Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10422Visninger
AA

26. Gloomy

Jeg vågnede med en klump i halsen. Jeg blev ved med at se drømmen for mig, og mit hjerte gjorde ondt, fordi jeg vidste, at det ikke bare var en drøm –et mareridt-, men fremtiden. Jeg havde vidst det helt fra starten. Jeg vidste, at Niall og jeg ikke ville have meget tid sammen, at vores historie var kortvarig, men det gjorde stadig ondt ad helvede til at se det. Jeg ville blive knust, og ikke fordi han ikke tog sig af mig, eller fordi han var mig utro, eller fordi han stoppede med at bekymre sig for mig; det ville blive fordi vi ikke kunne være sammen længere.

Ethan vågnede også, og han må have set mit ansigt, for han rejste sig og tog min hånd. ”Er du okay?” spurgte han bekymret, og jeg prøvede at synke klumpen i halsen.

”Yep, bare en dårlig drøm,” svarede jeg, men mit hjerte gjorde stadig ondt, ventede på det øjeblik, jeg havde set i min drøm, for jeg vidste, at det var uundgåeligt.

”Hvad end det var, kan du tale med mig om det, det ved du godt, ikke?” sagde han. Jeg nikkede og lænede mig ind mod ham.

Vi blev sådan i et stykke tid, mens jeg prøvede at skubbe drømmen væk fra min hukommelse, men det var eddermame svært. Mine følelser for Niall var så stærke, at det overraskede mig, og bare at tænke på, at vi ikke skulle være sammen mere, gjorde ondt. Jeg var godt klar over, at der kun var gået nogle uger, siden jeg havde mødt ham, men vores forbindelse var noget, jeg aldrig havde oplevet før, det var… tja, det føltes unikt og så dyrebart. Jeg havde vidste i noget tid, at jeg kunne lide Niall… Og nu var jeg også klar over, at jeg var forelsket i ham, og det var ikke gode nyheder, for det betød kun, at det ville komme til at gøre endnu mere ondt.

Jeg var nedtrykt hele morgnen, og Ethan og pigerne var bekymrede, men jeg kunne ikke gøre for det. Drømmen spillede for mine øjne igen og igen, jeg blev ved med at se Nialls ansigt, da han fortalte mig, at det var slut. De prøvede at få mig til at tale, men jeg holdt bare om mig selv og var splittet mellem at løbe hen til Niall for at være i hans favn eller løbe så langt væk fra ham som muligt. Jeg vidste ikke, om jeg skulle slutte alt mellem os nu, eller vente –og nyde mellemtiden- indtil slutningen og håbe, at jeg ville overleve øjeblikket, når vi kom til det.

Jeg var sikkert dramatisk, og jeg overreagerede, jeg ville før i tiden have grinet af enhver anden person i denne her situation, men det føltes helt anderledes, når man selv var den, der var i situationen. Det var anderledes, når det var ens eget hjerte, der blev knust.

”Alex, er du okay?” spurgte Phebs og satte sig ved siden af mig. Jeg havde ikke lagt mærke til hende, fordi jeg sad i sofan med armene om mine ben og var væk i mine tanker. Jeg kiggede op på hende og bed mig i kinden, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle sige til hende. Jeg var så vant til ’ja, jeg har det fint - perfekt’, selv når jeg følte mig så splittet, men jeg var træt. I bare et øjeblik ville jeg tænke på mig selv, og hvad jeg følte, jeg ville snakke med nogen om det og få nogle råd. Jeg ønskede støtte, den støtte jeg altid nægtede, fordi jeg tænkte mere på ikke at bekymre dem end mine egne følelser.

”Det tror jeg ikke,” svarede jeg med en rystende stemme. Phebs spærede overrasket sine øjne op, før hun krammede mig. Jeg gemte mit hoved i hendes bryst og krammede hende tilbage. ”Jeg vil ikke miste Niall,” hviskede jeg næsten uhørligt. ”Jeg tror, jeg elsker ham, og jeg vil ikke miste ham.”

”Hvad får dig til at tro, at du kommer til at miste ham?” spurgte hun, mens hun aede mig på ryggen.

”Jeg er realistisk, Phebs. Jeg har fortalt dig det før: vores liv passer ikke sammen. Hvordan kan et forhold fungere mellem os, når han er popstjerne og jeg bare er en pige? Han har tours, og jeg har eksamener. Han har tonsvis af fans, jeg har tonsvis af lektier. Vi kan bare ikke…” plaprede jeg løs.

”Hvordan kan du være så sikker på det? Alex, du giver op uden overhovedet at gøre dit bedste for at opnå, hvad du ønsker. Den Alex, jeg kender, giver aldrig op uden kamp,” fortalte hun mig og holdt om mine kinder, så jeg så hende i øjnene. ”Den Alex, jeg kender, ville ikke gå ud fra, at alt var tabt, uden at prøve.”

