Puppets {5SOS}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Hazel Anderson's far begår selvmord, stikker hun af hjemmefra. Hun tager til Sydney, og møder en masse nye mennesker. Hurtigt danner hun nogle bånd med en lille gruppe mennesker. Men da hun finder ud af hvorfor hendes far begik selvmord, smider hun alt det væk som hun altid havde drømt om, for at ære ham. Hun udgiver sig for at være en hun ikke er og danner venskaber med folk hun ikke kan tage. Men hvad de ikke ved, er at hun ødelægger deres liv. Luke Hemmings er dog fyren, som forstyrre Hazels "spil". Hvad kommer der til at ske? Kan Hazel blive ved med at spille skuespil? Hvad sker der med hendes rigtige venner? Men endnu vigtigere, hvad siger Hazels mor til det? Vil hun nogensinde få sin datter at se igen? Find ud af det og meget mere, i "Puppets" - En 5sos fanfiction.

16Likes
6Kommentarer
858Visninger
AA

3. #Kap. 2 - Change of plans

Change of plans

 

Det var nu en uges tid siden at min far begik selvmord, i flere dage havde jeg siddet indespærret på mit værelse, uden at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv. Alt føltes så tomt, selvom intet rigtigt havde ændret sig, så havde jeg mistet noget meget betydningsfuldt, med min fars død. Nemlig mit håb. Jeg vidste jo at jeg var fortabt, jeg vidste godt at mit liv var nytteløst. Men min far bragte altid håbet tilbage til mig, og da jeg var tvunget til at bo hos min mor i over to år, var det håbet om at se min far igen, der holdte mig i live.

Men nu var der ikke nogen mening med livet mere. Så hvorfor ikke bare ende den endeløse smerte?

 

Langsomt bragte jeg barberbladet ned til min underarm. Jeg tillod mig at kaste et hurtigt blik over de gamle ar, som nu var klar til at blive erstattet af nogle nye, dybere sår. Jeg kunne mærke det velkendte smil brede sig på mine læber, som det altid gjorde enden jeg besluttede mig for at ende smerten.

 

Blodet begyndt langsomt at trille ned langs min arm, og danne nogle mørke blodpletter på mit trægulv, da jeg trykkede det skarpe blad ned i min hud. Smerten var ubeskrivelig, og alene ved synet af blodet følte jeg mig sløv og på renden til at besvime. Men alligevel bredte der sig en lettelse i min krop.

 

 For en gangs skyld følte jeg ikke smerten i mit hjerte mere. Mit smil blev bredere, men jeg var ikke i stand til at holde mine støn tilbage. For selvom smerten i min arm 100% var blidere end den i mit hjerte, gjorde det fandeme ondt. Men igen, samtidig med at blodet gav mig kvalme og skadede mig fysisk, var det den bedste følelse i verden.

 

Jeg undslap et næsten lydløst skrig da smerten for alvor slog til og lod langsomt barberbladet glide ud af min hånd. Jeg rejste mig hastigt op for at få fat i en pude, så jeg kunne komme ud med mine følelser, uden at blive taget i at cutte. Men før jeg nåede hen til sengen, begyndte tingene at sortne. Og før jeg vidste af det blev alt sort.

 

***

 

Få sekunder efter slog jeg langsomt øjnene op igen, velvidende om hvad der var sket. Som så mange andre gange, var jeg besvimet efter at have cuttet. Det var blodet der gjorde det… Både fysisk og psykisk. Min far fortalte mig altid at grunden til at jeg var så bleg og havde så let ved at besvime, var at jeg manglede jern i blodet.

 

Jeg satte mig forsigtigt op og studerede hurtigt mine arme for at tjekke at sårene stadig var der. Men denne gang, var det ikke kun smerten fra sårene der gjorde fysisk ondt. Da jeg faldt, må jeg have ramt gulvet rimeligt hårdt med min højrealbue og mit højre knæ, da jeg havde et kæmpe blåt mærke begge steder. Men noget var anderledes denne gang… Jeg følte mig ikke kun såret, men jeg følte mig også overset. Jeg havde da for fanden lige mistet min far. Hvordan kunne folk bare blive ved med at ignorere mig? Kunne de dog ikke se, at jeg havde brug for hjælp!

 

Hurtigt kom jeg på benene igen, og lige så hurtig var jeg til at smække min natlampe ned fra natbordet. Jeg undslap det smertefulde skrig jeg havde kæmpet med så længe, og holdte ikke igen med at smadre diverse ting på mit værelse. Skrivebordet, skabet, natbordet, alt!

 

Men lige da jeg var i gang med at rive skabslågen fuldstændig af, kom Andrew farende ind på mit værelse. Han tog fat i min arm og rev mig ned på gulvet, hvor han tårnede højt over mig. ”Hvad fanden tænker du på, kvindemenneske? Bare sådan at smadre dit værelse, er du da slet ikke taknemmelig for alt det mig og din mor køber til dig?”. Jeg valgte at forholde mig tavs, da jeg var sikker på at det var mere ment som en påmindelse end et spørgsmål. Jeg forsøgte at rejse mig forsigtigt op, men blev skubbet ned på gulvet igen. ”Du går ingen steder, før du har rodet op på dit værelse!” Råbte Andrew og sparkede irriteret til mig, som om jeg var hans brugte legetøj, der igen var løbet tør for batteri.

