Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10430Visninger
AA

33. Hollow

Ingen så mig græde den aften. Pigerne vidste, at noget var sket mellem Niall og jeg, det var tydeligt, fordi han selv forlod huset, uden jeg gav ham et farvelkys i døren. De prøvede at tale med mig, men jeg ville bare være alene. Jeg tog heller ikke telefonen, selvom både Liam, Louis, Harry og endda Zayn ringede flere gange. Jeg kunne bare ikke lade dem høre mig sådan. Jeg havde aldrig følt mig så ødelagt. Da Niall forlod mit liv, havde jeg det som om, en del af mig forsvandt sammen med ham, en vigtig og stor del af mig og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle klare at fortsætte mit liv, når den del manglede.

Den næste morgen, faktisk hele den næste dag, var jeg som en zombie. Det var min første dag i Uni efter ferien, og jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om, hvad professorerne sagde. Jeg blev nødt til at ændre det, men jeg ville bare have en dag, en eneste dag, hvor jeg kunne sørge over mit tab aftnen inden.

Det var eftermiddag, og jeg var på vej til caféen for at få en kop kaffe, fordi jeg havde brug for noget, der kunne vække mig. Jeg havde det stadig som om alt i denne verden var forkert, jeg savnede ham så meget. Jeg ville bare høre hans stemme, bare høre den en sidste gang, men jeg vidste, at det bare ville gøre det hele værre. Flere gange den morgen fandt jeg min mobil frem og var lige ved at ringe til ham, men i stedet skyndte jeg mig at lægge den tilbage i lommen, så jeg ikke blev fristet. Selvom jeg prøvede at lade være med at tænke på ham, var der altid et eller andet der mindede mig om ham. En sang i radioen, et kærestepar, en blond fyr, et irsk flag, en dreng med bøjle, mad… God, næsten alt mindede mig om ham!

Det her ville blive den sværeste tid i mit liv.

Jeg stod i køen og ventede på min bestilling, da jeg hørte en kalde på mig. Jeg vendte mig om og så en lille sorthåret pige med briller og krøllet hår. Da jeg genkendte hende, bredte et smil sig på mine læber.

”Mila,” sagde jeg, da hun stod lige foran mig. Hun var sådan en nuttet pige, men hvis du fortalte hende det, ville hun slå dig. Hun havde et kært hjerteformet ansigt med et dejligt, smitsomt smil, hun var lav, men gik altid i høje hæle, så på den måde havde vi næsten samme højde, hendes hår gik hende til midt på ryggen, og hun ville dræbe enhver, der vovede at røre det.

Camila, som altid blev kaldt Mila af sine venner, studerede litteratur, og vi mødtes, da hun så mig læse The Hunger Games. Kemien passede med det samme, for hun mindede ret meget om mig. ”Alex! Jeg har ikke set dig i evigheder! Hvordan har du det?” spurgte hun og gav mig et hurtigt kram. Jeg prøvede at skjule den indre smerte med et smil.

”Godt. Jeg havde en fantastisk sommer, og du har ret, vi har ikke set hinanden siden slutningen af sidste semester,” svarede jeg så muntert som muligt, men Mila var ikke dum, og hun kendte mig godt, og desuden var hun bare meget opmærksom.

”Løgner.” lød det fra hende. ”Du er ikke okay. Vil du tale om det? Kaffe og et øre kan hjælpe dig meget. Jeg vil helst have te, men det ser ud til, at du har brug for noget stærkere.”

Jeg lo, fordi hun var afhængig af te. Yeah, jeg elskede også den drik, men hun var ret besat. Jeg elskede hende dog. Hun var anderledes og så speciel; det var umuligt ikke at elske hende.

Jeg overvejede at fortælle hende, hvad der skete med mig, fortælle hende om Niall og mit knuste hjerte. Hun var en god lytter, men jeg vidste ikke, om jeg var klar til at tale om det uden at bryde sammen undervejs. Jeg havde sikkert brug for det, men jeg kunne ikke klare det i det øjeblik.

”Ikke nu, måske snart. Jeg vil dog stadig gerne høre om din sommer. Please, distraher mig,” bad jeg med en hvisken. Måske ville det hjælpe at høre nogle andre historier, noget der ikke handlede om Niall og One Direction. Jeg vidste ikke, om jeg ville få det bedre af det, men jeg håbede det.

***

En uge og jeg havde det stadig ad helvedes til. Hvorfor kunne jeg ikke komme videre? Hvorfor kunne jeg kun tænke på Niall, og hvor meget jeg savnede ham? Når jeg kiggede mig i spejlet, kunne jeg ikke genkende mig selv, fordi jeg ikke kendte denne side af mig selv, den side der tilhørte Niall, som jeg havde ladet gå. Det havde aldrig været så svært. Ikke engang med Marcus som jeg var sammen med i næsten to år.

