Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10440Visninger
AA

13. Stop avoiding!

På turen hen til stedet, hvor drengene skulle optræde, sad jeg mellem Zayn og Belle. Jeg havde en spændende samtale med Zayn om tegneseriebøger. De andre drenge kiggede på os, som om vi var mærkelige, men jeg nød det nørdede emne. Normalt kunne jeg kun tale med min bror om sådan noget, og da jeg ikke så ham så meget, som jeg gerne ville, var det rart endelig at kende en, der også samlede og læste tegneserier. Til sidst blev vi enige om, at når vi kom hjem, skulle han låne en del af mine store samling.

”Jeg går ud fra, at I har haft en dejlig morgen,” sagde Phebs med et sødt smil, og vi nikkede begge.

”Jeg fandt ud af, hvem the Gold Saints er, og nu glæder jeg mig til at se hendes katte,” svarede Zayn storsmilende og krammede mig. Jeg kunne føle et borende blik i ryggen, men jeg havde ikke lyst til at vende mig om, for jeg vidste, at jeg ville møde Nialls blik, og jeg prøvede at ignorere ham. ”Jeg synes, Shura er den bedste,” tilføjede Zayn, og jeg slog ham let på armen. Jeg vidste, at han kun sagde det for at irritere mig.

”Skal vi nu skændes igen? Tro mig, du har ikke lyst til at sætte dig op mod mig og Aiores, makker,” advarede jeg ham, hvorefter vi begge brød ud i grin. Vores venner så ret så bekymrede ud, hvilket kun fik os til at grine endnu mere. ”I ved ikke, hvad I går glip af,” rystede jeg på hovedet. ”Takket være det her, er vi nu bedste venner! Ikke, Zayn?” spurgte jeg og kiggede op, så jeg mødte hans blik. Han nikkede stolt, og jeg sendte de andre et smil. ”Der kan I bare se.”

Harry og Liam, der sad sammen med Phebs, sendte os himmelvendte øjne, men smilet var stadig på deres læber. De havde vist også haft en god morgen med shopping og sightseeing.

Da vi nåede frem, viste nogle sikkerhedsvagter vej til et stort omklædningsrum med spejle over det hele, outfits til drengene i massevis, stole, vandflasker og et bord fyldt med mad. Det sidste var klart det bedste af det hele. Phebs og Belle ville –som de selv så fint havde formuleret det- udforske territoriet, så de forlod rummet med en masse advarsler om, at de skulle passe på, hvis de ikke ville fare vild. Jeg blev sammen med drengene og spiste chokolade på livet løs. Zayn var ved mine side hele tiden, og jeg blev ved med at ignorere Niall. Han prøvede at tale til mig et par gange, men jeg kom altid med en undskyldning og flygtede tilbage til Zayn, der ikke kun var min krammebamse den dag, men også mit skjold. Jeg ville ikke være i nærheden af Niall, for jeg var følelsesmæssigt ustabil. Jeg havde lige besluttet, at jeg ville holde afstand mellem os, og jeg var bange for, at mit hjerte og min krop ville forråde mig. Jeg ville gerne være sammen med ham, men det ville bare gøre endnu mere ondt, og jeg havde allerede fået nok.

Drengene blev kaldt til lydtjek, og de tilbød mig at gå med, men jeg ville hellere blive i omklædningsrummet og spille videospil. Døren lukkede efter dem og forlod mig alene, men åbnede igen kort efter og en lyshåret fyr stormede ind. Det gav mig et kæmpe chok. Jeg lavede et spjæt i sofaen og kiggede overrasket på ham. Jeg fik ikke samlet mig, før han talte: ”Hvorfor undgår du mig?” spurgte han, og mit hjerte stoppede for en stund.

”D-det gør jeg ikke,” løj jeg og prøvede at undgå hans blik, men det var umuligt. ”Hvorfor tror du det?”

”Tjaaa, det ved jeg ikke, måske fordi du løb din vej, hver gang jeg prøvede at tale til dig, som om jeg havde en eller anden sygdom!” udbrød han vredt og sarkastisk.

”Det er ikke det,” hviskede jeg, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Jeg undgik ham bestemt, og bare det at jeg var alene med ham, fik mit hjerte til at banke med fuld fart. Jeg havde lyst til at fortælle ham det hele, hvor forvirrende det var for mig, hvor meget jeg ønskede at kramme ham, have hans varme arme om mig, hvor meget jeg brændte for at kysse ham – kysse ham rigtig, denne gang. Jeg ville fortælle ham, hvad jeg følte, men jeg kunne ikke, jeg skulle ikke. ”Det er bare-” prøvede jeg igen, men ordene ville ikke forlade min mund.

”Bare hvad? Gjorde jeg noget i går aftes? Det var derfor du forlod mig og sov alene et andet sted. Hvad end jeg gjorde, er jeg ked af det, Alex. Jeg sov og jeg-”

”Du gjorde ikke noget,” forsikrede jeg ham med et smil på grund af hans bekymring.

