Aldrig mere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 18 feb. 2014
  • Status: Færdig
En historie om hvordan alt kan ændre sig på kort tid. Andrea er populær, hun er rig og hun har det hele. Okay hendes venner er falske til tider men det har hun lært at leve med. En dag ændre alt sig da hendes forældre går konkurs og hun må lære at sætte hendes dyre vaner til side og leve livet uden alle frynsegoderne der kommer ved at være rig. (Et onshot)

1Likes
0Kommentarer
217Visninger

2. Oneshot

”Andrea kommer du?” Jeg vendte mig om og så på Kamille. Jeg nikkede til hende og tog hurtigt min jakke på. Kamille så irriteret på mig og vendte sig hurtigt for at gå i forvejen. Vi var på vej ned til vores ynglings café, Joe and the juice. Vi gik der ned hvert firkvarter og købte en sandwich og en powershake. Det var dyrt, men død lækkert.

Der lå en Joe and the juice få gader væk fra vores skole. Vi var en lille gruppe venner der altid gik der hen i spisefrikvarteret. Mig og Kamille var frontfigurende i vores gruppe, så var der Maja, Jesper og Thomas. Jeg ville ikke kalde os tætte venner, for der var hemmeligheder jeg aldrig kunne finder på at dele med dem, men vi var venner… eller noget.

Kamille brugte hele turen der hen på at prale over hendes nyeste taske, det var en Marc Jacobs taske. Den var fed, vildt fed. Hvis det ikke var fordi vores matematik lære Helle havde den nøjagtig samme.

Jeg havde som altid min trofaste Balenciaga Velo taske ved min side. Jeg stak hånden ned i den og greb ud efter min pung. Jeg skulle have en sandwich og en powershake. Jeg vidste at det vil blive omkring 100 kr. så jeg trak kreditkortet frem.

Det var efterhånden en daglig rutine for mig og min gruppe. Vi var populære, vi havde tøjet, vi havde det hele, men alligevel manglede noget helt grundlæggende i vores venskab, tillid. Det havde jeg aldrig rigtigt forstået.

Jeg lagde min hånd på spejlet og lod en ny tåre glide ned fra mit øje. Hvad var der sket med mig? Jeg så rundt på badeværelset og greb ud efter en skraber. Jeg savnede at føle det kolde metal imod min varme hud. Jeg lavede en hurtig bevægelse og lod overfladen af min hud flække. Jeg gentog bevægelsen et par gange og mærkede lettelsen i mine fingre. Jeg rystede og slap forsigtigt grebet om skraberen. De fem røde fordybninger i min arm lavede røde spor ned af mine arme og lod den varme væske ramme gulvet.

Tårerne dryppede og væskerne blandede sig i en pøl for mine fødder. Jeg kunne mærke at mine ben gav efter. Jeg gled ned på gulvet og lænede mig livløst op af væggen.

”Skal du have den Andrea?” Spurgte Kamille og jeg så forvirret op. I mine hænder holdte jeg en MAC læbestift som jeg gerne ville have. Jeg rystede på hovedet og fumlede kort med den inden jeg lagde den ned.

”Jeg har… jeg købte en på nettet” Hun nikkede og rev fat i min arm. Men den sandhed jeg endnu ikke havde forstået, var at jeg ikke havde pengene. I går da jeg var kommet hjem fra byen havde min far været hjemme, det var mærkeligt for han var ellers normalt først hjemme ved fire tiden. Hvis han var hjemme om dagen sad han normalt vis på sit kontor og lavede regnskab.

Men i dag var anderledes. Han satte mig ned i stuen og brugte lidt tid på at tage sig sammen inden han fortalte mig den barske sandhed.

”Vi er gået konkurs” Med vi mente han selvfølge hans firma, og det tog mig lidt tid inden det helt sank ind. Vi havde ingen penge. Ikke flere café ture. Ikke mere makeup. Ikke flere tasker. Ikke mere popularitet. Min far var rystet, da jeg begyndte at græde vidste han ikke, hvad han skulle gøre af sig selv.

