Backfire ★ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 17 sep. 2014
  • Status: Færdig
Der var engang… Vent, hvad? Laver du sjov? Det er ikke sådan, denne historie starter. Tværtimod! Den her historie handler om en pige, der var færdig med drenge. Men, selvfølgelig, gav hendes ord bagslag, og det blev værst for hende selv. Og den pige er mig. En helt almindelig pige… Eller, måske ikke helt. Mere sindssyg, ville jeg måske sige. Ligemeget. Det her er min historie, og hvis du ønsker at vide hvad der skete, så læs videre, for det hele startede med en spise konkurrence…

41Likes
61Kommentarer
10416Visninger
AA

5. A concert

Publikum skreg enormt meget, og der var en masse piger, der næsten alle sammen havde One Direction t-shirts på. Der var kun meget få drenge. Hvis man kiggede rundt, spottede man hurtigt alle skiltene, der blev holdt i vejret. Nogle af dem var rigtig sjove, andre var bare foruroligende og… frastødende.  Mens vi ventede på, at koncerten ville starte, underholdt vi os selv med at læse skiltene. Der var en gruppe piger, der hurtigt fangede min opmærksomhed. Jeg var næsten sikker på, at de ikke var mere end tretten år, men de havde helt sikkert mere make-up på, end jeg havde på en hel uge. Men det var ikke engang det mest foruroligende ved dem. En af pigerne stod med et skilt hvorpå der stod:

FATHER MY KIDS, ZAYN!’

Helt ærligt, hun var bare en lille pige - hun lignede en på elleve! Hun skulle slet ikke tænke på at få børn. Hun skulle tænke på dukker eller holde teselskab eller sådan noget. Det gjorde jeg, da jeg var på hendes alder. Den anden pige var helt sikkert tretten –jeg regnede det bogstaveligtalt selv ud- og hun havde et skilt med teksten:

FIVE MORE YEARS AND WE’RE LEGAL!!!

Jeg var ret overrasket, faktisk ligefrem lidt skræmt, og jeg vidste ikke, om jeg bare skulle grine eller gå hen til dem, kramme dem og snakke dem lidt til fornuft.

Jeg følte mig så gammel.

Belle og jeg lavede faktisk et væddemål. Jeg sagde, at den tretten-årige pige ville græde først, Belle sagde, at det ville blive den anden.

Tyve minutter senere blev lyset slukket, der kom røg oppe på scenen, og skrigene blev om muligt dobbelt så høje. De store skærme begyndte at afspille en video af drengene, og jeg blev så spændt, at jeg begyndte at hoppe og klappe som alle de små piger. Jeg følte mig pludselig som en 15 årig igen.

Musikken startede, og jeg genkendte hurtigt sangen Na Na Na –jeg kunne huske titlen!- og jeg kunne se drengenes silhuetter, der kom til syne i mørket. Pludselig blev lyset igen tændt, og jeg følte mig døv. Mand, de piger havde sgu lunger!

Liam startede sangen, og alle pigerne sang med. Altså alle undtagen mig, der kun kunne omkvædet. Niall kiggede på mig fra scenen med sit søde smil og sendte mig et vink, og jeg vinkede tilbage, mens jeg smilede som en idiot. Jeg blev vist revet lidt med af alle de vilde piger, der omringede mig, for jeg følte mig som den heldigste pige i verden, da Niall smilede til mig.

Da omkvædet kom, tilsluttede jeg mig resten af publikummet og sang sammen med drengene, samtidig med jeg hoppede med armene hævet over hovedet. Belle og Phebs opførte sig præcis som mig, hvis man så bort fra, at de var lidt mere begejstrede. Jeg var stadig ikke fan af deres musik, man jeg måtte indrømme, at de var talentfulde. De optrådte med en meget overraskende mængde energi. Jeg ved ikke, hvordan de havde luft til både at løbe og hoppe rundt og synge. Jeg var altid helt færdig, når bare jeg spillede Guitar Hero! Det krævede utrolig meget udholdenhed at optræde som dem i timevis – men de gjorde det godt! Jeg respekterede dem meget mere efter den koncert.

Jeg nød koncerten, sang efter sang. Alle drengene smilede og vinkede til os på et eller andet tidspunkt, og vi skreg så højt, at vi ville blive hæse den næste dag.

Blandt publikum var der mange, der græd, især da drengene sagde deres sidste farvel. Da stedet endelig var ved at være tømt for mennesker, rakte jeg min hånd ud foran Belle.

”Du skylder mig tyve pund, min ven. Min pige græd først,” mindede jeg hende om. Hun sendte mig sine bedste hundeøjne. ”Du skal ikke kigge på mig på den måde. Der er en cd, jeg gerne vil købe.”

