Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10422Visninger
AA

19. Ballet

Efter to vellykkede koncerter i Cardiff ønskede drengene at gøre det sidste show i byen specielt, så de skulle synge en ny sang; derfor havde de lånt et studie og var i gang med at øve. Og selvfølgelig var pigerne og jeg med som publikum.

Jeg blev nødt til at indrømme det: de var virkelig morsomme. Jeg måtte lukke øjnene hver gang Zayn prøvede at danse, fordi jeg brød ud i grin, og det var ikke sødt af mig. Liam forsvarede ham hele tiden, han sagde, at han var ved at lære drengen det. Hvis det var tilfældet, ville jeg ikke se, hvordan han dansede før.

Hvad jeg havde brugt tiden på de sidste par dage, var at blive i vennezonen med Niall, uanset mine følelser for ham. Jeg havde ikke tænkt mig at spørge ham, hvad han følte for mig og løbe risikoen at miste ham. Belle og Phebs kiggede ind imellem bebrejdende på mig, men jeg ignorerede dem, fordi jeg gjorde, hvad jeg mente, var det bedste.

”Okay, drenge. Jeg tror, det er nok for i dag,” sagde en ældre mand, og drengene stoppede, præcis som musikken gjorde. ”Vi mødes her i morgen for at øve en sidste gang inden koncerten. Jeg tror, det bliver okay. Godt arbejde, alle sammen!”

Drengene jublede og bevægede sig i forskellige retninger efter vandflasker og håndklæder. Pigerne og jeg klappede og smilede af dem. ”I gjorde det godt!” komplimenterede Belle dem, og alle drengene smilede glade.

”Tak!” talte Liam for dem alle. ”Vil I med hen et sted senere? Vi har fri nu,” foreslog han, og vi smilede alle bredt.

”Mad!” udbrød Niall, og det samme gjorde jeg. Min mave trængte til mad. ”Lad os tage på Nandos! Please, please, please!” bad han og trak gentagende gange i Liams ærme som et lille barn.

”Selvfølgelig,” svarede Liam som den gode forælder, og jeg fniste. De kunne være så søde nogle gange.

Niall begyndte en glædes dans, resten af os deltog og det var starten på et øjebliks leg og grineri i studiet. Jeg kunne virkelig godt lide stedet, hvor vi var, det bragte gode minder om min barndom. Det dannede gulv, de skinnende spejle over det hele, musikrummet. Jeg kunne lide det hele.

”Så, i vores daglige minuts indsigt, Alex, vær sød at fortæl os, hvem der er på din t-shirt,” bad Louis og nærmede sig med mikrofonen, han havde øvet med, i hånden. Det her var hans rutine, hver gang jeg havde en t-shirt på med et band, jeg kunne lide.

”Oh, i dag skal I møde Within Temptation. Jeg kan virkelig godt lide det her band!” svarede jeg og løb til musikrummet for at slutte min iPod til anlægget og vælge bandets album. Jeg startede sangen og lod dem lytte til den, mens jeg fandt vej tilbage til dem. ”Så? Er det ikke utroligt? Jeg elsker hendes stemme, den er så kraftig.”

Alle drengene –for pigerne kendte allerede bandet- nikkede, lyttede til teksten og sangerens fantastiske stemme. ”De er virkelig gode,” sagde Zayn og kiggede på mig.

Det var stadig lidt anspændt imellem os, men vi prøvede at komme tilbage til hvor, vi var før, men det var svært, når jeg kendte til hans følelser. Det var også en af grundene til, at jeg ikke ville fortælle Niall om mine følelser – han ville ikke behandle mig på samme måde, hvis han fik at vide, at jeg ikke bare så ham som en ven.

Resten af drengene var enige med Zayn, og jeg smilede stolt. ”Okay, jeg synes, vi skal gå. Jeg sulter! Og jeg har brug for et bad,” talte Liam igen for gruppen.

”I kan bare gå. Jeg skal lige hente min iPod, jeg indhenter jer bagefter,” sagde jeg smilende, og de nikkede alle sammen, også Belle og Phebs, og forlod rummet.

Jeg gik mod musikrummet, da Angels pludselig begyndte at spille. Jeg stoppede med det samme, for hver gang jeg hørte den sang, kunne jeg se en hel koreografi for mig. Jeg havde ikke danset i lang tid. I hvert fald var det lang tid, i forhold til hvor meget jeg plejede at danse.

Da jeg var syv år, meldte min mor mig til ballet sammen med Phebs og Belle. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at holde så meget af det, men jeg elskede det, og jeg var god til det. Jeg fik altid soloer eller hovedrollen i vores præsentationer. Det var indtil jeg kom i puberteten, og jeg ikke længere havde en krop til at være ballerina. Jeg gik endda i pink dengang, men min krop besluttede at ødelægge det hele for mig.

