Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10435Visninger
AA

15. Helping Phoebe

”WIFEEEE!” råbte Louis, da jeg var på vej mod værelset, jeg delte med Phebs og Belle. Jeg vendte mig om og så ham komme løbende i et forsøg på at indhente os. Jeg stoppede op og lagde hovedet på skrå, ventede på hvad han havde at sige. ”Kom og giv mig et kram inden min kæreste ankommer!” sagde han så og trak mig ind i sin favn. Jeg krammede ham automatisk tilbage, men mine øjne søgte Phebs, der øjeblikkeligt så trist ud og havde blikket limet fast til gulvet. Eleanors ankomst betød også Danielles ankomst, og det betød Phebs’ knuste hjerte.

”Åh, dit utro svin! Hvorfor kommer du her og krammer mig, når din kæreste snart er her? Jeg troede, du elskede mig!” protesterede jeg dramatisk og bakkede væk fra ham.

”Jeg elsker dig!” insisterede han, men jeg rystede bare på hovedet. ”Det gør jeg!”

”Hvis du elskede mig, ville du underskrive papirerne!” mindede jeg ham om og grinede af mig selv, fordi jeg bare legede med. Men for at være ærlig: vi havde det sjovt.

På det tidspunkt opdagede jeg drengene, der stod og grinede af vores diskussion. Mine øjne mødte Niall, og et lille smil fandt vej til mine læber.

”Jeg vil aldrig give slip på dig!” lovede Lou og krammede mig igen, denne gang tættere så jeg næsten blev kvalt.

”Harry, hjælp!” bad jeg Harry, da han stadig var min krammebamse den dag. Den krølhårede dreng smilede og nærmede sig, så han kunne tage Louis i sine arme, og jeg kunne trække vejret igen. ”Tak, du,” sagde jeg smilende, og han blinkede til mig.

”Hvad har I tænkt jeg at lave i dag? Vi har fri hele eftermiddagen og aftnen,” spurgte Liam, og jeg bemærkede hvordan Phebs undgik hans blik.

”Øh, det ved jeg ikke. Måske vil vi se nogle film, eller også tager vi et sted han. Bare os piger,” tilføjede jeg hurtigt, før drengene ville sige, at de ville tage med.

”Åh, godt. Louis og jeg tager ud med Danielle og Eleanor. Så kan vi introducere dem for jeg senere, piger.” Tilføjede Liam, og jeg havde lyst til bare at trække Phebs ind til et stort kram, fordi jeg vidste, at hun havde brug for det.

”Oi! Jeg troede, at i dag var min dag med dig. Dropper du mig?” spurgte Harry, der stadig holdt om Louis.

”Undskyld, Harry, det bliver en pige eftermiddag,” undskyldte jeg uden overhovedet at mene det, hvilket han bemærkede. Jeg rakte tunge ad ham og gik hen mod mine veninder. ”Vi ses senere, drenge.”

Vi ventede ikke på et svar, men satte kursen mod vores værelse. Jeg smed min rygsæk på gulvet, idet jeg lukkede døren bag mig, og løb hen til Phebs for at kramme hende. Hendes arme svang sig stramt om mig, og hendes ansigt var skjult i min skulder. Belle kom tættere på og deltog også i krammet. Vi vidste, hvor meget hun led på det tidspunkt, og det eneste, vi kunne gøre, var at være hos hende.

”Bare rolig. Vi bliver sammen med dig, og vi vil lave en masse ting, der vil holde dig så beskæftiget, at du ikke har tid til at tænke på noget andet!” lovede jeg. ”Vi kan endda tage et sted hen og spise så meget is, som du har lyst til!”

”Tak, men jeg vil helst blive her,” svarede hun, og jeg nikkede.

”Okay, så lad os beslutte, hvordan vi vil starte denne her eftermiddag uden drenge!” jeg ønskede også at holde mine tanker så langt væk fra drenge –især Niall- som muligt. ”Skal vi synge karaoke? Det er lang tid siden, vi har gjort det! Jeg ved, I er bange for at tabe stort til mig,” kommenterede jeg sarkastisk. Jeg sang ad helvede til, jeg kunne aldrig ramme de rigtige toner, men det var enormt morsomt, fordi jeg lod som om, jeg var en superstjerne, jeg dansede og sådan noget. Vi endte altid med at have ondt i maven, hver gang vi sang karaoke, fordi vi havde det så sjovt og grinede så meget.

”Det er en god idé!” støttede Belle mig, og jeg løb hen til min rygsæk for at finde min Macbook. Jeg havde et program, Ultrastar, med alle de sange, vi elskede at synge. For nylig havde jeg endda tilføjet nogle One Direction sange. Da jeg sluttede min Macbook til fjernsynet og forbandt højttalerne, så jeg, hvordan Phebs’ ansigt lyste op, og det fik mig til også at smile.