Men nu stod jeg her, Kamille sendte mig mærkelige blikke hver gang jeg sagde at jeg ikke skulle købe en taske i dag. Hver gang jeg overbeviste hende om at jeg ikke manglede en ny kjole.

Jeg lagde blidt min hånd over de åbne sår og stoppede blodet der langsomt gled ned af mine arme. Smerten var ulidelig, ingen tvivl om det. Men alligevel var der en større mere gennemtrængende smerte som gemte sig inden i mig. Mine ben var stadigvæk svage, mens jeg kæmpede mig op, synet der mødte mig i spejlet gjorde blot smerten større.

En bleg pige så på mig, hendes ansigt var tomt for følelser, men alligevel kunne jeg se skrækken og sorgen i hendes øjne. Hendes ene kind havde blodmærker på sig og gav en mærkelig kontrast til den ellers så blege hud.

Jeg hadede pigen i spejlet, hun lod endnu en tåre glide ned af hendes kinder. Hun var svag, uduelig og grim. Jeg vendte mig hurtigt væk fra spejlet og bed mig selv hårdt i indersiden af kinderne. Hvis jeg prøvede nok kunne jeg måske forsvinde…

Jeg knugede mine hænder sammen og lukke øjnene tæt i. Jeg vil bare væk her fra.

”Andrea?!” Nærmest skreg Kamille og vendte sig om for at se undrende på mig. Vi sad på Joe and the Juice og hun var lige gået op for at hente hendes powershake.

”Han siger du ikke har bestilt?!” Råbte Kamille forvirret tilbage, hendes skingre stemme skar klokke klar igennem, og jeg var klar over hvad der var på vej til at ske.

”Det har jeg heller ikke” Sagde jeg. Jeg råbte ikke og håbede inderligt at hun ikke hørte mig. Men det gjorde hun. Få sekunder efter stod hun ved siden af mig med hendes powershake i hånden.

”Hvorfor?” Jeg trak på skuldrende og forsøgte at smile til hende. Men det så ikke ud til at virke for hun trådte nærmere og stillede sig helt tæt op af mig.

”Hvad forgår der?!” Mumlede hun vredt og jeg sank en klump. Hvad skulle jeg sige, mine forældre er gået konkurs? Som om... Jeg trak svagt på skuldrende, men hun blev bare stående. Hendes ansigtsudtryk blev mere og mere truende. Hun skræmte mig.

”Ikke noget Kamille, FORHELVED DA OGSÅ?!” Skreg jeg, folk omkring os var begyndt at stirre undrende på os men jeg var pisseligeglad. Hun skulle ikke stille spørgsmål, ved hvad jeg siger? Det var mit liv ikke hendes.

”Bland dig fucking uden om” Og med de ord vendte jeg mig vredt og stormede ud af caféen. Kamille stod tilbage, forvirret og formentlig med et fantastisk ansigtsudtryk, men jeg vendte mig ikke. Hvis jeg vendte mig om vil hun trække mig tilbage.

”Skrid af helvede til Andrea!!”

Jeg sad stadigvæk der, på gulvet. Sammen krøllet og rystende. Min hud var dækket af gåsehud og blodrester. Der lå jeg bare, og tænkte tilbage på de måneder der havde ændret alt. Jeg rystede stadigvæk og jeg forsøgte at kæmpe mig op på benene igen.

Med en vag bevægelse greb jeg en klud og begyndte forsigtigt at tørre de røde pletter op. Mine hænder klemte kæmpende om kluden, men alligevel var det svært at styre mine bevægelser.

Jeg skyndte mig ned af gangen og drejede mod fysiklokalet. Hvis jeg skyndte mig nok kunne jeg undgå Kamille og de andre som om mindre end fem minutter ville komme brasende ind gennem den dør, som om de ejede det hele. Jeg skyndte mig direkte mod døren, men uden held for da jeg var to meter fra døren åbnede yderdøren og ind sammen med kulden kom Kamille.

