Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10433Visninger
AA

14. Harry's day

Den næste dag vågnede jeg i samme seng som Phebs. Jeg var rullet sammen til en kugle på grund af smerten i min mave. Åh, hvor jeg hadede de her dage, jeg sov aldrig godt, og jeg havde hver morgen lyst til at græde. Indtil videre var det her den værste smerte, jeg havde følt; det eneste, jeg kunne gøre, var at stønne og græde lydløst. Mine lyshårede veninde vågnede og krammede mig med det samme, fordi hun vidste, at den tredje dag altid var den værste.

”Shh, det skal nok gå,” lovede hun og rokkede mig beroligende fra side til side. Jeg græd stadig. ”Belle! Pillerne!” Belle vågnede og skyndte sig at hente mine piller og et glas vand. Jeg kunne næsten ikke  bevæge mig; bare det at trække vejret var smertefuldt. Helt alvorligt, jeg havde bare lyst til at besvime. ”Her, Alex, tag dem, så skal du nok få det bedre,” sagde Phebs. Jeg vidste, hun havde ret, men jeg kunne ikke bevæge mig.

”Hjælp,” hviskede jeg. Jeg havde virkelig været uheldig at få sådan en slem menstruation.

Phebs hjalp mig med at få slugt pillerne, og hun blev ved med at vippe mig frem og tilbage, mens jeg bare græd fortsat. Efter en time var der en, der bankede på vores hoteldør. Jeg havde stadig ondt, men jeg stoppede med at græde og kunne bevæge mig igen. Dog var jeg mere ustabil og trængende end nogensinde. Jeg ønskede et kram så meget - og ikke bare et hvilket som helst kram, nej; jeg ville have et Niall-kram.

”Kom ind,” svarede Belle, og kort tid efter stod fem drenge i vores værelse. De kiggede alle på os med store smil. I hvert fald indtil de opdagede mig med røde øjne, omfavnet af Phebs som om jeg ville gå i stykke når som helst.

”Er du okay, Alex?” spurgte Niall og gik mod sengen, jeg var i. Hans øjne var fyldt med bekymring.

”Sådan da,” svarede jeg hviskende. ”Jeg har det ikke helt godt endnu.” Han satte sig ved siden af mig. Jeg kunne ikke lade være, så jeg kastede mig i hans favn. Han krammede mig med det samme og aede mig over håret. Jeg gemte mit ansigt i hans bryst, lod hans duft fylde og omfavne mig, være en bedre kur mod min smerte end mine piller. Phebs brugte muligheden til at forlade sengen og gå på toilettet.

”Har du brug for noget?” spurgte Zayn og slog sig ned ved siden af os og aede mig på ryggen. Jeg rystede let på hovedet. I det øjeblik var det eneste, jeg havde brug for, Niall.

”Stakkels Alex,” kommenterede Harry og nærmede sig. ”Men bare rolig. Da i dag er min dag, får du alt, hvad du har brug for og alle kram i verden,” lovede den krølhårede dreng, og jeg kiggede op på ham for at give ham et taknemmeligt smil. Ærlig talt ville jeg helst blive, hvor jeg var, men jeg havde allerede sagt, at den dag skulle være Harrys dag, så jeg kunne ikke droppe det og blive hos Niall.

”Jeg får brug for flere kram end nogensinde før,” advarede jeg, og han smilede kæphøj, som var han i stand til at klare hvad som helst. ”Okay, men jeg har ikke lyst til at rykke mig endnu.” tilføjede jeg, ikke kun fordi jeg stadig var i smerte, men også fordi Niall krammede mig, og intet kunne føles bedre i det øjeblik.

Argh, jeg var sådan en tøs.

