Skuespil

En kort novelle fra sidste år, hvori man får et lille indblik i hvordan det er i nytidens ulykkelige familier.

1Likes
0Kommentarer
209Visninger

1. kap 1

Her sidder vi, i aftnens kulde midt i hvad der skulle have været en idyllisk og varm familie middag. Selvfølgelig kan det ikke være sådan, ikke engang denne ene aften.
Jeg gider det ærligt talt ikke mere; lugten af stegt svin med sovs og sukkerkartofler er bare lidt for meget i aften. Min mors skingre stemme piber i ud i rummets stilhed, hun prøver på at holde styr på sig selv, men det er som altid en udfordring.
Far ”bliver på kontoret i lidt længere”, altså han har fundet sig en ny dulle som skal afprøves. Egentligt misunder jeg ham en smule, han har nerverne til at gøre hvad han vil, han accepterer de konsekvenser det kan have, men alligevel får han dem ikke. Han er typen som peger på hvad han vil have og får det. Men min mor er ikke dum, hun tør bare ikke sige et ord til ham, så hun lader det gå ud over mig. Jeg har et blåt mærke eller to. Det svage lys fra lysekronen over spisebordet blænder mig i et sekund, men jeg bliver ved med at stirre på flammerne. De er lystige, deres sjæle flagrer frit i vinden. Der er ingen grænser for hvad jeg ville give for at kunne gøre det samme. Denne gruppe mennesker er et sørgeligt forsøg på en familie.
Min mor kigger på mig med sorg og vrede i sine øjne, jeg ved hvad hun tænker, men lader som ingenting og kigger ned på den tomme tallerken. Hun har altid været en kvinde som havde respekt nok for sig selv til aldrig at virke svag overfor andre, måske var det lidt for meget respekt.
Hun rejser sig hurtigt og begynder at rydde af bordet igen. Der kommer små hulk fra håndvasken, men jeg er ærligt talk ikke interesseret i hendes ulykke, hun er selv uden om det. Mit blik er som lænket fast til der hvor min tallerken før stod. Der er for mange tanker at gøre op med, der er for mange lyserøde blomster og for mange dårlige minder. Jeg bryder mig ikke om smagen af luften, den er sur.
En hvis bitterhed breder sig. Jeg er træt, meget træt. Hvorfor kunne han ikke bare komme hjem denne ene aften? Hvorfor kunne vi ikke lade som om? Bare en gang havde været rart. Jeg er normalt imod at lyve overfor mig selv, men på tidspunkter som disse ser jeg hvorfor folk gør det. Min mor hulker stadig i køkkenet, jeg forbarmer mig i et sekund. Hun prøver virkelig til tider og det betyder alt for mig.
Jeg rejser mig døsigt op og trasker langsom over til vasken, hvor hun hænger med den ene arm på kanten og den anden dækker ansigtet.

Jeg vikler langsomt mine arme om hende og i et sekund giver hun op; hun tuder. Det gør ondt på mig. Ikke fordi hun er ked af det, men fordi jeg omfavner kvinden som jeg hader. Jeg hvisker stille at alt nok skal gå, men ærligt talt tror jeg ikke selv på det. Hun gør sikkert heller ikke, men hun har brug for at høre det lige nu. Hun er sårbar og har brug for en som ikke er ligeglad for en gangs skyld. 
En gang i mellem må man gerne lyve, selv hvis ingen tror på det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...