Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10425Visninger
AA

34. Together

”Værsgo, søde. Drik det, så får du det bedre.” Belle gav mig at krus med te og nogle piller. Jeg havde grædt så meget, mere end jeg nogensinde før havde gjort, og det viste bare, hvor meget jeg elskede Niall, og hvor ubetydelige mine andre forhold havde været.

Jeg tog imod kruset og førte det op til mine læber for at tage en lille tår af teen. Earl Grey, min yndlings. Ikke for stærk, ikke for mild. Bare perfekt og jeg elskede duften af bergamot. Teen gjorde faktisk, at jeg fik det lidt bedre, i hvert fald fysisk, men jeg var stadig så flov over, hvad jeg havde gjort. ”Hvordan gør jeg det her godt igen?” spurgte jeg min veninder, der hele tiden var ved min side, der krammede mig indtil, deres t-shirts var gennemblødte.

”Bare rolig. Alt bliver okay. Niall elsker dig, det er tydeligt. Jeg er sikker på, at hvis du fortæller ham, at du godt ved, at du tog fejl, vil alt falde på plads,” svarede Phebs med et sødt og opmuntrende smil.

”Men jeg ved ikke, hvornår han kommer tilbage, eller om han overhovedet vil lytte til mig. Efter hvad jeg har gjort, hvorfor skulle han så gide?”

”Hvorfor skulle han ikke gide?” modsagde Belle mig. ”Han elsker dig, lige så meget som du elsker ham. Du skal bare snakke med ham. Jeg er sikker på, alt nok skal gå,” supportede hun og lagde en hånd på min skulder. Jeg trak vejret dybt og lukkede øjnene i nogle sekunder. Jeg blev nødt til at stole på, hvad de sagde, jeg blev nødt til at tro på, at alt nok skulle gå, at Niall og jeg ville finde ud af det her.

”Hvornår?” spurgte jeg og følte mig stadig så svag. Mine to veninder smilede til hinanden, så et håb blev tændt i mig.

”Det er derfor jeg talte med Liam. De kommer tilbage om seks dage, og du skal besøge ham, lige så snart han kommer hjem.

Jeg var så taknemmelig for, at jeg havde dem til at hjælpe mig med det her.

***

Jeg stod foran hans dør. Ifølge Liam var han allerede i sin lejlighed, sikkert i fuld gang med at spise. Jeg smilede, da jeg så for mig, hvordan han sad og spiste, mens han så fjernsyn. Jeg havde været der i over femten minutter, men jeg kunne ikke få mig selv til at banke på. Jeg rystede, og jeg havde en forfærdelig klump i halsen. Det var ikke kun på grund af det faktum, at jeg var der for at fortælle ham, hvor ked af det jeg var, hvor meget jeg havde savnet ham, hvor meget jeg havde brug for ham i mit liv. Jeg skulle se ham for første gang i to uger, de to længste uger i mit liv. Jeg savnede ham så det gjorde ondt over det hele.

Jeg tog en dyb indånding og et skridt tættere på døren. Phebs og Belles støttende ord lød i mit hoved, og det gav mig noget styrke til at gøre det. Jeg kunne sagtens. Med en rystende hånd bankede jeg på hans dør tre gange og ventede med et hjerte, der bankede så hurtigt i min brystkasse, at det gjorde ondt.

Aldrig havde jeg oplevet sekunder, der føltes så lange. Jeg kunne sværge, at alt omkring frøs til is, og der var kun mit bankende hjerte og mig, der ventede på, at han ville åbne døren.

Da døren endelig blev flået op, fik jeg næsten et hjerteanfald, jeg kunne ikke håndtere det! Jeg var så nervøs, så urolig, så bange.

Det første, jeg så, var hans øjne, hans blå og smukke øjne, der så så tomme ud. Overraskelse var malet i hans ansigt, da han åbnede døren helt. Hans blik var på mig hele tiden, og jeg så ham åbne munden flere gange. Men tydeligere end alle de andre følelser var vantroen.

”Alex…” hviskede han, og jeg smilede svagt.

Oh God, hvor jeg savnede ham. Jeg savnede ham så meget og bare at se ham fik mit hjerte til at gå amok. Jeg ønskede at skynde mig hen til ham for at kramme ham så tæt, at intet kunne være mellem os. Jeg ønskede at kysse ham, jeg ønskede at have ham tæt på mig.

”Hej,” hviskede jeg tilbage og følte mig som en lille, dum pige. Dér stod jeg foran drengen, jeg elskede, og alt, jeg kunne sige, var ’hej’. Tillykke, Alex. Du har i hvert fald vundet en pris for dine talefærdigheder.

