Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10416Visninger
AA

10. So... Shopping

”Please!” bad jeg og trak igen i Belles arm. ”Bare et hurtigt kig. Jeg lover, det tager højst fem minutter.”

”Det siger du altid, men så ender det med at tage fem timer!” svarede hun og rullede med øjnene. Det tog altså aldrig lang tid. Måske to timer, men ikke fem. Hun overdrev bare.

Vi var i centeret, og pigerne ville ikke lade mig gå i elektronik-forretningen. Det eneste gode ved centeret, udover maden, var den butik. Der var altid så mange nye ting; nye software programmer og alle mulige forskellige dimser. Det var som en tur i himlen, når man var en nørdet pige som mig. Men den dag tog vi derhen for at kigge på tøj. Og jeg led. Jeg ville aldrig forstå, hvordan folk nød at tage ud at shoppe. Det var den mest irriterende ting, man kunne lave.

”I er så onde!” jamrede jeg og skød underlæben ud som et lille barn. Jeg lagde endda mine arme over kors. Phebs grinede. Hende og Belle havde et utal af poser i hænderne, mens jeg kun havde købt et par sorte bukser, en grå t-shirt og en nederdel. Jeg prøvede at købe noget herretøj, men Belle ville ikke lade mig gøre det. Hun ville have mig til at købe en kjole, men jeg nægtede.

Jeg gjorde endnu et forsøg på at gå til herreafdelingen, jeg havde set en skjorte på en mannequin, som jeg gerne ville have, men Belle tog mig på fersk gerning. ”Hvor tror du, du skal hen?” spurgte hun, og jeg mumlede nogle bandeord. Den pige kune være spion. Seriøst, intet kunne slippe forbi hende.

”Jeg ville købe en gave?” prøvede jeg, men hun kiggede skeptisk på mig, og jeg vidste, at jeg var gennemskuet.

”Nej, frøken. Vi er ikke færdige, så du bliver her hos os.” jeg sukkede og fulgte efter diktatoren. Belle var den slags pige, der virkede sjov og flink, men så snart hun er i nærheden af butikker, er hun en fuldkommen anden person! En anden skræmmende person.

Vi besøgte en anden butik, og Belle og Phebs købte flere ting. Jeg kiggede rundt, men ingenting faldt i min smag. Min brors klædeskab var mere spændende end den butik. Og jeg lavede ikke sjov. Da Belle endelig var tilfreds, smilede jeg stort og håbede, at vi kunne tage hjem. Jeg havde ikke haft det godt siden morgnen, jeg havde ondt i maven, og jeg ville hellere være blevet liggende i min seng hele dagen. Pigerne måtte bogstavelig talt slæbe mig med. Men jeg tog fejl igen, for vi manglede stadig at gå i boghandleren. Dér kunne jeg dog godt lide at være; jeg kunne godt lide lugten og roen, men jeg var ikke en bogorm som Phebs. Alligevel foreslog hun mig engang imellem en ny bog, og jeg nød den. Hun kendte mig godt og vidste hvilken genre, jeg kunne lide.

Hvis Belle opførte sig anderledes i tøjbutikkerne, og jeg forvandlede mig i elektronik-forretningerne, skulle du se Phebs i en boghandler. Hun sprang rundt som en kanin, kastede så mange bøger i favnen, som hun havde plads til, hvinede, skreg og græd endda af glæde. Men hun var dog dejlig.

”Åh gud! De har Dreamless!” skreg hun og lagde alle de andre bøger fra sig for at gribe en med en flot forside: en pige med svævende tøj på en strand og en solnedgang i baggrunden. ”Lucas!” jeg havde ingen idé om, hvem den dreng var, men jeg gik ud fra, at han var hovedperson i bogen. Jeg grinede bare af mine skønne veninde.

Hun købte seks nye bøger og fik også mig til at købe to. Hun sagde, at det var en serie, jeg ville elske, og jeg troede hende. Hun tog aldrig fejl. ”Kan vi gå nu? Jeg har det ikke så godt, og jeg savner min seng,” sagde jeg med de bedste hundeøjne, jeg kunne præstere. Mine to veninder smilede, og vi satte kursen hjemad.

Vi skulle pakke, for drengene ville komme og hente os ved middagstid, og jeg havde så meget at gøre, men det eneste jeg ville, var at gå i seng. Min mave gjorde endnu mere ondt end før, og jeg var begyndt at blive gnaven. Måske havde jeg brug for noget sødt.

