Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10409Visninger
AA

2. Eating contest

”Jeg siger jer, jeg er færdig med drenge! Jeg gider dem ikke mere! Jeg sværger, jeg er færdig med dem!” sagde jeg, mens jeg smed det sidste billede ind i ilden. Det sidste billede af det svin og mig. For pokker, hvordan kunne jeg være sammen med ham? Hvorfor indså jeg ikke, hvilken idiot han var, noget før? Jeg fortjente, hvad der skete. Det var straffen for at være så dum.

”Pas på med hvad du siger, Alex,” advarede Annabelle mig fra sin plads i sofaen. Hun kiggede på mig med hævede øjenbryn. ”Det bliver værst for dig selv, søde,” tilføjede hun, og jeg gjorde ikke andet end at rulle med øjnene.

”Jeg mener det, piger. Jeg er færdig. Helt færdig. Jeg vil leve mit liv fuldt ud nu. Jeg vil gøre noget godt – måske adopterer en kat, eller hjælpe ældre damer over vejen,” sagde jeg alvorligt.

”Jeg forstår dig ikke, Alex,” kommenterede Phoebe, min anden veninde. ”Du har været mærkelig siden i går aftes, hvor du kom hjem og var helt nedtrykt og trist, og nu siger du, at du er færdig med drenge. Hvad er der sket?”

”Noget gik op for mig i går, og jeg besluttede, at det, der er sket, ikke er min tid værd.” mine to bedste veninder lavede himmelvendte øjne, som om det jeg sagde, bare var noget værre vrøvl. Jeg løj ikke, noget gik virkelig op for mig dagen inden, da jeg var ved at drukne i selvmedlidenhed.

Spørger du, hvad der skete? Ja, altså… Jeg havde denne her kæreste, Marcus, som jeg elskede virkelig højt. Eller, det troede jeg i hvert fald. Vi var sammen i to år, men det hele endte ligesom, da jeg fandt ham nøgen med sin veninde, Sarah, i sofaen. Hvad ville en normal pige gøre i den situation? Jeg tog en vase med blomster fra bordet og kastede den på dem, bare så de kunne køle lidt ned – helt ærligt, jeg hjalp dem jo bare! Jeg prøvede bare, for en gang skyld, at være en god og fornuftig pige. Marcus kiggede overrasket og flovt på mig, men jeg sagde ikke noget. Jeg vendte bare rundt og gik min vej med min stolthed i god behold. I hvert fald ind til jeg kom hjem til mine veninder. Dér kunne jeg ikke klare det mere. Dér brød jeg sammen. Det skete kun to dage tidligere.

Jeg var den slags pige, der aldrig havde oplevet et godt forhold. Drengen fandt altid en anden pige, eller var mig utro, eller også syntes han bare ikke, at jeg var god nok. Taget mine tidligere oplevelser og historier i betragtning, gik det ligesom bare op for mig den dag, at det var umuligt at finde kærlighed, eller en dreng der ville være god for mig. Jeg var 21 år, jeg havde et helt liv foran mig. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om drenge. Jeg skulle bare leve mit liv, være glad og spise, som om jorden ville gå under i morgen.

”Jeg er sikker på, at du kommer til at fortryde det her, Alex. Men jeg er glad for, at du har det bedre nu,” sagde Phebs og rejste sig op for at give mig et kram. ”Og lad os nu tage ud og fejre din beslutning!”

Belle rejste sig også op for at deltage i krammet. ”Skal vi ikke tage til det nye tivoli?” spurgte hun drømmende. Phebs og jeg kiggede på hinanden, inden vi begge nikkede ivrigt.

***

”Skru højere op!” bad jeg og tjente på den måde to skeptiske blikke fra mine veninder. ”Hvad? Har jeg nu ikke lov til at ville høre pop musik? Bare fordi jeg kan lide rock, betyder det da ikke, at jeg ikke kan lytte til alt andet musik,” forsvarede jeg mig selv og lænede mig tilbage i sædet med korslagte arme.

Vi var i Phebs’ bil, en gammel sort Land Rover, som jeg virkelig elskede. Hvis det var muligt, havde jeg giftet mig med den. Sangen, der flød ud af bilens højtalere, var en fra et band, mine to veninder kunne lide. Et boyband. De var ret meget i medierne for tiden, og hvis jeg huskede rigtigt, så vandt de en eller anden konkurrence. X-factor, tror jeg nok. Men jeg var ikke sikker. Som jeg sagde, var det mine veninder, der kunne lide dem, ikke mig. Men jeg hadede dem dog heller ikke; de var bare ikke min stil. De var lidt for poppede til mig, men den dag havde jeg bare lyst til noget meget iørefaldende musik, der kunne give mig lidt energi og godt humør. Phebs og Belle var ikke nogen af de der besatte fans, men de kendte og kunne lide de fleste af deres sange.

