Puppets {5SOS}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Hazel Anderson's far begår selvmord, stikker hun af hjemmefra. Hun tager til Sydney, og møder en masse nye mennesker. Hurtigt danner hun nogle bånd med en lille gruppe mennesker. Men da hun finder ud af hvorfor hendes far begik selvmord, smider hun alt det væk som hun altid havde drømt om, for at ære ham. Hun udgiver sig for at være en hun ikke er og danner venskaber med folk hun ikke kan tage. Men hvad de ikke ved, er at hun ødelægger deres liv. Luke Hemmings er dog fyren, som forstyrre Hazels "spil". Hvad kommer der til at ske? Kan Hazel blive ved med at spille skuespil? Hvad sker der med hendes rigtige venner? Men endnu vigtigere, hvad siger Hazels mor til det? Vil hun nogensinde få sin datter at se igen? Find ud af det og meget mere, i "Puppets" - En 5sos fanfiction.

16Likes
6Kommentarer
856Visninger
AA

5. #Kap. 4 - Developed friendships

Developed friendships

 

Klokken var nu 23:00, d. 10 Januar, hvilket betød at det var 9 dage siden min far begik selvmord. Og selvom mit humør havde ændret sig gevaldigt siden i morges, kunne jeg ikke gå et sekund uden at tænke på ham.

 

Men jeg var klar til at lade som om alt var fint, for jeg stod nu uden for Avas hus.

Det var stort, med to etager og havde en flot beige farve. Taget var gråsort, og hoveddøren og garageporten havde den samme rødbrune træfarve. På øverste etage var der en lille balkon - og jeg håbede virkelig på at den hørte til Ava's værelse, for det ville være mega fedt! Forhaven var ikke noget specielt, i forhold til det moderne hus. Den bestod udelukkende af en lille græsplæne, og en stor og flot palme, som næsten fyldte hele græsområdet. Men i det hele taget så det meget fedt og moderne ud, det var i hvert faldt meget pænere end det hus jeg boede i hjemme hos min mor.

 

Jeg vendte mig forskrækket om, da den gule Taxi gav et udstød fra sig, i det chaufføren satte motoren i gang. Og stille fulgte jeg den med øjnene, i mens den kørte ud fra det lille villa kvarter.

Det ville ikke have taget mig så lang tid at møde op, hvis jeg vidste hvordan jeg kunne få fat i en Taxi, og hvis Ava havde sendt sin adresse!

Men det gjorde hun ikke, så jeg måtte rode hele min fars lejlighed igennem for at finde en telefonbog.

 

Faktisk var det heldigt at jeg overhovedet havde penge nok til en Taxi - for de eneste penge jeg havde med til Sydney, var de 200 kr jeg havde gemt i mit mobilcover for godt en måned siden. Og da togturen kostede godt 60 kr, og Taxituren kostede ca. 120, havde jeg nu kun en tyver tilbage.

 

Jeg bevægede mig stille hen til hoveddøren, og gav mig god tid før jeg trykkede på dørklokken. Der gik kun få sekunder før døren blev åbnet, og et midaldrende par stod i døren. "Goddag, du må være Hazel? Vi har glædet os utrolig meget til at du kom, forstår du, det er ikke så tit at Ava møder nye mennesker. Hun er lidt af en bogorm, så -" mere nåde Avas far ikke at sige, før Ava afbrød ham. "Hazel, hej! Du skal ikke tage dig af min papfar, han snakker altid så meget" hun sendte sin, hvad der viser sig at være sin papfar, et sigende blik før hun trak mig indenfor og lukkede døren bag os. "Eh, tak fordi at jeg måtte komme Mr. og Mrs.?" jeg så spørgende på dem, i håb om at de ville sige sit efternavn. For ellers ville jeg ende i en yderst akavet situation, og det tror jeg ikke at nogle af os ønskede. "Morrison, men du kan bare kalde os Simon og Juliet" sagde Simon og smilede venligt til sin kone, som måtte være Avas mor. "Jaja, kom, lad os gå op på værelset" Afbrød Ava, i det jeg skulle til at vise min venlighed og give dem hånden. Men det nåede jeg ikke, så det endte med et nervøst smil enden jeg fulgte med Ava op af trapperne, som førte til anden etage.

