Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10408Visninger
AA

31. Back home

Vi fik aldrig talt sammen.

Niall prøvede at sørge for, at vi fik noget tid sammen alene, men jeg var hele tiden bekymret for Phebs, som så mere og mere deprimeret ud, som dagene gik. Vi prøvede at muntre hende op, vi tog hende til forskellige boghandlere, men hendes smil var aldrig ægte, og Liam bemærkede det. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at tale med Niall, vores tid var ved at løbe fra os, men Phoebe var en af mine bedste veninder, jeg kunne ikke bare glemme hende og lade hende i stikken, fordi jeg skulle tage mig af mine egne problemer. Det ville hun aldrig gøre mod mig, så det gjorde jeg heller ikke mod hende.

”Alex,” kaldte Liam på mig, da forberedelserne til deres sidste koncert på Wembley var i gang. Jeg var på vej til omklædningsrummet, og jeg havde ikke regnet med at løbe ind i ham på gangen. Jeg vendte mig om for at se ham komme gående imod mig med et udtryk, der ikke viste andet end bekymring. ”Jeg skal tale med dig,” tilføjede han, og jeg lukkede mine øjne i et par sekunder, mens jeg prøvede at finde en undskyldning for at undgå ham. På det seneste prøvede vi alle sammen at undgå ham.

”Selvfølgelig, bare begynd, men lad os gå imens. De andre venter på os, du ved,” mindede jeg ham om og prøvede at sende ham et smil.

”Det tager ikke særlig lang tid, men vi skal være alene. Det er om Phebs,” sagde han, hvilket var det jeg frygtede mest. Jeg kunne ikke tale med ham om Phebs. ”Hvad er der galt med hende?” spurgte han og så mig ind i øjnene. Jeg sank en klump. ”Hun er ikke den samme mere, hun taler næsten ikke til mig. Jeg er bekymret.”

Jeg havde så ondt at ham og af Phebs, og jeg hadede at være i den situation i det øjeblik. Pokker tage mit held. En del af mig var glad for, at touren næsten var ovre, fordi situationen tærede på mig, og ikke kun mig, men også drengene.

”Hun har det fint, Liam. Du behøver ikke være bekymret. Hun taler ikke særlig meget med dig, fordi hun vil give dig noget tid med Danielle, det er det hele,” løj jeg, hvilket jeg hadede mig selv for. Jeg kunne ikke lide at lyve for Liam, han fortjente det ikke, men jeg kunne heller ikke fortælle ham sandheden.

”Kig på mig og fortæl mig det en gang til, for jeg tror ikke på dig, Alex. Fortæl mig sandheden. Hvad er det, der sker? Jeg holder også af hende, okay? Hvorfor skubber hun mig væk?” hans øjne bønfaldt mig om at sige sandheden, og det dræbte mig ikke at gøre det, men jeg kunne bare ikke.

”Jeg er ked af det, Liam. Jeg kan ikke fortælle dig det, men jeg lover dig en ting: alt skal nok blive okay.” for hun vil komme over dig på et tidspunkt, tilføjede jeg i mit hoved.

Han stirrede på mig, og jeg kunne se, at han var i tvivl, men jeg håbede bare, at han ville acceptere, hvad jeg fortalte ham, men han rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke blive ved med at gøre ingenting. Hvis du ikke fortæller mig det, gør hun. Jeg acceptere ikke et nej,” informerede han mig, og jeg panikkede. Nej, det kunne han ikke gøre.

”Liam!” råbte jeg og tog fat i hans arm, da han var på vej mod omklædningsrummet, hvor Phebs hang ud med de andre drenge. ”Det må du ikke gøre. Please, lad hende være. Bare i et par dage. Hvis du virkelig holder af hende og bekymrer dig for hende, så lad være med at spørge hende.”