”Hej Andrea” Sagde hun da hun så mig. Jeg stod stivnet midt på gulvarealet og vendte mig i en langsom drejning. Hendes vrede blik stirrede lige igennem mig og borede et stort hul i mit hjerte.

”Hej” Mumlede jeg tilbage og smilede forsigtigt. Jeg hadede at møde hende på gangen, et par dage efter at jeg havde nægtet at forklare mig havde hun fundet ud af det. Efter det havde ALLE fundet ud af det. Ikke bare fordi ryger løber hurtigt, nej, fordi Kamille løber hurtigst.

”Hvor er din Balenciaga taske?” Sagde hun hånende og lagde hovedet på skrå. Jeg så tøvende ned på min højre arm hvor der altid hang en taske. Men det var ikke længere min elskede Balenciaga, men blot en H&M taske. Jeg trak på skuldrende.

”Jeg har solgt den” Sagde jeg kold og så ned mod mine fødder. Hun grinte hånende og jeg sank en klump, hun skulle ikke grine af mig.

”Hold kæft!! Hold din kæft Kamille!!” Skreg jeg af hende.

Jeg havde altid været hende, hende der havde alt, hende alle ville være som. Jeg elskede det og tog det nok også forgivet. Jeg lod mit blik vandre rundt i rummet og trak i en hurtigt bevægelse mine ærmer ned over sårene der var ved at danne sig på mine arme. Jeg overvejede om jeg skulle åbne døren og lade som ingenting men et eller andet i min krop sagde nej.

”Andrea!!” Råbte Kamille efter mig, det var nu to dage siden vi sidst havde snakket sammen. Jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst, for jeg var hele tiden på vagt. Hun kunne gemme sig lige rundt om hjørnet.

”Andrea STOP!!” Skreg hun højere og hendes høje hæle trippede hen af gulvet. Hendes kolde knoglede hænder tog fat om min ene skulder og skubbede mig i et hurtigt tag ind mod væggen.

”Hvad fanden er det du går og siger om mig?” Hun trådte tættere på mig og stirrede vredt på mig. Hendes gennemborende blik gav mig gåsehus over hele kroppen.

”Hvad snakker du om?” Spurgte jeg flabet og smilede svagt af hende. Jeg var udmærket klar over hvad hun snakkede om men alligevel ignorerede jeg det faktum.

”Jeg er IKKE en bitch? Hvad fanden er det for noget at kalde sin veninde?!” Råbte hun vrissende af mig. Jeg grinede af hendes latterlige ord, jeg troede seriøst ikke hun selv kunne tro på hendes ord.

”EX-veninde” Vrissede jeg tilbage. Hun fnøs af mig og skubbede mig mod væggen. Jeg skubbede hende igen og hun snublede bag over på hendes høje hæle.

”Stop Andrea før det her bliver rigtigt pineligt” Sagde hun kold men jeg var ligeglad med hendes ord. Jeg var først lige startet. Jeg tog så en dyb indånding og skubbede hård til hende så hun ramte væggen på den anden side af gangen. Hun måbede forvirret og så vredt på mig.

”Du…” Sagde hun vrissende og trådte så hen mod mig. Inden jeg fik tænkt mig om svingede jeg min næve mod hende og sigtede direkte efter hendes næse. Jeg ramte hende. Hård.

Jeg så ned på mine knoer, de små blå mærker der dækkede dem var ømme og hævede. Jeg sukkede og lod for sidste gang mine ben falde sammen.

Aldrig mere.

”Jeg forstår bare ikke?” Sagde min mor fortvivlet og så undrende på mig. Jeg forsøgte at gemme mig i mig selv hvilket tydeligvis var en umulig opgave. Jeg så over på læren som sad den anden side af bordet og der efter på min far som sad ved siden af mig.

”Andrea du ved godt at du altid kan snakke til os hvis der er no-” Startede min far sin sætning men jeg rejste mig hurtigt op og væltede stolen bag ud.

”Luk!” Råbte jeg og stormede ud af døren.                           

Jeg rakkede afkræftet ud efter skraberen. Aldrig mere, og denne gang mente jeg det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...