Kidnappet til krig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 31 aug. 2014
  • Status: Færdig
Lea er en 19 årig pige, som går i 3.g. hun har svært ved at falde til, vander ind i problemer med alle rundt omkring hende. Møde med en mørk ondskabsfuld mand ændre leas liv for altid. Enden hun ser sig om står hun i en krig! ♥

6Likes
5Kommentarer
1128Visninger
AA

6. Døden står for døren

<3 <3

 

Lugten af røg og død bliver stærkere jo længere ind i Irak vi kommer. Lyden af skud og bomber bliver højere og højere. Jeg ser rundt omkring. Vi er en hel hær, der venter på at komme ud i den "kolde krig". Jeg ser rundt og prøver at finde Luke, men han er ingen steder at se. Jeg ser ned på mine kolde fingre. Nervøsiteten har spredt sig ud i hele min krop. Jeg prøver at få vejret. Jeg har alt for meget panik i mig. Jeg føler at nogen glor på mig, men jeg kigger ikke op, da jeg ikke tænker klart. Jeg ser sløret gennem mine øjne og kigger træt på nogle af de andre vogne. Jeg ser op på Phillip. Han smiler, han ved godt hvad der sker med mig. Inden at jeg når at tænke klart, falder jeg om. Jeg ligger nu bevidstløs på brædderne der er i vognen. Jeg når at høre Phillip grine inden at jeg besvimer af frygt og udmattelse.
Jeg befinder mig i en drøm...

"Er mine ynglings piger klar til at kommer på ferie?!" spørger min far. Han ved allerede godt hvad svaret er. "Jaa!" råber min mor og jeg i kor med det største smil på læben. "Det er den bedste fødselsdag nogensinde, tak mor og far!" råber jeg og ser ud ad vinduet på de mange andre biler der kører forbi os. "Tænk at min lille prinsesse fylder 7 år! Du er ved at blive til en stor pige. Så kan jeg måske ikke kalde dig for en lille prinsesse længere!" siger min far med en spændt og trist stemme. "Jeg vil altid være din lille prinsesse far!" siger jeg opmuntrende. "Skat vi har en gave til dig" siger min mor pludselig. Hun rækker mig gaven og jeg flår gavepapiret op! "Jeg vil se!" tikker min far, og han glemmer helt at han faktisk kører i bil. Jeg ser op og smiler til ham for hans kommentar. Mine øjne skifter hurtig retning til vejen da en stor sort bil er på vej imod os. Mine øjne bliver store. "FAR PAS PÅ!" når jeg at skrige inden at han når at kigge frem med et bekymret ansigt. Jeg når at høre et knæk, men så blev det mørkt…
 

"LEA DU ER 17 ÅR, DU MÅ ALTSÅ SNART LÆRE DET!" råber min mor lige efter at hun er kommet hjem fra arbejde. "MOR DET ER IKKE RETFÆR-DIGT! ALLE DE ANDRE PIGER FRA KLASSEN MÅ GODT KOMME MED TIL FESTEN! HVIS FAR VAR HER VILLE HAN HAVE GIVET MIG LOV!" skriger jeg ind i hendes hoved. Hun ser vredt på mig da jeg nævner min døde far. Hun tager hårdt fast i mit hår og følger mig ind på mit værelse. Jeg begynder at tude da det gør rigtig ondt og hun stopper ikke. "LEA HAR JEG IKKE SAGT TIL DIG, ALDRIG NÆVN FAR! DU HAR STUEARREST I TO UGER" siger hun og skubber mig ind på mit værelse. Hun smækker døren efter sig. Jeg græder og skriger på samme tid. Det er så tarveligt…

"Lea hvorfor være sammen nu når vi alligevel ikke kan være sammen ude i krigen?" siger Luke ligegyldigt. Tårerne kommer frem. "Luke hvad går der af dig?" spørger jeg grædende. "Lea jeg vil ikke være sammen med dig længere. Du er ikke min type og vil aldrig blive det. Du er en fejl. Det her er en fejl…".
"Prinsesse kan du ikke forstå det? Du fik Luke til at spille skuespil. Du endte op med at svine ham til. Han blev garanteret sur nu alligevel" siger Phillip og smiler lige så meget som jeg gjorde dengang jeg skulle ud og rejse på min 7 års fødselsdag…"


