Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10420Visninger
AA

17. Awkward

Jeg var menstruationsfri, og intet kunne føles bedre. Jeg følte som mig selv igen, jeg var færdig med at tage piller, være en trængende pige og at græde over idiotiske ting. Mine damer og herre, Alexia Porter var tilbage.

Vi var i tourbussen, bare drengene og os, på vej til vores næste destination. Phebs var i bedre humør, og det samme var jeg. Efter min samtale med Zayn havde tingene været en lille smule indviklede. Jeg ignorerede Niall, selvfølgelig, jeg kunne ikke kigge ham i øjnene uden at være ved at græde, eller bede ham om en forklaring. Jeg ville heller ikke tale med Zayn, fordi jeg tænkte, at han bare havde medlidenhed med mig, og det havde jeg ikke brug for. Så jeg brugte tiden med pigerne, prøvede at opmuntre Phebs, mens Danielle var med Liam.

Siden da var der gået fire dage.

”Er du sulten, min elskede hustru?” spurgte Louis og slog sig ned ved siden af mig. Jeg sad og spillede Solitaire på min telefon.

”Det er ikke det rigtig spørgsmål at stille, Louis. Du ved godt, at jeg altid er sulten. Du skal i stedet spørge: kan du håndtere din sult?” svarede jeg uden at kigge væk fra spillet.

”Nå, men kan du så håndtere din sult? For det kan jeg ikke, jeg er ved at dø her.” Mit blik var stadig limet fast til spillet, og snart krævede Louis min opmærksomhed. ”Please, Alex, please! Lav noget mad!” bad han.

”Lad mig vinde det her, så skal jeg nok lave noget. Hvis du ikke lader mig færdiggøre det her, smider jeg dig ud af bussen. Forstået, ægtemand?”

”Kom så! Du kan sagtens vinde! Go Alex, go Alex!” heppede han, og jeg var lige ved at slå ham, men jeg valgte i stedet at fokusere på spillet, indtil jeg vandt.

”Har nogen fortalt dig, hvor irriterende du kan være?” spurgte jeg ham, da jeg rejste mig op og gik ud i det lille køkken for at lave noget mad. ”Sødt eller salt?” spurgte jeg ham.

”Ja, det er der mange, der har gjort. Sødt, tak,” svarede Louis, og jeg rullede bare med øjnene, som jeg fandt ingredienserne til frugtsalat. Det var sundt og hurtigt at lave. Det var vist en win-win.

”Jeg vil også have mad!” forlangte en irsk accent, og jeg holdt vejret, indtil jeg følte ham stå bag mig og kigge mig over skulderen for at se, hvad jeg lavede. ”Vil du også lave noget til mig?” spurgte han, men jeg beholdt mit blik på kniven i min hånd. Jeg ville ikke møde hans øjne, for jeg vidste, at mit hjerte ville springe et slag over. Jeg prøvede at komme over ham, men det var ikke let, når  han hele tiden prøvede at komme tættere på, når han kiggede på mig med sine hundeøjne eller hans søde smil. Det var satans svært at glemme en person, når han var ved siden af dig hele tiden, og når du var i en fandens tourbus. Man havde bestemt ikke mange steder at skjule sig.

”Selvfølgelig,” mumlede jeg halvhjertet, jeg prøvede stadig at ignorere ham, jeg rykkede endda en lille smule til højre.

”Er der noget galt?” spurgte Niall og tog fat om mit håndled, men jeg skyndte mig at ryste på hovedet, før hans berøring sendte elektriske stød gennem min krop.

”Nope. Overhovedet ikke. Alt er godt,” svarede jeg og rykkede igen længere væk fra ham, men han trådte nærmere.

