Hvor er du mor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en historie om en pige som har en distanceret mor, og hendes måde at overleve hverdagen på.

2Likes
0Kommentarer
270Visninger
AA

3. Kapitel 2: Savn

”Hvad nu, hvorfor kigger du sådan bitte søs?” Spurgte jeg med et smil.

”Du er anderledes. Mere glad,” sagde hun, og jeg kunne tydelig se hendes forvirring.

”Jeg er bare glad for at være færdig med mine lektier,” sagde jeg energisk og sprang op og gav hende et kram, for det havde jeg lige pludselig lyst til.

”Oka Tessa, du skræmmer mig, og hvor er mor?”

”Mor fik en migræne tidligere, så hun ligger og sover lige nu.” Løj jeg nemt.

”Hvad er en migræne?” Spurgte hun så, og jeg kom i tanke om at hun aldrig havde hørt det før.

”Det er en form for hovedpine, med en stærkere smerte. Det er vist noget med at de skal være i et rum uden lys og lyd.” sagde jeg usikkert. Jeg var ikke en gang sikker på, at jeg vidste hvad en migræne var.

”Hvornår vil mor så have det godt igen?” Spurgte hun, mens hun satte sig ned ved siden af mig på sofaen.

”Jeg ved det ikke.” svarede jeg ærligt.

”Jeg ville ellers gerne have hørt videre i Harry Potter.” sagde hun trist.

”Hvorfor læser du den ikke selv? Jeg mener du er god nok til at læse.”

”Fordi det er hyggeligere når hun læser for mig. Du var da med ved de 2 første bøger.”

”Ja,” sagde jeg og jeg vidste at jeg havde tabt. ”Jeg kan læse for dig, hvis du har lyst? SÅ kan vi fortælle mor i morgen hvad det er hun er gået glip af,” sagde jeg mens jeg skævede til hende.

”Vil du?” Hendes ansigt strålede og jeg kunne ikke lade være med at lægge en arm omkring hende og kyssede hendes tinding. ”ADDD” Udbrød hun, men jeg kunne se hendes smil, og vidste hun lavede sjov.

Vi sad og så lidt mere TV, så det skifte fra Tom og Jerry, til Johnny Bravo, og videre til Totally Spies. Tania begyndte at kommentere Clover’s tøj, noget hun altid gjorde når vi så den serie, og det hele virkede så normalt. Jeg kunne ligefrem se for mig, at mor kom ind i stuen med et smil, og måske nogle agurk stænger. Så slog det mig, at mor ikke ville komme med snacks eller slutte sig til mig og Tania, og jeg blev igen trist. Tania var heldigvis optaget af TV’et, så hun så ikke ændringen i mit humør. Jeg kunne pludselig også mærke hvor ondt min hånd gjorde. Jeg kastede et blik på uret over tv’et og lagde mærke til at det var ved at være tid til at nogen begyndte på aftensmaden.

”Tania, jeg går lige op til mor kort, se du bare videre,” sagde jeg med et smil og rettede mig op. Hun svarede ikke, helt optaget af episoden. Jeg begyndte at gå op af trapperne og bankede så på døren til min mors værelse, inden jeg åbnede døren.

”Mor, det er ved at være tid til at lave aftensmad,” sagde jeg gennem sprækken, uden at kigge ind. Da jeg ikke fik noget svar tog jeg det som en hentydning til at jeg, igen, skulle lave mad. Jeg lukkede øjnene mens jeg lukkede døren og lænede mig op af døren. Der var ingen lyde derinde så hun lå vel og sov derinde. Jeg vente ryggen til døren og gik så ud på det badeværelse mig og Tania delte, og åbnede skabet over håndvasken, det samme skab som havde et spejl på.

Jeg fangede kort mit eget spejlbillede inden skabslågen var åbnet, og jeg kunne næsten ikke kende mig selv. Smilet der normalt altid var på mine læber, havde været fraværende de sidste uger, som er ved at nærme sig få måneder. Jeg var også begyndt at få sorte rander øjnene og huden virkede mat. Jeg vidste godt at jeg var begyndt at se anderledes ud, men jeg havde ikke indset at det var blevet så slemt. Jeg tog gazebindet der stod inde i skabet og bandet det, med lidt besvær, omkring min sårede hånd, da den var begyndt at dunke.

I det mindste var den ikke blå og jeg kunne bruge den, så jeg behøvede ikke at tage til lægen. Jeg lukkede skabet igen, undgik mit spejlbillede denne gang, inden jeg gik neden under, og ud i køkkenet. Jeg havde taget hakket oksekød ud inden jeg tog afsted i skole, men nu var spørgsmålet bare, hvad jeg kunne lave dertil.

Jeg åbnede kæleskabet og var lige ved at miste modet. Mor skulle have handlet ind, og det havde jeg, så dum som jeg er, glemt alt om, så nu var der intet tilbage i køleskabet. Jeg smækkede døren i igen, og ville normalt have hørt noget rasle derinde, men den var jo næsten tom, så var intet til at rasle derinde. Jeg gik over til et af skabene og så at der var lidt spagetti.

”Så må det blive bøffer, spagetti og ketchup,” hviskede jeg lidt knust. Jeg hadede når vi ikke havde andet. Tania fortjente så meget bedre. Jeg delte farsen ud i 3 stykker og begyndte at lave bøfferne, og satte noget vand over til at koge.