Pigerne var bekymrede for mig, selv når jeg gjorde mit bedste. I det mindste kunne jeg koncentrere mig i undervisningen, og jeg læste også det, jeg skulle, derhjemme. At lære nye ting holdt min hjerne beskæftiget, så jeg ikke tænkte på Niall. Jeg havde brugt en masse tid sammen med Mila på det seneste. Hun var også bekymret, og hun gjorde alt, hun kunne, for at muntre mig op. Vi så så mange film, og vi havde sikkert set The Avengers ti gange på en uge. Hun elskede Loki, og jeg var virkelig forelsket i Thor. Men hver gang vi talte om tegneserier og andre nørdede emner, mindede hun mig om Zayn, og hvor godt vi kom ud af det med hinanden, og når jeg tænkte på Zayn, kom jeg også til at tænke på Niall igen. Det var som om jeg ikke kunne slippe for ham.

En blød banken lød mod min dør, og jeg sukkede, før jeg sagde noget. Jeg vidste, at det var Belle og Phebs, de kom altid om aftnen for at se, om jeg havde fået det lidt bedre. På et tidspunkt havde jeg alligevel endt med at fortælle dem, hvad der var sket, og de græd sammen med mig. De prøvede at få mig til at skifte mening, men jeg var ikke dum, jeg vidste, at Niall og jeg var en umulig ting.

”Kom ind,” kaldte jeg fra min seng. Jeg arbejdede på nogle opgaver til mit ene fag, Programmeringssprog.

Mine to veninder stak deres hoveder ind ad døren, og jeg smilede ad dem. Jeg prøvede at se okay ud, selvom jeg følte mig hul indeni. ”Hvordan har du det i dag, søde?” spurgte Belle, da hun gik hen imod mig for at sætte sig i min seng. Phebs gjorde det samme.

”Fint. Jeg er næsten færdig med det her,” svarede jeg, selvom jeg vidste, at det var noget andet, hun spurgte ind til. Phebs sukkede.

”Alex, du ved, vi elsker dig, og vi kun vil dig det bedste, ikke?” sagde Phebs og kiggede på mig. Jeg nikkede, jeg vidste bedre end nogen anden, hvor meget de elskede mig. ”Okay. Well, jeg talte med Liam i dag.” jeg tabte kæben, da det gik op for mig, hvad hun lige havde sagt. Hun havde ikke snakket med Liam, siden vi kom hjem fra touren, og jeg var klar over, at hun stadig havde følelser for ham, og det var ikke let at skubbe dem til siden og tale med ham.

”Du… hvorfor?” mumlede jeg, stadig for overrasket til at lukke en sammenhængende sætning ud.

”Fordi han er bekymret for Niall, ligesom vi er bekymret for dig. Alex, hverken du eller han er okay, I savner hinanden, I ønsker at være sammen. Hvorfor vil du ikke prøve?” spurgte hun, og mit allerede knuste hjerte gjorde endnu mere ondt. Jeg havde ikke lyst til at vide, at han også led.

”Fordi vi ikke kan være sammen. Det er ikke muligt, at jeg kan passe ind i hans liv,” forklarede jeg. Lige meget hvor mange gange jeg sagde det, gjorde det stadig ondt.

”Hvorfor er du så sikker? Du prøvede ikke engang! Du antog bare, at det ikke ville fungere!” råbte Phebs af mig, så jeg spærrede øjnene op. ”Jeg elsker dig, Alex, det ved du, men nu er det nok. Du er så dum. Du elsker ham, han elsker dig. I kan være sammen, hvis du virkelig ønsker det. Du er ikke typen, der behøver at have ham ved din side hele tiden, du er stærk. I to kan få det her til at fungere, for God’s sake! Åben dine øjne og se, at det her er én stor fejltagelse!”

Jeg kunne kun stirre på hende med opspærrede øjne. Hvis Belle havde skreget det, havde det ikke haft den samme effekt, men det var Phebs, der råbte af mig, hende der skubbede sine egne følelser til siden bare for at snakke med Liam og prøve at få styr på det, der skete i mit liv.

Jeg mærkede tårerne i mine øjne, og min underlæbe begyndte at dirre, så jeg bed fast i den, mens jeg knyttede mine næver. ”Du forstår det ik-”

”Det gør du heller ikke!” afbrød hun mig, og jeg sank en stor klump. ”Du tror, du forstår det her bedre end alle andre, men det gør du ikke! Du tror, at det her er det bedste, men det er det ikke! Det kan det ikke være, når det gør dig og Niall så ulykkelige.” hendes stemme blev blidere i enden af hendes sætning, hendes øjne udstrålede medlidenhed og bekymring.

”Jeg synes, at du skal se det her,” kommenterede Belle og gik hen til mit bord for at tage mine computer. Jeg gloede forvirret på hende, som hun søgte på en video på Youtube og derefter vendte skærmen mod mig. Det var et interview, et One Direction interview, og mit hjerte smertede endnu mere en nogensinde før, da jeg så ham. Jeg kunne ikke kontrollere tårerene mere, de løb ned ad mine kinder.