”Løgner,” erklærede Niall, hvilket overraskede både Louis og mig. ”Jeg kender dig, og du undgår mig, Alex. Hvorfor? Hvad har jeg nu gjort?” jeg kunne mærke hans frustration, da han igen tog fat i mig og denne gang fik vendt mig rundt, så vi stod ansigt til ansigt. ”Fortæl mig, hvad der sker, Alex. Please,” hans stemme var lav, og hans øjne tiggede mig, men jeg kunne ikke fortælle ham grundene, jeg kunne ikke fortælle ham, at jeg opførte mig sådan, fordi han ikke følte det samme, som jeg gjorde, og at det dræbte mig indeni, at se ham hver dag, og at vide at mine følelser var ensidige, gav mig lyst til at skrige. Det kunne jeg bare ikke fortælle ham.

”Jeg sværger, det er ikke noget vigtigt. Du behøver ikke bekymre dig, Niall.” i det øjeblik så jeg Zayn stå et par meter væk og iagttage scenen, med hvad der kun kunne blive beskrevet som et skyldigt ansigtsudtryk. ”Vel, Zayn?” sagde jeg højere og mødte hans brune øjne. ”Niall overreagere.”

”Alex,” hviskede han, og jeg smilede, bad ham hjælp. ”Yeah, Niall. Du overreagere bare,” sagde han endelig, han forstod, hvad jeg bad ham om at gøre.

”Kan du se? Bare rolig.” jeg gjorde det eneste, jeg vidste, ville få ham til at tro mig. Jeg lagde min hånd på hans skulder, stillede mig på tæer og kyssede forsigtigt hans kind, inden jeg tog et skridt tilbage og smilede til ham. Han virkede ikke fuldstændig overbevist, men han lod det til sidst ligge og sendte mig et smil.

Han satte sig ned ved siden af Louis, og jeg vendte mig om for at fortsætte med maden, men mit hjerte gjorde ondt igen. Det simple kys havde været som at stikke mig selv med en kniv. Jeg så den aften for mig, aftnen hvor jeg svagt kyssede hans søde læber; hans duft fik mig til at huske, hvor meget jeg ønskede at kysse ham rigtig; hans bløde hud fik mig kun til at ville have ham endnu mere. Jeg burde tage hjem, stoppe torturen, men så meget som jeg ønskede at komme over ham, ville jeg ikke være væk fra ham.

Jeg klemte hårdt mine øjne sammen i få sekunder, indtil Zayn stod ved siden af mig. ”Kan vi tale sammen senere? Jeg skal fortælle dig noget,” sagde han, og jeg nikkede, bange for at min stemme ville svigte mig, og at Niall ville bemærke det. Så forlod den sorthårede dreng køknet, og jeg undrede mig over, hvad han ville fortælle mig.

***

Vi var i Cardiff, og det første, pigerne og jeg ville, var at tage på sightseeing. Vi havde ikke været der før, og jeg ville se det hele. Jeg var virkelig spændt, da jeg ikke havde set de andre byer, fordi jeg havde haft menstruation. Men jeg kunne ikke træde ud af hotellet, før Zayn mindede mig om, at vi havde en samtale at føre. Så vi fandt et godt sted, hvor vi kunne tale, og efter det kunne jeg gå ud med mine veninder.

”Er alt okay?” spurgte jeg ham. Siden vi talte, den dag på hans værelse, havde han virket ked af det, og jeg ville spørge ham, hvad der skete, men så så jeg ham kigge medlidende på mig, og jeg flygtede hen til Phebs, der også havde brug for mig.

”Det tror jeg ikke. Jeg har gjort noget forfærdelig, Alex, og jeg er virkelig ked af det,” begyndte han. Jeg lagde min hånd på hans ryg og aede ham forsigtigt, prøvede at trøste ham.

”Åh, hold dog op. Så slemt kan det da ikke være,” sagde jeg og prøvede at lette det hele lidt, men Zayn så stadig ud til at have det elendigt.

”Det er det. Jeg løj for en ven, fordi jeg er så egoistisk, og nu lider to af mine venner på grund af mig. Jeg tænkte ikke i det øjeblik, og det fortryder jeg så meget nu.”

”Jeg er sikker på, du ikke gjorde det for at såre dem,” sagde jeg, og han kiggede håbefuldt på mig, så jeg smilede til ham. ”Du er en god fyr, Zayn, og vi begår alle fejl en gang imellem. Det vigtige er ikke at lade være med at begå dem, men at opdage når du har gjort noget forkert og undskylde, at gøre det godt igen. Du skal lære af dine fejl.”

