Hvor er du mor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en historie om en pige som har en distanceret mor, og hendes måde at overleve hverdagen på.

2Likes
0Kommentarer
268Visninger
AA

5. Kapitel 4: Skolen

Det næste jeg vidste, var min alarm der vækkede mig op til en ny dag. Jeg rettede mig op og det meste af dagen før var en forvirret masse. Jeg kunne mærke smerte i min ene hånd og en stivhed på min anden arm. Jeg kiggede ned, hvor jeg så størknet blod. Jeg sprang op af sengen og løb ud på badeværelset og gik i bad, og forsøgte at få blodet af.

I min iver, rev jeg to af sårene op på ny og det begyndte at bløde igen, samtidig at det varme vand fik sårene til at svi. Efter badet tog jeg noget toilet papir og bandt det rundt om armen. Bagefter skyndte jeg mig ind på værelset og tog en langærmet trøje på, inden jeg vækkede min søster.

Hun var stadig sur på mig, hvilket jeg kunne se ved at hun ignorerede mig under morgen maden og tog en bus 30 minutter tidligere end hun plejede, bare så hun kunne undgå at være i bussen sammen med mig. Jeg spiste resten af min morgenmad i stilhed, men jeg blev ret hurtigt færdig og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg pakkede min taske aftenen før og jeg havde allerede tøj på. Et par jeans med passeren i lommen, en hvid langærmet trøje, med et læder bælte. Jeg synes selv det klædte mig og havde for første gang i mange uger smilt af mit eget spejl billede.

Nu skulle jeg bare finde noget at bruge 20 minutter på, inden jeg skulle ud af døren. Normalt ville det tage lang tid for os at spise, da Tania aldrig ville tie stille så jeg var nød til at minde hende om at spise hvert andet minut. Jeg indså først nu hvor meget tid der egentlig gik på det alene. Jeg sukkede og skyllede tallerknerne af, men det tog heller ikke lige så lang tid, som det plejede, og jeg havde stadig 17 minutter jeg skulle dræbe på en eller anden måde.

Jeg fandt et stykke papir og en blyant og begyndte at skrive ned hvad vi manglede, som mor så kunne handle ind i mens jeg var i skole. Det var dog også hurtigt overstået og der var stadig over 10 minutter før jeg skulle ud af døren, så jeg tog to af de fem sidste æg fra æggebakken, fandt en pande frem og lavede en omelet til mor til morgenmad. Jeg havde prøvet at lave en omelet før og det gik også fint med at lave den, jeg manglede bare noget kød og lidt grønsager jeg kunne lægge i midten, men jeg tog bare et par skiver hamburgerryg og skar i tern inden jeg lagde dem ind i.

Da den var færdig lagde jeg den på en tallerken og fandt kniv og gaffel i service skuffen, inden jeg bar den op til mors værelse. Jeg bankede på, ret hårdt så jeg var sikker på at hun hørte det, og åbnede så døren. Værelset var mørkt, som jeg havde forventet, men for en gangs skyld kunne jeg se mor var vågen. Det måtte være fordi jeg bankede på.

”Jeg har lavet morgenmad til dig. Jeg skal til at gå, for at nå bussen, men der er en indkøbs seddel nede i køkkenet med det vi skal bruge.” sagde jeg mens jeg rakte hende tallerkenen, men jeg fik ikke noget svar. Hun var bare begyndt at spise af omeletten.