 

"Er dine forældre ikke helt skilt endnu?" spurgte jeg undrende, i det vi nåede op på anden etage. "Det dér, er grunden til mine forældres skilsmisse" svarede Ava frastødende og nikkede ned mod gangen. Jeg kunne ikke undgå at skyde et øjenbryn i vejret, da også nysgerrigheden slog til. "Men jeg gider ikke at snakke om det nu, lad os i stedet for, få noget godt ud af aftenen" smilede hun og førte mig ind på sit værelse.

 

Hendes værelse var rektangulært og væggene var alle gråsorte, undtagen endevæggen som var farvet orange. Hendes seng var placeret foran den orange væg, og ved hver side af sengen, stod der et lille sort og rundt natbord. På det ene natbord stod der et digitalvækkeur, og en enkel hvid rose i en lille vase. På det andet natbord lå hendes mobil og et par tykke bøger.

Så var det altså rigtigt hvad hendes papfar sagde: hun var en bogorm. Også i betragtningen af den store sorte reol, som indeholdte diverse bøger og et par skuffer, som sikkert indeholdte flere bøger.

På sidevæggen, var der placeret et stort og spejlrent vindue, med sorte gardiner. I vindueskarmen stod der en lille grøn plante, og en orange hoptimist.

(Noget sagde mig at hun var vild med farven orange).

Under vinduet stod der et stort og sort skrivebord, hvorpå der lå en bærbar, en kontorlampe og nogle skolebøger, samt to billeder af Ava og en lille flok unge, på hendes alder. Udover det havde Ava også et stort og hvidt skab, som ligesom vinduet var spejlrent. På ydersiden var der placeret to spejle, og i bunden af skabet var der fire skuffer.

 

"Kan du godt lide farven orange?" spurgte jeg, denne gang højt. "Yeah, det er en fed farve, syntes du ikke?" Ava så spørgende på mig og satte sig ned i sin orange kontorstol (Ret sjældent at man ser sådan en, hvis du spørger mig). "Eh jo, den er vel meget fin..." svarede jeg og kiggede fortsat rundt i hendes værelse. "Jeg kan se at du ikke rigtig har nogle ting med?" spurgte hun efter nogle få sekunders stilhed.

Oh shit, selvfølgelige ville hun bide mærke i det... Man overnætter jo ikke bare sådan hos folk, uden at have dyne og alt det der shit med. Fuck, fuck, fuck! Hvad gør jeg....? Er det ikke dumt at lyve for Ava allerede nu, vi er jo lige blevet venner? Det tør jeg da ikke sætter over styr...

 

"Kan du holde på en hemmelighed?" Spurgte jeg tilsidst, bange for om det tog mig for lang tid at svare hende. "Ja da, din hemmelighed er sikker hos mig, det lover jeg" svarede Ava oprigtigt.

"Jeg stak af hjemmefra, derfor har jeg ikke nogle ting med hjem til dig. Men du må ikke fortælle det til nogle! Hvis de finder mig igen er jeg dødsens" Jeg kiggede intenst på Ava og søgte tegn på usikkerhed eller nervøsitet, i håb om at jeg kunne læse hende. Men Ava sad bare og så overrasket på mig.

"Hvorfor?" spurgte hun endelig.

Jeg sank en lille klump og så hende i øjnene "Det kan jeg ikke fortælle dig. Du må bare stole på mig, Ava. Kan du det?"

"Det kan du jo fortælle mig...."

Jeg trak let på smilebåndet. Jeg kunne godt lide Ava, den selvsikkerhed hun havde var beundrende og hun var anderledes end nogle jeg nogensinde havde mødt før.