Da alt var klar, gav jeg Belle en hårbørste, Phebs en flaske shampoo og jeg greb selv fjernbetjeningen. Vi var klar til at være stjerner. ”Du starter, Phebs. Prøv om du kan ramme de rigtige toner denne gang, tak,” kommenterede jeg ironisk, og hun rakte tunge ad mig. Hun vandt altid, men jeg plejede at få point for min optræden. Jeg valgte en svær sang til hende: My Immortal af Evanescence. Prøv om du kan vinde nu! Tænkte jeg.

Hun sang fantastisk, som hun plejer, ramte stort set alle tonerne, gav mig gåsehud og fik mig næsten til at græde. Hun var virkelig talentfuld, men hun ville ikke gøre det til en karriere, hun ville bare have syngeriet som en hobby og intet andet. Hun fik mere end ni tusinde point. Jeg ville aldrig kunne slå hende.

Bagefter var det Belles tur, og jeg valgte Man! I Feel Like a Woman af Shania Twain til ende. Det var hendes sang. Belle var lige i mellem. Hun var ikke lige så god som Phebs, men heller ikke lige så dårlig som mig, men hun optrådte rigtig godt. Hun sang, og Phebs og jeg dansede i baggrunden, vi prøvede at bevæge os synkront, men fejlede ret meget. Vi grinede højt af hinanden, og det distraherede Belle. Hun fik næsten otte tusinde point. Jeg kunne slå hende. ”Det er ikke fair! I fik mig til at grine!” brokkede Belle sig, og jeg rakte tunge ad hende.

”Du er bare ikke god nok,” fortalte jeg hende, da jeg ledte efter en sang til mig selv. Jeg var bedre til sange, der oprindeligt var sunget af mænd, men jeg ville gøre noget skørt for at få Phebs til at grine, så jeg valgte Stronger af Kelly Clarkson.

Da sangen startede, begyndte jeg at danse, bevægede mig rundt i værelset og lod som om, jeg var på en scene. Ja, jeg sang skrækkeligt, men jeg dansede, hoppede i sengen, greb Phebs’ hånd og fik hende til også at danse og hoppe i sengen. Der gik ikke længe, før vi alle tre sang og dansede, opfandt nye dansetrin. Jeg fik knap fem tusinde point, men det var klart mig, der havde optrådt bedst.

”Jeg burde blive professionel sanger,” sagde jeg og fik mine veninder til at bryde ud i grin. ”Kom så! Næste rundte! Og denne her gang skal min sang være endnu mere poppet!”  sagde jeg ivrigt, og pigerne grinede igen. Min næste sang var -til min rædsel og hvem end, der var nær nok til at høre mig- Call Me Maybe, og efter det lovede jeg aldrig at synge noget lignende igen.  

Vi var stadig flade af grin, da det bankede på døren. Jeg tog fat i pigernes hænder og hev dem med ned i skjul bag en af sengene. ”Hvem er det?” spurgte jeg seriøst, mens Phebs og Belle fniste.

”Tre drenge, der keder sig!” var der én, der svarede fra den anden side af døren, og jeg genkendte stemmen som Harrys. Jeg gav begge mine veninder en pude. ”Kom ind!”

Døren åbnede, og så snart vi så drengene gå ind, begyndte vi at kaste puderne mod dem, så hårdt vi kunne. Phebs brød ud i grin igen, men jeg skyndte mig at række hende endnu en pude, så hun ikke stod uden våben. Der var krig!

Det var sikkert fordi, jeg var for hyper, plus jeg var på mine piller, men jeg havde det enormt sjovt og -hendes latter taget i betrækning- havde Phebs det på samme måde.”Oi!” brokkede Harry sig, greb puden, vi havde smidt efter ham, og sigtede mod mig. Vi endte hurtigt i en pudekamp, og ikke en nydelig en som i film, nej, det her var seriøst!

”Bliv ved med at kæmpe!” beordrede jeg mine veninder og var i to sekunder uopmærksom. Og to sekunder var nok for en til at fange mig. ”Jeg er fanget! Træk jeg tilbage, soldater!” skreg jeg, da jeg blev trukket væk. Jeg hørte Zayns latter, og jeg vidste, at det var ham, der havde fanget mig. ”Fortsæt uden mig!” råbte jeg dramatisk, som jeg så, hvordan pigerne blev ved med at kæmpe mod Niall og Harry. ”Jeg giver ikke op uden kamp!” lovede jeg Zayn og kiggede på ham over min skulder. Han grinede stadig.

”Du er skør!” lo han, da jeg stadig prøvede at vride mig fri af hans greb.

”De modigste er de skøreste!” råbte jeg, som han skubbede mig ned på gulvet og begyndte at kilde mig. Det ville blive min død!

Jeg grinede hysterisk, som jeg vred mig under hans krop og prøvede at skubbe ham af mig, men Zayn var meget stærkere end mig. Jeg havde tabt. ”HJÆLP!” råbte jeg stadig skrigende og grindende. ”Jeg vil ikke gøre dig fortræd, Zayn! Slip mig fri!” advarede jeg ham, og han grinede bare af mig.