Jeg tog mine sko af, lukkede øjnene og lod musikken guide mig. I starten bevægede jeg mig akavet rundt, med klodsede og pludselige trin, men lidt efter lidt begyndte jeg at slappe af, og snart kunne jeg danse, som jeg så det for mig i hovedet. Jeg bevægede mig rundt i hele rummet, dansede, drejede rundt og hoppede. Jeg følte mig som en fjer, så yndefuld, så let.

Da omkvædet kom, sprang jeg højere end før, landede på min venstre fod og snurrede rund et par gange med mit højre ben løftet. Jeg ville lave det samme spring igen, og det gjorde jeg, men denne gang var min landing anderledes. Det venstre ben var mit svage, og mine musklers opgiven var konsekvensen af ikke at have danset i lang tid.

Jeg faldt til gulvet, blev siddende og sang, indtil jeg hørte én klappe og skridt, der kom nærmere. Jeg kiggede op på spejlet og så Nialls refleksion, og mit hjerte stoppede. ”Så-så du det?” spurgte jeg flov og kunne mærke mine glødende kinder. Han smilede bare og kiggede på mig gennem spejlet.

”Ja, det gjorde jeg. Du er fantastisk, Alex. Hvorfor har du ikke fortalt os, at du kan danse?” spurgte han og satte sig ved siden af mig på gulvet.

”Fordi jeg ikke danser,” svarede jeg og kiggede forsigtigt på ham. Han rullede med øjnene, så jeg tilføjede: ”I hvert fald ikke længere. Jeg plejede at danse.”

”Hvorfor stoppede du? Du er utrolig,” spurgte han, og jeg kiggede ned igen.

”Puberteten,” lød mit svar. ”Jeg har ikke kroppen til at være ballerina. Desuden, kender du en ballerina, der elsker at spise så meget, som jeg gør?” spurgte jeg ham med et løftet øjenbryn.

”Nu gør jeg,” svarede han med et smil. ”Seriøst, du var utrolig.” han var stille i nogle sekunder, som om han tænkte over noget. ”Du burde danse for os! Du ved, danse bag ved i en af vores sange!” fortalte han begejstret, så jeg stivnede.

”Undskyld mig?” sagde jeg klodset.

”Ja! Dans for os. Det ville være fantastisk! Jeg bliver nødt til at fortælle drengene og-”

”Nej nej, du fortæller ikke nogen noget. Jeg vil ikke danse for jer. Hvis du vil have en ballerina, kan I ansætte en professionel. Det kan være Danielle! Nej,” fastslog jeg med korslagte arme og et dødseriøst ansigtsudtryk.

”Åh, kom nu, Alex. Du er fantastisk, og du er her med os,” bad han, men jeg rystede bare på hovedet. ”Kom nu, please!” insisterede han og krammede mig.

Jeg gøs, da jeg mærkede hans arme om mig, og jeg gøs endnu mere, da min ryg var presset mod hans brystkasse. Mit hjerte begyndte at banke så hurtigt, at jeg var bange for, jeg ville få et hjerteanfald. Jeg kunne ikke gøre for det, jeg lænede mig ind mod ham, og jeg døde næsten, da han med munden helt tæt på mit øre hviskede: ”Please?” jeg var lige ved at sige ja, men jeg trak vejret dybt og lukkede øjnene, prøvede at lukke af for den effekt han havde på mig.

”Nej, Niall. Jeg vil ikke danse for dig og dine bandmates. Og jeg vil bestemt ikke danse foran et massivt publikum. Nej, ellers mange gange tak,” svarede jeg med al min overbevisning.

”Jeg vil få dig til at ændre mening, så,” erklærede han, og jeg fnøs.

”Det ville ikke være første gang, du siger det, uden at gøre noget ved det,” kommenterede jeg og fortrød ordene i det øjeblik, de forlod min mund. Hans arme omkring mig blev anspændte, og jeg hørte ham gispe.

”Hvad mener du?” spurgte han stille.

”Ikke noget. Jeg mener ikke noget. Lad os gå, de andre venter på os,” mindede jeg ham om og prøvede at rejse mig, men han lod mig ikke gøre det. ”Niall, jeg bliver nødt til at hente min iPod.”

”Nej. Fortæl mig, hvad du mente,” forlangte han, og jeg fik lyst til at slå mig selv for at være så dum. Han fik mig vendt rundt, så vi stod ansigt til ansigt, hans hænder hvilede solidt om min talje.