Det er stadig mørkt og jeg kan ikke åbne mine øjne helt endnu. Pludselig hører jeg en stemme.
"Lea vågn op. Du skal ud i krig. Min lille prinsesse, der er skam ikke tid til at sove. Du skal i krig… Din mor ønskede ikke helt det her alligevel. Hun er helt ensom derhjemme. Hun elsker dig stadig ligeså meget som jeg elsker dig. Gå ud i krigen og overlev, for din mors skyld. Rejs tilbage til hende og lad hende forklare. I kan starte forfra… Vågn op min lille prinsesse, vågn op". Stemmen bliver lavere og blidere til jeg til sidst vågner op, med et chok.
"VÅGN OP!" råber Phillip ind i mit øre. "Tror du at der er tid til at sove?!" forsætter han igen. "Hvor længe har jeg været væk?" spørger jeg ham forsigtigt. "Længe nok, til at det irriterer mig…" vrisser han og hiver mig hurtigt op fra brædderne på gulvet af bilen. Jeg ser at vi er den eneste vogn. Jeg prøver hurtigt at lede efter de andre biler. "Hvor er de andre?!" spørger jeg bange. "Slap af prinsesse. De har taget deres ruter. Så vi er tæt på at være der hvor vi skal starte op" svarer han med et blik som en sur lærer, der ikke har fået sin kaffe i meget lang tid.
I få sekunder begynder jeg at tænke på hvad en velkendt stemme sagde til mig da jeg lå bevidstløs. "Overlev, for din mors skyld". Elsker min mor mig stadig efter alt det vi har været igennem? Jeg troede at hun hadede mig. Men lige nu savner hun mig faktisk og hvem ved hvad hun kan rode sig ud i, når hun er deprimeret? Når hun føler sig alene, ender det aldrig godt. Den tanke gav mig et ubehag i hjertet. Jeg elsker også stadig min mor og min far! Jeg vil overleve for deres skyld!

"Hvorfor fik du Luke til at spille så ligeglad, så mine følelser ville ændre sig for ham?" spørger jeg Phillip. Han begynder at grine lidt. "Jeg hader kærlighed" svarer han så. "Og? ..." Jeg vidste at der ville være mere. "Det rager ikke dig!" snerrer han efter mig. "Slap af Phillip!" vrisser jeg. Han tager hårdt fat om min skulder. "Tal ikke sådan til mig! Husk nu hvad jeg har advaret dig om!" siger han bare og giver hurtigt slip. "Du kan ende med din egen død, hvis du vil blive ved med at opføre dig sådan prinsesse" advarer han mig bestemt. Jeg vender bare det hvide ud af øjnene. Han går over til hans venner for at snakke og jeg vender bare tilbage til den samme kasse. Jeg ser ned på mit våben jeg fik, den hedder vist nok "AK-47". Det kan godt være at jeg er soldat, men forstand på våben har jeg ikke. Husk nu, jeg er blevet kidnappet som en kriger.
Jeg kan høre Phillip hviske noget til vennerne der smågriner. Jeg ignorer det. Jeg hører en klik lyd, men vælger også at ignorer det. Et bang lyder og jeg får det vildeste chok. Jeg skriger og flyver 1 meter op i luften. Jeg opdager hurtigt at det var Phillip der skyder på kassen under mig. "Er du vågen nu? " Siger han og flækker af grin sammen med de andre drenge. "Phillip din…!" siger jeg og løber direkte over til ham. Jeg ser surt på ham og slår ham i hovedet. Hans venner kaster mig hurtigt tilbage. "JEG HAR ADVARET DIG! IKKE SLÅ MIG!" råber han højt og slår mig hårdt i maven så jeg falder sammen og ud af Phillips venners greb. "Møgunge. Kan du ikke forstår et eneste ord jeg siger til dig!" Vrisser han mens han viser rigtig sine klamme muskler frem. "Du havde nær dræbt mig og du er ikke mine forældre, så fortæl mig ikke hvad jeg skal gøre!" svarer jeg igen. "Vend dig til nærdødsfølelsen Prinsesse! Jeg bestemmer HER!" råber han og spytter en snotklat ud af vognen. "Idiot…" hvisker jeg og rejser mig op med en kæmpe smerte i maven. Jeg vender igen tilbage til kassen og sætter mig ned mens jeg ømmer mig! "Sørg for at hun nu ikke gør noget dumt" beordrer han sine venner, eller som jeg kalder dem for "hans tjenere".

 

Like hvis du hader Phillip lige så meget som Lea <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...