Jeg fik skubbet ham væk, jeg sparkede og skreg, til jeg endelig var fri. Jeg kravlede væk fra ham, men han tog fat om min ankel.”NEEEEEEJ!” skreg jeg og rakte min hånd frem mod ingenting. Eller, det troede jeg, indtil der var en, der greb min hånd og trak mig væk fra Den onde Zayn. Jeg kiggede op og mødte et sæt havblå øjne.

”Vi bliver nødt til at løbe!” skyndede han på mig, da han løb mod døren stadig med min hånd i sin.

”Du vender ryggen til dine mænd for min skyld!” gispede jeg og fulgte efter ham, mens jeg stadig lod som om, vi var i en rigtig krig. ”Hvorfor?”

”Fordi du blev tortureret, og jeg kunne ikke klare det længere. Her ovre!” han åbnede en dør, og vi var hurtigt ved hoteltrapperne. Det var en smule mørkt og meget stille, men der gik ikke lang tid, før vi hørte de andre komme løbende ned ad gangen, mens de kaldte på os. ”Shh! De finder os ikke her,” hviskede han med sin pegefinger foran sine perfekt-formede læber.

”Tak,” mumlede jeg så lavt, som jeg kunne. Niall kiggede på mig med det søde smil, kun han kunne præstere. ”Du er en god soldat, men jeg kan ikke lade mine mænd- øh, kvinder, i stikken.”

Jeg begyndte at bevæge mig mod døren, men Niall stoppede mig. ”Undskyld, søde, men vi er flygtninge nu. Du kan ikke tage tilbage til din gruppe.”

På den måde endte vores pudekamp i gemmeleg, og jeg var parret med Niall uden overhovedet at have planlagt det. I starten var jeg ikke rigtig bevidst om hans tilstedeværelse, fordi mit hjerte bankede så hurtigt på grund af det kilderi, jeg havde modtaget af Zayn, og fordi jeg havde danset og sunget med pigerne, og vi havde haft den heftige pudekamp, men så snart min hjertebanken blev lidt mere rolig, blev jeg fuldstændig klar over, at jeg var sammen med Niall, alene ved trapperne, og at vi gemte os fra de andre. Han blev ved med at holde mig i hånden, og mit hjerte begyndte at banke hurtigt igen, denne gang af helt andre grunde.

Jeg kiggede på ham, beundrede hans ansigt, hans blonde hår, hans søde, varme øjne, hans blege hud og de fristende læber. Jeg huskede den aften, hvor jeg kyssede ham, så let og blidt, hvordan det var ovre alt for hurtigt, og jeg ønskede, at prøve at kysse ham rigtigt. Jeg havde lyst til at kysse ham lige her.

Jeg huskede også dengang, han inviterede mig ud, og jeg sagde nej, fordi jeg ville stå ved, hvad jeg havde sagt, og han spurgte mig, om han kunne få mig til at ændre mening. Jeg smilede, da det gik op for mig, at det lykkedes ham. Det lykkedes ham, endda uden han overhovedet havde prøvet. Han fik mig til at skifte mening, for jeg ville have ham, jeg ønskede at være sammen med ham. Jeg var ikke færdig med mænd.

Jeg lo let, som jeg accepterede at mine ord havde givet bagslag, og at det virkelig blev værst for mig selv, som Belle havde forudset. Det skete allerede det øjeblik, jeg mødte Niall.

”Hvad?” spurgte han en smule forvirret, og jeg smilede.

”Ingenting. Noget gik bare lige op for mig,” svarede jeg og kiggede ham i øjnene. Han smilede tilbage, og mit hjerte bankede endnu hurtigere.

Jeg tænkte på, hvorfor han gav op, hvorfor han ikke prøvede –bevidst- at ændre min mening, hvorfor han ikke insisterede på at gå ud med mig. Jeg tænkte på, om han mon kunne føle sådan for mig igen, om han igen kunne få lyst til at gå ud med mig.

Måske havde jeg mistet chancen, da jeg sagde nej til ham for anden gang, men jeg kunne ikke bare acceptere, at jeg følte noget hver gang, han rørte mig, noget specielt, noget mellem ham og jeg. Kunne det være ensidigt? Kunne det være, at det kun var mig, der følte det?

Jeg blev nødt til at vide, om han følte ligesom jeg, jeg blev nødt til at vide, hvad han følte for mig, men hvordan skulle jeg finde ud af det?

 

Jeg skal først i skole om en time, så jeg tænkte, at I lige kunne få kapitlet nu :-)

Tror I, at hans følelser for hende fadede væk, og at han ikke længere kan lide hende på dén måde? Eller tror I, at det var bevidst, at Niall fik hende til at ændre mening? Hvad tror I? Hvad synes I om kapitlet? Om historien? Hvad tror I, der kommer til at ske? Skriiiv! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...