Mine veninder og jeg var så forskellige, men alligevel ens. Vi mødte hinanden i børnehaven og havde været venner lige siden dengang, vi alle tre ville være prinsesser. Selvfølgelig havde vi ændret os siden, men det var lykkedes os, at forblive venner. Belle var festaben, Phebs bogormen og jeg var den lidt 'sejere' af os. Vi kunne lide forskellige ting, men vi var der altid for hinanden. Vi havde de samme ambitioner. Selvfølgelig ville vi ikke være prinsesser mere, men vi ønskede alle tre, ligemeget hvad vi ville ende med at lave, at få succes.

Vi så også forskelligt ud. Phebs var lille og tynd med blond hår og dybe grønne øjne, Belle havde lidt flere former, men var stadig tynd, havde sort hår og blå øjne. Jeg var naturlig brunette, men havde farvet mit hår sort med få røde striber. Jeg havde et par piercinger, dog ikke for mange, jeg havde også tattoveringer og gik for det meste i sort tøj. Phebs var den pigede, altid i kjoler og blomster, og Belle gik meget op i mode. Hun prøvede altid at få mig til at gå i noget mere farverigt, men jeg kunne bedre lide at gå i mine Combat Boots, hullede bukser og store t-shirts.

”Skal jeg tolke det her, som at du er ved at opgive din nuværende stil?” spurgte Belle håbefuldt.

”Nope,” svarede jeg og kiggede drillende på hende. ”Og skru nu op for lyden, før jeg beslutter mig for, at det er bedre at afspille musik fra min iPod,” truede jeg hende, hvorefter hun adlød. De kunne ikke lide min musiksmag, selvom den var meget bred.

Vi nåede hurtigt til tivoliet. Der var så mange mennesker og ting, man kunne prøve, at jeg ikke vidste, hvor vi skulle begynde. Så jeg tog mine veninder i hånden og trak dem med hen i den første kø, jeg fik øje på. Jeg var som et barn i en slikbutik, men altså, du kan ikke bebrejde mig. Jeg var en pige med hjertesorger, jeg prøvede bare at komme mig over mit nyligt afsluttede forhold. Jeg havde brug for at blive distraheret, så jeg ikke tænkte på Marcus, og hvad han havde gjort.

***

Næsten to timer senere pegede Belle på en plakat, hun lige havde opdaget. Da jeg også fik øje på den, kunne jeg ikke lade være med at smile. Der stod noget om en spisekonkurrence, og selvfølgelig ville jeg da være med. Vi gik hen til et bord, hvor man kunne tilmelde sig. Men fyren, der sad der, fortalte os, at konkurrencen kun var for mænd.

”Laver du sjov?” spurgte jeg ham, for helt ærligt, det kunne han da ikke mene! ”Mener du helt seriøst, at jeg ikke kan deltage?”

”Undskyld, søde, men jeg tror ikke, at du kan klare det,” sagde han, og jeg var lige ved at slå ham i hovedet. Med en stol. Ja, jeg indrømmer det, jeg havde muligvis lidt problemer med min vrede.

”For det første, skal du ikke kalde mig søde, med mindre du ønsker at blive kastreret. For det andet, så kender du mig ikke, og du ved ikke, om jeg kan klare det eller ej. Så du har bare at lade mig være med, for ellers,” truede jeg ham, og han løftede vantro sit øjenbryn. ”Kunne du tænke dig at vide, om jeg overdriver?” fortsatte jeg lidt efter. Han løftede sin hænder, som tegn på at han overgav sig.

”Okay, okay. Gør hvad du vil, men du skal ikke komme tilbage senere og sige, at jeg ikke advarede dig.” Jeg smilede stort, mens Phebs og Belle grinede bag mig. Det var vist ikke lige den dag, man skulle være på tværs af Alexia Porter.

Jeg fik skrevet mig på en liste med alle deltagerne, og skyndte mig at tage plads ved det lange bord, hvor alle mine konkurrenter allerede sad. På min højre side sad en fyr med lyst hår. Han talte med fire andre drenge. De var alle fem klædt i sort tøj, ret meget lige som mig, sådan et lidt tough udtryk, men for at være ærlig, så klædte det dem ikke. De så mærkelige ud, som om de ikke hørte hjemme. Der var noget sødt over dem, nok deres smil eller øjne, og det var tydeligt, at den der bad ass attitude ikke passede til dem. Den lyshårede dreng var den, der så mest fejlplaceret ud, nok fordi han var den, der havde det sødeste smil, eller jeg ville måske hellere sige barnlige. Han havde endda bøjle på.

Jeg tror, at han kunne mærke mit blik, for han vendte sig om, og kiggede mig direkte i øjnene. Hans var meget blå, en flot, dyb, blå farve. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg følte mig pludselig meget klodset og akavet.

”Hej med dig,” sagde han, med det søde smil, der fik ham til at se så nuttet ud. ”Held og lykke,” fortsatte han, og jeg bemærkede, at han havde en anden accent. Men jeg var elendig til at genkende accenter. For mig var det sådan, at enten har man ikke en anden accent, ellers så har man. Og det er det. Jeg kunne ikke fortælle hvilken accent, kun at den var anderledes. Det eneste, jeg kunne finde ud af, var at skelne Amerikanske accenter fra Britiske. Så jeg kunne ikke sige, hvor han var fra, kun at han ikke var her fra.