”Hvad er det så?” spurgte han. Niall virkede enormt urolig, og jeg fik det så dårligt, fordi det var min skyld.

”Ikke noget. Seriøst, Niall, du kan ikke forvente, at jeg opfører mig almindeligr i de her dage. Jeg vil ikke fungere normalt eller forstå mig selv. Du troede, kvinder var komplicerede? Ha, du var nødt til at møde mig med menstruation!” sagde jeg grinende og prøvede at berolige ham. Jeg ville ikke have, at han skulle være ængstelig over noget, der ikke var hans skyld, men derimod min. Jeg skulle have kontrolleret mine følelser, jeg skulle have bemærket, at jeg var ved at falde for ham noget før, og jeg skulle have sat en stopper for det. Men det gjorde jeg ikke, og nu blev jeg nødt til at møde konsekvenserne.

Han kiggede på mig, ikke helt overbevist, så jeg smilede og tog hans hånd. Bare det at røre ham sendte kuldegysninger ned ad min ryg, men jeg ignorerede følelsen og fokuserede kun på ham. ”Om et par dage vil alt være normalt igen. Det får du at se,” lovede jeg, da han lukkede sin hånd om min.

”Jeg tror på dig, men please, lad være med at ignorere mig på den her måde. Jeg kan ikke lide det.” hans blik, måden han kiggede på mig på, fik noget indeni mig til at gå i stykker. Jeg kunne ikke holde mig selv tilbage og krammede ham tæt, gemte mit ansigt i hans skulder. Han gengældte krammet og aede mig på ryggen.

”Undskyld,” hviskede jeg så lavt, at jeg tvivlede på, hvorvidt han hørte mig eller ej.

”NIALL!” hørte vi en råbe og brød krammet. Jeg kiggede smilende på ham. ”HVOR FANDEN ER DU?!” blev den samme person ved, og Niall spærrede skræmt øjnene op. Jeg lo og skubbede ham væk fra sofaen.

”Gå, gå, gå før du får mere ballade!” sagde jeg, og han løb sin vej. Jeg hørte døren lukke igen og trak mine knæ op til brystet, lænede min hage på dem, holdt om dem og bed mig i læben. Det var som om, at siden mine følelser for Niall gik op for mig, var alt mere kompliceret, og jeg kunne ikke være sammen med ham, uden jeg følte, at jeg var ved at krakelere fuldstændig. Jeg vidste ikke, om det var fordi, jeg virkelig godt kunne lide ham, eller om det bare var fordi, jeg havde menstruation, men lige meget hvad var det noget lort!  Jeg havde lyst til at græde, og det hadede jeg mig selv for. Jeg kunne ikke lide at græde, jeg hadede at være så svag, men i det øjeblik føltes det som om, det var det eneste at gøre.  

Døren åbnede igen, og jeg gemte mit hoved i frygt for, at det var Niall, eller en af de andre drenge, men jeg tog fejl, for det var bare pigerne. ”Alex! Det her sted er enormt, du bliver nødt til at se det!” sagde Belle og gik imod mig, indtil hun smed sig i sofaen. ”Vi farede næsten vild to gange! Gudskelov at Phebs har en god stedsans… Alex? Er du okay?” spurgte min veninde, da hun opdagede mit stadig skjulte ansigt. Jeg rystede på hovedet, men kiggede ikke på dem.

”Alex, hvad er der sket?” spurgte Phebs og satte sig ved siden af mig. Jeg havde en klump i halsen, som forhindrede mig i at tale og trække vejret, og jeg begyndte at ryste. Snart følte jeg deres arme om mig, og jeg begyndte at hulke. Jeg var en værre tøs, det vidste jeg, men jeg kunne ikke styre det.

”Søde, please fortæl os, hvad der er galt,” bad Belle og aede mig over håret.

”Jeg kan lide Niall,” hviskede jeg. ”Jeg kan virkelig, virkelig godt lide ham. Ikke bare en lille smule… Jeg er forelsket i ham,” sagde jeg, og min stemme knækkede til sidst.

”Men det er da godt. Hvorfor er du så sådan her? Det er da en god nyhed!” sagde Belle glad, og jeg stønnede.

”Nej! Det er ikke gode nyheder! For det er Niall, vi taler om. Han kan ikke lide mig, og han er en verdenskendt popstjerne, der aldrig ville date en pige som mig. Har du set mig? Kan du helt seriøst se ham med en pige som mig? Hvad ville hans fans sige? Jeg forstår ikke engang, hvordan vi er venner!” udbrød jeg højt, så al min frustration fløj ud.