***

Vi var i bussen på vej til den næste by. Jeg var i Harrys favn, og han blev ved med at lege med mit hår, han prøvede at finde alle mine røde striber. Jeg læste Insurgent efter at have talt uafbrudt med Phebs om Divergent og om, hvor meget jeg elskede den bog og Four, og hvordan jeg passede til Dauntless, mens hun passede til Amity. De andre kiggede på os, som om vi var sindssyge, men vi var bare så glade. Jeg ville virkelig gerne læse bogen, jeg havde i mine hænder, men hver gang jeg læste navnet Tobias blev jeg nedtrykt, men det var ikke hans skyld, det var min egen, for jeg kunne ikke stoppe med at tænke på mine tidligere forhold, og hvorfor de ikke holdt.

Jeg lukkede bogen og rullede mig mere ind til Harry, mens mit syn blev sløret af tårer. Jeg tænkte på Marcus, på Jeremy, Carl og Nick; jeg tænkte på, hvordan de alle på den ene eller anden måde knuste mit hjerte. Jeg troede altid, at de kunne lide mig, bekymrede sig om mig, men det viste sig altid til sidst, at jeg var den eneste, der rent faktisk gjorde noget ud af forholdet.

”Hvorfor elsker de mig aldrig?” spurgte jeg hviskende Harry. Han kiggede forvirret på mig, indtil han så mit ansigt og forstod, hvad det var, der skete.

”Fordi de er nogle røvhuller,” svarede hun og krammede mig tæt. ”Du fortjener bedre end dem, og det er i virkeligheden dem, der har mistet mest.”

Jeg bed mig i kinde. Jeg troede ham ikke. Det ville kun give mening, at jeg var problemet, det var fire forhold, jeg ikke kunne bevare. ”Det tror jeg ikke. Det må være mig, der er noget galt med, der må være noget ved mig, der skubber dem væk,” mumlede jeg og lukkede mine øjne i et forsøg på at undgå, at tårerene ville løbe ned ad mine kinder.

”Nej, søde, der er ikke noget galt med dig. De værdsatte dig ikke, det er deres tab! Du er fantastisk, og de beholdt dig ikke, fordi de er idioter. Jeg kan ikke se andre grunde,” beroligede han mig, og jeg fik lyst til at grine. Han var for sød.

”Hvorfor knuser de altid mit hjerte?” spurgte jeg og klemte hans t-shirt i min hånd. ”Fortjener jeg det?”

”Selvfølgelig ikke!” svarede han uden tøven. ”Jeg har kendt dig i et par uger, og jeg er sikker på, du ikke fortjener noget slemt, der sker. Det er ikke din skyld, Alex.”

En del af mig vidste, at han havde ret, men i det øjeblik var jeg ikke fornuftig nok til at forstå og acceptere informationen. Jeg blev ved med at beskylde mig selv for noget, der ikke kun kunne være min skyld. Et forhold ryger ikke i vasken kun på grund af den ene halvdel. Det er altid noget fælles.

”Undskuld, Harry,” mumlede jeg efter et stykke tid. ”Normalt begraver jeg alt det her så dybt, at jeg ikke engang selv kan nå det, men i dag er alt vendt på hovedet. Undskyld, jeg besværede dig med det-”

”Du besværede mig overhovedet ikke. Det er det venner er til for, ikke? For at være der i de gode og de dårlige stunder,” han var så sød, hans smil så varmt og venligt. Jeg smilede tilbage. ”Og jeg mener det. Jeg er sikker på, du ikke fortjener det. De skulle have behandlet dig bedre.”

”Tak,” hviskede jeg med en rystende stemme og tårevædede øjne. Han blinkede til mig.

”Jeg er sikker på, at alle drengene ville sige det samme. Så hvis du ikke tror på mig, kan vi spørge dem,” foreslog han, og jeg spærrede i skræk mine øjne op.

”Nej! Please, nej! Det ville være så pinligt. Jeg vil ikke have dem til at se mig så svag og fjollet, som jeg er nu. Vær sød ikke at fortælle dem om det her,” tiggede jeg.