 

Da han langt om længe forlod mit værelse, rejste jeg mig straks op. Det gjorde stadig ondt.. Overalt faktisk. Mine knoer var blodrøde, mine ben var fyldt med blå mærker og jeg følte mig i det hele taget bare lammet. Dog var jeg taknemmelig, for at han ikke havde opdaget sårene, på mine arme. Det skyldtes sikkert at blodet var størknet en smule, så det ikke dryppede sådan på gulvet hele tiden. Men på den anden side var det vel meget tydeligt..

 

Måske opdagede han det, men ignorerede det, da han tydeligvis er ligeglad med mig.

 

”Skal jeg ikke hjælpe dig med at rydde op, snut?” Jeg vendte mig overrasket om, ved lyden af stemmen. Det kunne da ikke passe… Hun kaldte mig da aldrig snut mere? Jeg så måbende på min mor. Jeg havde seriøst ingen ide om hvad jeg skulle svare.. ”Hvad med et ja?” spurgte min mor grinende, som om hun havde læst mine tanker. Pludselig gik det op for mig at jeg måtte se herrens ud. Jeg vendte mig hastigt med ryggen til min mor, og gav mig til at rejse mit natbord op igen. ”Nej tak” sagde jeg endelig og trak hurtigt i en strikcardigan, som lå smidt på gulvet.

 

Hvad end min mors hensigt var, med den søde mine, ville jeg ikke lade det påvirke mig. ”Søde, jeg er virkelig ked af det med din far.. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at han ville begå selvmord”, lød det oprigtigt bag ved mig.

 

Som om det aldrig havde været hendes største drøm at slippe af med ham. Så hun kunne blive fri for al dramaet med forældre rettighederne mellem skilsmisseforældre. Jeg vendte mig irriteret om for at se Ella i øjnene, men hendes øjne var som plantet til gulvet. Jeg fulgte straks hendes blik, og fik i det samme øje på bloddråberne og barberbladet. Jeg rørte akavet på mig og valgte at ignorere det, i håb om at hun ville tro at der ikke var sket noget alvorligt. Hvilket der jo egentlig heller ikke var, det var vel meget normalt for en teenager at føle sig deprimeret?

 

”Har du cuttet igen?” Spurgte hun, med en fast tone i stemmen. Jeg rettede lidt på min stemme, for at lyde overbevisende, men jeg var bange for at min stemme ville knække, så snart jeg åbnede munden. Jeg trak derfor bare på skuldrene og fortsatte med at rydde op på mit værelse, bare for at holde mig beskæftiget. ”Har du cuttet, spurgte jeg!” gentog hun, denne gang højere.

 

”Nej” sagde jeg fast besluttet på, at min mor ikke skulle finde ud af det. Selvom det nok allerede var for sent.

”Du skal ikke lyve for mig, jeg ved du har gjort det før, og at du sagtens kunne finde på at gøre det igen. Du har altid haft så svært ved at kontrollere dig selv, du burde virkelig tage dig sa-”

 

Mere nåede hun ikke at sige før jeg afbrød hende: ”Gider du godt at blande dig udenom! Det er mit liv, jeg bestemmer selv hvad jeg gør med det. Desuden er det jo din egen skyld at din datter er så ”Ukontrolleret”. Hvis du bare behandlede hende mere som din datter, i stedet for et irriterende problembarn, ville vi aldrig have stået og skændtes om det nu!!!” Jeg gik med faste skridt hen i mod hende og hviskede lavt i hendes øre: ”Men det er for sent at lave om på nu, for du har allerede mistet hende”.

 

Og med de ord løb jeg ud fra mit værelse, fortsatte ned af trappen og løb lige forbi Adam, som så forvirret efter mig. Jeg løb ud i gangen og trådte i mine Converse, uden at tage mig tid til at binde snørebåndende. Jeg måtte bare så hurtigt som muligt væk herfra. Jeg løb ud på gaden og fortsatte løbende ned af vejen, uden anelse om hvor jeg skulle tage hen. Jeg havde ingen venner, ingen tæt familie, jeg havde ingen at tage hjem til. Det så ud til at jeg var overladt til mig selv. Men det gjorde mig egentlig ikke noget, det har alligevel altid været sådan.

___________________________________________________________________________

 

Stakkels Hazel, bliver stukket i ryggen af sin egen mor, igen, igen... :c

Men bare rolig, livet har meget mere at byde på, og gud vil ikke vise hende ryggen, lige meget hvad hun tror!

 

Btw. I må undskylde hvis der kommer for meget tro ind i den her historie, men personligt syntes jeg at det er en meget vigtig ting, så om i kan lide det eller ej, laver jeg ikke om på det :3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...