Kidnappet til krig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 31 aug. 2014
  • Status: Færdig
Lea er en 19 årig pige, som går i 3.g. hun har svært ved at falde til, vander ind i problemer med alle rundt omkring hende. Møde med en mørk ondskabsfuld mand ændre leas liv for altid. Enden hun ser sig om står hun i en krig! ♥

6Likes
5Kommentarer
1132Visninger
AA

4. Krigen kalder

God fornøjelse! <3

 

"Lea, vågn op" hvisker Luke, for at få mig op. "Hvad, hvad er klokken?" spørger jeg træt, mens jeg rejste mig op fra sengen. "Klokken er fire. Jeg vil bare vise dig noget. Inden at vi skal køre til Irak… Det hjælper altid mig inden jeg skal af sted" svarer Luke, mens han går ud af min kahyt så jeg kan skifte, til min militæruniform. Jeg gik ud til Luke, der trippede helt af spænding. "Kom!" når han lige at sige inden at han tager fat i min hånd og går hurtigt. "Luke sænk lige farten". Han ignorerer min sætning, og ender med at løbe i stedet for at gå. "Okay luk øjnene Lea!" siger Luke, helt spændt og kan næsten ikke vente. Han holdt rundt om min arm, for at vise tegn til at vi skulle gå lidt mere, for at nå frem til "overraskelsen" og før at jeg måtte åbne øjnene op igen.

Vi stopper og jeg føler at Luke stirrer på mig. "Du må åbne dine øjne nu…" kommanderer Luke. Jeg åbner forsigtigt mine øjne op, og ser rundt omkring. Det var smukt. Der var bare så mange farver at se på himlen. Ja du hørte rigtigt, vi ser på himlen, solen der er på vej til at stå op. Jeg ser rundt omkring og jo mere jeg ser jo smukkere bliver det. Vi er inde i en lille skov, og det eneste der er der, er en slidt bænk. Jeg kan mærke friheden, en lille summen i maven. Måske, kunne vi flygte? Så undgår vi jo at dræbe folk, eller at dø, er det ikke det bedste? Min hjerne begynder at tænke på de mærkeligste ting.
Jeg prøver at sige noget, men jeg er helt mundlam efter at se solen stige langsomt op. "Kom" siger Luke, jeg ser rundt for at finde Luke og ser ham sidde oppe på bænken. Jeg sætter mig ved siden af ham, og denne her gang får jeg endelig chancen for at få sagt noget. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det er utrolig smukt. Hvorfor viste du mig her hen?" spørger jeg ham. "I går, gik der helt panik i dig. Så kom jeg i tanke om det her sted. Jeg gik her op første gang jeg kom her. Det fik mig til at slappe af… Jeg gad godt at vide, om mine forældre og søster stadig tænker på mig, og ønsker mig tilbage" siger Luke sukkende. "Hvordan er du kommer her?" Jeg har bare så mange spørgsmål, men jeg vidste at jeg ville virke som en plage hvis jeg hele tiden spurgte ham. Mine tanker bliver afbrudt af Luke der ville svare på mit spørgsmål. "Min familie er meget rig, og de ville gerne have så mange penge som det overhovedet kan lade sig gøre. Min mor og far vidste godt, at hvis de fik mig her ned, kunne de få penge. Min søster Maren var meget klog, så hun kunne arbejde godt, og tjene penge til mor og far. Det eneste jeg ønsker er at de kunne blive stolt over mig…" forklarer Luke trist, og kigger ned på sine hænder. "Det er jeg utrolig ked af Luke. Jeg viste ikke at det var sådan. J… jeg skulle ikke have spurgt om det…". Hvor er jeg dum, når jeg først bliver nysgerrig, ender det stort set aldrig godt!" Det er okay, du vidste det ikke" siger han trøstende. "Lea jeg lover dig, at jeg vil beskytte dig derude, lige meget hvad" siger Luke pludseligt. Jeg smiler til ham for at sige tak. Og vi begynder begge at smågrine lidt.

