Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10437Visninger
AA

4. Not a fan

”Jeg fatter ikke, at vi lige har mødt One Direction!” udbrød Phebs, da vi sad i bilen på vej hjem. Vi boede sammen i et dejligt hus.

”Helt ærligt, så stort var det sgu heller ikke. Du lyder, som om du lige mødte dronningen – det gjorde du altså ikke,” fnøs jeg, mens jeg rullede med øjnene. Belle vendte sig om, så hun kunne sende mig sit dræberblik.

”Jeg ved godt, du ikke kan lide dem-”

”Jeg kan godt lide dem, jeg er bare ikke fan af deres musik. Sådan er det bare,” afbrød jeg hende.

”Jaja, hvis du siger det. Jeg mener bare, at selvom du ikke er fan, er de altså stadig mega kendte, og millioner af piger ville dø for at være i dit sted lige nu. Helt ærligt, Alex, du bliver nødt til at indrømme, at det her rent faktisk er ret stort. Det er ikke hver dag, du bliver venner med kendte,” sagde Belle.

”Jeg ved ikke med jer, men jeg lever et meget spændende liv, og jeg har mødt masser af kendte,” jokede jeg. Mens jeg prøvede at holde masken, fyldte mine veninders grin bilen. ”Okay, okay, du har ret. Men I må se at tage jer sammen, for I skal ikke opføre jer som sådan nogle besatte fans, næste gang vi ser dem.”

”Tag det roligt, vi skal nok opføre os ordentligt,” lovede Phebs smilende. Se, dét her er mine veninder; altid nogle gode piger. ”Men lad mig lige minde dig om, hvad du sagde i går: Du er færdig med drenge. Så intet flirteri eller noget. Forstået?”

”Jeg flirter ikke!” protesterede jeg forarget.

”Jo, Alex, det gør du! Det var simpelthen så tydeligt, at du flirtede med Zayn i dag,” støttede Belle Phebs.

”Nej, jeg gjorde ej! Vi snakkede altså bare,” forsvarede jeg mig selv. Zayn var attraktiv, ja, men igen, han var ikke min type, så nej, jeg kunne ikke lide ham. I hvert fald ikke på dén måde. Og desuden, vi snakkede bare om tatoveringer - det var altså ikke at flirte.

”Okay, hvis du siger det. Men hvad så med Niall?” spurgte Belle og jeg blev straks helt anspændt. ”Måden han kiggede på dig på, og måden du kiggede på ham… Altså, jeg ved ikke med dig, men det virkede altså som om, der foregik noget der.”

”Niks, absolut ingenting,” svarede jeg og undgik hendes blik. Niall var heller ikke min type, og jeg kunne ikke forestille mig selv date en som ham, men der var et eller andet over ham, der fik noget inde i mig til at gå amok. Hvad? Det vidste jeg endnu ikke og ej heller hvorfor. Måske var det hans øjne, jeg mener, de blå øjne var da næsten ikke til at stå for, eller hans søde smil, eller måske hans accent eller hans energi eller måske endda hans humor. Han var en flink fyr, sjov og nuttet, super venlig, men jeg kunne ikke, på nogen måde, se mig selv med en fyr som ham. Men jeg var jo færdig med drenge, så selv hvis han var min type, ville jeg alligevel ikke date ham. ”Du ser bare ting, der slet ikke er der. Og jeg har jo sagt, jeg er færdig med drenge, så lad nu bare være, okay?”

”Jeg sagde det i går, og nu siger jeg det igen: det er virkelig noget lort, du siger, og det bliver værst for dig selv, søde,” lovede Belle, mens Phebs sad ved siden af og nikkede ivrigt for at vise, at hun var enig. Jeg lagde mine arme over kors, lænede mig tilbage og mumlede nogle utydelig ord om mine irriterende og stædige veninder. Noget fortalte mig, at jeg skulle være forsigtig, men jeg besluttede mig for bare at ignorere det.

***

Senere den aften fik jeg en sms fra Niall – jeg havde givet ham mit nummer tidligere på dagen – hvor der stod, at vi skulle være ved indgangen, til det sted hvor de skulle give koncert om to dage, fire timer inden koncerten startede. Der ville de så møde os, vi ville få vores VIP pas, og når vi så kom ind, ville vi få vores billetter til første række.

