Puppets {5SOS}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Hazel Anderson's far begår selvmord, stikker hun af hjemmefra. Hun tager til Sydney, og møder en masse nye mennesker. Hurtigt danner hun nogle bånd med en lille gruppe mennesker. Men da hun finder ud af hvorfor hendes far begik selvmord, smider hun alt det væk som hun altid havde drømt om, for at ære ham. Hun udgiver sig for at være en hun ikke er og danner venskaber med folk hun ikke kan tage. Men hvad de ikke ved, er at hun ødelægger deres liv. Luke Hemmings er dog fyren, som forstyrre Hazels "spil". Hvad kommer der til at ske? Kan Hazel blive ved med at spille skuespil? Hvad sker der med hendes rigtige venner? Men endnu vigtigere, hvad siger Hazels mor til det? Vil hun nogensinde få sin datter at se igen? Find ud af det og meget mere, i "Puppets" - En 5sos fanfiction.

16Likes
6Kommentarer
860Visninger
AA

4. #Kap. 3 - A real friend

A real friend

 

Før jeg vidste af det, stod jeg i midten af Newcastle Station, og købte en billet til Sydney City. Jeg ved ikke rigtig om den nye plan var gennemtænkt, men det var ikke fordi at jeg havde travlt med at begå selvmord. Ja, det var faktisk min plan at begå selvmord. Dog ikke i dag. Men jeg havde tænkt mig at hænge mig selv i midten af stuen, eller noget andet som ville se voldsomt ud, bare så jeg kunne skræmme min mor. Jeg var villig til at gøre alt for at få hendes opmærksomhed, men efter det der skete senere i dag, har jeg intet til overs for hende. Hvordan kan man overhovedet få sig selv til at snakke sådan, til sin egen datter?

 

Efter en halv times ventetid ankom toget endelig, så jeg steg på og fandt mig en ledig plads ved vinduet. Jeg tillod mig at kigge lidt rundt i toget, da jeg ikke var van til at køre med tog. Ja faktisk var jeg ikke van til at rejse i det hele taget, min familie havde altid været super fattig. Det tætteste jeg var kommet på en ferie, var da min mor stadig var single…. Hvilket jo er flere årtier siden. Hun har lidt for vane at finde en masse kærester, og slå op med dem på ingen tid. For at være ærlig, er jeg forbløffet over at Andrews og hendes forhold har varet over 5 år.

 

Pludselig kunne jeg se en skikkelse, slå sig ned overfor mig. Jeg kiggede straks over på personen, og fik øje på den skønneste pige. Hun havde naturligt, fladt, rødt hår, opsat i en hurtig hestehale, klare grønne øjne og små tegn på fregner over hendes søde lille næse. Al den naturlighed tog livet af mig, jeg havde altid drømt om at se så naturlig og smuk ud. ”Hey, vil du have et stykke tyggegummi? Det er med mint smag” lokkede hun overdrevet, hvilket fik mig til at grine. ”Ja tak”, jeg lænede mig over det lille bord mellem os og tog forsigtigt imod tyggegummiet. ”Så, hvad er din historie?” spurgte hun og tyggede noget så voldsomt på tyggegummiet, sikkert af kedsomhed. Jeg bearbejdede hende ikke, jeg kedede også altid mig selv. ”Eh, undskyld?” jeg så undrende på hende, og prøvede så småt at formulere hvad hun mente, i mit hoved.

 

”Hvorfor tager du alene Sydney? Jeg mener... Du virker bare så ung”

”Min far boede i Sydney” svarede jeg kort og så ned i mit skød, for at undgå øjenkontakt.

”Boede?”

”Han er død” sluttede jeg samtalen toneløst.

 

Selvfølgelige var der altid et eller andet, der fik mine tanker til at dreje sig hen på min far!

