Kidnappet til krig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 31 aug. 2014
  • Status: Færdig
Lea er en 19 årig pige, som går i 3.g. hun har svært ved at falde til, vander ind i problemer med alle rundt omkring hende. Møde med en mørk ondskabsfuld mand ændre leas liv for altid. Enden hun ser sig om står hun i en krig! ♥

6Likes
5Kommentarer
1126Visninger
AA

1. Forandringen

Hej Inden at I skal læse den, vil jeg sige at jeg har skrevet den lidt om, da jeg skal have lavet den til en rigtig bog, kun til mig. Så I må rigtig gerne skrive hvad I synes om historien. Der kommer mange kapitler endnu!! ♥

Linket til videoen: https://www.youtube.com/watch?v=a2bDfKzMt_U

Ps. I skal ikke tage jer af hvis der et "-" i nogle af ordene, det er fordi at jeg skriver det på min Pc først også sætter det på her ♥

 

Jeg sidder inde i det samme kedelige klasseloka-le, med de samme kedelige lærere og de samme kedelige 3.g elever. Alt er som det plejer at være! Jeg sidder i mine dybeste tanker, mens jeg er i færd med at tegne små cirkler i mit danskhæfte. Jeg keder mig enormt meget og det værste er, at jeg sidder ved siden af skolens særling, hans navn er ligegyldigt. Det vigtigste at vide om ham er, at han er ekstrem ulækker og den største nørd. Selvfølgelig skal jeg sidde ved siden af ham den sære, mens pigerne sidder ved siden af hinanden og det samme gør drengene. Nu skal du høre hvorfor, ser du, der er ingen fra vores klasse der kan lide nørden og jeg. Så hvert år sidder vi sammen…
Skoleklokken ringer. Det betyder fri fra skole, og fri fra de kedelige omgivelser. Glæden kører rundt i mit hoved og adrenalinen begynder at starte op. Jeg pakker alle mine ting sammen og lukker tasken med det samme. "Lea jeg skal lige snakke med dig" siger min lærer. Jeg går forsigtigt op til hende. "Dine karakterer er forbløffeligt dårlige, plus du har aldrig opmærksomheden oppe på tavlen længere. Er der sket noget derhjemme eller med dine klassekammerater?" spørger hun forsigtigt. Hun giver mig en kæmpe irritation, hendes stemme får jeg hovedpine af. "Nej, alt er som det plejer at være" svarer jeg. Det er sjovt jeg ved ikke hvor mange gange jeg har brugt ordet "alt er som det plejer at være!" "Ok… Du må godt gå nu…" siger hun så. Hun tvivler på at jeg sagde sandheden. Jeg lunter ud af klasselokalet. Jeg tager mine høretelefoner på og går.
Jeg ser nogle af divaerne glo på mig. Jeg går videre og lader som ingenting. "Hey Lea, pænt tøj! Har du fået det fra din mors garderobe?" griner pigerne. Jeg ignorerer dem. Det de sagde gjorde mig ikke spor sur. "… Eller er det din døde far, der har købt det til dig? Så er det derfor at det er så grimt!" De flækker alle af grin. Ingen - jeg siger det igen - INGEN skal nævne min far sådan som de gjorde! Jeg går smilende hen til divaerne. Jeg ser på Stella, hun er den største Diva af dem alle. Jeg smækker hendes "smukke" lille skyldige ansigt. De andre elever glor på mig, og der bliver helt stille.

Vores fysiklærer, ser det desværre. "Lea hvad i alverden har du gang i?!" spørger han. "Jeg…" når jeg at sige inden at Stella afbryder mig. "Hun slog mig, efter at jeg bare spurgte om hendes far havde det godt" siger hun og bruger sine krokodilletårer som hjælpemiddel. Hendes veninder trøster hende så det ser mere virkeligt ud. Hun spiller ufattelig godt skuespil, nok til at vores fysiklærer tror på det. "Lea, kom med mig op på kontoret, med det samme! Piger hjælp I stakkels Stella" kommanderer han. "Men…" "Ingen men’er Lea! Følg med mig op til kontoret med det samme!" vrisser han utålmodigt. Han går og jeg følger ham. Jeg ser tilbage og ser Stella smile til mig, hun vinker så fint og går sin vej med sine efterfølgere. Jeg for helt kvalme af hende. Vi går ind på kontoret. "Sæt dig her Lea, mens jeg ringer til din mor" siger han. Jeg vidste godt at jeg skulle sidde der, for jeg har været på kontoret mange gange. Jeg sidder der i nogle minutter, da min yndlingslærer kommer hen til mig. "Jamen dog. Hvad laver du nu her igen?", spørger fru Nielsen. En gammel sød dame. Hun forstår alt det der sker for mig, lige meget hvad det end er. "Er det nu Stella igen?", spørger hun så, jeg nikker og sukker. "Selvfølgelig, er det hende…", sukker hun. "Jeg må videre. Held og lykke Lea" smiler hun, så alle hendes rynker kommer frem på hendes lille ansigt. Med det samme kommer min fysiklærer tilbage igen med min mor…"Lea nu igen altså?!", siger hun skuffet. Vi går alle sammen ind i mødelokalet, og taler om at det må jeg ikke igen og blah, blah, blah!
Min mor og jeg går ud og taler sammen, inden hun skal køre tilbage på arbejdet. "Har din dag ellers været god?" spørger hun ligegyldigt. Jeg ignorerer hende og går. Hun er falsk ligesom de andre. Min mor er ikke som andre mødre, hun er egoistisk. Hun tænker kun på penge, og kunne gøre ALT for at få fat i nogen. Hun er begyndt at opføre sig sådan, efter far døde. Vi har haft så mange dårlige minder sammen. "Ses derhjemme. Gør maden klar, forstået?" råber hun så. "Mhh…" mumlede jeg, så hun sikkert ikke kunne høre det.