”Hvad laver du?” lød en lille stemme bag mig og jeg satte et smil på mine læber inden jeg vendte rundt og så min lille søster stå i udkanten af køkkenet.

”Jeg laver bøffer til aftensmad. Hvorfor går du ikke ind i stuen og ser film, så skal jeg nok sige til når maden er færdig.” Jeg hørte boblen bag mig, og vidste at vandet var begyndt at koge og jeg hældte spagetti op i gryden.

”Okay,” sagde Tania glad, og jeg hørte hendes fodtrin fortrække sig ind i stuen. Jeg tog en dyb indånding og vendte bøfferne, og så så ind i den hvide mur bag komfuret. Mit hoved virkede tomt, og alt hvad der var i mine tanker, var den hvide mur. Jeg er ret sikker på at jeg ikke en gang blinkede, fordi mine øjne begyndte at gøre ondt.

Jeg blev hevet tilbage fra min døs, af smerte da varm olie fra panden sprøjtede på min håndryg. Jeg skyndte mig at se ned på bøfferne og åndede lettet op. De var i det mindste ikke brændt. Jeg tjekkede pastaen og så at de også var færdige og hældte vandet fra. Jeg lavede en tallerken med bøf og pasta og stillede den ind i køleskabet, til mor, og tog så ketchuppen ud.

”Tania, der er mad!” kaldte jeg idet, jeg fandt to tallerkner frem og lagde en bøf på hver af tallerknerne.

”Yay mad, hvad skal vi have?” råbte Tania i det hun løb ud i køkkenet. Hun stoppede op da hun så hvad der var lavet og jeg kunne se skuffelsen i hendes ansigt. Det var som et slag i maven, og jeg kunne ikke se hende i øjnene. Jeg vidste jeg havde ødelagt det hele. Jeg skulle have tjekket det da jeg kom hjem, i stedet for bare at se tv. Jeg vil aldrig lave den fejl igen.

 ”Du må sidde i stuen og se tv mens du spiser.” sagde jeg opgivende. Jeg følte at jeg skyldte hende det, med denne dårlige aftensmad. Tania var jo 11 så jeg prøvede på at beskytte hende på en del punkter, og denne gang svigtede jeg.

Tania tage imod tallerkenen og lagde pasta på den inden hun gik ind i stuen, uden at hælde ketchup på og jeg så ned i gulvet. Jeg fik en pludselig lyst til bare at tage min tallerken og kyle den mode muren, men vidste at det var en dårlig ide, og i stedet for knyttede jeg min gode hånd. Jeg kunne mærke mine lange negle skære ind i min hud, og før jeg vidste det, kunne jeg mærke væske i min hånd, og da jeg foldede mine fingre ud, så jeg negle mærker i min håndflade og to af dem havde brudt huden, og en enkel dråbe blod eller to samlede sig i min håndflade. Igen følte jeg mig afslappet, om end en kun en lille smule, og den røde blod over den lyse hud, virkede så intenst at jeg næsten ikke kunne fjerne mit blik derfra.

Rumlen fra min mave fjernede min opmærksomhed fra min håndflade og jeg tog min tallerken og satte mig over til køkkenbordet og begyndte at spise, alene i lokalet. Hun var halvvejs gennem sin mad, da telefonen ringede. Hele min krop virkede træt og det var nærmest en kamp at komme op og stå og gå over og tage telefonen. ”Ja dette er Tessa Sloth Risborg. Hvem snakker jeg med?” spurgte jeg med udmattelse i stemmen, hvilket viste sig at være et dårligt tidspunkt ikke at fokusere på mig selv.

”Tessa er du okay? Leonora skrev en besked til mig og sagde du havde ringet.”

*Satans også, jeg sagde at hun ikke skulle skrive* Tænkte jeg vredt for mig selv. ”Ja, jeg har det fint. Min mor ville bare ikke tage sin medicin. Hun har gjort det nu.” løj jeg endnu en gang, men jeg kunne høre på stilheden fra den anden ende at han ikke troede på det, ligesom sin kone.

”Jeg kommer lige over og ser hvordan dig og din søster har det,” sagde han og jeg kunne ikke lade være med at udbryde, ”NEJ! Jeg mener, det behøver du ikke.”

”Jeg kommer nu alligevel,” sagde han tørt, og jeg vidste at han mente det.

”Jamen så ses vi om lidt,” sagde jeg. Jeg lagde røret på, løftede mine hænder foran ansigtet og gik så ind til min søster, som havde placeret den tomme tallerken på bordet.

”Tania, Johannes kommer om lidt, er du sød at gå ud med din tallerken.” Tania så trodsigt på mig og vendte så ansigtet tilbage mod tv’et og ignorerede mig. Jeg kunne ikke mere, jeg flippede bare ud.

”Nu har jeg altså fået nok,” Råbte jeg mens jeg gik over mod min søster. Nu havde jeg hendes opmærksomhed, og jeg kunne svagt se frygten hos hende, men jeg kunne ikke stoppe. Jeg greb fat i hendes overarme med begge hænder, ignorerede smerten i min dårlige hånd og hev hende op fra sofaen og begyndte at ruske i hende, ”kan du så gå ud med den tallerken. Jeg gør det ikke for dig, så tag dig sammen,” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...