Til at starte med var jeg overhovedet ikke spændt, men så begyndte Belle og Phebs at glæde sig mere og mere, og selvfølgelig smittede det. Da dagen, hvor vi skulle til koncert, endelig kom, følte jeg mig også som en fan. Belle og Phebs havde fået mig til at lytte en masse til deres sange, og de havde endda også prøvet at lære mig teksterne, men det stank jeg virkelig til – omkvædene til hver sang havde jeg dog lært. De accepterede, at det var det bedste, jeg kunne gøre.

De tog rigtig pænt tøj på, og de prøvede også at få mig til at tage noget andet på, men jeg nægtede og besluttede at tage mine combat boots, shorts, en sort t-shirt med Bon Jovi og en af mine fars røde skjorter på. Mit hår var som altid rodet, men jeg elskede det – jeg synes, der var lidt rockstar over det.

Da vi ankom til stedet, hvor de skulle spille, var der allerede nogle piger, og sammenlignet med dem, følte jeg mig pludselig gammel. De lignede nogen på femten, og så var der mig – en toogtyve årig – der så sent som dagen før havde lært titlerne på drengenes sange. Heldigvis var drengene ikke selv så unge; Harry var den yngste, og han var nitten.

Mens vi stod og ventede på drengene, kunne jeg ikke lade være med at have det lidt dårligt. De piger ville sikkert slå ihjel for at møde drengene, og der stod jeg og ventede på dem, og jeg kendte ikke engang deres efternavne. Jeg fortjente det ikke i modsætning til de andre piger, der stod der.

”Hvad hedder de til efternavn?” spurgte jeg i håb om at få det lidt bedre med det. Belle sendte mig et forvirret blik, men svarede. Jeg prøvede at huske hvad, hun sagde, men det var håbløst. Da drengene kom, kunne jeg kun huske Nialls og Harrys, fordi de, af en eller anden grund, var lettest.   

De få piger, der var der, begyndte at skrige, og jeg blev en anelse skræmt. De løb hen mod drengene, og hvis det ikke havde været for hegnene, var de blevet omringet. Drengene var rigtig flinke, de skrev autografer og tog billeder, og de talte endda med dem i et lille stykke tid, inden de gik hen til os. Niall var den første, og han smilede sit søde smil, der fik mig til at smile tilbage til ham. Hans blå øjne skinnede, og han så virelig glad ud. Jeg gik ud fra, at det var fansnes skyld. ”Er I klar?” spurgte han, da resten af drengene stod ved siden af ham.

”Yes,” svarede Belle, men det eneste, jeg lagde mærke til, var fansne; haden og jalousien lyste ud af dem. Jeg havde det ekstremt dårligt, da jeg hørte dem spørge drengene, om de også kunne komme med. Vi gik indenfor sammen med drengene og nogle vagter, men den dårlige samvittighed ville bare ikke forlade mig. Jeg havde lyst til at gå tilbage og tage en pige med mig, bare for at gøre noget godt.

”Er du okay?” spurgte Niall ved siden af mig. Jeg nikkede, men undgik alligvel hans blik. ”Er du sikker? Du ser ellers ikke okay ud. Du kan godt tale med mig om det,” forsikrede han mig, og jeg havde lyst til at kramme ham, fordi han var så sød.

”Det er bare… Det er bare som om, jeg stjæler en af de pigers drøm. Jeg mener, jeg er ikke fan, men alligevel er jeg her sammen med jer, og det føles bare ikke rigtigt,” svarede jeg og kiggede genert på ham. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg ville have det, hvis det samme skete for mig.

”Sådan skal du ikke tænke!” sagde han, mens han lagde en arm om min skulder. ”Vi kan være venner, med hvem vi vil, lige meget om det er fans eller ej.” Jeg kiggede op på ham, hans blå øjne var varme og beroligende. Jeg smilede til ham.

”Jeg har det alligevel dårligt med det…”

”Hvis det gør det bedre, må du gerne opføre dig som en fan, så de ikke synes, at det er uretfærdigt,” foreslog han med et stort smil, så jeg brød ud i latter.

”Ikke for noget, Niall, men jeg tror, jeg springer over,” svarede jeg og trådte et skridt væk, mens jeg tog fat i enden af min t-shirt. ”Har du set, hvad jeg har på? Jeg kan bedre lide dem her.”