”Om hvad?” spurgte Liam og sluttede sig til os i sofaen. ”Hvad har I to lavet?”

”Jeg sagde bare noget meget udmygende om mig selv, og jeg tigger Harry om ikke at sige det videre,” forklarede jeg Liam, der vippede sit hoved til siden og kneb sine øjne en smule sammen.

”Hvis du siger det, må jeg vel tro dig,” svarede han, og jeg smilede stort, men Harry grinede.

”Er du klar over, at jeg kan afpresse dig nu?” sagde Harry lusket, og jeg kiggede lamslået på ham.

”Det tør du ikke!” gispede jeg, og han grinede ondt. ”Harry, det må du ikke!” protesterede jeg højt, hvilket fik resten af drengene til at dukke op og spørge, hvad der skete. ”Jeg vil aldrig nogensinde fortælle dig noget igen!”

”Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at afpresse dig,” lovede han og kyssede mig i håret. Jeg rynkede brynene, lagde mine arme over kors og sørgede for at få noget afstand imellem os. ”I hvert fald ikke nu. Jeg venter til et godt tidspunkt, når jeg får brug for et eller andet fra dig.”

”Din lille lort!” brummede jeg fornærmet og pegede på ham med min pegefinger. ”Vent til jeg ved noget pinligt om dig. Så vil jeg aldrig lade dig glemme det!”

”Jeg er ikke bange. Næsten hele verden ved noget ydmygende om mig. Jeg tror ikke, du kan finde noget at afpresse mig med,” sagde han og krydsede hænderne bag hovedet.

Jeg gav ham et slag i brystkassen, men endte med at grine. Han drillede sikkert bare, han ville aldrig bruge et øjebliks svaghed imod mig. Det håbede jeg i hvert fald ikke. Jeg lænede mig ind mod ham igen, mens drengene slog sig ned i sofaen, og der gik ikke lang tid, før pigerne også kom og gjorde det samme. Belle sms’ede med et bredt smil om munden.                

”Dan siger hej, og hvis en af jer drenge prøver på noget, vil Dan dræbe den af jer, det er, mens personen sover. Oh, han tilføjede en glad smiley,” sagde hun afslappet, og jeg fniste.

”Du hørte hende, Harry. Du skal ikke prøve på noget,” advarede jeg drengen, der holdt om mig, og han løftede sine hænder i overgivelse.

”Oi, jeg ved, hun har en kæreste. Jeg har ikke tænkt mig at prøve på noget,” forsvarede han sig selv. ”Tak for tilliden.”

Jeg fniste igen og krammede ham. ”Bare rolig, jeg ved du værdsætter dine kugler, og det er derfor, du aldrig ville prøve på noget med Belle.” alle mine venner grinede, undtagen Harry der stirrede på mig med sammenknebede øjne. ”Gengæld?” forsøgte jeg smilende, indtil han også grinede.

Jeg kiggede på Phebs, der sad og så på Liam med et drømmende smil. Vi var på vej til vores næste destination, hvor vi skulle møde Danielle og Eleanor, hvilket betød at Phebs ville se Liam og hans kæreste sammen. Jeg ville ønske, at der var noget, jeg kunne gøre for hende. Hun var så genert, så sød, at hun aldrig ville fortælle ham, hvordan hun følte.

Hun kunne mærke mit blik, for hun kiggede op på mig, og da hun så, hvordan jeg kiggede på hende, huskede hun, hvad hun snart ville opleve. Jeg bed mig i læben, så jeg ikke ville komme til at sige noget, når alle drengene var til stede. Især når Liam var lige der. Jeg kiggede bare på hende, prøvede at fortælle hende, at alt nok skulle blive okay. Hun smilede lidt og sendte mig et svagt nik for at vise, at hun forstod mig.

”Skal vi se en film?” foreslog Louis og tjente et ja fra hver af os. Min telefon ringede, og jeg tog den op af lommen. Et kæmpe smil fandt vej til mine læber, da jeg så hvem det var, der ringede. Det var min bror!

