Hvor er du mor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en historie om en pige som har en distanceret mor, og hendes måde at overleve hverdagen på.

2Likes
0Kommentarer
269Visninger
AA

2. Kapitel 1: Hverdagen

Jeg trådte ind af hoveddøren med et suk. Dagen havde været utrolig lang i dag, specielt fordi vi skulle arbejde i grupper, og selvfølgelig var jeg endt i en gruppe som ignorerede mig totalt. Det ville ikke have været et problem, hvis jeg havde haft nogle venner at le og snakke med i pauserne, men så heldig var jeg desværre ikke. 

Jeg lyttede efter lyde i huset, men der var stille. *Tania må ikke være kommet hjem endnu,* tænkte jeg og kom i tanke om, at hun nok stadig var i fritidsordningen på skolen. Jeg gik gennem entreen og drejede til højre, ind i stuen og smed min taske fra mig på sofaen, inden jeg gik tilbage ud i entreen, hang min jakke op på knagen og stillede mine sko på plads. Jeg gik tilbage til stuen og åbnede min taske for at finde mine skolebøger, så jeg kunne lave lektier til i morgen og lagde dem alle sammen på bordet. De var lidt tunge når man tog dem op samlet, men jeg var begyndt at vænne mig til det. Jeg satte mig i sofaen, men kunne ikke samle tankerne til at begynde på lektierne, så jeg stirrede bare rundt i stuen.

Tv’et der stod mod væggen foran sofaen var gammel, og man kunne ane støvet oven på det. Jeg sukkede og rejste mig op og gik over til tv’et og kørte en finger hen over toppen. Det var et gammelt kasse tv, ikke lige som de andre og deres fladskærme, men vi havde desværre ikke penge til andet, og det fungere da også stadig fint, men det betød bare at den samlede en masse støv. Jeg kan ikke tåle støv. Jeg gik ud i køkkenet på modsatte side af stuen fra entreen, tog en klud fra skabet og gjorde den fugtig, inden jeg gik tilbage og fjernede støvet fra tv’et, men jeg viste at hvis tv’et havde støv så havde reolerne også.

*Mor skulle have ordnet det i dag, jeg må nok gå op og se til hende,* tænkte jeg mens jeg fjernede støvet. Så meget for lektierne. Jeg gik tilbage til køkkenet, smed kluden ved siden af vasken og gik så over mod trappen som stod overfor hoveddøren. Der var meget stille deroppe, da jeg kom op og gik så over mod døren til min mors værelse. Jeg lyttede kort, men der var stille på den anden side, inden jeg bankede på og kiggede ind.

”Mor?” spurgte jeg mens jeg trådte ind over dørtærsklen. Endnu en gang lå hun i sin seng, med gardinerne trukket for så værelset lå dunkelt.

”Mor har du slet ikke været ude af sengen i dag?” spurgte jeg lidt træt. Jeg var selvfølgelig bekymret for hende, men det er bare trættende at se sin mor på den måde. Alle de andre i klassen har mødre som deltager aktivt i deres liv og her står jeg alene, min mor ligger i sengen, og noget tyder på at hun har gjort det hele dagen.

Det startede da far valgte at smutte fra os. Han ville ikke have noget at gøre med mig eller Tania og flyttede sammen med en yngre kvinde, som det tydede på at far var sammen med, selv da han boede sammen med os. Det blev kun værre da hun mistede sit arbejde en uge senere uge. Siden da havde hun opgivet næsten alt.

Jeg gik over ved siden af sengen og så på hendes natbord, hvor hendes depressions piller altid lå. Jeg kunne se på de piller jeg havde lagt ud i mandags, at hun ikke havde taget for tirsdag, onsdag og i dag. Jeg ved aldrig om det er fordi hun ikke VIL tage dem, eller om hun bare glemmer det. Hurtigt snupper jeg glasset ved siden af pillerne og går ud på hendes private badeværelse, som havde dør ind til soveværelset. Jeg skyndte mig at fylde vand i glasset og gik så ind i værelset igen og tændte lyset på vejen.

”Ej, hvad skulle det til for!” Udbrød mor mens hun drejede hovedet ned i puden, så halvdelen af hendes ord blev dæmpet på grund af puden.

”Mor den er altså 3 om eftermiddagen, Tania kommer hjem om en time, og du har slet ikke været ude af sengen.” Jeg tog hendes pille og satte mig på siden af sengen, ”hvorfor har du ikke taget dine piller de sidste 3 dage? Du ved lægen siger..”

”Lægerne siger så meget og stopper folk med piller,” afbrød min mor, mens hun tog pillen ud af min hånd og lagde den tilbage på natbordet. ”De ved slet ikke hvad de snakker om.”  

”Mor,” sukkede jeg opgivende. Det var ikke første gang at vi havde denne diskussion, ”Er du ikke sød. Jeg hader at se dig sådan her, og jeg ved du hader at Tania ser dig sådan her. Tag nu bare den pille,” jeg stillede glasset tilbage på natbordet, ved siden af pillerne inden jeg begyndte at gå over mod døren igen.

”Jeg kommer op om en halv time og ser om du er stået op og har taget din pille,” sagde jeg over skulderen inden jeg skyndte mig ned i stuen. Jeg smed mig på sofaen og lagde mine arme over hovedet, mens jeg prøvede på at få kontrol over mine følelser, hvilket er næsten umuligt for tiden. Mors tilstand var kun blevet værre med ugerne, og det hjalp ikke at hun ikke tog den medicin lægerne gav hende. Før kunne hun godt klare at ordne huset, men kunne ikke klare at gå udenfor huset. Nu tydede det på at hun ikke en gang kan komme op af sengen.