"Hvis du tør... For jeg kan love dig at det ikke bliver let" jeg så udfordrende på hende. Jeg ved ikke helt om vores alvorlige samtale havde drejet sig til noget mindre seriøst, eller om jeg faktisk mente det jeg sagde...

"Jeg elsker udfordringer" svarede Ava, og smilede et smørret smil.

 

***

 

Næste dag vågnede jeg op på en smal madras, på højre side af Avas seng. Jeg kunne lige skimte hendes fod stikke ret op i vejret, mens resten af hendes krop var udenfor min synsvidde, da hendes seng var ret høj og madrassen var irriterende lav. Jeg satte mig dovent op og lænede mig op af mine albuer, imens jeg betragtede min veninde.

Hendes dyne lå kun halvt over hende, mens den anden del var ved at falde ned af sengen. Hendes hår stod ud til alle sider, og hun lå i en mærkelig stilling, som jeg slet ikke troede var mulig at ligge i. Den løse top havde drejet sig flere omgange, så den afslørede en lille del af hendes mave. Og hendes lange, stribede pyjamas bukser havde kravlet sig helt op til knærene.

 

"Ava...." hviskede jeg, da jeg begyndte at kede mig.

 

Intet svar.

 

"Ava!" hviskede jeg igen, denne gang højere.

 

Stadig intet svar.

 

Jeg rejste mig irriteret op fra madrassen, og smed mig i hendes seng ved siden af hende. "Avaaaa" kaldte jeg, og gjorde mig umage med at trække på a'et.

Denne gang vendte hun sig med ryggen til mig.

"Hey, du kan da ikke bare vende ryggen til din gæst! Det er altså alt andet end høfligt"

"Det vil jeg skide på. Hvad er klokken?" lød det endelig fra min trætte veninde.

Jeg vendte mig om for at se på digitaluret, da jeg langsomt begyndte at fnise. "Hvad er der?" spurgte Ava uforstående, med en træt undertone. "Slår du mig ihjel, hvis jeg siger at den er 7:49?"

"Fuck!" skreg Ava og farede op af sengen. Hun fløj over til sit garderobeskab, og flåede skabslågerne op. Hun fandt hurtigt noget tøj og trak i det med det samme, uden at bekymre sig om at jeg lå og stirrede uforstående på hende.

Da hun havde fået tøjet på, fortsatte hun videre ud af døren og forsvandt. "Uhm..?" mumlede jeg for mig selv og rejste mig undrende op fra sengen. Jeg fulgte efter Ava ud af døren, og fandt  hende på badeværelset, i færd med at børste tænder. "Hvad sker der?" spurgte jeg uforstående, og lænede mig op af dørkarmen. "Jeg skal i skole!" svarede hun panisk, og var ved at spytte tandpasta ud over hele vasken.

Da hun var færdig med at børste tænder, løb hun ned i køkkenet og tog sig et æble. "Skal du ikke have mere?" spurgte jeg, da Ava kom ud i gangen igen. "Jeg kan ikke nå mere" svarede hun og åbnede hoveddøren.

"Hvad med din skoletaske?" spurgte jeg, da hun var halvt ude af døren.

"Oh shit" mumlede hun og skulle til at tage sine Vans af, som hun ellers lige havde fået på. "Bare behold skoene på, jeg skal nok hente den"

Jeg løb op af trapperne og fandt hurtigt en orange (What a Surprise) skoletaske, i hjørnet af Avas værelse. Hurtigt løb jeg ned af trapperne og rakte skoletasken til hende, som hun hurtigt tog i mod. Hun mumlede et hurtigt tak og farede ud af døren.

Jeg fulgte luntende efter hende, men stoppede i døren. "Hey, hvad skal jeg lave i mens?" råbte jeg efter Ava, som allerede var nået over på den anden side af vejen, og nu var et godt stykke væk fra villaen. "Det ved jeg da ikke... Snakke med min mor?" og med de ord fortsatte Ava løbende hen til et busstop sted, hvor en bus stod og ventede på hende.