Jeg smilede svagt, mens jeg prøvede at forstå hendes ord. Hun havde ret, det lignede ikke mig at være sådan. Mit selvværd forrådte mig. Jeg blev i det mindste nødt til at tale med Niall om det, og jeg blev nødt til at prøve. Jeg kunne ikke bare give op nu, og selv hvis sommerens ende også betød vores forholds ende, skulle jeg give det en betydning. Jeg ville få de bedste minder, og jeg ville elske dem for evigt, fordi jeg troede på, at mit forhold med Niall var det bedste, jeg nogensinde havde haft.  

”Du har ret, Phebs. Tak,” tilføjede jeg og havde det en anelse bedre. I det mindste havde jeg besluttet mig, og jeg vidste, hvad jeg skulle gøre nu.

”Vær glad og smil, for vi tager ud. Drengene ringede og sagde, at de ville møde os i bowlingcenteret,” fortalte hun smilende. Jeg smilede igen.

”Bowling, yay!” jublede jeg klappende, så Phebs kunne se, at jeg godt kunne finde ud af at adlyde engang imellem. ”Der kommer til at være mad, ikke?” spurgte jeg seriøst, så hun grinede.

”Dig og Niall kommer til at være der, så der bliver nødt til at være mad, ellers kommer vi andre til at fortryde det.” vi grinede begge to, som Belle og Ethan gik ind i stuen og kiggede på os.

”Du gjorde det! Hun griner!” lykønskede Ethan Phebs, der smilede stolt. ”Vi var så bekymrede.”

Jeg blinkede et par gange, som sætningen ramte mig. Jeg ville ikke fortælle dem det, fordi jeg ikke ville bekymre dem, men at jeg ikke fortalte dem det, gjorde dem endnu mere bekymrede. Hvorfor havde jeg ikke set det før? Selvfølgelig var det sådan, det var! Når Phebs og Belle ikke fortalte mig, hvad der var galt, blev jeg død-bekymret, hvorfor ville det være anderledes for dem? Nogle gange var jeg så dum.

”Undskyld,” mumlede jeg og mente det virkelig. ”Det var ikke meningen at bekymre jer.”

Ethan gik hen til mig og stjal mig fra Phebs’ arme. ”Jeg er din bror, fjolle, det er mit job at bekymre mig. Hele tiden.” jeg hørte Belles ’aw’, mens Ethan krammede mig tæt. ”Og gør dig så klar. Så er det nok med at gå i mine t-shirts. Stjæl din kærestes tøj, ikke mit!” jeg gik et skridt tilbage, skød underlæben frem og kiggede på ham med hundeøjne.

”Men dine trøjer er større og derfor behageligere!” brokkede jeg mig, så han sukkede.

”Jeg sværger, hver gang jeg ser dig, skal jeg købe en masse nyt tøj, fordi du stjæler det hele. Min garderobe frygter dig!” vi brød alle sammen ud i grin. Jeg kunne ikke gøre for det, jeg elskede herretøj.

***

Før jeg satte en fod inde i bowlingcenteret, hørte jeg en råbe: ”WIFEEEEE!” og jeg vidste med det samme, at det var Louis, selv før jeg så ham. Han løb mig i møde og gav mig et rigtigt bamsekram. ”Åh, Wife! Det er så hårdt ikke at have dig i nærheden! Jeg har savnet dig så meget! Ingen har gidet at lave gulerodsjuice til mig om morgnen, ikke engang Liam! Og han skulle forestille at være sød! Og Harry er jaloux, fordi jeg bedre kan lide dig,” forklarede han, så jeg grinede.

”Orgh, stakkels dig,” sagde jeg, selvom jeg ikke følte den mindste smule medlidenhed med ham. ”Og slip mig så,” bad jeg om, men han nægtede. ”Lou,” bad jeg igen. ”LOUIS!” det var først der, han lod mig gå, men med de bedste hundeøjne, han kunne præstere, rettet mod mig. ”Tak,” sagde jeg med et smil og klappede ham let på kinden, som var han en lille dreng. Han smilede stort, og jeg så for mig, hvordan hans ikkeeksisterende hale ivrigt bevægede sig, som var han en lille hvalp.

Jeg lo og genoptog min gang mod resten af drengene, der allerede havde hilst på Belle, Phebs og Ethan. Jeg gav dem alle sammen et kram og gemte Niall til sidst, så jeg kunne blive ved hans side. Jeg gav hans læber et hurtigt kys og smilede stort til ham. ”Hvordan har du det, babe?” spurgte han mig, gav mig et kys i håret og svang sin arm om min talje.

”Bedre nu,” svarede jeg mega cheesy med det fjollede smil klistret til mine læber. Han smilede tilbage, det søde, åh-så-nuttede smil, som jeg elskede så meget. ”Hvordan var din morgen?” spurgte jeg, da vi alle satte os ved bordet og ventede på en, der skulle tage vores bestilling. Bowlingcenteret havde også en restaurant, og jeg var sulten.