”Du får dine penge derhjemme,” lovede hun.

Vi stod og ventede på en vagt, der skulle føre os ind til drengene i omklædningsrummet igen. Efter noget tid dukkede en muskuløs mand op og bad os følge med ham. Da vi ankom til omklædningsrummet var drengene i fuld gang med at spise og drikke. Så snart de så os, fandt fem store smil vej til deres ansigter, og Louis løb i vores retning for at kramme den første af os: Phebs. Hun krammede ham tilbage, mens de grinede. Vi gik de sidste skridt hen til de andre drenge og krammede også dem. Jeg gemte Niall til sidst og blev stående ved hans side, da vi havde delt et kram.

”Det var fantastisk! I overraskede mig virkelig, drenge,” roste jeg og kunne mærke Nialls arm der sneg som om mit liv. Jeg kiggede kort på ham, men skyndte mig at se den anden vej.

”Tak! Har vi fået dig forvandlet til en fan nu?” spurgte Liam håbefuldt.

”Niks. Jeg er stadig mig, men nu kan jeg også godt lide jeres musik. Men jeg har altså ikke tænkt mig at gå i t-shirts med billeder af jeres ansigter,” Harry krammede såret Louis.

”Heller ikke hvis vi gav dig en i gave?” spurgte Louis, og jeg rystede på hovedet som svar. ”Hvad med en t-shirt med billeder af vores numser?” prøvede han igen, og denne gang brød jeg ud i grin.

”Den ville jeg helt sikkert gå med,” drillede jeg, hvilket fik Louis og Harry til at high-five’e.

”Det skal helt klart være det næste, der bliver muligt at købe på vores hjemmeside!” erklærede Harry begejstret, og vi andre grinede.

”Hey, vi tager til fest senere, tager I ikke med?” spurgte Zayn med blikket sendt i min retning. Jeg kiggede på mine veninder, der smilede stort, og gættede på, at det betød ja. Jeg nikkede, så alle de andre jublede.

Da drengene havde skiftet tøj, tog vi sammen til en natklub, hvor festen allerede var godt i gang. Der var proppet med dansende mennesker alle vegne. Niall plantede let sin hånd på min lænd og talte med hovedet tæt på mit øre: ”Vil du have noget at drikke?” jeg havde fået mere end rigeligt alkohol aftnen før, men jeg var i festhumør og kunne sagtens drikke igen. Jeg nikkede. ”Super. Vent her, så henter jeg noget til os.”

Han forlod mig alene, så jeg tog mig tid til at kigge rundt. Alle andre var klædt i festtøj, og så var der mig i mine combat boots og en gammel t-shirt. Jeg havde det som om, jeg ikke passede ind, og for første gang gjorde det mig faktisk noget. Normalt var jeg lige glad med, hvad andre tænkte, men da jeg kiggede rundt på alle kvinderne i deres kjoler, følte jeg mig lille og ubetydelig, og det var jeg ikke vant til.

”Vil du danse?” en dyb stemme med en tyk accent bragte mig tilbage til virkeligheden. Jeg drejede rundt og mødte en smilende Zayn. Jeg vidste, at Niall snart ville være tilbage, og det var jo ham, jeg stod og ventede på, men jeg havde ikke lyst til at være ladt alene i de fremmede omgivelser. Så jeg nikkede, greb den hånd han tilbød mig, og så førte han os ud på dansegulvet.

Ud af øjenkrogen så jeg Belle og Harry danse og Phebs og Liam snakke. Zayn og jeg begyndte at danse, hvilket han ikke ligefrem var god til – det så faktisk ret sjovt ud. Vi bevægede os til sangen, lavede vores egen moves og var ved at dø af grin. Jeg glemte, hvor utilpas jeg havde følt mig for kort tid siden. Jeg passede ikke ind i deres verden. Jeg kunne rigtig godt lide drengene, men deres liv var så anderledes end mit.

På et tidspunkt tog Zayn min hånd og snurrede mig rundt. Jeg grinede, men nåede stadig at se Niall, der stod med to drinks og kiggede i vores retning. Jeg fik straks dårlig samvittighed, selvom jeg jo faktisk kom med alle drengene og ikke kun ham.

”Niall venter på mig,” fortalte jeg Zayn, som hurtigt vendte blikket på Niall. Han kiggede igen på mig og nikkede med et smil, der ikke nåede hans øjne. Han virkede endda lidt trist.