”Dem kan jeg også godt lide,” sagde han hvilket fik mig til at kigge overrasket på ham. ”Hvad? Er det for mærkeligt, at jeg kan lide Bon Jovi?” spurgte han, og jeg nikkede bare, med stadig vidt åbne øjne. ”Av, det gjorde ondt!” sagde han og lod som om, han var i dyb smerte. ”Hvad havde du regnet med? At jeg kun lyttede til Justin Bieber?”

”Yeah, sådan cirka.” han fakede den samme smerte igen, og jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Undskyld?” prøvede jeg, hvorefter han igen krammede mig.

”Jeg kan lide andet musik end bare pop. Du skal ikke dømme en bog på forsiden.”

”Jeg bliver vist nødt til at lære dig bedre at kende, så jeg ikke sårer dig igen.”

”Det er lige det,” hviskede han, og jeg rynkede panden. Jeg var ikke lige sikker på, hvad han mente med det.

”Hey i to!” råbte Zayn. ”Skynd jer lidt. I sakker bagud!”

Niall, stadig med armen om min skulder, og jeg skyndte os op til de andre. Belle og Phebs snakkede højlydt med de andre drenge, og Niall og jeg kom hurtigt ind i samtalen. Han slap mig aldrig, men det gjorde mig egentlig ikke noget. Faktisk kunne jeg ret godt lide at være så tæt på ham. På en eller anden måde føltes det naturligt og rigtigt. Og desuden hjalp det mig med at glemme alle tankerne i mit hoved.

Jeg kunne lade som om, jeg var okay, og at jeg var ligeglad med, hvad der var sket med Marcus, men hver gang jeg tænkte på ham, gjorde det ondt. Jeg elskede ham, og vi var jo trods alt sammen i to år; det var klart, at det gjorde ondt, at han ikke også elskede mig. Men jeg ville ikke have, at alle andre skulle vide hvor hårdt, jeg havde det. Jeg smilede og lod som ingenting, men når det så blev aften, spillede scenen med Marcus og pigen sig for mine øjne som en dårlig film. Jeg lod dog aldrig mig selv græde – det var det eneste, jeg aldrig ville gøre.

En af grundene til jeg traf den beslutning at opgive mænd, var at jeg ikke ville ende såret igen. Måske var der noget galt med mig, måske var det min dårlige smag i mænd, jeg vidste det ikke; jeg vidste bare, at jeg havde uheld, og det var jeg træt af. Jeg ville være glad, jeg ville smile og ikke bekymre mig om, hvornår det ville ende. Jeg ville ikke få mig en prins eller en lykkelig slutning – det var ikke min skæbne, og det havde jeg accepteret. Heldigvis kunne jeg godt lide katte, for jeg ville ende omringet af en masse af dem.

”Er du okay?” spurgte Niall igen, da vi var ankommet til omklædningsrummet. Jeg var så væk i mine tanker, at jeg glemte, hvor jeg var. Jeg rystede blidt mit hoved, for at komme tilbage til virkeligheden, og kiggede på ham. ”Du ser lidt trist ud. Er der noget, du vil have?” tilbød han, så sødt som før.

”Jeg er okay. Jeg var bare lige væk i mine tanker. Ikke noget vigtigt,” svarede jeg, mens jeg prøvede at se glad ud. Forhåbentlig virkede det.

”Jeg tror ikke på, at det ikke var vigtigt, sådan som du så ud, Alex.” Jeg kunne ikke lide den måde, han ikke troede på mine løgne. Jeg var ikke dårlig til at lyve. Jeg plejede at sige, at jeg var okay, så mine venner ikke blev bekymrede. Niall kunne se lige igennem mig, se at jeg ikke var ærlig, og det kunne jeg ikke lide – jeg følte mig udsat.

”Du skal ikke være bekymret, Niall,” fortalte jeg ham med et svagt smil. ”Det skal nok gå. Nå, vil du vise mig, hvad I laver før en koncert?”

Niall kiggede stadig bekymret på mig, og jeg kunne se, at han ikke gad forlade emnet, men han opgav til sidst, smilede, greb min hånd og førte mig hen til et bord fyldt med mad. Jeg smilede stort. Der var en masse chokolade, og jeg var klar til, med hjælp fra min nye ven, at spise det hele.

 

Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at udgive et nyt kapitel hver onsdag og lørdag. Jeg håber virkelig, at det lykkes :-)

Tusind tak til jer fem, der har den på jeres favoritlister, og tusind tak for de to likes. Det glæder mig virkelig, at I læser med, og jeg håber, at I kan lide det, jeg skriver :p

God weekend! :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...