”Kedelig. Det er ikke det samme uden jer tre,” svarede han, mens han kiggede på menukortet.

”Og tænk på hvad der kommer til at ske, når Belle tager hjem,” mindede jeg ham om, og han spærrede overrasket sine øjne op. Han kunne sikkert ikke huske, at Belle kun skulle være her, indtil Dan kom hjem. ”Yeah, Dan kommer hjem i morgen, og Belle vil være der, når det sker.”

”Oh. Det kommer til at være anderledes uden hende. Vi kommer til at savne hende.” det ville Phebs og jeg også. ”Jeg kan ikke tro, at vi allerede har været på tour i tre uger.”

”Det kan jeg heller ikke. Tiden er fløjet af sted.”

”Hvad taler I om?” afbrød Louis os. ”Taler I om, at I vil opkalde jeres barn efter mig?” spurgte han håbefuldt, så jeg var lige ved at blive kvalt i mit eget spyt og hostede hysterisk.

”Selvfølgelig ikke,” svarede Liam for os. Jeg sendte ham et taknemmeligt smil, da mit hosteanfald var ovre. ”De opkalder det efter mig,” tilføjede han med et kækt smil.

Jeg slog mig selv i panden, mens Niall grinede af deres kamp om hvem vi ville opkalde vores ikkeeksisterende barn efter.

Endelig dukkede en tjener op for at tage imod vores bestilling, og hendes tilstedeværelse fik drengene til at holde kæft. Hun var køn, blondine, slank og med store, nøddebrune øjne. Hun så helt bestemt chokeret ud ved synet af drengene. ”M-må jeg tage je-jeres be-bestilling?” spurgte hun, og det var tydeligt, at hun rystede. Jeg ville vædde med, at hun var fan!

Drengene smilede til hende, mens Ethan så forvirret ud. ”Tak, søde. Vi var ved at dø her!” svarede Harry med et flirtende smil. Jeg tænkte, at pigen var ved at besvime.

”Vil du have et billede?” tilbød Liam i en flink tone, og pigen nikkede, mundlam.

”Jeg tager det!” sagde Phebs, rejste sig og tog imod mobilen, pigen rakte hende. Drengene rejste sig også og gik hen til pigen, der smilede stort. Åh, drengene behandlede deres fans så godt.

Phebs tog billedet og gav pigen mobilen tilbage, efter hun havde fået et kram fra hver af drengene. ”Hvad hedder du?” spurgte Liam stadig med et smil.

”Melanie. Åh Gud, jeg kan ikke tro det…” mumlede hun, hendes kinder i en hidsig, rød farve. ”Jeg elsker jer så meget,” fortsatte hun.

”Tak skal du have! Og vi elsker dig,” tilføjede Harry og gav hende endnu et kram. Pigens øjne blev helt fugtige af tårer. Jeg forstod ikke den følelse. Jeg havde mødt nogle af mine yndlingskunstnere, men jeg havde aldrig følt trang til at græde. Piger som Melanie græd rent faktisk, når de mødte drengene. Det var ret fantastisk.

Hun tog et par sekunder for at samle sig selv, og trak vejret dybt, før hun hev en lille blok frem fra sin lomme for at tage vores bestilling. Endelig! Vi begyndte at sige, hvad vi ville have, men jeg kunne ikke bestemme mig. Jeg var så sulten; jeg ville have det hele! ”Hvad vil du have, babe?” spurgte Niall og kiggede på mig, før han rynkede brynene af menuen.

”Det hele…” hviskede jeg, og han lo.

”Jeg ved, at du kan klare det, så hvis du virkelig vil have det hele…”

”Er hun din kæreste?” spurgte Melanie ud af den blå luft, mens hun stadig havde blokken i hånden. Jeg kiggede overrasket på hende, og hun stod stadig med sit søde smil. Niall smilede også, som han krammede mig og nikkede. ”Oh, I ser søde ud sammen. Jeg vidste ikke, at du havde en kæreste.”

”Det er lidt en hemmelighed,” fortalte han hende hviskende, så hun fniste. ”Og min kæreste her vil have alt på jeres menu,” tilføjede han, og jeg kunne høre stoltheden i hans stemme.

Melanie fniste, som hun noterede min bestilling på blokken. ”I to er skabt for hinanden,” kommenterede hun med sit kønne smil. Jeg så på Niall, og måden han kiggede på mig på, fik mit hjerte til at banke med topfart. Det var så intenst, at jeg følte det som om verden stoppede, og alt omkrinng os forsvandt og efterlod os to alene.

I det øjeblik, troede jeg på hende.  

 

Hvad synes I om kapitlet? :)

Er Alex og Niall ikke bare søde? Elsker dem! ;p

Tusind, tusind, tusind tak for 22 likes, 43 favoritlister og de søde kommentarer! Jeg ved, jeg bliver ved med at nævne det, men det gør mig bare så glad!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...