”I lige måde,” nåede jeg lige at sige, inden et stort fad, fyldt med burgere, blev placeret foran mig. Yes, så er det nu!

En klokke lød, og jeg begyndte at spise. Jeg gjorde det i min egen rytme og lod det tage den tid, det tog. Jeg kunne se, at alle de andre bare fyldte deres munde så hurtigt, de kunne, men jeg kendte mig selv, og jeg vidste, at hvis jeg skyndte mig for meget, ville jeg bare besvime. Jeg kunne spise i timevis uden at stoppe. Men jeg prøvde alligevel at skynde mig en lille smule. Bare en lille bitte smule.

Som jeg havde forudset, gav næsten halvdelen af deltagerne op, mens de stadig havde mange burgere tilbage. Jeg sad stadig glad og smilende og spiste. Få minutter efter var det kun mig og ham drengen ved siden af mig, der var tilbage. Jeg kunne se, at han snart ikke kunne mere, og han manglede stadig tre burgere. Jeg kunne endda have spurgt efter et ekstra fad – eller, måske ikke – hvis jeg havde haft lyst, men i stedet spiste jeg bare den sidste bid, mens den lyshårede dreng var lige ved at kaste op, stadig i gang med sin sidste burger.

”Og vi har en vinder!” råbte den samme fyr, der ikke ville lade mig deltage, mens han tog fat i mit håndled og hævede min arm i vejret. Jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn og et hoverende smil. ”Tillykke til Alex, vores nye Pig Champion!”

Neeej, sikke en ære! Den bedste titel ever!

Publikummet jublede, og jeg kunne se Phebs og Belle, der hoppede og klappede af mig. Jeg smilede stolt. De fleste stod og stirrede med overraskede udtryk. Inklusiv fyrene der stod og talte med ham den lyshårede ved siden af mig før.

Jeg satte smilende kursen mod mine veninder med mit trofæ i hånden, men en hånd stoppede mig ved at gribe fat i min albue. Jeg vendte mig rundt og så ham den lyshårede dreng fra konkurrencen stå og smile til mig. Jeg kunne ikke se det før, for han sad ned, men han var en lille smule højere end mig. ”Hej,” sagde jeg og kiggede mistroisk på ham. Hvad ville han? Have revanche? Stjæle mit trofæ? ”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte jeg.

”Jeg ville bare sige WAUW. Det var helt fantastisk! Du var totalt sej, mand! Jeg er virkelig, virkelig imponeret,” sagde han, med den accent jeg begyndte at finde meget sød. ”Tillykke. Jeg hedder Niall, for resten,” introducerede han sig selv, mens han rakte mig sin højre hånd.

”Alex,” svarede jeg, mens jeg trykkede hans hånd. ”Du gjorde det nu også ret godt.” Han smilede igen, denne gang en smule genert. ”Nå, men mine veninder venter. Jeg bliver nødt til at gå. Hyggeligt at møde dig, Niall,” sagde jeg, mens jeg stak min højre tommelfinger over skulderen for at pege mod Phebs og Belle, der stod og ventede.

”Øh ja, selvfølvfølgelig…” han stod stadig og kiggede på mig, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg havde det som om, han ville sige et eller andet. ”Øhm, Alex… Jeg tænkte på, har du lyst til at, jeg ved ikke, tage ud at spise et eller andet med mig?”

”Spise?” spurgte jeg med store øjne, ”Undskyld, men jeg tror, jeg har spist for resten af ugen,” tilføjede jeg hurtigt og han grinede.

”Ja, også mig. Men jeg mente en anden dag. Hvis du har lyst.”

Jeg åbnede min mund, og skulle til at sige noget, men intet lyd kom ud. Han havde lige inviteret mig ud, men jeg sagde jo, at jeg var færdig med drenge. Selvom han var sød og havde de flotteste øjne, jeg nogensinde havde set, kunne jeg bare ikke sige ja. Jeg havde ikke lyst til at sige nej, men det blev jeg nødt til, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det pænt.

”Jeg… Undskyld, Niall, du virker som en rigtig flink fyr, og jeg er sikker på, at du er fantastisk, men jeg kan ikke. Undskyld…” svarede jeg, og jeg kunne se, hvordan noget i hans øjne ændrede sig. Den lille gnist, der før skinnede, forsvandt, og det eneste jeg kunne se var forlegenhed.

”Det er okay. Jeg forstår. Jeg… Jeg må nok heller gå tilbage til mine venner. Farvel, Alex,” sagde han med røde kinder, inden han vendte rundt og gik. Jeg følte mig så ond. Han virkede virkelig som en god dreng, selvom han så mærkelig ud i det tøj. Hvis jeg havde været i en anden situation, havde jeg nok sagt ja, men det var jeg ikke.

Sukkende vendte jeg mig også rundt og satte igen kursen mod mine veninder, der stadig stod og ventede, og denne gang lykkedes det mig uden at blive stoppet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...