Han så så forvirret ud, og åh hvor jeg ønskede, at jeg kunne sige noget mere, fortælle ham noget der ville berolige ham, et svar han kunne bruge til noget, men det her var det bedste, jeg kunne give ham. Phebs ville hellere dø end at fortælle ham, hvorfor hun var så trist for tiden, og jeg kunne ikke tillade at noget som det skete. Jeg blev nødt til at tage mig af hende.

”Hvorfor? Hvorfor kan jeg ikke tale med hende om det her? Det er min skyld, er det ikke?” jeg bed mig i underlæben, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare til det. Han forstod min stilhed og sorgen stod klar i hans øjne. ”Hvad har jeg gjort hende? Jeg bliver nødt til at undskylde.”

”Det er ikke din skyld, Liam. Tro mig, det er det ikke,” forsikrede jeg ham, for det var ikke hans skyld. Det var ikke nogens skyld, for ingen kan kontrollere, hvem man bliver forelsket i. ”Alt skal nok gå, Liam. Det bliver okay. Det lover jeg.”

Han sukkede og lukkede sine øjne i få sekunder, prøvede at finde ud af hvad han nu skulle gøre. Til sidst kiggede han på mig igen med et svagt smil. ”Jeg stoler på dig, Alex. Jeg håber, du har ret, og at alt bliver okay igen.”

Jeg nikkede, fordi jeg havde en klump i halsen, der gjorde, at jeg ikke kunne sige et eneste ord. Vi gik sammen til omklædningsrummet, og det første, jeg gjorde, var at løbe hen til Niall for at kramme ham tæt, så taknemmelig for at selvom det kun var i en kort periode, kunne vi være sammen, og han kunne lide mig på samme måde, som jeg kunne lide ham.

***

”Jeg har savnet jer så meget!” hvinede Belle, da Phebs og jeg endelig var hjemme.

Touren var officielt ovre, og vi var hjemme igen. Belle ventede på os sammen med Dan, som jeg ikke havde set i en evighed, så lige efter jeg havde krammet min sorthårede veninde, gav jeg ham et stort kram. Dan var en god fyr, betænksom, klog, sjov, omsorgsfuld og han elskede Belle så højt. Han var meget høj, havde chokoladebrune øjne, beskidt blond hår og et virkeligt sødt ansigt. De var så dejlige sammen.

”Og vi har savnet dig! Det har været den længste uge nogensinde!” fortalte jeg hende smilende. Belle havde Phebs i sin favn, mens Dan omfavnede mig. Phebs var i lidt bedre humør, men man kunne stadig se, at hun ikke var okay. Det bemærkede Belle selvfølgelig også.

”Jeg ved det, intet er det samme uden mig, men I er hjemme nu, og alt bliver okay. Hvordan har du det, søde?” spurgte hun Phebs, som smilede.

”Jeg bliver okay. Jeg har bare brug for at lægge noget afstand imellem os,” svarede hun, og Belle nikkede. Den sidste uge havde været komplet tortur for den stakkels pige.

”Okay, bær jeres ting ind på jeres værelser, og så er der aftensmad. Skriv til Niall, at han er velkommen, hvis han har lyst. Men fortæl ham, at det er mig, der laver mad og ikke dig,” sagde hun med blikket på mig, og jeg smilede, som jeg tog min baggage med ovenpå med Phebs gående bag mig.

Da jeg gik ind på mit værelse, som jeg virkelig havde savnet –sengen allermest-, fandt jeg min mobil frem for at skrive til Niall, men opdagede at jeg allerede havde modtaget et par beskeder.

Fra Nialler <3: det er crazy! Jeg savner dig allerede.

Jeg smilede, fordi han var så nuttet, og svarede hurtigt.

Til Nialler <3: og jeg savner dig, derfor er du mere end velkommen til at komme over og spise aftensmad.

Mine andre beskeder var fra Louis, der jokede om, hvor svært det var at være væk fra mig, og at vi skulle overveje at købe et hus tæt på den skole, vores fremtidige børn skulle gå på. Den dreng var vanvittig. Der var også en besked fra Liam, der spurgte, hvordan Phebs havde det.