 

Jeg fandt hurtigt mine høretelefoner og min Ipod frem, hvor jeg derefter satte en sang på som jeg var ret vild med for tiden: Push Rewind – Chris Wallace. Jeg kunne godt lide den, da der ikke var så mange på min skole som hørte eller kendte den. Det var nok også en af grundende til at ingen forstod, eller havde lyst til at lære mig at kende. Jeg var anderledes. Det har jeg altid været, og jeg kan lide det sådan. Jeg sætter pris på originalitet og personlighed, hvilket er to egenskaber som de fleste jeg kender IKKE besidder. Jeg bearbejder ikke mig selv, at jeg ingen venner har. Eller jo måske lidt. Men hvis folk ikke var sådan nogle kyllinger, at de turde skille sig ud fra mængden, havde jeg sikkert haft et meget letter liv i dag.

 

Efter 2½ times tid stoppede toget ved Sydney Station, jeg betragtede pigen overfor mig tage sin rygsæk over skulderen, hvor hun derefter smed sit tyggegummi i skraldespanden og erstattede det med et nyt frisk tyggegummi. ”Had hedder du egentlig?” spurgte jeg smågenert, da hun skulle til at bevæge sig videre med strømmen. ”Ava”, hun så smilende på mig, og lod de andre mennesker passere så vi kunne gå sammen. ”Cool, jeg hedder Hazel” svarede jeg og gengældte hendes smil, velviden om at jeg ikke kunne præsentere et lige så flot tandsæt som hende. ”Og hvad er så din historie?”

 

”Man er nok kommet i snakke-humør?” grinede hun og gik ud af toget, med mig lige i hælende på hende.

”Well, jeg fik dårlig samvittighed over at dræbe samtalen på den måde” jeg stoppede op da vi havde gået et par meter væk fra toget, Ava så bare grinende på mig.

 

”Jeg bor og går i skole her i Sydney, men jeg var på besøg hos min tante i Newcastle da mine forældre skal skilles. De syntes åbenbart ikke at jeg skulle være der hjemme midt i skilsmissen, sikkert fordi at de ville skændtes og råbe af hinanden, uden mig som øjenvidne.” Ava trak ligegyldigt på skuldrene og begav sig op af rulletrapperne.

 

”Er du okay med det? Altså, skilsmissen” jeg så tøvende på hende og måtte sætte farten op, for at holde trop med Ava og hendes lange tynde ben.

”Yeah totalt, i starten var jeg ligeglad med det, men nu ser jeg bare frem til at få to værelser, dobbelt så meget tøj, to fødselsdage og hvem ved ikke hvor mange gaver til juleaften!”

 

Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at bryde ud i en kæmpe latter, i det Ava nævnte de få gode ting ved at være skilsmisse barn. Men credit til hende, for at holde humøret højt og være så positiv omkring det. ”Nå, men jeg skal den anden vej” sagde jeg smilende da vi nåede op på toppen af rulletrappen, og nu skulle hver sin vej. ”To sekunder” sagde hun hastigt og hev en lille notesblok og en kuglepen op af rygsækken, hun skrev nogle hurtige noter på papiret og rakte det til mig. ”Ring til mig senere, så kan jeg fortælle dig flere grunde til at skilsmisse er fedt” hun grinede sødt og proppede kuglepennen og notesblokken tilbage i rygsækken, hun svang den over skulderen og gik med lange skridt mod venstreudgang. ”Hej hej” vinkede hun og vendte sig hurtigt om, for at sikre sig at jeg så og hørte det. ”Vi ses, jeg ringer til dig i aften!” råbte jeg efter hende, usikker på om hun hørte det, da hun allerede var nået et godt stykke væk.

 

Well, det var uventet. Hvem havde troet at jeg kunne skabe et venskab, på så få timer?

 

***

 

Senere på dagen, da klokken var omkring 21:30, stod jeg ude foran min fars lejlighed. Selvom det føltes forkert at træde ind i en død mands hjem, følte jeg mig nysgerrig og tvunget til det. Desuden var det her han hængte sig, så måske, kun måske, ville jeg føle mig en lille smule tættere på ham.

