Apistyren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2014
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Igang
Siden Jasmin fik konstateret type 1 diabtes, har hun levet i frygt. En frygt om at glemme at tage sin insulin. En frygt om at tage for meget. En frygt om at tage for lidt. En frygt for at dø.

12Likes
20Kommentarer
377Visninger

2. -

Jeg er bange for døden. Hver gang jeg stirrer pen med apistyreren bliver jeg bange. Hvad hvis jeg tager for meget? Hvad hvis jeg tager for lidt? Hvad hvis jeg glemmer det? Hvis jeg en morgen vågner op og har sovet en time over mig og løber alt, hvad rammer og tøj kan holde hen mod skolen, uden overhoved at skænke insulinen en tanke? Jeg ville dø. Både af at løbe og af at glemme. Det er så små ting, der kan få mig til at dø. Et forkert stillet vækkeur, en forkert dosis af insulin, en lærer, der bliver syg, så vi får en aflyst idrætstime. Alle ting, der kan dræbe mig. Jeg vil ikke dø.

Jeg ser rundt i mørket. Hen mod skrivebordet, hvor apistyreren ligger og stirrer på mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved den er der. Med den runde solskive over hoved. Lysende. Jeg ved ikke, om jeg kan styrer den. Jeg er bange for, at jeg ikke kan styrer den. Jeg er bare en pige. En lille pige mod en kæmpe stor tyr. Behøver jeg overhoved spørger, hvem der vinder?

En klassekammerat, der pludselig finder på at have kage med, en lyst til at spille fodbold med drengene i frikvarteret, et par minutter senere fri, så jeg bliver nødt til at løbe ned til bussen.

Den dag, hvor jeg begyndte at drikke hele vandværket og knapt nok kunne holde mig vågen til klokken fem, var jeg kun lidt bange. Bekymret. Jeg skulle bare havde vidst, hvilken frygt, der ventede mig lige om hjørnet. En stor egyptisk tyr. Jeg tvinger mig selv til at kigge væk fra skrivebordet, hvor jeg ved tyren vogter. Det er bare insulin. Det er ikke farligt.

Alligevel er jeg bange for ikke at vågne op igen, hvis jeg nu sparker i søvne og dermed forbruge mere end den insulin, jeg har taget, svarer til. Mine øjne kan næsten ikke holde sig åbne mere, men jeg tør ikke lukke dem i.

Hvad nu, hvis der ikke bliver noget i morgen? Så har jeg spildt hele min tid på jorden med at frygte tyren. 

Hvad nu, hvis der bliver et i morgen? Så vil jeg spilde endnu mere tid på at frygte tyren.

Hvad nu, hvis jeg gør det forbi med mig selv, før tyren gør? Så er jeg et fjols, der har ladet en ikke levende apistyr overtage mit liv.

Jeg kniber mine øjne sammen for at spare på den tid de kan holde sig åbne. Men til sidst falder de i.

 

Mit blik hviler på uret over klassen. Otte minutter i to. Læreren har allerede snakket to minutter for meget.

"Og, hvem er duks?" Jeg er ved at springes for at blive sluppet fri. Bussen går præcis klokken to. Alma og Victor. Har jeg lyst til at skrige højt. Victor griner fjoet, da ingen melder sig.

"Alma og jeg, men Alma er syyyg." klager Victor højlydt. Jeg pakker lynhurtigt mine ting sammen.
"Så kan..." Lærerens blik glider hen over klassen. "Jasmin jo hjælpe dig." Jeg har lyst til at vride halsen om på hende, men udenpå er jeg helt kold. Jeg nikker blot og rejser mig med det samme.

"Jeg fejer og du tørrer borde af, så kan vi gå, når vi er færdig." vrisser jeg til Victor.

"Jajajaja, kontrolfreak." mumler han og tager dovent spanden. Jeg griber fat om kosten og borde neglene ind i den, mens jeg hurtigt fejer gulvet. Folk er langsomme om at pakke sammen, og det er svært at feje, når andre hele tiden træder i fejebunken eller gør gulvet beskidt igen. Svedperler danser på min pande, mens jeg anspændt skubber lidt til folk. Da kosten endelig har berørt hele gulvet, smidder jeg den i hjørnet og overhører lærerens råb efter mig.

"Hey, Jasmin i er jo ikke færdig." Jeg sætter tempoet op. Jeg skal nå bussen. Jeg skal nå hjem inden halv tre og tage min insulin. Hurtigt griber jeg min jakke og overhaler et par klukkende piger. Jeg hører, de hvisker om mig, men sætter blot farten op. Udenfor kan jeg se bussen holde ind ved sit stoppested, og jeg begynder at løbe. Mine ben suser ned af trapperne og henover skolegården. Jeg når lige nøjagtig at vinke til buschaførreren, før han skal til at kører.

"Så skynd dig dog, pigebarn." vrisser han til mig, da jeg fører mit rejsekort hen over det blå felt. Mit hoved svimler og jeg griber fat om stagen, da bussen drejer om et hjørne. Jeg ser mig selv valke ind på et sæde, da jeg pludselig falder om. Tyreren kommer galoperende. De blå farver og med solskiven over hoved. Den er løbet løbsk. Jeg prøver at fange den, men den løber fra mig. Jeg kan ikke styrer den. Og til sidst overvinder den mig.

 

Lyset blænder mine øjne. Jeg overlevede. Jeg er stadig i live. Men måske vil denne dag blive, den dag, hvor tyreren løber løbsk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...