Hvor er du mor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en historie om en pige som har en distanceret mor, og hendes måde at overleve hverdagen på.

2Likes
0Kommentarer
272Visninger
AA

7. Kapitel 6: Muligheder og fremtiden

Da jeg var halvvejs igennem oprydningen, kunne jeg høre fodtrin bag mig og jeg vendte mig rundt med en karton mælk i hånden, og så over på min mor. Hun så meget trist ud og begyndte at mumle for sig selv. Jeg kunne høre hun sagde noget omkring – at hun var intet værd, -at hun ikke kunne klare at handle ind og andet nedgørende.

”Hej mor, jeg havde ikke set dig,” sagde jeg med et smil, mens jeg gik over mod køleskabet med mælken, ”jeg har lige handlet ind for dig. Hvad har du af planer til mad?”

Mor rystede bare på hovedet og sagde svagt, ”jeg orker ikke at lave mad i aften.” inden hun gik tilbage til stuen. Jeg stod som forstenet. Nu var hun endelig oppe og hun orkede ikke at lave mad? Jeg sukkede inden jeg lagde pakken med fars ind i køleskabet som jeg skulle bruge til kødsovs, og gik så ind i stuen for at lave lektier.

Mor lå endnu en gang ned i sofaen, men hun var vågen og fulgte med i Doktor Phil. Jeg var nød til at flytte hendes fødder for hende, for hun ville ikke selv flytte dem, før jeg kunne sætte mig ned og begynde på mine lektier.

Jeg startede med matematik, da det er det fag jeg har det sværest i.  Jeg vidste godt at mor aldrig hjalp når det kom til lektier, hun kunne ikke overskue det, påstod hun, men jeg spurgte alligevel en gang imellem. Jeg kunne se på hende at hun var begyndt at blive træt af mig og jeg stoppede med at spørge om matematikken.

”Har du taget din pille i dag?” Spurgte jeg tøvende, og havde en fornemmelse af at jeg allerede vidste svaret.

”Nej det har jeg ikke.” sagde hun afvisende, ”Og gider du ikke godt snart lade være med at spørge,” hvæsede hun af mig. Jeg nikkede og rejste mig op fra sofaen, samlede mine bøger sammen og gik ud mod køkkenet.

”Mor, Tania kommer snart hjem, tror du ikke det er på tide du fik et bad og skiftede tøj,” kaldte jeg mens jeg satte mig til spisebordet. Jeg fik ikke noget svar og begyndte at arbejde med mine lektier igen. Jeg nåede ikke særlig langt før der blev banket på døren, og jeg vidste at mor ikke ville åbne op, så jeg gik ud i entreen og åbnede op for Johannes, vores læge.

”Hej Tessa, jeg ville lige komme forbi og se til jer.” Jeg nikkede og trådte et skridt tilbage så han kunne komme ind. Han placerede sine sko og jakke i entreen inden han gik ind i stuen, hvor han jo fandt mor på sofaen. Døren til stuen blev lukket og jeg satte mig til bordet og begyndte at arbejde på lektierne igen.

De snakkede dog så højt inde i stuen, at jeg kunne høre dem. Jeg kunne høre at han fortalte hende at hun blev nød til at tage de piller, så hun kunne få det bedre, ellers ville hun miste mig og Tania. Jeg tabte min blyant da jeg hørte det.

Jeg vidste godt at det var en mulighed, især når hun ikke kunne klare at tage sig af sig selv, men jeg havde håbet at det ikke ville komme så vidt. Jeg slog hånden ned i bordet. Jeg var ligeglad med at de andre hørte det. Jeg var frustreret og havde brug for ar komme af med det på en eller anden måde. Dette liv var måske ikke ideelt, men det var min mor, og hvis de fjerne os fra hende så er det ikke en gang sikkert at mig og Tania ender med at være i nærheden af hindanden.

I det samme smækkede hoveddøren og ind kom Tania. Jeg havde lige pludselig lyst til at kramme hende. Jeg kunne ikke stoppe mig selv. Jeg sprang op af stolen og lagde mine arme omkring hende og knugede hende ind til mig. Jeg kunne godt mærke at hun kæmpede imod. Hun har aldrig været glad for at blive krammet, men efter nogle lange sekunder lagde hun sine arme omkring mig.

Døren til stuen åbnede og ud kom mor og Johannes. Mor nikkede til mig og Tania inden hun gik op på sit værelse. Jeg kunne kun håbe på at hun ville tage sin pille for en gangs skyld. Johannes hilste kort på os, inden han gik hen mod hoveddøren og forlod huset. Jeg slap Tania og så hende i ansigtet.

”Undskyld for i går, jeg ved virkelig ikke hvad der gik af mig.” sagde jeg undskyldende. Jeg kunne se på hendes ansigt at hun ikke var lige så sur som dagen før, hvilket virkede i min fordel.

”Jeg begynder på aftensmaden, vi skal have spagetti med kødsovs, vil du med ud og lave det?” Hun nikkede og nærmest løb ud i køkkenet hvor vi sammen gik i gang med maden. Jeg sørgede for det meste, men da sovsen var lavet fik hun lov til at røre i den.

”MOR! Maden er snart færdig,” råbte jeg op mod hendes værelse, og jeg fik et svar. Jeg kunne ikke høre hvad hun sagde, men hun svarede, hvilket var sjældent. Jeg fik hældt vandet fra spagettien og stillede dem på køkkenbordet, og inden jeg hentede kødsovsen fjernede jeg mine skolebøger fra bordet. Tania lagde tallerkner og bestik på bordet.

Idet jeg satte kødsovsen på bordet kom mor ned af trappen. Jeg var rimelig overrasket. Den sidste uge har jeg været nød til at komme op med mad til mor, og selv der ville hun ikke spise det. Aftensmaden var rimelig stille, bortset fra Tania der plaprede løs om alt og alle. Hun kom især ind på sin Harry Potter bog, som hun forventede at mor ville læse op af igen.

Mor var meget stille og spiste meget lidt, men jeg havde ikke ventet andet. Det var en underlig følelse at mor spiste sammen med os, og selvom der ikke blev snakket meget så var det hurtigt ovre. Tania løb fra bordet, før jeg kunne nå at blive færdig, og op på sit værelse. Jeg havde ingen ide om hvad hun havde planer om og begyndte at rydde af bordet, mens mor blev siddende. Jeg hørte hendes skridt før hendes stemme.

”Mor, mor vær sød at læse videre!”  Udbrød Tania begejstret mens hun kom løbende men Harry Potter og Flammernes Pokal. ”Jeg vil vide hvem der bliver valgt til tuneringen.” sagde hun mens hun hoppede op og ned. Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet med et smil af hende, men frygtede lidt at mor ville sige nej. Overraskende nok tog mor bogen og begyndte at læse op, mens jeg vaskede op. Jeg tænkte på om det var sandsynligt, at mor nu ville gå hen og få det bedre. Jeg håbede det virkeligt.

Jeg så ned på mine arme, som var dækket af cardiganens ærmer og tænkte på om jeg ville få det bedre. Sikkert ikke med det samme, for skolens elever har nok ikke forandret sig, men hvis mor får det bedre, måske det ville være til at bære.

Jeg blev færdig med opvasken og satte mig over til bordet ved siden af Tania, og lyttede mens mor fortalte om at pokalens flammer lyste rødt for fjerde gang selvom det ikke skulle være muligt, og jeg tænkte på alle de muligheder der ville komme i fremtiden for mor, Tania og mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...