”Du er her. Men… hvordan… hvorfor?” spurgte han stadig forvirret. Ingen af os rørte på os.

”Vi skal snakke. Jeg har et par ting jeg skal sige.” okay, det var bedre. Det var ikke perfekt, men bedre end bare ’hej’.

Han nikkede entusiastisk, før han tog et skridt til siden, så jeg kunne gå ind i hans lejlighed. Den var lige som jeg huskede den. Jeg følte mig så dum, for der var kun gået to uger, siden jeg havde været der, men det føltes som længere tid, meget længere tid siden.

”Så har du brug for noget? Vand? Jeg har noget pizza tilovers,” tilbød han, og jeg smilede, fordi for første gang var mad det mindste af mine bekymringer.

”Jeg har bare brug for, at du lytter,” svarede jeg, og han nikkede. Vi stod ansigt til ansigt, ret tæt, men han føltes stadig så langt væk. Jeg tog en dyb indånding og forberedte mig selv på at sige alt, jeg skulle. ”Jeg er en kujon. Jeg var så bange for, at jeg ikke ville være nok for dig, at jeg foretrak at forlade dig, før du fandt ud af det. Jeg besluttede, at det ville være det bedste at slå op med dig uden overhovedet at tage din mening i betragtning. Jeg opgav os uden overhovedet at prøve og je-jeg-” min stemme rystede igen, og det samme gjorde mine hænder. Jeg havde forberedt mig selv så meget på det her øjeblik, men jeg kunne ikke bare sige alt, jeg havde indeni, selvom jeg ønskede det.

”Alex,” hviskede han, men jeg rystede på hovedet.

”Please, lad mig tale færdig først. Bare det,” bad jeg ham, og han nikkede. ”Jeg tror, at det jeg prøver at sige er at- jeg er ked af det, Niall. For hvad jeg gjorde mod dig, mod os. Jeg var så dum. Jeg er dum! Og jeg ved, at du sikkert er virkelig sur på mig, men jeg havde brug for at fortælle dig, at jeg stadig elsker dig, jeg elsker dig så højt, og de her dage uden dig har været de værste dage i mit liv. Jeg er virkelig, virkelig, virkelig ked af det, Niall…” tårerene trillede ned ad mine kinder, og jeg havde en trang til at løbe væk, men resten af mig kunne kun stirre ind i de smukke, blå øjne.

Hans ansigtsudtryk var ren chok, men lidt efter lidt dukkede et smil op på hans læber, og mit hjerte nåede en farlig rytme. Han trådte et skridt nærmere og tog mit ansigt i sine hænder. Sin pande lænede han mod min, og jeg rystede stadig.

”Jeg er så ked af det,” hviskede jeg igen, så han rystede på hovedet.

”Shh,” var det eneste han sagde, før hans læber pressede sig mod mine. Han lagde armene om mig, som mine fingre rodede i hans hår, og jeg kyssede ham tilbage med al den kærlighed, begær og behov jeg følte for ham. Jeg holdt fast i ham, som hvis mit liv afhang af det, som var han alt, jeg havde brug for.

Han krammede mig tættere, og kysset blev mere lidenskabeligt. Han sagde ikke noget, men det behøvede han heller ikke, jeg forstod, at han ikke var sur på mig, at han tilgav mig for at være så dum, og at han også elskede mig.

Vi brød kysset, og han kiggede mig i øjnene, hans strålede igen, og hans smil var det smukkeste, jeg nogensinde har set.

”Jeg savnede dig så meget,” fortalte han mig, så hans læber snittede mine, da ordene forlod hans mund. ”Hver dag føltes så fucking lang. Jeg kunne kun tænke på dig, og jeg ønskede bare at se dig, at holde dig i mine arme ligesom nu.”

Han kyssede mig igen, et blidt og kærligt kys der gjorde mig helt blød i knæene.

”Jeg kunne kun tænke på, hvordan jeg skulle få dig til at ændre mening, at vise dig at du tog fejl, at vi kunne få det til at fungere.”

Jeg fniste og kærtegnede blidt hans kind, nød varmen fra hans arme om mit liv, hele hans krop der var presset tæt mod min. ”Ved du, at jeg var ved at tage hjem og besøge dig, fordi jeg ikke kunne klare det mere?” spurgte han, og jeg stirrede overrasket på ham. ”Yeah. Jeg havde ikke tænkt mig at lade dig gå så let. Jeg forlod dig den dag, fordi jeg vidste, at det var svært for dig, og jeg ville ikke gøre det hele vanskeligere, men jeg accepterede aldrig, hvad du fortalte mig.”

