Hvor er du mor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en historie om en pige som har en distanceret mor, og hendes måde at overleve hverdagen på.

2Likes
0Kommentarer
266Visninger
AA

6. Kapitel 5: Ansvar

Resten af skole dagen gik med at vi lavede opgaver enten i par eller alene. Der var ikke nogen der ville arbejde sammen med mig frivilligt, hvilket ikke overraskende, så jeg arbejdede alene på alle opgaverne.

Da pausen kom, ville jeg gerne snakke med de andre. Jeg blev altid så trist i skolen, da jeg ikke havde nogen at snakke med, så jeg gik over til de andre piger. De var normalt åbne til at snakke med alt og alle, men allerede på vejen derhen, kunne jeg se at de dannede en cirkel, da de indså at jeg var på vej over mod dem. Da jeg nåede helt hen til dem, der var cirklen så tæt, at jeg ikke kunne komme ind i den.  Jeg stod med de andres rygge mod mig, og fik i det hele taget bare den kolde skulder af dem.

Jeg trak på skuldrene og gik ud af klassen, over til et bordene ude på gangen og så på de andre klasser gå forbi. Jeg smilede til alle der kom forbi, men som sædvandligt fik jeg den kolde skulder af dem. Er det mig der er noget i vejen med? Ved de hvor stort et problem barn jeg egentlig er? Jeg var så forvirret, men jeg fortsat med at smile. På et eller andet tidspunkt måtte der vel være en venlig sjæl som kom forbi og ville smile tilbage. Det skete bare ikke.

I længden blev det svære og svære at smile og lige før klassen startede, gik jeg på toilettet endnu en gang. Jeg havde brug for at falde til ro, for af en eller anden grund, var mine følelser ude på kanten i dag. Der skulle næsten intet til før jeg var irriteret.

Resten af dagen varede heldigvis kun en time, før kunne jeg tage hjem. Jeg havde hørt de andre piger snakke om at tage på cafe og få en milkshake eller noget chokolade, og jeg ville utroligt gerne med. Jeg ville elske at sidde på en cafe med venner og så bare have det sjovt. Hvem prøver jeg på at narre, hvis jeg tog med ville jeg jo bare være en skygge, en ting som de andre piger ikke ville tænke over og så ville det bare blive ulideligt.

Jeg gik tilbage til lokalet og satte mig på min plads og ventede til timen startede. Timen gik hurtigt og inden jeg vidste af det sad jeg på bussen på vejen hjem. Der sad in flok piger fra klassen bag mig, og jeg kunne tydeligt høre dem grine, mens de hviskede sammen. Jeg kunne ikke præcis høre hvad de sagde, men jeg er sikker på at jeg hørte mit eget navn blive nævnt et par gange.

Jeg knyttede mine hænder af ren og skær irritation. Nej irritation er det forkerte ord, jeg var vred. Hvorfor skal de snakke bag min ryg, i stedet for at komme og sige til mig hvad de ikke kan lide? Hvordan skulle jeg kunne forandre mig, når jeg ikke får at vide hvad der er problemet i første om gang.

Jeg vente ansigtet mod ruden og så ud på træerne der fløj forbi vinduerne og prøvede bare på at lukke tanker og følelser ude. Det virkede og jeg var lige ved at misse mit stop. Jeg kom til mig selv, da bussen stoppede og jeg så at det var mit stop, så jeg var nød til at løbe ud for at være sikker på at jeg kom af. De andre piger pegede fingre af mig bag ruden, i det bussen passerede mig, og jeg vente ryggen til og begyndte at gå hjem ad.

Turen var rimelig kort og jeg gik ved en sti med en park på den ene side og række huse på den anden. Det virkede afslappende, især fordi der ikke var nogen mennesker i nærheden. Jeg trak vejret dybt og trak min skoletaske længere op af ryggen.  Turen hjem var pludselig for kort, for jeg ville gerne have været udenfor lidt længere tid, men jeg vidste at jeg skulle ind og tjekke til mor, og se om der er blevet handlet ind.

 Jeg har jo også lektier der skulle laves. Der var rimeligt mørkt i huset da jeg kom op til hoveddøren og jeg åbnede døren forsigtigt. Der var en svag lyd af TV’et var tændt.

*Er Tania allerede kommet hjem?* tænkte jeg for mig selv mens jeg lagde min taske fra mig og stillede mine sko på plads. Jeg gik ind i stuen med jakke på og så min mor, ligge og sove i sofaen. Hun havde stadig sit nattøj på og hun havde et gult tæppe over sig, og jeg sukkede indvendigt. Hun havde altså ikke fået handlet ind. Jeg gik over og rettede tæppet og skurede ned for lydstyrken på TV’et så hun ikke ville blive vækket. Det skulle jeg nok sørge for når jeg kom tilbage fra Fakta.

Jeg gik ud i køkkenet og fandt min indkøbsseddel fra i morges og tog lige et ekstra kig i køleskabet, som var tomt, som jeg havde forventet. Jeg lukkede køleskabet forsigtigt så det ikke gav et smæld og gik ud i entreen og fandt min mors jakke, hvor hendes pung lå lommen. Der var heldigvis penge i pungen denne gang, så jeg behøvede ikke at hæve penge lige som sidste gang. Jeg tog en 200 kr. seddel, hvilket jeg mente var nok til at handle ind for og tog så med den næste bus mod fakta.

Jeg hadede at handle, for indkøbene var altid tunge. Når jeg handlede ind så var det fordi at der intet var i huset. Det er sket et par gange før, hvor jeg går og tror at mor handler ind, men hun kommer sjældent ud af huset.

Jeg ente med at have 3 poser med varer, og tyngden rev i min arme, hvilket gjorde turen hjem et helvede. Jeg var sikker på at jeg kunne mærke et par af sårene gå op igen. Det blødte dog heldigvis ikke igennem og efter jeg kom ind af døren, lagde jeg poserne i køkkenet og løb op på badeværelset. Jeg havde ret, nogle af sårene var åbnet op og blødte svagt, da der var mærker i toiletpapiret, som jeg havde bundet om armene tidligere, men det var ikke slemt nok til at bløde igennem trøjen. Men der var blodpletter på indersiden af ærmet. Jeg trak trøjen over hovedet og lagde den i blød i håndvasken og fjernede papiret om armene.

Jeg kiggede ned af trapperne og gik først ud af badeværelset da jeg var sikker på, at der ikke var nogen der ville se mig. Jeg havde ikke noget at dække mine arme med, så jeg ville ind på mit værelse og hente en cardigan, jeg kunne tage over skuldrene. Der var ikke nogen, jeg løb over mod min dør og lukkede den efter mig.

Jeg stod med ryggen mod døren med hjertet i halsen. Chancen for at blive opdaget havde givet mit et adrenalin rush og jeg hev svagt efter vejret. Jeg gik over til kommoden og fandt min sorte cardigan og da jeg var faldet helt til ro, gik jeg neden under og ud i køkkenet, for at pakke varerne væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...