Puppets {5SOS}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2014
  • Status: Igang
Da Hazel Anderson's far begår selvmord, stikker hun af hjemmefra. Hun tager til Sydney, og møder en masse nye mennesker. Hurtigt danner hun nogle bånd med en lille gruppe mennesker. Men da hun finder ud af hvorfor hendes far begik selvmord, smider hun alt det væk som hun altid havde drømt om, for at ære ham. Hun udgiver sig for at være en hun ikke er og danner venskaber med folk hun ikke kan tage. Men hvad de ikke ved, er at hun ødelægger deres liv. Luke Hemmings er dog fyren, som forstyrre Hazels "spil". Hvad kommer der til at ske? Kan Hazel blive ved med at spille skuespil? Hvad sker der med hendes rigtige venner? Men endnu vigtigere, hvad siger Hazels mor til det? Vil hun nogensinde få sin datter at se igen? Find ud af det og meget mere, i "Puppets" - En 5sos fanfiction.

16Likes
6Kommentarer
859Visninger
AA

2. #Kap. 1 - The dead of David Jones

The dead of David Jones

 

D. 13/1, 2014, er datoen på min fars død. Og 30 minutter, er antallet af minutter det tog mig, at finde ud af at min mor ikke jokede. Og selvom det var flere timer siden, jeg fik den tragiske nyhed af vide. Løb mine øjne stadig i vand. Jeg kunne lige så godt have taget en kniv, og stukket i hjertet på mig selv. Det havde i hvert faldt været mindre smertefuldt, end det her. Ikke alene tanken om at mit eneste lyspunkt i livet, var gået bort, tog livet af mig. Men også det at jeg sad her på en politistation et eller andet sted i Newcastle, klokken 4 om natten, og græd et vandfald foran alle i lokalet, var bare super ydmygende. Jeg brød mig ikke om at græde, jeg græd aldrig. Det var ikke sådan at jeg foretrak at udtrykke mine følelser, normalt ville jeg have banket min hånd ind i væggen, og ladet mine følelser gå ud over omgivelserne. Men ikke nu. Situationen var anderledes, og følelserne var noget som jeg aldrig havde følt før.  Jeg følte at jeg havde mistet alt hvad der overhovedet var at eje. Jeg følte mig så skrøbelig og tom, at ikke engang det hav at tårer jeg havde grædt i dag, ville kunne udfylde den tomhed. Men mest af alt følte jeg mig bare utrolig dum. At tro at gud faktisk ville give mig en ny chance, for at rette op på mit forfærdelige liv. Det var da helt skudt i hovedet.

 

”Hazel, vil du ikke nok være sød at fortælle Betjent Sackville, hvornår du så David sidst?” Spurgte min mor bekymret, og lagde sin hånd på min skulder. Men jeg skubbede straks hånden væk. Hun skulle da i hvert fald ikke opføre sig moderligt, når hun i virkeligheden var alt andet end det. Fra siden kunne jeg se at Andrew, sendte mig et advarende blik. Men jeg var lige glad, han kunne ikke gøre mig noget her. Ikke når rummet var fyldt med betjente, og overvågningskameraer. ”Det kan jeg sku da ikke huske. Du ville jo ikke lade ham se mig, er det ikke rigtig mor? Du syntes jo at han var så langt ude, at han ikke fortjente at have godt selvskab for en gangs skyld. Og se så hvor han er nu!” Jeg skubbede stolen ud, som jeg sad på og stormede over til døren. ”Må jeg ikke nok gå ud og trække noget luft?” Spurgte jeg lavt, da det var meningen at kun betjenten skulle høre det. Men da alles blikke var fastklæbet til mig, ville det undre mig hvis der over hovedet var nogle, som ikke hørte det.

 

Betjenten kiggede hurtigt over på Betjent Sackville, som nikkede svagt. Derefter åbnede han døren for mig, og jeg fortsatte stormende ud fra det lille rum. Jeg kunne simpelthen ikke klare, at folk kiggede sådan på mig hele tiden!

 

Jeg gik med hastige skridt gennem en lang gang, med døre på begge sider. Og drejede så fra, da jeg kom til et sving. Forude kunne jeg se de to dobbelte glasdøre, som jeg grædende var gået gennem tidligere i dag. Jeg skubbede den højre dør hårdt op, da jeg nåede hen til døren. Og da den fløj op i susende fart, og slog ind i muren, fik det mig til at kigge over skulderen. Og bagved mig, var der godt nok et par travlt arbejdende betjente, som var stoppet op for at kigge. ”Hvad kigger i på?” spurgte jeg irriteret, og gik længere ud på gaden.

 

Jeg satte mig tungt ned på kantstenene og kiggede sukkende op på himlen, hvor den klare måne lyste halvt op. ”Hvorfor gør du det her mod mig?” – ”Hvorfor kunne du ikke bare give mig chancen for et bedre liv?” – ”Ja, hvad har jeg egentlig gjort, siden jeg fortjener at leve i dette helvede?” spurgte jeg i starten mumlende, men hævede stemmen efter hver sætning, så det til sidst udviklede sig til en lav råben.

 

”Du ved godt at det er lidt creepy, at du snakker med dig selv ik’?”

 

Jeg vendte mig hastigt om, for at se hvem det var. Men mit nysgerrige udtryk forvandlede sig straks til en skuffet mine, da jeg fik øje på Adam. Hans høje muskuløse skikkelse, bevægede sig langsomt hen i mod mig. Og jeg kunne allerede der, mærke frygten sætte sig i mig. Jeg sank en hård klump, da han stod ved siden af mig. Han var iført slidte cowboy bukser og en stram sort T-shirt. Hans mørkebrune øjne, så sorte ud i mørket og det at han havde sort hår, gjorde det ikke lettere at se hans øjne. Specielt også fordi at hans hår er så langt og fedtet, at det falder ned i øjnene på ham.

