It was my fault. - No... mine (Pause)

Jeg kan ikke glemme hans ansigt, den dag min mor døde. Den dag han reddede mig fra at dø. Jeg kan ikke glemme hans ansigt, jeg vil vide hvem han var. Men han døde for at beskytte mig? Hvorfor ville han dog beskytte mig? Jeg kender ham ikke? Hvorfor? Det samme spørgsmål har jeg stillet mig siden den dag!

4Likes
1Kommentarer
434Visninger
AA

2. Kapitel 1.


Vinden løber om kap med mit ikke længere bankende hjerte. Regnen ramler ned, og hvis jeg havde været levende ville jeg være gennemblødt af regnen. Mine skridt er lydløse mens jeg går hen over græsplænen. De sover alle sammen.

Eller næsten. Der kommer et svagt lys fra hendes værelse. Mindet om den dag kryber ind i mit hoved og afspiller sig selv, endnu en gang..

Det hele var startet ud som en normal dag. Jeg var stået op, og det gik som altid. Jeg spist morgenmad, gik i skole, og hjem igen. Og som jeg havde gjort til vane, gået en tur i skoven. Jeg kendte den som min egen bukselomme.

Dog ville skæbnen noget andet denne dag.. Jeg gik og nynnede til en sang jeg havde hørt tidligere på dagen. Mit smil var stort, og bredt men forsvandt i det jeg så, hende..

Mit hjerte sprang et slag over ved synet af det hun havde i sin hånd. Synet af pistolen.. Hurtigt uden at tænke mig om, styrtede jeg hen mod hende. Så hvordan hun løftede pistolen mod sit hoved. Mod sin tinding.

”Neej!” Jeg råbte og hun vendte sig mod mig. Hun fik store øjne, og skulle til at fuldføre det hun ville, men i en lynende fart var jeg hos hende. Min hånd greb pistolen, og vi kæmpede om den, da den… gik af. Jeg mærkede intet, mit blik kørte bare hen over hende.

Intet sår på hendes krop, men hun så skrækslagen på mig. Dér mærkede jeg smerten, og kiggede ned.. blodet løb ned af mit tøj, gjorde det hele blodigt, og rødt. Jeg tænkte ingenting, udover at jeg havde reddet hende fra pistolen.

Selvom jeg gik ned med flaget..

Jeg kan stadig huske smerten da det gik op for mig at pistolen havde ramt mig. Hun havde prøvet at hjælpe mig, men jeg skubbede hende væk. Hun skulle ikke have problemer fordi hun ville få blod på sig.

Tårer havde vist sig i øjenkrogen på hende. Jeg havde faldet til jorden, og ligget på skovbunden. Hun havde villet løbe efter hjælp, men jeg havde rystet på hovedet. Jeg vidste det ville være for sent.

Hun var blevet hos mig, og som det sidste jeg hviskede inden det var slut var..

”Smil..” Det var det sidste jeg sagde, og hun adlød. Det var et lille tvunget smil, men hun gav mig det. Og det var det smukkeste jeg havde set..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...