Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10443Visninger
AA

28. Public

Den aften vibrerede min mobil pludselig, da sad jeg og så Doctor Who med Phebs og min bror, som var mega fan af serien. Jeg syntes, den var fin nok, men jeg var ikke så besat, som han var. Jeg måtte dog indrømme, at Matt Smith så virkelig godt ud. Jeg tog min mobil op af lommen og læste Nialls besked.

Fra Nialler <3: Vi laver et twitcam! Savner dig.

Jeg smilede, som jeg rejste mig for at hente min computer. Phebs kiggede på mig for at se, hvad jeg skulle, så jeg nikkede bare til hende, som et tegn på at hun skulle følge med. Det var umuligt at få min bror til at slukke fjernsynet, når der var Doctor Who, så jeg gad ikke engang forsøge at komme i kontakt med ham. ”Drengene laver et twitcam og vil have os til at se det,” fortalte jeg min veninde, som vi satte os ved spisebordet, og jeg tændte min computer. Jeg gik på twitter for at finde et link til twitcamet, som en af drengene havde tweetet. Det var hurtigt fundet, og snart dukkede fem genkendelige ansigter op på skærmen.

”Og det var sådan, mine gulerødder forsvandt,” sagde Louis, mens han stirrede morderisk på Niall. Jeg lo, som jeg så for mig, hvad der var sket. ”Næste gang du stjæler mine gulerødder, skal jeg nok få dig til at bøde for det, din lille tyv.” Niall smilede bare sødt og trak på skuldrene.

”1Disallmylife spørger, om vi skal til USA igen,” læste Liam et af de tusinde spørgsmål højt. ”Ja, det skal vi. Snart.” jeg forestillede mig, hvordan alle de amerikanske fans skreg i det eksakte øjeblik.

”AlllltStylinson spørger, hvem pigerne, vi har med på tour, er,” læste Harry tilfældigt op, indtil det gik op for ham, hvad han lige havde sagt højt, og hans øjne blev spærret op. Phebs og jeg blev begge helt anspændte. Vi vidste, at paparazziene var klar over, at der var tre piger, der rejste rundt med drengene -paparazziene havde selv set os-, men drengene havde nægtet at tale om det. ”Øhm… de er venner.” svarede den krølhårede dreng. Jeg kunne se på drengenes ansigter, at de blev bombarderet med spørgsmål om os.

”Vores venner har ikke lyst til at blive genkendt, det er derfor, vi ikke kan sige, hvem de er,” forklarede Liam, og jeg sukkede. De beskyttede os.

Vi sad og så twitcamet i fuld skærm, men jeg minimerede, så vi kunne se de mange spørgsmål. Der var et link, som jeg havde en dårlig følelser omkring, men klikkede på alligevel. Det var et billede, der var taget langt fra og med en mobil den eftermiddag, da vi forlod bowlingcenteret. Niall og jeg holdt i hånden, og han hviskede noget i mit øre. Fordi han stod så tæt på mig, kunne man ikke se mit ansigt, men det var tydeligt, at vi ikke kun var venner. Pokkers.

Chatten gik amok. Fansene skrev en masse om, hvem jeg var, og om jeg virkelig datede Niall. Jeg læste alle slags kommentarer.

Hvem er den bitch? Hvorfor holder hun i hånd med Niall?

Hun er slet ikke hans type! Har I set, hvordan hun ser ud?

Hvorfor vil en som hende date Niall?

Det er tydeligt, at de ikke dater. De passer jo overhovedet ikke sammen.

Hun ligner en kriminel.

Og mange flere kommentarer dukkede op på skærmen. Jeg kiggede på twitcamet, hvor drengene prøvede at få fansene til at skrive om andre ting, men jeg kunne se Nialls ansigtsudtryk, og jeg vidste, at han også læste kommentarerne, og at han virkelig ønskede at gøre noget.

Jeg havde hele tiden vidst, at det ville være fansenes reaktion, det var tydeligt, at vi ikke mindede om hinanden, og jeg lignede faktisk en kriminel sammenlignet med Niall. Om mig var Phebs’ beskyttende arme, som jeg trak vejret dybt. Jeg ville ikke lade piger, jeg ikke kendte og som kun dømte mig på mit udseende, slå mig ud. Jeg var stærk, og jeg havde det godt med at være mig selv. Niall kunne lide mig, og det var det eneste, der skulle betyde noget, fansene var ikke en del af vores forhold.