 

”Hvad vil du, freak?”

”Jeg ville da bare se, hvordan min yndlings lillesøster havde det” Jeg kunne næsten se det flabede smil på hans læbe. Det smil som jeg så tit havde set ham smile, når han var i det humør. Adam var nøjagtig ligesom sin far: En kæmpe nar.

”Skrid med dig, Adam”

”Årh kom nu, jeg ved du elsker mig”

 

”Adam jeg mener det” Jeg kiggede alvorligt op på ham for at understrege mine ord. Men han ignorerede det tydeligvis, da han satte sig ved siden af mig. ”Skrid” gentog jeg, og vendte mit blik mod himmelen igen. Den var trods alt pænere end Adams fjæs.

 

”Nu tror jeg lige, at vi passer lidt på” Advarede Adam, og greb hårdt fat om mit lår. Og jeg måtte virkelig bide smerten i mig for ikke at skrige af smerte. ”Adam det gør ondt” Næsten græd jeg.

 

”Jeg giver slip, hvis du lover at fortælle betjentene alt hvad du ved. Så vi kan komme hurtigt hjem igen” Adam kiggede intenst på mig, og i et kort øjeblik sad jeg bare og stirrede ham ind i hans mørke øjne. Jeg forstillede mig at det var ligeså mørkt i helvede, som det var i hans øjne. Men det var nok umuligt, jeg tror ikke at der findes noget mørkere end dem. Ikke engang mørket selv, er mørkere end hans øjne og tilsyneladende også hans sjæl.

”Det lover jeg” Peb jeg, da hans negle begyndte at bore sig ind i min hud.

”Dygtig pige” Sagde Adam smilende og gav endelig slip om mit ben. I det samme farrede jeg op fra fortovet og løb ind på stationen igen, hvor jeg hurtigt fandt frem til det lille rum, trods de mange forvirrende døre.

 

***

 

”Ved du om din far havde problemer med depression?” Spurgte Betjent Sackville, da vi alle var samlet igen og sad lydløse på vores pladser. Min mor, Ella, sad ved min højre side, Andrew sad ved siden af min mor og Adam sad ved min venstre side. Det havde lykkedes mig at undgå alles blikke da jeg kom ind i lokalet, efter at have trukket lidt luft. Men nu var alles øjne igen fastlåst på mig. ”Depression?” Udbrød jeg undrende. Jeg havde aldrig i mit liv tænkt den tanke, og jeg kunne bestemt heller ikke forestille mig det. Min far havde altid været den positive og livsglade person, hvordan kunne Sackville overhovedet tænke tanken?

 

”Har du ikke fortalt hende hvordan David døde?” Spurgte Sackvilles medhjælper undrende, og kiggede på min mor. Også jeg vendte mit blik mod hende, og bad lydløst om en forklaring.

 

Enden al dramaet, havde min mor gået roligt ind på mit værelse, i mens jeg hørte musik og tegnede i min notesbog. Hun ignorerede helt at jeg ikke lavede lektier, hun satte sig bare på min trekvart seng ved siden af mig. Hun begyndte roligt at sige at min far var kommet ud for en ulykke, og at han ikke overlevede. Andet sagde hun ikke. Jeg gik ud fra at det var en bilulykke, men nu ved jeg ikke hvad jeg skal tro mere.

 

”Han døde ikke i en bilulykke, gjorde han vel?” Jeg kunne mærke tårerene sætte sig i øjenkrogene igen. Det at snakke om hans død, gjorde mig forfærdelig trist. Det mindede mig bare mere om, at jeg aldrig ville få ham at se igen. Men når vi snakkede om hvad han lavede i sin fritid, hvordan han boede, om han havde en kæreste osv. Kunne jeg bare lade som om jeg snart ville se ham igen.

 

”Nej” Svarede min mor næsten lydløst, imens hun så ned i bordet. Hun kunne vist godt selv se, at det ikke var det fedeste at lyve for mig. OG SÅ OM MIN FARS DØD! Måtte det have været hvilket som helst andet. Jeg ville være ligeglad, men det her var virkelig langt ude. Endnu en grund til at hun er en forfærdelig mor.

”Jeg er så ked af det” Begyndte min mor, da hun så mine øjne reagere på hendes løgn. Igen flød tårerne ned langs mine kinder, og dryppede en efter en ned på mine lår. Jeg kunne mærke Adam ligge sin hånd trøstende på mit lår, hvor han stille nussede det, præcis det samme sted han havde boret sine fingre ind for noget tid siden.

 

”Bare stop… Bare fortæl mig hvad der skete” Jeg snøftede svagt, og begravede mit ansigt i mine hænder.

 

Igen følte jeg mig ydmyget. Det var allerede anden gang i dag jeg græd, og det værste er at når jeg først er begyndt, kan jeg slet ikke stoppe igen.

 

”David begik selvmord… Han hang sig selv” Sagde Andrew følelsesløst. Jeg lagde mine hænder i mit skød, og lod mit blik flyve hen på Andrew. Han så, så tom ud som han sad der. Men jeg vidste bedre, jeg vidste at under facaden, var han fornøjet over dette - Han nød det.

___________________________________________________________________________

 

Oh god, jeg hader dette kapitel... Det er virkelig skrevet dårligt, men jeg skal nok forsøge at forbedre mig!

Og tak fordi at du har læst det første kapitel i min Fanfiction, det betyder meget!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...