”Husk din pille i dag,” sagde jeg inden jeg vente rundt og begyndte at gå mod døren.  I det jeg skulle til at lukke døren kunne jeg høre en svag gråd henne fra sengen ad og mit humør faldt helt i bund. Jeg hadede når min mors humør skiftede, men det værste var når hun græd. At hun ignorerede mig kunne jeg holde ud, for så ignorerede jeg jo også bare hende. At hun skældte mig ud kunne jeg også klare, for oftest ved jeg at jeg ikke har gjort noget og hvis det er fordi jeg har gjort noget, så har jeg nok fortjent det. Men når hun græd. Det kunne jeg bare ikke. Den kvinde som en gang var denne families støtte, sørgede for at vi hang sammen, gjorde alt med os, hvordan kunne hun ende sådan her? Og det værste var at jeg ikke kunne gå ind og holde om hende, som jeg virkelig havde lyst til, men jeg var nød til at løbe for at nå min bus. Pludselig var tiden bare løbet fra mig og jeg løb ud af værelset, ned af trapperne greb min taske og jakke og hoppede i mine sko, uden at binde dem og løb alt hvad jeg kunne hen til bussen. Jeg nåede det kun lige, og hele vejen derhen kunne jeg stadig høre min mors gråd. Hun ville nok ikke få handlet ind i dag, tænkte jeg opgivende mens jeg satte mig ned på et bussæde.

Tanken om min mors gråd fik mig til at føle mig dårlig tilpas og jeg fik en lyst jeg ikke havde oplevet før. Jeg vidste godt hvad jeg havde lyst til, men jeg havde aldrig forventet at det ville komme så vidt. Jeg kunne ikke bruge min passer i bussen, da der ville være for mange mennesker som kunne se det, så jeg knugede bare min hånd hårdt, og mine negle skar sig ind i min håndflade. Det gav ikke samme følelse men det fjernede den største trang til at bruge passeren.

 Turen til skolen gik hurtigt derefter og snart sad jeg i klassen. Jeg sad på forreste række som sædvanligt, men jeg følte at alle de andre kiggede på mig og jeg drejede hovedet. Der var ingen der så på mig, men jeg kunne ikke lade være med at hive lidt i mit ærme for at skjule de sår, jeg vidste ingen så. Var det mon tydeligt på hende hvad hun havde gjort, eller kunne hun gå gennem dagen uden nogen opdagede det?

Jeg havde set at nogle af de andre piger havde stirret på mig, da jeg kom ind i klasse lokalet, men om det var dét de så vidste jeg ikke. Jeg håbede det i hvert fald ikke. Jeg var så dybt i mine tanker at jeg ikke hørte hvad læren sagde og pludselig stod min gruppe fra dagen før ved mit bord og stirrede på mig.

”Kommer du med eller hvad?” Spurgte Søren lidt vredt og jeg vidste at vi skulle fortsætte arbejdet i grupperne. Jeg samlede hurtigt mine ting og fulgte de andre ud på gangen hvor vi kunne arbejde i nogenlunde fred og ro. Vi satte os i en cirkel med reklame billedet i midten. Det var en gammel reklame på en parfume som vi skulle kigge på og fortælle om til de andre i klassen og der skulle fokuseres på symboler, måden farverne er brugt og hvad billedet prøvede på at fortælle. De andre sad og snakkede om alt muligt andet, Søren fortalte f.eks. om den nye computer hans forældre lige havde købt og hvor god den egentlig var. Så meget bedre end den gamle og de andre lyttede intenst til det havde at sige omkring den. Jeg lyttede ikke efter og tog i hjørnet af billedet og drejede den lidt så jeg bedre kunne se den.

”Altså i forhold til farverne, så er der mange varme farver. Altså den brune baggrund, den lyserøde hud og røde læber, samt det gyldne hår, hvorimod selve parfumen har en kølig blå farve. Dette vil give en kontrast mellem det varme og kolde som får parfumen til at stå ud i forhold til resten af billedet,” sagde jeg mens jeg så på billedet. Jeg skrev selvfølgelig og lidt ned i mit kladdehæfte. Det var først efter jeg havde skrevet noter ned, at det gik op for mig, at de andre ikke lyttede til det jeg sagde.

”Hallo kan vi ikke få det her overstået?” spurgte jeg lidt heftigt. Jeg var ved at være godt træt af dem. De skulle altid snakke om alt muligt andet.