Da vi endelig kom hjem, gik jeg ud i køknet og fandt Nutellaen, som jeg begyndte at spise af med en ske. En af de bedste ting i verden var smagen af Nutella. Pigerne fandt også vej til køknet og greb en ske, så vi kunne nyde det sammen.

Jeg var glad indtil en skarp smerte angreb mig. Jeg krammede mig selv, lænede mig forover og lukkede øjnene hårdt i. Phebs og Belle blev hurtigt bekymrede og spurgte, hvad der var galdt. Det tog mig fem minutter at regne ud, hvad det var, der skete.

”Argh, nej!” brokkede jeg mig, da en anden bølge af smerte ramte mig. ”Min menstruation,” hviskede jeg næsten uden stemme, selvom jeg egentlig ønskede at råbe og skrige.

Bekymringen forlod deres ansigter, før de kiggede på hinanden og smilede stort. Jeg klagede højere, da jeg vidste, hvad der ville komme. Phebs og Belle begyndte at juble og grinede, som om jeg lige have fyret verdens bedste joke af.

Min menstruation var forfærdelig. Jeg hadede den som pesten. Jeg var i konstant smerte og blev nødt til at tage flere piller, end hvad godt var. I fem dage var jeg så høj, at mine veninder kunne få mig til hvad som helst. Jeg blev helt piget og trængende, ville hele tiden kramme, havde brug for slik, græd til romantiske film og jeg gik endda i kjole. I de fem dage var jeg en af dem. For mig var det et mareridt, men det var mine veninders yndlingsuge på måneden.

Jeg brokkede mig igen, da det gik op for mig, at jeg ville have min menstruation i den første uge af touren, at drengene ville se mig sådan her – det ville blive så pinligt! En eller anden, dræb mig! Bad jeg indvendigt i håb om, at en eller anden gud ville høre mig.

”Oh my God! Det bliver så sjovt!” sagde Belle og klappede i hænderne, og jeg klagede igen. Jeg vidste ikke, hvad der var værst; deres begejstring eller min smerte. Nok det første.

”Please, lad være med at få mig til at gå i noget alt for pinligt tøj,” bad jeg og gik ind på mit værelse for at pakke. Drengene ville komme til at se en meget ydmygende side af mig, og det gjorde mig bestemt ikke glad.

***

”WIFEEEE!” råbte Louis, da han gik ind gennem hoveddøren. Jeg sad i sofaen med armene om mig selv. Jeg smilede til dem i et forsøg på at glemme smerten. Jeg ville ikke tage mine piller endnu, for jeg vidste, at det ville blive værre dagen efter. Louis gav mit et ordentlig bamsekram, og jeg jamrede, men gengældte alligevel krammet. Han kyssede mig på kinden med en høj lyd, og jeg lo. Efter ham kom Harry, Liam, Zayn og til sidst Niall, der bagefter satte sig ved siden af mig og svang sin arm om min skulder.

”Hvordan har du det? Du ser træt ud,” kommenterede han, og jeg blev overrasket over, hvor let han kunne se, at jeg ikke havde det godt.

”Der er ikke noget at være bekymret for,” svarede jeg for at berolige ham, så han fik også et smil med i købet. Han efterlod et blidt kys ved min tinding, og mit blik faldt på de andre drenge.

”Vi tager af sted i morgen,” meddelte Liam, og jeg nikkede. ”Derfor skal I med os nu. Vi kører i tour bussen, men bare rolig, vi får hotelværelser i alle byerne. Jeg er så glad for, I tager med,” smilede han, og jeg kunne ikke lade være med at kigge på Phebs, der smilede. Jeg kunne dog se, at det ikke nåede hendes øjne. Hun var stadig bekymret for, når hun skulle se Danielle og Liam sammen, og jeg hadede smerten i hendes dejlige grønne øjne. Jeg ville gerne hade Liam, for det han gjorde, men det var ikke hans skyld. Det var ikke nogens skyld.

”Det bliver så fandens godt!” råbte Louis, og vi nikkede smilende.

”Så find jeres ting,for vi tager af sted. Har I alt klar?” spurgte Liam og var som sædvanlig den ansvarlige.

”Yep. Vi skal bare lige hente det,” svarede Belle. Jeg havde ikke lyst til at bevæge mig, og det vidste hun. ”Hvem hjælper?” spurgte hun. Drengene fulgte hjælpsomt efter hende, da hun gik mod vores værelser. Niall rejste sig også, men jeg stoppede ham. Jeg havde ikke lyst til at være alene, og jeg elskede at have ham ved siden af mig. De behøvede ikke mere end seks mennesker til at hente vores tasker. Nialls hjælp var unødvendig, og jeg ville gerne have ham hos mig. Jeg begyndte allerede at føle mig trængende.