 

"Great" mumlede jeg og lukkede hoveddøren. Jeg gik nysgerrigt rundt i huset, i håb om at finde stuen, så jeg kunne se TV end til Ava kom hjem igen. Men tanken om at befinde sig i en fremmedes hjem gjorde mig nervøs, og det at Ava ikke var super begejstret overfor sin papfar, gjorde ikke nervøsiteten bedre.

Endelig fandt jeg stuen, og de to brune lædersofaer kaldte lokkende på mig. Det store fladskærms TV, hjalp heller ikke ligefrem på trangen til at gå i relax-mood. Men det hele føltes bare så forkert, så jeg fandt hurtigt vejen tilbage til Avas værelse.

Jeg tog den store oversize T-shirt af, som jeg havde lånt af Ava og trak i mine stramme jeans og min sorte top. Mit outfit var altid super kedeligt, men jeg var heller ikke typen som gik i designertøj eller købte det nyeste nye. Jeg var i det hele taget næsten aldrig ude at købe tøj, men når jeg var, købte jeg kun tøj i genbrugsbutikker.

Jeg bevægede mig hastigt ned i gangen, da jeg fik øje på Mrs. Morrison i køkkenet. "Uhm, godmorgen Juliet" smilede jeg venligt imens jeg satte mig ned på de kolde fliser, for at binde mine sorte Concerse.

"Godmorgen Hazel, er Ava taget i skole?"

"Ja, hun tog bussen for ca. 10 minutter siden"

Jeg rejste mig smilende op, da jeg havde bundet mine sko. Langsomt lod jeg min hånd glide igennem mit filtrede morgenhår, som jeg egentlig burde have gjort noget ved.

"Godt, jeg var bange for at hun havde glemt det, nu hvor hun havde en gæst på besøg" lød det inde fra køkkenet, hvilket fik mit hjerte til at synke dybt ind i brystet på mig.

Hvad mente hun med det? Syntes hun at jeg var en byrde for Ava? Måske har hun ret... I betragtning af at Ava næsten kom for sent i skole i dag, på grund af mig.

 

"Nå, vil du ikke have noget morgenmad enden du tager i skole?"

"I skole?" fløj det ud af munden på mig. Fuck!

"Ja, du går vel i skole?" grinede Juliet, og jeg gjorde intet mindre end at grine akavet med.

"Jo selvfølgelige, jeg var faktisk på vej. Men så kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at ordne mit hår..."

"Oh, ja det kan vi jo ikke have. Kom her, så skal jeg ordne det for dig"

 

What, kan Avas mor sætte hår? Det håber jeg virkelig, for jeg var allerede smilende på vej over til hende.

Da jeg nåede ind i køkkenet tog Juliet et sort elastik op fra en lille krukke, som stod inde i en af de moderne rødbrune træskabe. Hun førte mig hen til en spisestol, og tvang mig til at sidde ned.

Lidt efter lidt begyndte hun a flette mit hår i en lang fletning, ned langs min ryg. Det var faktisk slet ikke så slemt, som jeg havde regnet med. Hun var meget blid, og det var kun få gange hun rykkede i mit hår, og hvis det skete undskyldte hun med det same.

"Du har virkelig noget smukt hår, det er en meget sjælden farve" sagde Juliet og bandt elastikken rundt om min u-flettede hårspids.

"Eh, tak.." jeg kunne mærke mine kinder bliver varme, i det Juliet komplimenterede mit hår.

"Hvad kalder du den farve?" spurgte hun til min overraskelse.

"Ehm, hassel brun, tror jeg, eller også bare hassel..."

"Ohh, er det derfor du hedder Hazel?" spurgte hun gispende og lod mig komme op fra stolen.

"Ja, eller det siger mine forældre i hvert fald"

"Aha..."