Jeg lo, så taknemmelig for at han ikke accepterede mine ord, at han vidste fra begyndelse, at jeg tog fejl.

”Jeg elsker dig,” fortalte jeg ham og stillede mig på tæer for at kysse hans læber. ”Jeg ved ikke, hvordan vi får det her til at fungere, men jeg vil gøre mit bedste,” lovede jeg, så han smilede sødt.

”Det vil jeg også. Jeg vil ringe til dig hver dag, når jeg skal rejse med drengene, og vi vil få det bedste ud af dagene, vi har sammen. Jeg vil beskytte dig fra paparazziene. Alt hvad du vil have, jeg har bare brug for dig ved min side.”

”Jeg er ligeglad med paparazziene nu,” overraskede jeg ham. ”Hvis det er prisen for at være sammen med dig, så vil jeg betale den. Jeg indså, at du er vigtigere for mig end mit privatliv. Plus, jeg er ikke interessant nok for dem; jeg er bare en heldig pige, der blev forelsket i en popstjerne. Ikke noget særlig, vel?”

Han lo før han igen kyssede mig.

Vi var sammen hele eftermiddagen, vi kyssede, krammede, spiste, talte og så film. Vi sad bare sammen, rørte hele tiden hinanden, fordi vi havde brug for hinanden. Ved aftensmadstid hørte vi et højt, dundrende bank på døren.

”NIALL!” Louis’ stemme lød gennem døren. ”Har jeg stadig en kone? Lod du hende gå? ÅBEN DEN FUCKING DØR!” jeg lo ad ham, som Niall rullede med øjnene. Det var tydeligt, at vi ikke ville have selskab, men vi vidste, at hvis vi ikke åbnede døren, ville drengen bare bryde ind i lejligheden uden medfølelse.

Niall rejste sig og gik hen til døren. Jeg gik ved hans side, vores hænder var flettet sammen, som vi åbnede døren, og en vild Louis stormede ind i lejligheden.

”Du har bare at have fikset alt med… ALEX!” råbte han, da han så mig ved siden af Niall. Den ældre dreng ventede ikke på et svar, han løb bare hen til mig og krammede mig tæt. ”Jeg savnede dig, Wifey! Har I talt det hele igennem? Er I to sammen igen?” spurgte han forhåbningsfuldt, stadig med mig i sine arme.

”Ja, vi har, så jeg ville sætte pris på, hvis du fjernede dine hænder fra min kæreste,” truede Niall og prøvede at virke intimiderende, men det virkede ikke rigtig.

”DE HAR FUNDET UD AF DET!” råbte Louis, og snart gik de andre drenge ind i lejligheden med enorme smil på læberne. Niall og jeg kiggede en smule underholdt, men også overrasket på dem. Stod de alle sammen derude og ventede på, at vi fandt ud af det hele? Selv Belle og Phebs var der.

”Jeg sagde jo, at alt ville blive okay, gjorde jeg ikke?” sagde Belle og gav mig et bamsekram. Jeg smilede bare. Jeg kiggede på Phebs, der også smilede. Jeg viste hende, hvor bekymret jeg var for hende, fordi Liam var der, men hun smilede opmuntrende, så jeg nikkede.

Hun var okay.

Niall lagde sin arm om min skulder og trak mig tæt ind til sig. Jeg så ham i øjnene, som drengene begyndte at samle og spise al det mad, de kunne finde. ”Jeg elsker dig,” hviskede han i mit øre, så jeg fik kuldegysninger.

”Jeg elsker også dig,” svarede jeg og kyssede blidt hans læber.

Og jeg var så lykkelig for, at han var min. Jeg vidste, at hvad der ventede os ikke ville blive nemt, jeg vidste, at vi ville få så meget modgang, men jeg vidste også, at vi var sammen om det her, og vi kunne klare alt, så længe vi forblev sammen. Det ville ikke blive perfekt, men det ville blive fantastisk. Og jeg kunne ikke bede om noget bedre. 

 

Heeeeey!

Det var så det sidste rigtige kapitel - epilogen kommer på lørdag! Hvad synes I om slutningen? Og om historien generelt? I har været en smule stille, så jeg ved ikke helt, hvor mange af jer der rent faktisk har læst med, men jeg håber da, at det i det mindste er et par stykker ;-)

Backfire har fået 30 likes og hele 60 favoritlister, det er for vildt! Tusind, tusind, tusind tak! Jeg er rigtig glad for, at I har gidet at læse med! :D

Hvis I har lyst, kan I også lige tjekke Letters to Liam ud :p

HA' EN GOD SOMMERFERIE! 

Adios <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...