”Helt ærligt kan du ikke se vi sidder og snakker?” Spurgte Michela hånligt, uden egentlig at se på mig, og de fortsatte hvor de slap med deres samtale. Jeg tog en dyb indånding og prøvede igen.

”Vi skal altså fremlægge om 15 minutter, kan vi ikke godt få det her overstået?” Men igen ignorerede de mig. Jeg var ved at få nok. Jeg var så irriteret, men jeg vidste godt det ikke ville få mig nogen vegne og derfor havde jeg prøvet igen.

Denne gang var det Søren der havde fået nok. ”Gider du ikke godt bare holde din kæft? Du ved jo alligevel ikke hvad det er du snakker om. Hvorfor vi har fået dig på holdet, forstår jeg ikke og hvis vi kunne smide dig ud havde vi også gjort det!”

Jeg kunne tydeligt høre irritationen og afskyen i hans stemme og jeg drejede hovedet væk fra de andre. Jeg kunne mærke at mine øjne blev lidt våde og jeg rejste mig op, og gik væk fra gruppen. Jeg gik lidt længere ned af gangen til jeg fandt et toilet og gik ud på det. Jeg var ligeglad med at de andre sikkert troede jeg gik ud for at græde, hvis de overhovedet opdagede at jeg var væk. Jeg ville ikke græde og jeg kunne mærke min krop ryste. Jeg havde brug for at finde ro, så jeg både kunne holde ud at være sammen med de andre og så jeg ikke brød sammen foran klassen.

Jeg fandt passeren frem af min lomme og blottede den modsatte arm, af hvor jeg skar aftenen før. Roen bredte sig over mig endnu en gang, en ro som jeg sjældent følte før. Jeg lænede mig op af væggen med lukkede øjne og lod bare roen fylde min krop. Jeg var ligeglad med at der løb en smule blod ned af armen, det hjalp bare med at få det hele til at virke virkeligt. Jeg mærkede ikke en gang smerten, jeg vidste der skulle være der.

Jeg rettede mig op og tog noget papir og tørrede blodet væk fra armen, men det fortsat med at bløde en smule, så jeg tog noget toilet papir og bandt om armen, inden jeg trak ærmet ned og forlod toilettet igen. De andre sad hvor jeg havde forladt dem, og nu sad de og diskuterede farverne i billedet.

”Altså der er meget rødt og lyserødt, så kan det være noget med kærlighed? At de mener man finder kærligheden ved at bruge parfumen?” Michela er nok en af de dummeste piger jeg nogen sinde har mødt, og det hjælper bare ikke at hun hænger ud med Søren og de andre. Det ender kun i en katastrofe.

Jeg satte mig ned og prøvede igen på at fortælle omkring de varme og kolde farve, men der var ingen der registrerede det. I hvert fald ikke før Søren sagde næsten det samme som mig, omkring de kolde og varme farve, og jeg tabte kæben. De andre begyndte at give ham ret og sagde at det sikkert var rigtigt nok, og jeg fik nok.

”Jeg var altså den der sagde det først,” protesterede jeg og så rundt på de andre i gruppen.

”Ja, det ville jeg også have sagt, men det gør det jo ikke sandt. Tænk at du ville stjæle Sørens geniale ide, når det tydeligvis er ham der fandt frem til det først,” sagde Julie, Michela’s håndlanger og jeg havde sådan en stor lyst til bare at slå hende. Roen fra før var væk og jeg følte ikke andet end irritation til resten af min gruppe.

Jeg lænede mig op af muren og ventede på at frøken Svensen kom ud for at hente os ind i klassen så vi kunne begynde fremlæggelserne. Jeg lod bare de andre køre showet og blev mere og mere selvtilfreds, da jeg så hvor skuffet vores lære egentlig var, over det de andre havde fundet ud af. De startede alt for sent med at analysere billedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...