”Ikke noget, Niall. Jeg mente ikke noget. Lad mig nu-”

”Jeg er ikke dum, Alex. Fortæl mig det,” jeg lukkede øjnene og bekæmpede lysten til at råbe alt, jeg havde indeni, ad ham, spørge ham hvorfor han bare mistede interessen for mig, hvorfor han besluttede, at vi kun kunne være venner. Jeg ville beskylde ham for ikke at have prøvet at få mig til at skife mening om at date ham.

”Jeg bliver nødt til at gå,” mumlede jeg, stadig med lukkede øjne. Jeg prøvede igen at rejse mig, men han stoppede mig.

”Alex,” kaldte han, og jeg bed mig i læben, gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at råbe ad ham.

”Fint! Vil du vide det? Fint!” råbte jeg. Jeg var ikke længere i stand til at holde det inde. ”Da du inviterede mig ud, og jeg sagde nej, sagde du, at du ville få mig til at ændre mening, men du gjorde ikke noget ved det! Du opførte dig bare som en ven uden nogen anden hensigt. Du prøvede ikke engang!” udbrød jeg vredt. ”Hvorfor? Huh? Hvad fik dig til at ændre din mening om mig?”

Jeg trak besværet vejret og ville slå mig selv for min dumhed. Jeg havde sagt, at jeg ikke ville fortælle ham om mine følelser, men nu havde jeg udbrudt alle mine frustrationer, fordi han ikke kunne lide mig.

”Lad mig gå,” sagde jeg med en lille stemme og undgik hans øjne, jeg var så flov og skuffet over mig selv. Han stirrede overrasket på mig, hans mund var en anelse åben, og mit hjerte bankede så hurtigt, som var det en galopperende hest.

”Alex,” hviskede han, men jeg stoppede ham.

”Nej, du behøver ikke svare. Jeg var dum, og jeg skulle ikke have sagt det. Undskyld,” sagde jeg og kiggede ned.

Han fjernede sin højre hånd fra min talje, og jeg troede, at han ville slippe mig, men han tog forsigtigt fat i min hage og fik mig til at se på ham.

”Jeg gjorde ikke noget, fordi jeg tænkte, at du skulle have tid. Du havde lige slået op med din kæreste, og jeg ville ikke presse dig,” forklarede han, så mit hjerte bankede endnu hurtigere. Hvordan var det overhovedet muligt? Han lænede sin pande mod min, og jeg kunne sværge, at mit hjerte satte en ny verdensrekord eller sådan noget. ”Intet har ændret min mening.”

Mit hjerte stoppede i et sekund, mens jeg trak vejret ind og holdt det. Jeg kunne ikke tro, hvad jeg hørte. Jeg slog sikkert hovedet, da jeg dansede og faldt, for det kunne ikke være rigtigt.

”Du… Du…” mumlede jeg som en idiot. Det var jeg blevet ret god til.

”Jeg vil stadig gerne gå ud med dig” sagde han og tilføjede: ”hvis du vil, selvfølgelig,” med en nuttet rød farve på kinderne, og med sit søde smil om munden.

Jeg smilede tilbage og løftede min hånd til hans nakke, for at lege med hans hår. ”Det ville jeg elske,” svarede jeg, og hans smil voksede større.

”Godt!” sagde han og bed sig i underlæben. ”Hvor vil du hen?”

”Det ved jeg ikke. Jeg kender næsten ikke det her sted.”

”Det bliver en overraskelse, så,” han lænede sig langsomt ind mod mig, og jeg gjorde det samme, indtil vi hørte skridt nærme sig os.

”Hvorfor tager det så la- Ups! Undskyld, det var ikke meningen at afbryde jer,” Harrys hoved dukkede op i studiet. Niall og jeg trak os fra hinanden og kiggede rødmende på ham. ”Vi var bekymrede, fordi det tog jer så lang tid.”

”Det er okay. Vi går nu,” svarede jeg stadig rødmende, mens jeg rejste mig op. Jeg gav Niall en hånd, og vi stod bare der, mens Harry kiggede på os med et drilagtigt smil.

”Okay. Jeg vil forlade jer to alene, men skynd jer! Vi er sultne,” sagde han i en tone, så jeg vidste, at han ville sladre til de andre om hvad, han havde set.

Vi så ham gå og begyndte at grine. ”Vi må hellere gå,” sagde jeg og kiggede på Niall. Jeg følte mig latterlig glad og kunne ikke lade være med at smile. Jeg tog min iPod, efter han nikkede, og tog mine sko på igen. Han greb min hånd og flettede vores fingre sammen, da vi gik ud til de andre. 

 

Aww! Hvad synes I? Havde I håbet på det? Eller er I mere til Alex og Zayn? :-)

Jeg skal konfirmeres på lørdag, så der kommer ikke noget kapitel dér. Måske publicere jeg et fredag, hvis der er tid til det, ellers kommer det nok først på onsdag. Undskyld!   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...