folk begår fejl prinsesse, min var bare ikke en fejl. Min var en plan og jeg er stolt over at den lykkedes. Jeg fik din prins på den hvide hest til at forsvinde. Vi sagde til ham at hvis han ikke ville med på planen, ville vi gøre dig fortræd og sikke sur du blev over det han sagde til dig. Du har temperament prinsesse" siger han overlegent med et lille grin til sidst. Det var hans plan lige siden at jeg først mødte ham. Hvem ved hvad det her ender med? Han fik Luke til at såre mig, men Luke ville redde mit liv. "Vent… så Luke er helt uskyldig?" spørger jeg for en sikkerhedsskyld. "Ja… det kan man godt sige" svarer Phillip. Jeg rejser mig op og lige nu har jeg lyst til at slå ham, men hvem ved hvad han vil bruge sit våben til? Mit liv er fuld af konsekvenser. "Jeg bliver nødt til at se ham!" Råber jeg beslutsomt. "Slap af prinsesse! Du kan slet ikke komme af denne her bil og det ved du godt. Tag nu de rigtige beslutninger".

Jeg sætter mig ned igen. Jeg har ikke kræfter nok til at holde tårerne inde, de triller skinnende ned af mine kinder som krystaller. "Prinsesse dog. Spild ikke dine tårer på folk. Lær at leve med dig selv" griner han. "Du er ikke andet end en djævel!" råber jeg grædende til ham, og vender ryggen til ham. "Det ved jeg prinsesse, det ved jeg…"

 

Mange gange tak for at læse med i dette kapitel Starten på frygten <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...