”Så, drenge. Hvad synes I om Australien indtil videre?” spurgte intervieweren i en tyk accent, der må have været Australsk. Jeg stank stadig til at genkende accenter.

”Her er fedt. Vi elsker det, og stranden er altid fantastisk,” svarede Liam med et sødt smil. Jeg kiggede med det samme på Phebs, der havde et genert smil om læberne. Jeg fokuserede igen på skærmen, og mine øjne fæstnede sig på Niall, der virkede så… ulykkelig. Det søde smil, han altid bar, var forsvundet, hans hår var ikke strittende mere, hans øjne var nærmest døde. Han var ikke den samme dreng, som jeg brugte min sommer sammen med, han lignede ikke den dreng, jeg forelskede mig i.

Intervieweren stillede flere spørgsmål, og de grinede alle sammen, selv pigerne og jeg grinede, da vi så på. Jeg savnede ikke kun Niall, jeg savnede dem alle sammen. Jeg var blevet rigtig gode venner med dem alle sammen. Endelig nåede den Australske fyr til kæreste-spørgsmålene, og Louis og Liam svarede med store smil, at de var optagede. Niall kiggede bare ned på sine sko, som om de var virkelig interessante. Jeg kiggede på Phebs, der bare havde sine øjne stift rettet mod væggen.

”Hvad skete der med dig, Niall? Vi så dig alle sammen med en pige denne sommer. Du beskyttede hende ret godt, huh? Vi kunne næsten ikke få noget at vide om hende. Hvad er hendes navn? Alexia Porter?” da mit navn blev nævnt, faldt Nialls facade. Al smerten blev tydelig i hans øjne, og jeg ønskede at dræbe mig selv, fordi jeg var skyld i det. Det var min skyld. Han ønskede at prøve, han ønskede at kæmpe, men jeg fortalte ham, at det var nyttesløst. Jeg var ikke den eneste med et knust hjerte i denne situation.

”Hun… Hun er en af mine meget tætte venner. Vi  dater ikke,” svarede han, og jeg kunne se, at de her ord sårede ham lige så meget, som de sårede mig.

Phebs havde ret, den her beslutning dræbte ikke kun mig, men ødelagde også Niall. Det var tydeligt, for jeg kendte ham. Han var en ubekymret fyr, en glad dreng, altid så fuld af energi, men man kunne ikke se noget af det i den Niall, der var med i interviewet. Jeg var skyld i det.

Jeg dækkede min mund med min hånd og prøvede at skjule hulkene, der undslap mine læber. Belle tog min computer og ledte efter en ny video, men jeg kunne ikke klare mere. Jeg hadede mig selv, for hvad jeg havde gjort, for at være en kujon, for at være så dum. Jeg fik ham til at lide. Hvordan kunne jeg sige, at jeg elskede ham, når jeg gjorde noget så rædselsfuldt mod ham?

Belle viste mig igen skærmen, men denne gang med en anden video. Niall dukkede op med sin guitar i sit skød, hans ansigtsudtryk var lige så mørkt som i interviewet, måske endda værre. Han kiggede ind i kameraet, og hans øjne virkede lige så hule, som jeg havde følt mig siden den rædsomme dag, jeg forlod ham.

”Jeg savner dig,” hviskede han og alle delene af mit allerede ødelagte hjerte knustes på ny.

Hele min krop rystede, som han begyndte at synge. Jeg kendte den sang, det var en af One Directions, en smuk sang der altid gjorde mig så følsom, men i det øjeblik ramte det mig lige i hjertet. Det var Moments. Han sang alene, men jeg vidste, at drengene var der med ham, de ville aldrig forlade ham.

Da han nåede omkvædet, græd jeg som en lille baby.

 

If we could only have this life for one more day
If we could only turn back time

You know I’ll be
Your life, your voice, your reason to be
My love, my heart
Is breathing for this
Moments in time
I’ll find the words to say
Before you leave me today…

 

Jeg ønskede bare at løbe ind i hans favn og tigge ham om at tilgive mig for at være så dum, men han var så langt væk, og jeg kunne ikke nå ham mere.

”Niall,” græd jeg, og snart følte jeg et sæt stærke arme omfavne mig. Jeg gemte mit ansigt i Belles bryst og græd, jeg græd så meget, fordi jeg havde begået sådan en stor fejl. Jeg følte mig så magtesløs i det øjeblik, fordi selvom jeg ønskede at gøre det godt igen, kunne jeg ikke. 

 

Heeeey!

Nå, hvad synes I? Nyder I ferien? Jeg har udgivet historien om Phebs og Liam, som jeg har nævnt et par gange før, og hvis I har lyst til at læse, hvad Phebs tænker om alt det med hende og Liam, må I meget gerne tjekke den ud - den hedder Letters to Liam :-) Jeg udgiver et nyt kapitel på den senere i dag, jeg mangler bare at rette det igennem, men jeg skal på shoppingtur med min familie nu, så det bliver nok først en gang i aften ;-) 

Adios <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...