Jeg rejste mig op og gik ud i køkkenet hvor vægtelefonen hang. Jeg er taknemlig for den læge vores familie har. Han har været vores familie læge i mange år, og han har hjulpet meget. Jeg tog telefonen og trykkede hans hjemmenummer.

”Familien Dalsgaard, Leonora her.”

”Hej Leonora, det er Tessa. Er Johannes hjemme?” Jeg var så flov, det var ikke fordi jeg havde noget imod hans kone, men han var bare bedre til at hjælpe mig. Jeg stolede vel også nok lidt mere på ham, samtidig med at jeg hadede når hun gik helt i medlidenheds mode.  Hun er en skøn kvinde, intet i vejen der, men når jeg så hende eller snakkede med hende, fik jeg altid en følelse af at hun havde ondt af mig og min søster. Der findes ingen værre følelse.

”Nej, han er stadig på klinikken, er der da sket noget?”

Jeg tøvede lidt, men svarede så, ”mor har ikke haft taget sin medicin i 3 dage og nu vil hun ikke ud af sengen.”

”Din stakkel, skal jeg komme over og hjælpe?” Hun lød oprigtigt bekymret, hvilket bare irriterede mig mere.

”Nej, jeg ville bare have snakket med ham, og hørt om han havde nogle ideer jeg kunne bruge, så mor ville tage sine piller.” sagde jeg, og drejede rundt så jeg stod med fronten mod trapperne og kiggede op mod min mors værelse, jeg kunne dog ikke se døren. ”Men hvis jeg ikke kan snakke med ham, så er det lige meget. Undskyld jeg forstyrrede og du må have en fortsat god dag.” sagde jeg afsluttende og var ved at gøre klar til at lægge på.

”Vent! Jeg kan skrive til Johannes og sige at han skal ringe til dig senere, når han får fri, hvis du er interesseret. Du ved godt du også kan snakke med mig, hvis det er, ikke?”

Jeg rullede med øjnene, inden jeg svarede ”Ja, jeg ved det godt og tak fordi du vil skrive, men det går. Jeg tror jeg kan høre mor gå rundt oppe på værelset, ellers tak.” sagde jeg og lagde røret på inden Leonora havde nået at få sagt farvel. Jeg slog panden for muren, ikke så hårdt at jeg slog mig selv ud, men hårdt nok til at jeg kunne mærke slaget bagefter. *Bare der ikke kommer en bule,” tænkte jeg mens jeg gik tilbage til stuen.

Jeg havde løjet for Leonora selvfølgelig. Der var lige så stille oppe i min mors værelse som tidligere, men det behøvede hun ikke at vide. Jeg åbnede min dansk bog og fandt den novelle vi skulle læse til næste dag, men ordene ville ikke sætte sig fast, og jeg havde glemt hvad jeg havde læst efter fem linjer. Det gik først op for mig da jeg indså jeg havde læst den samme linje i syv minutter uden at fatte hvad der stod. Det var vist alligevel tid til at gå op og se til mor.

Jeg gik op af trappen med tunge skridt og kunne se at døren stod stadig åben og lyset strømmede ud af mors værelse, men der var ikke en lyd. Jeg gik hen til dør åbningen og kiggede ind, og kunne se at vandet ikke var blevet rørt og pillerne lå stadig i bunker på bordet. Mors svage snorken fyldte hendes værelse. Jeg havde lyst til at tude. Hvor var den mor som to år tidligere ville have taget dem med i zoologisk have, eller ned på stranden som lå 45 km væk, for at spise en is. Jeg savnede den sjove mor vi havde.

Jeg gik ind på mit værelse og slog min hånd hårdt mod væggen af frustration, sorg og hjælpeløshed. Jeg gled ned på gulvet, men tårerne kom ikke. Jeg følte mig tilpas. Jeg kunne ikke en gang mærke smerten, jeg vidste der skulle være i min hånd. Til gengæld følte jeg mig rolig, afslappet, noget jeg ikke har følt i et styjje tid.  Jeg gik ud på gangen og over til min mors værelse, slukkede lyset og lukkede døren. Hun bad selv om det.

Jeg gik ned af trappen og ind i stuen for at se om jeg kunne få læst noget dansk, og fantastisk nok, så kunne jeg koncentrere mig, for en gangs skyld. Det gik lige pludselig hurtigt med at få lavet lektierne og jeg var færdig før Tania kom hjem, hvilket aldrig var sket før.

Jeg tændte for tv’et for at se om der var noget spændende i tv’et og stoppede så på Cartoon Network, hvor de viste Tom og Jerry. Af en eller anden grund fandt jeg dem sjove, hvilket nok var lidt sadistisk, fordi alt hvad de lavede var, at lave stunts på hinanden som normalt ville slå folk, men som Tom altid overlevede af en eller anden grund. Jeg var flad af grin, fordi Tom ikke lærte af sine fejl. Lige den episode, var Tom fanget mellem to river som lå på jorden, og hvis han trådte tilbage fik han skæftet i baghovedet, og trådte han frem fik han et skæfte i hovedet. Det gjorde han vel 2-3 gange før han drejede rundt og gik lige ind i en tredje rive som Jerry lige havde lagt der. Jeg var så færdig af grin, at jeg ikke havde hørt Tania kom ind af døren, og da jeg endelig opdagede hende så jeg at hun stirrede underligt på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...