"Nå men, jeg skal til at i skole" Jeg bevægede mig diskret ud i gangen igen, da Juliet endelig lod mig slippe væk. "Ses" lød det inde fra køkkenet, og jeg sagde pænt farvel enden jeg gik ud af døren.

 

Frihed, endelig!

 

***

 

14:30 sad jeg på Avas værelse, efter at have været i parken. Jeg havde taget mig god tid med både at gå derhen, gå rundt i parken og gå tilbage igen, da jeg ikke ønskede at tilbringe mere akavet tid med Juliet. Men efter tre timer, blev det kedeligt i parken, så jeg tog hjem igen og siden da har jeg siddet med min Iphone i hånden.

Jeg sad nu på Avas seng, og læste tweets på Twitter. Kedsommeligt scrollede jeg ned på skærmen, da sms ikonet pludselig dukkede op i toppen af skærmen, efterfulgt af kontaktpersonen: Ava (A Friend!!!).

 

Hey gurl..... Got A surprise for U! (Starbucks, now)

 

Overrasket kiggede jeg ned på den lille blå talebobbel.

En overraskelse? Hvad havde hun mon fundet på...

Jeg fandt hurtigt vej ned af trapperne, og med min mobil i hånden hele vejen ud af døren, nåede jeg lige at hoppe i mine Converse. Så var det bare lige med at finde ud af hvor Starbucks lå..

 

Uhm.. Where is it ?? T_T

 

Irriteret over at jeg ikke kendte byen, fulgte jeg min mavefornemmelse og gik samme vej, som Ava havde gået da hun skulle i skole. Men før jeg nåede at tage mere end 5 skridt, sms'ede min skønne veninde adressen til mig.

 

***

Da jeg nåede frem til Stabucks, kunne jeg gennem glasruderne se Ava og en flok underligt bekendte mennesker, sidde inde på caféen. Jeg smilede stort og vinkede, da jeg fik øjenkontakt med Ava. Forsigtigt åbnede jeg glasdøren ind til caféen, og satte kurs mod den hyggelige lille krog de sad i. "Hej med jer" hilste jeg venligt, og vinkede akavet.

De svarede alle sammen med et smilende 'hej', og jeg satte mig roligt ned ved siden af en eller anden dreng med lilla hår.

 

"Hazel, det her er Rachel, Ruby og Tyler"

 

Ava pegede først på en kridhvid pige, med blå dip dye hår. Hun havde to fede piercinger i øjenbrynet, i næsen havde hun også en og i sit venstre øre havde hun ca. 4 øreringe. Hun var iført en 'The Unseen' T-shirt, med foldede ærmer og et par sorte jeans.

Derefter pegede Ava på en lidt overvægtig pige, med blå øjne og skulderlangt brunt hår. Hun var iført en lyserød top, sorte strømpebukser og en cowboy nederdel.

Til sidst pegede hun på en charmerende fyr, med brune øjne og blond hår. Han mindede lidt om en surfer dude, og så ud til at have en flot overkrop. Han havde en hvid T-shirt på, med det engelske flag og et par fodboldshorts.

 

De tre personer smilede venligt til mig, og jeg gengældte hurtigt deres smil. "Heej..." Mumlede jeg igen, denne gang lidt akavet.

 

"Og tro det eller ej, men Ruby og Rachel er tvillinger!" udbrød Ava.

"Skal du altid nævne det, når du introducere os?" spurgte Rachel mindre irriteret, hvorefter hun tog en enkel slurk af sin sorte kaffe.

 

Ava valgte tydeligvis at ignorere Rachel, da hun bare fortsatte med introducere.

"Og det her er Caitlin og-"

 

"Jeg kan godt introducerer mig selv" afbrød den lilla hårede fyr, ved siden af mig. Hvilket fik mig til at se nærmere på ham. Han havde ligesom Rachel, en kridhvid hudfarve. Han havde grønne øjne og var iført en sort tank top med teksten: 'Free Hugs'.

