I dont know.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Igang
Jeg ved det ikke. Det er det eneste jeg kan sige. Jeg ved det ikke. Her sidder jeg, efter at have lyst til at skrive en historie eller bare skrive et eller andet på movellas. Så endelig. Med klistrede kinder sidder jeg nu her. Og har det frygteligt. Yay. Der er sket en masse for tiden. Kunne ikke klare det mere så jeg blev nødt til at tude. Virkelig meget. Højlydt, intet luft. Bare.... ud med det. *suk* Anyways! Og så meget som jeg græd har jeg besluttet at skrive om mit liv. Mit triste, sørgelige liv. Så du er velkommen til at læse den, det kunne være fedt med noget opbakning.

4Likes
2Kommentarer
189Visninger

2. 2

Okay... Jeg er 10 og mine forælde er lige blevet skilt, fuck yes. Loner mom is the best mom. Anyways! Btw. Jeg flyttede skole da jeg var 7. Wee! Det blev jeg glad for. Havde ingen venner på min gamle skole. Men på den jeg går på nu er jeg lykkelig! Venner, søde drenge og... Ok stopper bare her. Men jeg er glad for at gå på den skole. Da jeg så var 12 år begyndte alt det hårde. Min søster var flyttet ud i egen lejlighed. Jeg havde eget værelse FYLDT ned plakater. (Optur) men ja. En dag ser jeg min mor være trist og ked. Hun fortalte mig ikke hvorfor. Hun lå bare slattent på sin seng og kiggede ud i luften. Så kommer jeg brasende ind og spørger "HEY MOR! Må jeg tage hjem til en veninde?" Og hun kiggede på mig i noget tid og sagde "Skat, der er noget jeg skal tale med dig om. Men hvis det er hvad der gør dig glad så smut du bare." Og jeg kiggede lidt og sagde " well... OKAY! Bye!" Også løb jeg ud og tog mine sko på og tog hjem til veninden. Så kommer jeg så hjem og aftenen hvor hun skulle have fortalt mig det der! Det kunne være meget nemmere at hun selv forklarede det. Men nej. Hun var stadig på sit værelse. Ked af det, trist. Så jeg skred bare ind på mit værelse. Dagen efter banker det på døren og der kommer nogle mennesker fra kommunen ind og sætter sig. Altså... De hilste selvfølgelig men.. Yeah. Og det var de værste minnutter i mit liv. De spurgte min mor om hun ville sige det. Hun rystede med hovedet og kiggede væk. Jeg blev usikker men nysgerrig. Så fortalte de det. Og jeg løb ud på toilettet og græd. Jeg kunne ikke se min mor i øjnene. De sagde at... Jeg skulle anbringes hos en plejefamilie i nogle uger. Bare tanken om at min mor sagde ja til det gjorde mig trist. De sagde at i dagen efter vil der komme nogle og hente os. Mig, min lillesøs og lillebror. Da de gik var jeg inde på mit værelse hele dagen. Min mor måtte ikke komme ind. Og slet ikke mine irriterende, larmende søskende. Ugh. Næste dag kom de med deres grimme lorte bil og min mor gik med os ud og spændte min bror fast i bilen. Han var 3 år for helved. Jeg var pisse sur men stadig virkelig trist. (Det bliver værre) (meget) Så kom vi derhen. 2 gamle mennesker hilste på os og lod os komme ind. Jeg var sur og ligeglad. Jeg gik ind i stuen og så 2 mega søde hunde. De var virkelig kære. Så kom vi ovenpå og jeg så mit værelse. Så fældede jeg en tåre. Jeg kan tydeligt huske det. Det er 2 år siden. Jeg smed min store taske med tøj i og satte mig på sengen. Prøvede at smile men da de gik væk.... Røg tårene. Jeg smed mig fortabt på sengen og borede mit fjæs ned i puden og tudgræd. Og den skiftede fra hvid til sort på kort tid....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...