Han smilede svagt, men jeg vidste at mine ord havde nået ham. ”Alt skal nok blive godt. Find så din ven, og sig undskuld.”

Han nikkede, og mit smil blev større. ”Undskyld, Alex,” sagde han så, hvilket forvirrede mig.

”Ja, det er det, du skal sige til din ven.” han nikkede.

”Undskyld, Alex. Jeg er virkelig ked af det,” gentog han, og jeg blev endnu mere forvirret.

”Jeg forstår det ikke. Hvad sker der, Zayn? Hvorfor undskylder du til mig?” spurgte jeg og trak mig lidt væk fra ham for at se ham i øjnene.

”Forleden dag fortalte jeg dig at-”

”Hvad laver i her, venner?” spurgte Harry, der dukkede op ud af det blå og afbrød os. Zayn, der havde lænet sig ind mod mig, bakkede væk med det samme, og jeg kiggede op på den krølhårede dreng, med Niall ved sin side. Nialls blik var limet fast til mig, hans ansigtsudtryk var dybt seriøst. ”Vi har ledt efter jer. Paul siger vi skal lave lydtjek, Zayn,” fortalte Harry Zayn, som stod med et opgivende udtryk.

Zayn kiggede på mig, før han hviskede: ”Mødes senere?” jeg nikkede, fordi jeg ville vide, hvad han havde at fortælle mig, og hvorfor han undskyldte.

Jeg blev, hvor jeg var, da Harry og Zayn gik deres vej, men Niall blev stående med sit blik på mig. Jeg kiggede nervøst på ham uden at vide, hvad han ville. Det var første gang, jeg så ham med et ansigtsudstryk som det. Manglen på hans sædvanlige munterhed var mærkelig.

”Så, dig og Zayn, huh?” spurgte han med en stemme uden form for følelse. Jeg løftede et øjenbryn.

”Hvad er det, du siger?” spurgte jeg og blev ved med at holde øjenkontakt.

”Jeg spørger bare. Det så meget intimt ud, det I havde gang i. I krammede.” det lød næsten som om han beskyldte mig.

”Og? Han er min ven, og jeg kan kramme ham, når jeg har lyst. Men bare så du ved det, så talte vi kun. Zayn havde brug for min hjælp, og jeg trøstede ham. Men bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at prøve på noget, så din ven er i sikkerhed,” prøvede jeg at sige så afslappet som muligt og med et smil, men jeg var stadig i chok over hans udtryk og  tone.

”Jeg er ikke bekymret for ham,” sagde han og overraskede mig, men mest af alt forvirrede han mig.

”Hvad mener du?” spurgte jeg i det øjeblik, Harry igen dukkede op.

”Niall! Kom nu! Paul venter, så han kan køre os til arenaen. Tag og flyt din dovne røv!” råbte han, og Niall lukkede sine øjne i nogle sekunder og tog en dyb indånding.

”Jeg kommer!” råbte han tilbage og åbnede sine øjne for at møde mine. ”Jeg bliver nødt til at gå,” sagde han denne gang til mig, og jeg nikkede.

Niall vendte sig om og gik mod Harry, der ventede på ham. Imens blev jeg stående og undrede mig over, hvad han havde ment med sine ord og sit udtryk.

Hvorfor ville Niall sige noget sådan? Ville han forvirre mig? Vidste han ikke at ved at sige ting som det, gav han mig nyt håb? Det var ikke fair! Jeg prøvede at komme over ham, men den blonde fyr gjorde det ikke nemt for mig.

Jeg fnøs, som jeg fandt vej til mine veninder, der ventede på mig. Pludselig var jeg ikke i humør til at være på tour, men jeg havde givet et løfte, og selvom jeg ønskede bare at ligge i min seng, blev jeg nødt til at holde det. Fuck Niall og hans kryptiske sætning!

 

Nyt kapitel! Hvad synes I? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...