 

"Mit navn er Michael, jeg er lidt af en freak, jeg er IKKE punk OG jeg hader når Ava tror at hun kan tale for os alle sammen" Michael smilede hånende til Ava, som bare kiggede fornærmet væk.

 

"Det gør jeg da ik-"

"Jo du gør" Afbrød Tyler grinende

 

"Nå men det er også dejligt at møde jer folkens" sagde jeg smilende, et eller andet sted overrasket over hvor tilpas jeg følte mig her.

 

Det føltes godt at jeg ikke tænkte så meget på min far mere... Måske var mit liv alligevel ved at vende sig til noget godt!

 

***

To timer sener havde vi besluttet os for at tage over i parken, og vi fandt hurtigt et hyggeligt sted ved skateboard rampen, hvor nogle dudes skatede.

 

"Hey Rachel, har du taget din Beats Pill med?" spurgte Michael, i det han kravlede op på den store rampe.

 

"Sure, jeg går ingen steder uden min Beauty Bill"

 

"Beauty Bill, seriøst?" spurgte Caitlin nedladende, og kravlede op til Michael. Rachel rakte bare tunge af Caitlin, som den "klassiske" teenager hun er.

 

En bølge af punk musik lagde sig over den nu mørke park, da Rachel koplede sin Samsung Galaxy til Beats Pillen. Og Tyler, Ruby og Ava gav sig straks til at jamme med på sangen, da den spillede 'Rydell - I was hoping this could save me', hvilket var en sang som ikke lå inde under den kategori af musik, som jeg plejede at høre.

 

"Kom nu Hazel, slå dig løs!" grinede Ava, og puffede let til min arm. "Jeg kan ikke danse.." mumlede jeg genert, og så ned i jorden.

 

Det var sandt.. Jeg lignede en fucking retaderet søko på lykkepiller, når jeg dansede.

 

Tyler bevægede sig langsomt hen imod mig, da han så min tøven.

 

"Hva' så, har du problemer med at flytte fødderne?"

 

Jeg sendte ham et dræbende blik, "Jeg kan ikke danse, okay?"

 

Ava grinede sin søde latter ved siden af mig og tog fat om min venstre arm, "Alle kan da danse".

Hun begyndte stille at svinge min arm rundt i luften, imens Tyler tog fat om min anden arm og lavede kyllingedansen...

 

"Hey venner, det der duer ikke... Bare gør som mig, så skal det nok gå!" afbrød Rachel midt i dansen. Hun skiftede hurtigt sang og gav sig til at danse nogle fede moves. De var hverken detaljerede eller kedelige, det så faktisk rigtigt fedt ud.

 

Jeg prøvede tøvende at efterligne hendes dans, men i betragtningen af Tylers halvkvalte grin, tror jeg ikke det gik så godt. Fornærmet daskede jeg Tyler på skulderen og sendte ham et fornærmet blik. Han undskyldte straks, og mine læber krøllede sig op i et triumferende smil.

"Ugh, whatever, man behøver vel ikke at kunne danse for at kunne have det sjovt, vel?" jeg vidste ikke helt om jeg snakkede til mig selv, eller de andre. Men uanset hvad, hjalp det.

 

Der gik heller ikke længe før, Michael og Caitlin joinede os andre.

Og vi hoppede nu alle sammen rundt på græsplænen, og skreg vores lunger ud, i et forsøg på at synge med på sangen.

 

"Eh, hvad tror i lige at i laver, tabere?" lød en snobbet stemme bag os.

 

Jeg vendte mig forvirret om, da jeg i det samme fik øje på en høj og slank pige. Hun havde mørkebrunt hår, brune øjne og en lækker solbrun hud. Ved hendes side, stod to andre piger. Den ene havde fladt, lyst hår og krystalblå øjne. Og den anden havde leverpostej farvet hår, brune øjne og en kakaofarvet hudfarve.

 

"Jamen dog, er det ikke plastik-pigerne?" spurgte Rachel overdramatisk.

