Hvor er du mor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en historie om en pige som har en distanceret mor, og hendes måde at overleve hverdagen på.

2Likes
0Kommentarer
271Visninger
AA

4. Kapitel 3: Sammenbrud

Jeg havde slet ikke hørt døren blev åbnet og det var først da den smækkede at det gik op for mig hvad jeg havde gjort, og så tårerne i min lillesøsters øjne, og jeg gav slip på hendes arme. Jeg var lamslået overmine egne handlinger, for det lignede mig ikke at gribe fat i min lillesøster. Jeg lagde ikke mærke til at Tania løb væk fra mig og op mod sit værelse, men jeg vendte mig om og så Johannes stå og stirre på mig. Jeg orkede det ikke, så jeg greb tallerkenen med min gode hånd og gik forbi ham ud i køkkenet. Jeg greb min egen tallerken på vejen og smed resterne fra min tallerken ud og lagde dem i håndvasken.

”Vil du selv fortælle hvad der skete, eller er jeg nød til at spørge?” lød det bag mig. Jeg lagde min gode hånd mod kanten og bad til Gud om at få Johannes væk, også selvom jeg egentlig ikke troede på Gud.

”Der skete ikke noget. Er du sød at gå? Jeg er træt og skal snakke med Tania.” Jeg vendte mig rundt og så så at han stod lige bag mig, med sin hånd strakt ud, og før jeg kunne reagere havde han taget fat i min dårlige hånd.

”Hvad har du lavet?” spurgte han. Han lød en smule bekymret, men kun på en professionel måde. Han så kort på den, vendte og drejede den og trykkede nogle forskellige steder. ”Det ser ikke til at være sket den nogen større skade, bar hold den i ro.” sagde han mens han genbandt min hånd, og jeg kunne mærke at den blev lidt strammere.

”Jeg faldt i skolen,” løj jeg, og jeg kunne se at han rent faktisk troede på mig. Det var da noget nyt, jeg har altid fået at vide at jeg var en dårlig løgner.

”Jeg kigger til din mor inden jeg går, du må nok hellere se til din søster.” sagde han inden han begyndte at gå op af trapperne, da han havde været her før og kendte huset. Jeg så efter ham og ventede til jeg hørte at døren til min mors værelse var lukket og gik så selv op. Med tunge skridt gik jeg hen til min søsters dør og bankede på.

”GÅ DIN VEJ” lød det fra den anden side.

”Tania, jeg beder dig. Lad mig komme ind, jeg vil gerne snakke med dig.” bad jeg. Jeg kunne mærke jeg havde lyst til at græde. De havde haft det så godt mindre end en time siden og nu vil hun ikke snakke med mig.

”JEG VIL IKKE SNAKKE MED DIG. SKRID!” Mit hjerte føltes tungt, men jeg kunne ikke finde det i mig til at gå ind.

*Jeg giver hende en time, og så prøver jeg igen* tænkte jeg idet jeg rettede mig op. ”Okay, jeg vil gå. Du kan finde mig på mit værelse,” sagde jeg gennem døren og gik så ned af gangen til mit værelse. Jeg smed mig på sengen og var glad for at dagen var slut. Jeg havde mest af alt løst til bare at lukke mine øjne og sove resten af dagen væk og så håbe det blev bedre i morgen, men jeg kunne ikke. Jeg hørte en svag banken og jeg trak min pude over hovedet, inden Johannes trådte inden for.

”Jeg smutter igen. Pas på dig selv og husk, du kan altid ringe til mig hvis der er noget,” sagde han inden han gik igen. Inden han lukkede døren sagde han som en eftertanke ”Og husk at holde din hånd i ro.” Jeg havde lyst til at slå min hånd ind i muren igen. Mærke den afslappede følelse der kom med smerten.

*Smerten* tænkte jeg og sprang ud af sengen og over til mit skrivebord, hvor min passer lå. Den samme passer jeg brugte til at lave cirkler og trekanter i matematik, og jeg samlede den op med hel andre tanker i hovedet.

Jeg tog den med over til sengen og satte mig på kanten. Spidsen så skarp ud i lyset, og inden jeg vidste hvad jeg gjorde, havde jeg trukket ærmet op, og pressede spidsen ned mod huden, inden jeg rev den over mod den anden side, stadig med pres på spidsen. Jeg så blodet begynde at pible frem på huden, men det var ikke det bedste. Jeg kunne trække vejret.

Jeg følte ikke længere at jeg var ved at drukne, og i min iver efter at leve uden presset, gentog jeg proceduren to gange. Selvfølgelig var blodet et problem, da det piblede ned af siden af armen og ned på mine bukser, men det var jo mig der vaskede tøjet i dette hus, så hvem skulle finde ud af det. Jeg kunne mærke et smil på mine læber, og jeg lagde passeren på natbordet og lagde mig på ryggen i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...