”Ethan!” nærmest råbte jeg ind i telefonen. ”Hvor har jeg savnet dig!” tilføjede jeg hurtigt.

”Jeg har også savnet dig, søs. Hvordan går det med det boy band? Jeg kan stadig ikke forstå, at du er på tour med dem. Hvad var det nu, de hed?” spurgte han.

Selvfølgelig havde jeg fortalt ham, at jeg skulle på tour med det her populære boy band, men hvis jeg næsten ikke kendte til dem, før jeg mødte dem, vidste min bror mindre end ingenting om dem. Vi talte ret tit i telefon, dog ikke hver dag for han havde ofte travlt, hvilket jeg hundrede procent forstod. Når jeg også havde timer, havde jeg næsten lige så meget at lave som ham. Men vi talte sammen mindst tre gange om ugen.

”One Direction,” svarede jeg stadig smilende og bemærkede, hvor forskellige mine venner så ud. Zayn, Phebs og Belle smilede lige som mig, Harry kiggede lidt forvirret på mig, Liam og Louis havde hovedet let på skrå, og Niall havde blikket limet fast til mig, hans udtryk var seriøst og endda lidt bittert. ”Alt er fint. Vi har det fantastisk, og jeg kan heller ikke selv tro det!”

”Det er jeg glad for. Kommer du og besøger mig, når I er i Manchester?” spurgte han, og jeg så for mig, hvordan han helt sikkert sad og smilede i det øjeblik.

”Det kan du bande på. Intet kan stoppe mig fra at se dig.”

Vi talte lidt mere. Jeg fortalte ham, hvor fedt det var at se koncerten backstage, og han fortalte mig om et nyt projekt, han arbejdede på. Vi talte også om nogle andre ting, indtil vi skulle sige farvel. ”Hej hej, Ethan. Jeg elsker dig.”

”Jeg elsker også dig, lillesøs. Vi ses snart!” da jeg lagde på, var Niall den eneste, der stadig sad og kiggede på mig. Han havde beholdt det seriøse blik under hele telefonsamtalen.

”Så, hvem var det?” spurgte han afslappet, men hans øjne fortalte noget helt andet. Jeg undrede mig over, hvorfor han opførte sig sådan. Var det en mulighed, at han var jaloux? Jeg kunne mærke sommerfuglene flyve rundt i min mave ved tanken, mit hjerte bankede hurtigere, begejstret for muligheden. Men jeg stoppede mig selv, prøvede på ikke at få alt for høje forventninger.

”Min storebror, Ethan. Undskyld, jeg har kun fortalt Zayn om ham.” Den sorthårede dreng kiggede på mig, da jeg nævnte hans navn, og gav mig et smil. ”Han bor i Manchester og takket være ham, er jeg den nørd, I alle kender i dag. Ikke, Zayn?” han nikkede og gav mig tommelop. ”Der kan du bare se. Når vi er i Manchester, er du nødt til at møde ham,” fastlog jeg.

”Aaah, din bror,” mumlede Niall og rødmede. Sommerfuglene i min mave gik amok. ”Selvfølgelig skal vi møde ham,” tilføjede han, og jeg smilede stort. Jeg fik det fantastisk bare ved tanken om at se min bror. 

 

Jeg synes egentlig, at Niall er ret nuttet, når han er jaloux. Hvad synes I? :-)

Er der nogen af jer, der har læst Divergent?

Jeg er lige kommet hjem fra en fodboldkamp, som vi tabte 0-2. Jeg brændte på et par chancer, jeg skulle have udnyttet meget bedre, så jeg er lidt i et dårligt humør. Jeg havde også svært ved at trække vejret, hvilket også var noget rigtig lort. 

Men jeg håber, I kunne lide kapitlet! :D 

Tak for favoritlister og likes!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...