Den mørkhåret pige kastede irriteret hendes hår, om bag skulderen. Hun kiggede rundt på vores lille gruppe med et søgende blik, hendes øjne stoppede dog straks, da hun fik øje på mig.

 

"Åh gud se! Taber-banden har fået et nyt medlem" hun grinede hånligt og pegede med sin lange, tynde finger på mig.

 

Eugh, jeg hadede typer som hende..

 

Ava stillede sig beskyttende op foran mig, "Du er bare jaloux".

 

"Jaloux, på hvad dog? Jeres gruppe består udelukkende af tabere, i har ingen venner, i har ingen stil, ingen popularitet, intet! Hvad er der at misunde?"

 

"Vores sammenhold!" svarede Michael igen.

 

"Oh hvor sødt, punkfyren kan tale" grinede den lyshårede pige, og hun fik straks et anerkendende blik fra de to andre piger.

 

"I er så tåbelige... Smut nu tilbage til jeres fine palæer og flet hinandens hår!" sagde Tyler irriteret og gik truende hen i mod dem, med hænderne løftet op foran ham.

 

Han begyndte langsomt at skubbe de tre plastik-piger videre ned af stien, og på vejen kunne man høre dem skrige pigede ting som: 'Ew, få dine beskidte hænder væk fra mig' og 'Du skal ikke bestemme over os'.

Men pigerne gav hurtigt op, og gik frivilligt væk, eftersom de ikke orkede at slås mere med Tyler.

 

"I kan bare vente jer" sagde leverpostej pigen, og vendte sig hurtigt om i et forsøg på at få øjenkontakt med Tyler, men da han bare vendte sig afvisende om - kiggede hun direkte ind i mine øjne.

 

Da plastik-pigerne endelig var ude af syne, slukkede Rachel for musikken.

Vi satte os alle sammen træt ned på græsset, imens en tankefyldt stilhed lagde sig over os.

 

"Hvem tror de lige at de er?" spurgte jeg undrende, da jeg blev træt af stilheden.

"De bliver kaldt TPN, men selve pigegruppen kalder sig The queen bees eller 3B  - Vi foretrækker dog at kalde dem plastik-pigerne" svarede Michael, med sine øjne fastlåst ned i græsset.

Jeg ville i dette øjeblik, give hvad som helst for at høre hans tanker.

 

"De er nogle bitches, du skal ikke tage dig af dem" sagde Rachel, og trak små totter af græsset op af jorden, hvorefter hun lagde det på sit skød.

 

En svag brummen brød straks den korte stilhed.

Ruby trak i det samme sin mobil op af lommen, og gav sig til at taste på tastaturet.

"Vi skal hjem, Rachel" sagde hun, da hun blev færdig med at sms'e.

 

Efter at have sagt farvel, forlod tvillingerne os andre i endnu en stilhed.

"Hvor længe har de egentlig plaget jer?" jeg bed tøvende i min underlæbe, usikker på om de overhovedet gad at snakke om det, da de alle så ud til at være lidt nede.

 

"Hmpf... De har ikke altid været sådan, men specielt efter......" Caitlin afbrød sig selv, og kiggede mig direkte ind i øjnene, hvilket der ikke var nogle der havde gjort i lang tid nu.

 

"Yeah, de piger har altid følt sig som noget specielt. Jeg vil seriøst gøre alt, for at ødelægge det for dem" sagde Tyler og stirrede intenst på en lille mælkebøtte, som ikke var sprunget helt ud endnu.

 

Og måske var det, det der skulle til?

 

Hævn.

 

___________________________________________________________________________

 

Uha, så mødte Hazel endelig Michael, og snart møder hun resten af drengene. Men igen, vær tålmodige. Jeg laver jo som sagt korte kapitler, så det kommer til at tage tid.

Bær over med det <3

 

 

Btw. Da jeg udgav Kapitel 3, var jeg faktisk allerede færdig med dette kapitel.

Ville bare pine jer lidt, oh well, sorry xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...