Jeg forlod Zayn på dansegulvet og gik mod Niall, der straks sendte mig et smil. Da jeg stod foran ham, rakte han mig min drink, før vi skålede. Vi fandt et sted at sidde og talte nærmest hele aftnen. Han fortalte mig om sit liv før X-Factor, og da de var med i showet. Belle og Phebs havde også fortalt mig noget om det engang, men det var helt anderledes at høre det fra en af hovedpersonerne selv. Han fortalte så mange mærkelige historier, at jeg fik ondt i maven af grin. Det var spændende at lære så meget om ham, og han stillede også mig en masse spørgsmål. Jeg fortalte ham om mig selv, hvad jeg kunne lide, hvad jeg ikke kunne lide, hvordan jeg mødte mine veninder, og hvad jeg skulle lave i den kommende sommer. Jeg studerede computer programmering, så jeg var ret god til teknologi, og jeg skulle bare nyde den sommer, og ferien der hørte med, som næsten lige var kommet. Vi talte mest om musik, og jeg fik en liste med bands, jeg skulle tjekke ud, når jeg kom hjem. Jeg lavede også en meget længere liste til ham.

Vi dansede også, men det meste af tiden sad vi bare og snakkede og lærte hinanden bedre at kende. Jeg anede ikke, hvor de andre var, eller hvad de lavede, og jeg var faktisk også ligeglad. Det var så hyggeligt at være sammen med Niall, at jeg glemte resten af verden. Vi var vidt forskellige, men vi havde også så meget til fælles.

”Nå, det er her, du er!” sagde Belle, da hun dukkede op ud af det blå. ”Vi har ledt efter dig, og her er du, kidnappet af en popstjerne.”

Niall rødmede, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvor sød han så ud med sine røde kinder.

”Vi skal gå nu, klokken er mange,” mindede hun mig om, så mit smil forsvandt som dug for solen. Tiden fløj afsted, og jeg havde ikke lyst til at tage hjem endnu. Det var så hyggeligt, og jeg havde lyst til at blive dér med Niall lidt længere uden at ænse verden omkring os.

”Åh,” var alt, jeg sagde. Jeg kiggede på Niall, der også så ud som om, han helst ville have, at jeg blev. Jeg rejste mig op for at gå med Belle, men kunne mærke hans hånd tage fat i min. Jeg elskede, hvor lille min hånd var i forhold til hans.

”Har I lyst til at komme hjem til mig i morgen? Jeg skal være sammen med drengene, og vi ville alle elske, hvis I tre også var der,” hans blå øjne stirrede direkte ind i mine. Jeg havde lyst til bare at sige ja, men det gik op for mig, at jeg gerne ville, fordi det betød, at jeg ville se ham, og det var ikke en god ting, nu når jeg var færdig med drenge. Jeg var ikke dum, og jeg vidste, at jeg havde lyst til at bruge tid sammen med ham og lære ham bedre at kende, som mere end en ven.  

”Jeg…” mumlede jeg. Hans øjne borede sig ind i mine, og mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Jeg var forvirret. En del af mig sagde, at jeg blev nødt til at sige nej og ende hvad end, der foregik i mellem os, før det var for sent, men den anden del fortalte, at det var okay, og at intet ville ske, hvis jeg ikke havde lyst til det. Problemet var bare, at jeg ikke vidste, om jeg ville have, at intet skulle ske mellem Niall og mig. ”Jeg ringer til dig i morgen, okay?”

Skuffelsen stod klar i hans øjne, og det gjorde ondt på mig. Jeg fik lyst til at sige ja, at jeg ville elske at komme i morgen, bare så jeg kunne fjerne det utryk fra hans ansigt og bringe glæden tilbage. Men jeg blev nødt til at tænke alt igennem, finde ud af hvad jeg følte, og hvad jeg havde lyst til. Der var en masse ting, jeg blev nødt til at huske mig selv på.

Jeg troede, at fordi han var så anderledes end mig, ville jeg aldrig kunne se ham som andet end en ven, men jeg kunne ikke ignorere mit hurtigt pumpende hjerte, hver gang han så på mig, eller måden det gav mig gåsehud, hver gang vi rørte hinanden.

”Hej hej, Niall,” sagde jeg og lænede mig frem, så jeg kunne placere et kys på hans kind, ”Vi ses snart.”

”Vi ses,” hviskede han og slap min hånd, da jeg gik min vej med Belle, der sendte mig et mistroisk blik.

 

Så kom der et kapitel mere. Hvad synes I indtil videre? Kan I lide Alex? Og hvad med de andre piger? Og drengene? Jeg vil meget gerne høre, hvad I synes - også bare om historien generelt.

Og igen, 1000 tak for likes og favoritlister. Det er så dejligt, at I er nogle, der følger med! :-D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...