Jeg fandt min mobil frem og skrev til Niall.

Til Nialler <3: Du skal ikke sige noget. Jeg er ligeglad, med hvad de siger.

Jeg så da han modtog sms’en og læste den. Han kiggede ind i kameraet, så det føltes, som om han stirrede direkte på mig, kun mig. Jeg smilede. Vi befandt os forskellige steder, men jeg følte, at vi var forbundet.

Endelig stoppede de med at skrive om mig og begyndte i stedet at stille drengene andre spørgsmål. Drengene svarede ikke kun på fansenes spørgsmål, de sang også et par sange, dansede og lavede andre dumme ting. Phebs og jeg grinede af dem, og vi savnede dem. Det var utroligt, hvor vant vi var blevet til dem, så jeg ville ikke tænke på, når sommeren sluttede, og hvordan tingene ville ændre sig.

Drengene sagde farvel, og så snart forbindelsen var brudt, lød min ringetone, og et kært billede af en sovende Niall dukkede op. Med et smil besvarede jeg opkaldet.

”Jeg er så ked af det!” udbrød han med det samme. ”Jeg skulle have passet mere på, da vi gik fra bowlingcenteret. Jeg er virkelig, virkelig ked af alt det, de sagde om dig. Du skal vide, at jeg ikke tror på noget af det.” Han lød så urolig, at jeg begyndte at grine ad ham.

”Shh, Niall, det er okay,” svarede jeg, som Phebs tog min computer for at logge på twitter. ”Det eneste, jeg bekymrer mig om, er, hvad du synes.” jeg hørte ham sukke, og jeg lo. ”Jeg ved, at du virkelig ønskede at sige noget, men jeg er glad for, du lod være.”

”Det dræbte mig, at jeg ikke kunne forsvare dig. Jeg vil ikke have, at folk sviner dig til, når du, tydeligvis, ikke fortjener det. Du er en af de mest fantastiske personer, jeg har mødt, og de er bare jaloux.” jeg nikkede, selvom jeg vidste, han ikke kunne se mig.

”Jeg ved det, babe. Jeg vil ikke lyve for dig, det gør ondt at se, hvor meget de hader mig, bare fordi jeg er tæt på dig, men ord fra folk, jeg ikke kender, kan ikke rigtig nå mig. Plus, jeg var klar over, at det her ville ske før eller siden.”

”Kan du se, hvad jeg mener? Du er fantastisk!” jeg rødmede og var taknemmelig for, at han ikke var sammen med mig og kunne se mine brændende kinder. ”Har I det sjovt med din bror?” skiftede han emne.

”Yeah. Han ser Doctor Who, så han bemærkede ikke engang, at vi forlod ham,” grinede jeg, og jeg hørte Niall le i den anden ende.

”I morgen er sidste koncert i Manchester, og så skal vi videre. I er her tideligt, ikke?”

”Selvfølgelig! Men Ethan kommer ikke, han skal arbejde,” svarede jeg.

Vi talte i et stykke tid, og da jeg lagde på, tog Phebs min hånd og viste mig noget, der fik mit blod til at fryse til is. Fansider skrev allerede om den mystiske pige. Jeg tog et stramt tag om Phebs’ hånd, som jeg begyndte at læse, hvad medierne sagde.

”Tilsyneladende har vores elskede Niall fundet kærligheden. Dater han virkelig denne pige? De så ret tætte ud den her eftermiddag. Hvad tror du?”

”Vi tror, at pigen, der var sammen med Niall denne eftermiddag, er den samme pige, som for et par uger siden var med i deres twitcam, Alex. Kan det være hende? Hvem er de piger, der er sammen med vores drenge?”

”Fans så i dag Niall forlade et bowlingcenter i Manchester med sin nye kæreste.”

Jeg sank besværet en klump. Folk lagde tingene sammen, og snart ville de alle sammen vide, hvem jeg var, og at jeg datede Niall. Jeg kunne vinke farvel til mit privatliv.