Efter en halv time hvor vi snakkede og spurgte ind til hinanden, var vi på vej til at smutte. Vi skulle have noget mad, og så af sted til Irak. Da vi er i kantinen, kalder en mand Luke til sig.
"Vent her Lea. Jeg kommer tilbage" siger Luke undrende. Mine øjne følger hans trin, til manden. Lukes ansigt bliver helt blegt. Han ryster sit hoved. De kommer op at diskutere indtil Luke giver op. Han så trist på mig, og det var først der at jeg blev bekymret. Han går tilbage til mig, jeg lader ham sidde ned. "Hvad sker der?" spørger jeg bekymret. "Samtalen tager vi i min kahyt" svarer han koldt og vi rejser os op og går.

Da vi kommer ind, er der helt stille i nogle sekunder indtil jeg bryder isen. "Nå?" Luke ser på mig, med et såret udtryk. "Vi kan ikke være sammen, når vi kommer ud i krigen. Nogle så os være sammen uden for nu til morgen og sagde det videre til Chris. De troede at vi prøvede på at finde en plan til at komme ud af krigen… Lea jeg…" Jeg når at afbryde ham "Nej! Jeg kan ikke klare mig selv der ude. Og… Du lovede jo?" siger jeg fortvivlet. Jeg ser ned og prøver at holde tå-rene inde. "Tror du at det er Phillip, for at få sin hævn?" spørger jeg hurtigt. "Det kunne sagtens være ham, men pointet er at jeg ikke kan hjælpe dig derude Lea".
Vi var stille. Tristheden lå og fyldte det hele i os begge. Jeg havde mest lyst til at kramme ham, og sige at det nok skulle gå alt sammen, men jeg havde bare ikke helt mod til det. "Jeg må gå. Det burde du også. Nu når vi ikke kan være sammen, er det vel lige meget at være sammen nu?" Snerrer han efter mig. Lukes personlighed forandrede sig på 0,5. "Vent hvad?" spørger jeg ham rystende. Jeg håbede at jeg hørte forkert. "Du hørte mig godt…" svarer han tilbage. Hvad er hans problem? "Hvad er der galt, med dig?" spørger jeg forvirret. "Held og lykke" siger han bare, og er på vej til at gå. "Stop lige! Luke hvad er der i vejen med dig?! Nej bare glem det. Jeg er færdig med dig, du opfører dig så ondt og koldt imod mig! Næste gang at der kommer en ny pige, skal du ikke få hende til at kunne lide dig, også virke beskyttende og rar" råber jeg ad ham. Så skubber jeg til ham og løber grædende ud af kahytten.

Jeg er på vej til min kahyt. "Hey er du ok?" Jeg stopper op, og ser en pige, nok på min alder. "Mit navn er Gemma" siger hun og gør klar til et håndtryk. "Lea…" siger jeg snøftende og tager imod håndtrykket. "Er du ok, Lea?" spørger hun igen. Jeg ser ned på gulvet, og tænker over hvad jeg skal svare. "Ja… Det er jeg vel?" mumlede jeg. Jeg ser igen op. Hun ved udmærket godt at det ikke er sandt "Er du en af dem, der skal til Irak i dag?" Hun skifter hurtigt emnet. Jeg nikker, og ser rundt omkring for at komme i tanke om noget andet end krige, men i stedet kommer Luke frem i tankerne. En kæmpe tristhed og irritation kører igennem min krop og danner en stor klump i halsen. "Jeg skal blive her og arbejde" siger hun så. Hvad? Hvorfor? Jeg spurgte hende ikke, men gik. Jeg er på vej ind ad døren til min kahyt, men da jeg hører højtalerne sige: "10 minutter endnu. Alle bedes gå udenfor til uddelerne, som fortæller jer hvor I skal være". Jeg sukker og gør mig hurtig klar, og går ud til uddelerne.

 

Jer som stadig læser med: Mange tusind tak :) Det betyder rigtig meget for mig, selv kun hvis en havde læst Kidnappet til Krig! <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...