Til Daddy Direction: hun er okay. Bare rolig.

Phebs var ikke okay endnu, det vidste vi alle sammen, og der ville gå noget tid, før hun blev det, men jeg ville ikke gøre ham endnu mere bekymret, så at lyve var den bedste løsning i det øjeblik.

Snart modtog jeg Nialls svar, som var et ’jeg er på vej’. Jeg havde stadig en uges ferie, før min undervisning igen begyndte, og heldigvis havde han to ugers ferie, før de skulle til Australien. Jeg vidste, at det var alt, vi havde tilbage, og at vi blev nødt til at snakke om det, men jeg kunne bare ikke samle styrken og modet til at gøre det, jeg ville ikke ødelægge, hvad vi havde, endnu. Jeg gjorde altid mit bedste for at få det til at fungere, fordi jeg hele tiden vidste, at vi ikke havde særlig meget tid, og jeg ville ikke bruge den tid, vi nu havde, på at skændes eller andre ligegyldige ting.

Jeg pakkede alle mine ting ud, og da jeg gik nedenunder, bankede Niall på døren. Jeg smilede til ham, og han så fandens godt ud. ”Hej. Jeg har savnet dig,” fortalte han mig, så jeg lo. Der var kun gået to timer, siden vi havde set hinanden. Men trods det faktum havde jeg også savnet ham, og det skræmte mig, fordi det fik mig til at tænke på, hvor svært det ville blive, når vi ikke skulle være sammen mere. Jeg ville savne ham forfærdeligt. ”Hey, hvad er der galt?” spurgte han mig og tog fat om min hofte for at trække mig ind til ham. Han bukkede nakken så vores pander stødte på hinanden. Mine tanker om vores forhold havde sikkert væres tydelige i mit ansigtsudtryk, og jeg prøvede at berolige ham med et smil, men mit hjerte var allerede i smerte.

”Ikke noget vigtigt,” fortalte jeg ham. Det var ikke okay at lyve, det vidste jeg, jeg burde fortælle ham det, men jeg følte mig ikke klar til det. ”Jeg har også savnet dig.” han lagde sin venstre hånd mod min kind og mødte mine læber i et blidt kys. Han vidste, at jeg ikke fortalte ham hele sandheden, han vidste, at der var noget mere, jeg holdt for mig selv, og jeg var sikker på, at han ville insistere på at høre det senere, men i det øjeblik lod han det ligge og krammede og kyssede mig bare i stedet. Bare at mærke hans krop mod min og hans læber, der bevægede sig i takt med mine, fik det hele til at se bedre ud.

”Har I tænkt jer at blive stående i dørkarmen og snave hele aftnen, eller kommer I rent faktisk ind?” spurgte Belle bag os, hvilket fik os til at bryde kysset. Varmen steg i mine kinder, og jeg så Niall rødme, som han lagde sin arm om mit liv, så vi stod ved siden af hinanden og begge kiggede i Belles retning. ”Hej, Niall. Det er godt at se dig igen.”

”Hej, Belle,” svarede han med et smil. Hun smilede ondt, og jeg vidste, at hun nød øjeblikket. Det var ikke hver dag, hun kunne gøre mig forlegen foran min kæreste, så hun udnyttede situationen, nu når den var der. ”Både drengene og jeg har savnet dig,” tilføjede Niall, og hun nikkede uden at miste sit store smil.

”Det ved jeg. Jeg er uerstattelig,” grinede hun, og vi lo også. Jeg lukkede endelig døren og gik sammen med Niall i Belles retning. ”Og kom så, du skal møde Dan.”

Vi gik ud i køknet, hvor Dan hjalp Belle med maden. Belle introducerede dem, og snart hjalp vi hende alle sammen, undtagen Phebs der var i bad. Vi ville ikke forstyrre hende, efter alt havde hun brug for at komme sig, ikke?