”Er du sikker på, at du er okay?” spurgte han og kiggede mig i øjnene.

”Det er ikke noget, jeg ikke kan klare, Niall. Jeg vil bare have dig til at blive hos mig et stykke tid. Please?”

Han nikkede, satte sig igen og slog armene om mig. Jeg lænede mig ind mod hans brystkasse og lukkede øjne for at nyde hans beroligende vejrtrækning. Jeg elskede, hvor behagelig varm han var, og hvordan vores kroppe passede perfekt sammen. Hvor cheesy det end lød, havde jeg det som om, jeg hørte til i hans favn.

”Du ved, du kan fortælle mig alt, Alex,” hviskede han og kyssede mig i håret. Jeg nikkede, for det vidste jeg godt, jeg kunne, jeg vidste, at han ville lytte til mig, lige meget hvad jeg havde at sige. Det vidste jeg, men det betød ikke, at jeg havde tænkt mig at gøre det, specielt ikke når det var noget så personligt som min menstruation. Ellers tak.

”Det ved jeg. Du behøver altså ikke bekymre dig, Niall. Det lover jeg. Jeg er okay,” lovede jeg og kiggede op på ham. Hans øjne mødte mine, og som sædvanlig sprang mit hjerte et slag over. Det kildede i hele min krop, fordi han var så tæt på, og alligevel ønskede jeg ham nærmere. Jeg bed mig i underlæben, da han aede min kind.

”NIAAAALL!” hørte vi en person skrige, og vi sprang væk fra hinanden. ”HVAD LAVER DU MED MIN KONE? FJERN DINE BESKIDTE HÆNDER FRA HENDE!” vi kunne høre hurtige skridt komme i vores retning. Louis hoppede imellem os og kiggede mistænksomt på os. ”Hvad lavede I?” spurgte han, og jeg kunne mærke mine kinder blive lige så røde som Nialls. ”Hvorfor hentede du ikke din bagage, Wifey? Har du det ikke godt?” da det spørgsmål lød, kiggede han bekymret på mig.

”Jeg har det fint. Jeg er bare ikke i humør til at bevæge mig lige nu. Der er ikke noget at være bekymret for, min elskede mand. Men, seriøst, det tog dig noget tid at opdage, at jeg ikke var ved din side,” jeg kiggede på ham med korslagte arme og et strengt blik.

Han sprang hen til mig og krammede mig så tæt, at jeg var ved at blive kvalt. ”Undskyld! Det hele er Harrys skyld. Han distraherer mig!”

”Du er en elendig mand. Her gik jeg og troede, at du kun var mig utro med Eleanor, men nej, Harry er også en del af det her rædsomme drama,” sagde jeg i en drillende tone. Han gik et skridt tilbage, tog mine hænder i sine og kiggede mig i øjnene.

”Jeg lover dig, alt skal nok blive godt, du er den eneste, jeg elsker!” lovede han, og jeg hørte Niall grine af os. ”Intet og ingen kan skille os ad!” tilføjede han dramatisk, og vi drejede begge hovederne til den samme side, som om der var et kamera. Niall flækkede af grin, og jeg kunne heller ikke holde det inde længere.

”Åh, vi er gode. Vi burde være med i en sæbeopera,” kommenterede jeg, og begge drenge grinede.

Snart efter lød fodtrin, og alle de andre dukkede op med vores bagage. Louis rejste sig op, ditto gjorde Niall, hvorefter han tilbød mig sin hånd. Jeg tog smilende imod den og rejste mig op.

”Nå, lad os komme af sted!” råbte Harry, og vi andre jublede. ”Bilen venter på os. Vi overnatter alle sammen i vores lejlighed, ikke Boo Bear?”

”Lige præcis!” bekræftede Louis og stillede sig ved siden af den krølhårede dreng.

”Nå,” sagde jeg og gik mod min bagage, som Niall dog nåede at tage, før jeg gjorde. ”Hvad venter vi så på? Let’s go!”

 

Jeg har ondt af Alex! Har I også det?

Der er ikke lang tid til, touren rigtig starter. Jeg glæder mig, heheh :p

Og hey, det er påskeferie! Hvad skal I lave? :)

Jeg håber, I har en dejlig aften og nyder, at ferien lige er begyndt! :D

- Mille B

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...