”Åh, søde, sådan noget skal du ikke sige. For det første, ved du ikke om han kan lide dig eller ej. For det andet, er du en fantastisk pige. For det tredje, er det lige meget, hvad hans fans tænker, det er kun vigtigt, hvad han selv synes. Og, ærligt, kan jeg godt se ham med en pige som dig, faktisk, synes jeg, at I er virkelig søde, og at han er, hvad du altid har manglet,” svarede Belle, og jeg kiggede overrasket på hende.

”Hun har ret, Alex,” brød Phebs ind. ”Du er fantastisk, men du ser det bare ikke selv. Dit udseende definerer dig ikke, det er bare det, du gerne vil have folk til at se.”

Jeg kiggede taknemmeligt på dem. ”I er de bedste, ved I godt det?” de kiggede på hinanden og nikkede smilende.

Jeg ville gerne tro dem. Jeg ville gerne tro, at Niall og jeg ikke var udelukkede, men jeg kunne stadig ikke tro, at han også kunne lide mig, jeg kunne ikke se en grund til, at det var muligt.

”Jeg synes, du skal prøve,” foreslog Belle. ”Du skal lære ham bedre at kende, få ham til også at falde for dig.”

”Og hvad så når touren er slut? Jeg skal tilbage til Uni, og han fortsætter sit liv som verdenskendt. Der er ikke plads til mig i hans liv.”

”Hvordan kan du vide det uden overhovedet at prøve?” spurgte Phebs, og jeg vendte mig for at kigge på hende. ”Jeg ved, at det er bedre at fejle, end at give op uden at prøve.”

Hun havde ret. Jeg antog, at det var umuligt, jeg prøvede at begrave mine følelser, var sikker på at de aldrig ville blive gengældt, uden at give det en chance. Det lignede ikke mig, og jeg burde være flov over mig selv.

”Ved I hvad? I har ret. Jeg burde give det et forsøg, og hvis det ikke funger, ved jeg i det mindste, at jeg gjorde, hvad jeg kunne,” sagde jeg mere entusiastisk. ”Og hvis det ikke lykkes, får jeg mere brug for jer end nogensinde før, for det kommer ikke til at være kønt.”

”Og vi vil være der for dig, Alex,” sagde Phebs.

”Altid,” tilføjede Belle, og vi krammede tæt.

Jeg var glad for, at jeg talte med Belle og Phebs. Jeg var stadig bange, det ville jeg ikke benægte, men jeg havde også besluttet mig for at prøve. Jeg vidste ikke, hvad Niall følte for mig, men det havde jeg tænkt mig at finde ud af. Og hvis han følte det samme som mig, ville vi prøve at få det til at fungere.

Men en ting af gangen. Jeg blev nødt til først at finde ud af, hvad han følte for mig.

”Skal vi gå ud og se lydtjekket?” spurgte jeg mine veninder, og de smilede stort.

”Hvis vi kan finde derhen. Som jeg sagde: stedet er giga!” grinede Belle og rejste sig. ”Vi prøver!”

”Og vi klarer det!” støttede Phebs hende.

”Hurra for optimisme!” sagde jeg og brød ud i grin, mens jeg rejste mig. Vi forlod rummet grinende, for at prøve at finde scenen.

Pigerne havde ret, stedet var mega stort, men vi støtte på nogle vagter, der hjalp os med at finde drengene syngende på scenen. Da de så os, vinkede de og smilede stort. Mine øjne mødte Nialls, og han blinkede til mig, hvilket fik mig til at rødme.

Da de var færdige, gik drengene hen til os og krammede os. De var en lille smule svedige. ”Klar til en stor aften?” spurgte Belle, da Zayn lagde en arm om mig. Når alt kom til alt, var det stadig Zayns dag.

”Yeah, totalt!” svarede Louis og hoppede som en kænguru. Jeg kunne ikke lade være med at grine af ham. ”Den første koncert bliver vild!”

Og han løj ikke. Koncerten var fantastisk. Det var noget helt andet at se det backstage. Vi kunne give dem et kram, når de havde skiftet tøj, inden de gik på scenen igen og ønske dem held og lykke med de næste sange. Vi kunne høre alle de skrigende fans, og det var så overvældende. At se søen af piger fra backstage var utroligt. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan drengene havde det, men jeg kunne gætte mig til, at det var ret ubeskriveligt.

Da jeg tænkte på alt det, der var sket de sidste par uger, indså jeg, hvor fantastisk det havde været at møde drengene. Det var ikke alle, der fik en chance som denne, men vi gjorde, og det var jeg virkelig taknemmelig for. 

 

Juhuu, nyt kapitel! Hvad synes I om det? :-)

I må undskylde, at kapitlerne altid kommer om aftnen, men jeg har været i kirke hele dagen (konfirmandforberedelse (skal nogle af jer også konfirmeres i år?)), på arbejde, lavet matematik og så været til dans, så jeg har ikke lige haft tid før nu. Jeg håber, I synes, det er okay, og at I nød kapitlet alligevel ;-)

Ha' det godt til på lørdag!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...