 

Jeg drejede forsigtigt nøglen til højre og trak ned i håndtaget, da låsen gav sit velkendte klik. Jeg trådte lydløst ind i lejligheden, og sørgede for at lukke døren mindst lige så lydløst efter mig. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg listede sådan omkring - For det måtte jo egentlig se lidt mistænkeligt ud.

 

Jeg trådte nysgerrigt ind i det kridhvide, moderne køkken, som ikke havde ændret sig en tand siden sidst. Emhætten var sort og gik skråt op, så man ikke slog hovedet op i den (Spørg mig ikke hvorfor det er en vigtig detalje), komfuret lignede en sort glasplade, som bare var blevet smidt tilfældigt på den moderne marmor bordplade og det store amerikaner køleskab tog som altid opmærksomheden, fra resten af det ellers flotte og moderne køkken. De sorte spisestole stod perfekt placeret under spisebordet, og barstolene som næsten var magen til spisestolene, stod på redder række ved den fantastiske kogeø.

 

Alt i alt var det hele uhyggelig perfekt og rent, som om han ikke havde boet her i flere måneder. Jeg kendte min far, og han var normalt ikke typen som gik op i rengøring.

 

Undrende fortsatte jeg ind i stuen, som egentlig hang sammen med køkkenet. Også stuen var perfekt og ren. Det hele virkede bare så upersonligt, og selvom David havde boet her i flere år, og selvom jeg havde været på besøg flere gange, føltes det hele så anderledes.

 

Jeg begav mig videre ind til hans soveværelse, og også der mødte jeg et forbløffende rent rum. Sengen var perfekt redt, de hvide skabe var spejlglatte og ikke en eneste personlig ting var synlig i værelset. Jeg satte mig forsigtig ned på dobbeltsengen, og blev forbløffet over hvor blød den egentlig var. Jeg smed mig tilbage i sengen, og mærkede straks hvor øm min krop var, da jeg langt om længe tillod mig selv at slappe af i musklerne.

 

I det samme fløj mine tanker hen på hændelsen i dag, hvor jeg stak af hjemmefra. Mon min mor overhovedet var bekymret? Troede hun at jeg var taget hen til en ven, som jeg i princippet ikke har nogle af? Ja hvad foregik der egentlig i hovedet på hende..

Men vigtigere endnu, hvad foregik der i hovedet på mig? Hvad lavede jeg overhovedet her… Var det ikke forkert sådan bare at ”bryde” ind i en død mands hjem? Eller var det okay, når jeg selv havde en nøgle.. Men pointen var at manden er død og så går jeg bare ind i hans lejlighed, det virker bare så forkert.

 

Tankerne om min far, drejede igen mit humør og fik den velkendte klump til at vokse sig i min hals.

 

Undskyld far, jeg er ked af at jeg aldrig levede op til dine forventninger. Jeg er ked af at jeg ikke var her til at stoppe dig fra at begå selvmord, det hele er min skyld. Hvis bare jeg havde været en bedre datter… Hvis bare jeg havde turdet sige mor og Andrew imod, så var det her ikke sket!

 

Jeg tog mine hænder op foran mit ansigt, for at skjule det grimme syn for omverdenen. Jeg skammede mig noget så groft. Jeg forbandede mig selv, for at være så svag. Jeg følte mig bare så uhørt. Jeg havde den her indre stemme, som skreg for at blive hørt, men skrigende ville ikke slippe ud. Jeg kvalte et hulk, og kæmpede for at holde tårerene inde. Selv når der ikke var nogle til stede, insisterede jeg på ikke at græde. "Jeg savner dig far" snøftede jeg, velvidende om at det var skørt at snakke med sig selv, men det hjalp. Og i princippet, snakkede jeg til ham og ikke til mig selv. Hvem ved? Måske havde min far forvandlet sig til en ånd, og måske så han på mig lige nu?

