It was my fault. - No... mine (Pause)

Jeg kan ikke glemme hans ansigt, den dag min mor døde. Den dag han reddede mig fra at dø. Jeg kan ikke glemme hans ansigt, jeg vil vide hvem han var. Men han døde for at beskytte mig? Hvorfor ville han dog beskytte mig? Jeg kender ham ikke? Hvorfor? Det samme spørgsmål har jeg stillet mig siden den dag!

4Likes
1Kommentarer
433Visninger
AA

3. Kapitel 2.


Jeg kan ikke glemme hans ansigt. Den dag han reddede mig fra at dø. Jeg kan ikke glemme hans ansigt, jeg vil vide hvem han var. Men han døde for at beskytte mig. Hvorfor ville han dog beskytte mig? Jeg kender ham ikke. Hvorfor? Det samme spørgsmål har jeg stillet mig siden den dag!

Sidder i min seng, skriver på min dagbog. Ligesom alle de andre dage, siden han reddede mig.

 Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive i min dagbog. Det er tomt, ingen tanker. Men der er den her tegning, jeg har tegnet af en dreng. Den samme dreng med de perfekte grønne øjne. Hvorfor jeg tegner ham, aner jeg ikke. Han minder mig om en jeg har set før. Men det er tåget hvor jeg har set ham.

Ligger forsigtigt dagbogen fra mig, og rejser mig træt op. Går i mod mit spejl som hænger i den fjerneste krog på mit værelse, kigger ind i spejlet. Jeg ser den her pige med blondt hår og blå øjne og lidt buttede ydre. Det syn jeg ser, kan jeg ikke lide. Vender mig om, og opdagere at jeg står med tårer i øjne. Hurtigt tørrer jeg tårerne væk.

Tager tøjet af og finder mit nattøj i skabet, tager det stille på, da jeg pludselig hører trin i gangen. Med lynets hast skynder mig at tage nattøjet på og farer ned under dynen, som en lille pige. Ligger helt stille og lytter efter da jeg hører en dør blive åbnet, det min far som vil sige godnat. Men han dropper det da han ser jeg ligger i senge. Jeg er skrækslagen for min far. Hvorfor? Jeg husker kun få ting. Han slog mig som lille, og grunden til mors død, Jeg er bange for han vil slå mig igen, og det sket et par gange siden mors død.

***

Jeg vågner op ved en svag lyd af nogle fugle udenfor mit vindue. Roligt vender mig om på siden, og kigger på vækkeuret 8:30. HVAD? Hvorfor har min far ikke vækket mig? Med halvsløve bevægelser sætter mig op på kanten af sengen.

Blidt holder jeg, mig til maven og hører den knorer. Men jeg må springe morgenmaden over, jeg er allerede vildt for sent på den. Lidt kluntet rejser mig op går over til skabet, finder mine ynglings bukser og en dejlig hætte trøje.

Tager bukserne på og hopper lidt rundt, for at få dem til at sidde rigtigt. Plus at, i det jeg skal til at tage hættetrøjen på falder jeg over min bog. Lidt muggen og med hastige armbevægelser får jeg, mig op at stå igen.

Med et hårdt greb, griber min skoletaske og løber ud af døren. Når kun lige at låse døren efter mig, og mine nøgler hænger halvt i døren, og halvt holder jeg dem, da jeg sætter i løb.

Løber og løber for at kunne nå det tide, eller vent, jeg er allerede sent på den. Spurter ind af døren til skolen, men der ingen elever eller lærer. Så må det stadig være time! Tror bare jeg venter til frikvarteret, vil ikke have skæld ud for at bryde ind i timen.

Jeg venter i et godt stykke tid inden klokken ringer, og alle elever kæmper om at komme ud. Det ligner dommedag. Vildt voldsomt!

”Jamen se der!” Jeg kan kende deres stemmer på 100 hundred meters afstand. Drengene.. Benjamin, Victor, Andreas og.. Mike. De kommer hen mod mig, og jeg kryber lidt sammen mod et hjørne, selvom det nok ikke vil gavne mig så meget alligevel.

”Gad vide hvorfor du kom for sent?” Deres stemmer gør mig bange, for jeg ved at det her ikke vil ende godt.. for mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...