Middagen forløb super, vi havde det sjovt, Phebs så meget bedre ud og at se hende smile fjernede noget vægt fra mine skuldre. Jeg havde været så bekymret for hende på det sidste, og jeg savnede hendes ægte smil så meget. Efter maden tilbød Niall og jeg at vaske op, hvilket vi var længere tid om, end jeg havde regnet med, fordi vi startede en vandkamp i køknet. Bagefter blev jeg nødt til at låne ham nogle joggingbukser og en af mine brors t-shirts, fordi hans tøj var drivvådt. Jeg skiftede også, og så sad vi på mit værelse, indtil han skulle hjem til sin egen lejlighed.

”Det bliver så mærkeligt ikke at have dig i nærheden hele tiden,” fortalte han mig på et tidspunkt. Vi sad på min seng, han sad bag mig med sine arme om mig, sin hage på min skulder og hans hænder hvilede på min mave. Jeg havde min computer i skødet, og vi sad og så dumme videoer på Youtube. Jeg elskede at grine sammen med Niall.

”Yeah, men du vænner dig til det,” sagde jeg og drejede hovedet, så jeg kunne se hans smukke, blå øjne. Han blev nødt til at vænne sig til det, fordi senere ville vi ikke komme til at se hinanden igen.

”Det ved jeg. Og når din undervisning starter, bliver det hele meget mere besværligt,” sagde han tænkende, så jeg blev helt anspændt. Han berørte det ømtålelige emne, og det gik op for mig, at han troede vi stadig ville være sammen på det tidspunkt. ”Men vi får det til at fungere, ikke?” tilføjede han med en stemme fuld af håb, og jeg undgik hans blik. Jeg kunne ikke se på ham, når jeg ikke kunne støtte ham i den idé. ”Alex?” lød det fra ham, og jeg lukkede hårdt mine øjne i, diskuterede med mig selv om hvad jeg skulle gøre og sige.

Han fjernede min computer og fik vendt mig rundt, så vi sad ansigt til ansigt, hvorefter han greb fat i begge mine hænder og tvang mig til at se på ham.

”Hvad sker der, Alex?” forhørte han sig, og jeg bed mig i kinden. ”Er du bekymret for, hvad der kommer til at ske?” noget i mit ansigt må have virket som et svar for ham, for hans ansigtsudtryk mildnede, og han krammede mig tæt og gemte mit ansigt i hans skulder. ”Det bliver okay, babe. Du skal ikke være bekymret. Vi finder ud af det,” lovede han, og jeg ønskede at tro ham. Åh hvor jeg ønskede at tro på ham, men jeg var ikke dum. Jeg havde hele tiden vidst, at selvom vi ønskede det, kunne vi ikke være sammen. Han vidste det bare ikke endnu, men han ville finde ud af det… snart. 

 

Ooorgh, stakkels Niall! :'( Hvad synes I om Alex, og at hun er så sikker på, at de ikke kan være sammen? Har hun ret? Hvad tror I, der kommer til at ske?

Jeg skrev på et tidspunkt noget om en historie om Phebs og Liam, og den udgiver jeg snart. Det bliver en kort historie, men hvis I vil læse med, vil det være mega fedt! Jeg udgiver den nok søn/man/tirsdag eller sådan noget, men hvis I vil have en besked, når jeg gør det, kan I jo lige blive fan af mig ;-))) (lille meget diskret hentydning...) eller også kan I jo bare gå ind og tjekke en af dagene :-)

Okay, så som jeg skrev sidst, blev min søster student i denne uge, og hun kørte i vogn i går. Da de var hjemme hos os, var der en af drengene fra hendes klasse, der blinkede til mig. Da de skulle til at gå igen, stod jeg og tilbød alle en Sun Lolly, så jeg spurgte ham, om han ville have en med på turen, hvortil han takkede nej og sagde: "men jeg vil gerne have dig med." Han var en smule fuld, og det var egentlig mega sødt, men jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til ham... Well, det skulle I bare lige vide! xp

Så er det sommerferieeeee! Er I glade? Hvad har I af spændende planer? Fortæææl! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...