I et øjeblik stoppede mit hjerte, da jeg tænkte på, hvad det betød at være i medierne - ikke engang fordi jeg fortjente det, men bare fordi jeg datede en kendt. Folk ville genkende mig, folk ville hade mig, folk ville tro, at de havde ret til at blande sig i mit liv. Jeg ville miste mit privatliv, bare fordi jeg var sammen med Niall. Pludselig føltes det som en for høj pris at betale, og jeg blev overvældet, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere situationen.

”Bare rolig, Alex. Drengene vil finde en løsning. Vi klarer os,” forsikrede Phebs mig, men jeg var stadig paralyseret. Jeg prøvede at bearbejde alle konsekvenserne. ”Alex, træk vejret,” mindede min veninde mig om.

”De ved det,” mumlede jeg og blinkede hurtigt.

”Vi kunne ikke holde det hemmeligt for altid. Men jeg er sikker på, at drengene vil stå ved, at vi bare er venner. Alt skal nok blive okay,” lovede hun, men jeg vidste, at hun var lige så bekymret som mig.

”Jeg vil ikke have, at folk ved, hvem jeg er. Ven eller kæreste, det er lige meget. Jeg vil ikke have dem til at kende mig,” hviskede jeg og så hende i øjnene.

Jeg trak vejret langsomt, prøvede at berolige mit hjerte, der bankede sindssygt mod mit bryst. Selv hvis drengene sagde, at vi bare var venner, ville folk kende til os. Der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det, jeg blev nødt til at møde konsekvenserne.

Jeg så Nialls ansigt for mig, hans smil, hans varme, smukke øjne, fordi jeg havde brug for al den styrke jeg kunne få, og han fik mig til at føle mig stærkere. Jeg ville sikkert miste mit privatliv, mit liv ville sikkert ændre sig –i hvert fald i et stykke tid til medierne blev trætte af os-, men det var det værd, fordi det fulgte med, da vi mødte drengene. De var det værd. Det ville jeg ikke ændre, selvom jeg kunne få et normalt liv. Jeg elskede dem alle, og Niall betød for meget for mig. Det gik op for mig at for ham, kunne jeg klare hvad end, der ville ske. Jeg skulle bare tænke på ham, huske at jeg gjorde alt det her for ham. Desuden var vi ikke så interessante, medierne ville hurtigt miste interessen for os, og alt ville blive normalt igen.

Jeg kunne slappe af og trække vejret normalt igen. Jeg behøvede bare at huske, hvorfor jeg gjorde det, og at det var det værd. Det blev jeg bare nødt til at huske.

”Vi klarer det,” fortalte jeg Phebs, og hun smilede og aede min hånd.

”Selvfølgelig. Du ved, hvordan alt det her er, de vil bare have noget nyt. De vil blive trætte af os, og de vil finde noget mere spændende.”

”Det her vil ikke vare længe, vel?” kommenterede jeg, og Phebs smilede stort.

”Hvad er der sket? Hvorfor forlod i mig alene derinde?” Ethan dukkede op i spisestuen og kiggede forvirret på os.

”Ikke noget vigtigt. Vi talte med drengene.” fortalte jeg ham smilende. ”I morgen er sidste koncert i Manchester, og så tager vi til Edinburgh,” tilføjede jeg.

”Jeg kommer til at savne dig.” Ethan gik han til mig for at give mig et kram. ”Jeg er så glad for, du kom for at se mig.”

”I lige måde, men jeg bliver nødt til at trække vejret,” mindede jeg ham grinende om. Med et smil slap han mig. Hvad end der kom til at ske, ville vi dagen derpå sammen med drengene finde ud af, hvordan vi skulle løse det.

 

Heeeeey!

Jeg håber, I kan lide kapitlet! :)

I mandags og i går var jeg til drengenes koncerter, og det er stadig ikke rigtig til at fatte. Mandag stod jeg nummer to fra hegnet ved catwalken, og i går stod jeg forrest. Det var mega crazy, den bedste plads jeg nogensinde har haft til en koncert! Ej, undskyld, jeg er stadig ret oppe at køre, når jeg tænker over det. Det var bare mega fede oplevelser - især i går! Var nogle af jer derinde? Hvornår? Hvor stod I? Hvad synes I? Skriiiiv! :-D

Nu vil jeg gå i køknet og bage muffins til at have med i skole i morgen ;)

Adiós

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...