 

Tankerne fik mig hurtigt til at sætte mig op igen, og tørre de svage tegn på tårer væk fra mine øjenkroge. "Vær stærk, vær stærk, vær stærk" bad jeg mig selv og flettede mine hænder hårdt sammen. "Lad mig være stærk" bad jeg denne gang til en helt anden, men om det var til min far eller en vis gud, vidste jeg ikke.

 

I forsøget på at komme på bedre tanker, huskede jeg mig selv på hvor hurtigt jeg havde fået mig en ny ven i dag. Og det bragte faktisk, et lille smil på mine læber. Det var helt nyt for mig, at folk faktisk var interesseret i mig, at der var en som havde lyst til at snakke med mig, at der var en som ventede på at jeg ville ringe...

Oh shit! Jeg lovede Ava at ringe til hende i aften, jeg håber ikke at det er blevet for sent. Jeg tog min Iphone op fra min baglomme, og gav klokken et hurtigt kig enden jeg låste den op. 22:00, perfekt! Jeg tastede nummeret ind på min mobil, som hun havde skrevet på sedlen, og navngav hende: Ava (A Friend!!!!).

 

Det virkede måske lidt creepy, sådan at navngive en "fremmede": A Friend. Men det betød meget for mig at hun startede samtalen, og opfordrede mig til at ringe til hende. Det måtte jo betyde, at hun var interesseret i at lære mig at kende.

 

Jeg ringede Ava op, og blev forbløffet over hvor hurtigt hun tog den. "Halløj, det er Ava" lød det i den anden ene af røret. "Hej Ava, det er mig, Hazel" automatisk krøllede mine smilebånd sig op i et fjollet smil. "Oh, hej Hazel! Jeg troede slet ikke at du ville ringe, for at være helt ærlig troede jeg bare at du tog imod nummeret af ren og skær venlighed" Jeg kunne næsten forestille mig det store smil på Avas læber, det var helt uventet for mig at hun blev så glad for at jeg ringede. "Well, det var planen at jeg kun skulle give Sydney et hurtig besøg, enden...." jeg afbrød mig selv, i det jeg skulle til at afsløre mine selvmordstanker. "-Enden jeg tog tilbage til Newcastle igen, men det ser ud til at jeg bliver i Sydney i noget tid".

"Gud, hvor fedt! Du kunne jo komme over til mig og besøge mine venner! Har du egentlig et sted at bo? For jeg tror godt at du må sove her i et par nætter"

"Mener du det?" jeg rejste mig energisk op fra sengen, og undrede mig over hvordan jeg for 3 minutter siden lå og græd i sengen, og nu var glad og energisk som om det aldrig var sket.

"Ja helt sikkert, det bliver så fedt!"

"Men hvad med dine forældre, tror du ikke at jeg bliver en for stor byrde for dem? Jeg ville jo helst ikke være til besvær..."

"Årh nej da, mine forældre elsker at have gæster. Desuden har de selv sagt at jeg skal være mere åben over for nye mennesker, fordi at det ville gavne mig i fremtiden. Og se nu på mig, som allerede invitere en "fremmede" hjem!"

 

Jeg måtte lige tage en lille pause, for at tænke det hele igennem. Var det nu alligevel smart at tage hjem til Ava, hun var jo trods alt en fremmede? Men igen, jeg havde intet at miste... Måske var det her min chance, for at lave om på mit liv. Måske havde gud faktisk ikke glemt mig!

"Okay så, hvornår kan jeg komme?" svarede jeg endelig.

"Yay, bare kom når du er klar, ses!"

"See Ya"

 

Jeg lagde på og smed min Iphone på sengen, imens jeg selv hoppede op i den og gav mig til at svinge rundt og hoppe af glæde. "Det bliver så fedt!!" hvinede jeg.

__________________________________________________________________________

 

Yay! Hazel fik sig endelig en ven! Så livet er altså ikke kun fyldt med kolde nætter og ensomme dage.

 

Anyway, tak fordi i læser med, og jeg håber i nyder historien, selvom der ikke har været noget med 5Sos endnu! Men vær tålmodig, jeg lægger blot op til en storm af spænding (Håber jeg)!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...