Jeg er på vej hjem gennem den smukke park. Det er lidt halvmørkt, men det fjerner ikke det smukke ved parken. I det ene øre, hører jeg min musik mens jeg i det andet hører jeg fugle der synger sine smukke melodier, træernes blæst som hvisker og sladrer om de ting der sker rundt omkring, og bladene der flyver rundt efter hinanden. Jeg smådanser lidt til melodien i mit øre. Det er som at være i en film. Det er kun her magien kan ske. Det er her jeg er fri fra ALLE.
Jeg kigger ned på min fødders trin og synger lavt med på sangen som jeg lytter til. Jeg er i min helt egen verden, og går ved en fejltagelse ind i en høj skræmmende muskuløs mand. Jeg kigger forskrækket op. Jeg får en lille knude i halsen. Jeg får et kæmpe chok da jeg ser ham. Han ligner en, folk ikke skal lave jokes med ellers bliver det værst for dem selv! Jeg studerer tatoveringerne, der er rundt omkring mandens arme. Han ligner en der godt kan brække mig i små stumper. "Det må du virkelig undskylde, jeg så mig ikke for!", undskylder jeg rystende og håber at det er en god nok undskyldning. Han smiler ondsindet og tager sine arme bag ryggen og går sin vej. "Ja ja…" mumlede han roligt og forsvandt som et lyn. Han prøvede nok at undgå kontakt eller så var han bare irriteret over en klodsmajor som mig. Jeg puster lettet ud da han går. Frygten for mit liv dæmper sig og jeg prøver at finde ro i mig selv. Fuglene er stoppet med at synge, vinden i træerne er faldet til ro, og bladene ligger nu stille i græsset. Alt er helt stille, så det var vist ikke så magisk alligevel…

Det er mørkt, og jeg kan mærke nogle små kolde dråber falde ned på min hovedbund. Det er blevet sent. Det værste er, at siden det lille uheld med manden, har jeg ikke følt mig alene. Jeg hører nogle grene knække bag mig. Det giver et sæt i mig, men jeg forsætter med at gå, bare med lidt hurtigere fart. Fodtrinene kommer tættere og tættere på mig. Jeg er bange nu… for bange til at jeg tør vende mig om. Jeg mærker en varm vejrtrækning på min nakke. Hårene rejser sig på min krop. Mit hjerte banker hurtigere, det har den samme hastighed som en galoperende hest. Jeg stopper med at gå og tager en dyb indånding, men inden at jeg når det fælder personen bag mig, og kun et skrig når at komme ud inden at det bliver mørkt.
Jeg vågner op i en mørk varevogn. Mine arme og ben er bundet sammen. Sveden løber ned af ryggen på mig. Jeg ryster og er skræmt fra vid og sans. Jeg prøver at få dæmpet panikken så godt jeg kan, men tanken om at jeg ikke ved hvor jeg er, eller hvad der skal ske, gør bare panikken højere. Jeg har lyst til at skrige. Men hvad nu hvis det får en konsekvens som jeg ikke er villig til at løbe! Jeg prøver at få mine hænder fri, men det lykkes desværre ikke. Alt er umuligt lige nu.
Efter mange timer stopper bilen. Der er stille, helt stille. Det giver et sæt i mig, da manden der kidnappede mig, åbner bagdøren op. Han går hen til mig og trækker en sæk over mit hoved. Han bærer mig hurtigt ud af bilen. Jeg kan høre mange lyde. Jeg ved ikke hvad det er, eller hvor de kommer fra. "Jeg har fundet den rette. Hun er den vi har brug for! Jeg har set hvordan hun lever. Hun kan sagtens bruges som et slags hjælpemiddel" siger en dyb stemme. Jeg gen-kender stemmen, den tilhører den mand som jeg gik ind i. "Godt…" hører jeg en mand grine.
Jeg opdager hurtigt at jeg ikke er i Danmark længere, der er alt for varmt og nogle taler på et helt andet sprog. "Hvor, hvor er jeg?" spørger jeg nervøst. "Du er i Rusland" svarer manden. "Hvad laver jeg her?!" spørger jeg forvirret. Jeg indser at manden ikke vil svare på mit spørgsmål og det sætter alle mine tanker i gang. Han går videre indtil han stopper. Hvad med mine forældre? Hvad med skolen? Det her er ikke rigtigt!
Han binder mig fri og tager sækken af. "Det her et dit værelse" siger han og går ligeglad ud af kahytten, som om intet er sket. "Vent!" råber jeg efter ham, men han går videre ud. Hvad laver jeg i Rusland?!

 

Det var mit første kapitel, håber at du kunne lide den. Ses igen.

Love Ya!<3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...